Neurologiens udfordringer

Weekendavisens videnskabsmedarbejder, Lone Frank, har for en fjorten dages tid siden udsendt et “opråb” (eller snarere en opsang) til landets naturvidenskabsfolk i avisen. De skal komme på banen, de skal blande sig i debatten, så det ikke kun er humanister og “falanksen af talende, skrivende og menende folkekirkepræster”, der får ordet, mener hun.

Hvad det er, de skal komme på banen med, fremgår imidlertid ikke særlig klart af artiklen. Men efter at have set samme Lone Frank i “Deadline”, og efter at have læst artiklen i Weekendavisen endnu et par gange, mener jeg at have fundet ud af det: Ateisten Lone Frank er af den opfattelse, at de landvindinger, neurologien for øjeblikket gør med hensyn til at finde ud af, hvordan den menneskelige hjerne fungérer, effektivt vil trække tæppet væk under al religion, ja under megen humanistisk fromhed også, fordi man nødvendigvis må blive ateist, når man fuldt ud gør sig klart, at det er neuronaffyringer i hjernen, der bestemmer vore følelser, tanker og højeste intellektuelle oplevelser.

Denne uudtalte påstand vil jeg godt vende mig imod.

Men først et par citater fra artiklen:

For øjeblikket, hedder det, er hjerneforskningen i gang med “at demontere den indgroede idé om sjælen og forestillingen om, at mennesket er andet og mere end materie”.

Lone Frank nævner videre Susan Greenfield som et eksempel fra udlandet på en forsker (i dette tilfælde en hjerneforsker), der blander sig i debatten. Hun skriver: “Greenfield interesserer sig for, hvordan fremtidens menneske kommer til at se sig selv, og hvordan et nyt menneskesyn vil påvirke samfundet som helhed. Og hun gør sig vel at mærke sine tanker på baggrund af en dybtgående viden om selve materien.”

Endelig fremdrages Steven Pinker, en amerikansk evolutionspsykolog, som “undersøger, hvad vi faktisk ved om, hvad et menneske er født med, og i hvor høj grad det kan formes og rammer dermed direkte ned i vores selvforståelse med en udfordring af århundreders humanistisk automattænkning.”

Har mennesket en sjæl? Er mennesket andet og mere end materie? Nej, mener Lone Frank, og når hun ønsker naturvidenskabsfolk på banen, skyldes det, at hun tror, at de naturvidenskabelige kendsgerninger vil underbygge dette “nej”, eller at naturvidenskaben er en udfordring af “århundreders humanistiske automattænkning”.

Lad mig først gøre opmærksom på, at Lone Frank tilsyneladende har overset det fænomen i udviklingen, der kaldes “emergens”. Dermed menes, at der i udviklingens løb gang på gang er fremstået noget helt nyt, noget aldrig før set, hvilket også vil sige: noget, der kræver helt nye og anderledes videnskabelige redskaber for at blive forstået.

I den første tid efter “Big Bang” var det kun atomfysiske processer, der foregik. Men efterhånden kølnedes universet så meget, at kemiske processer kunne forekomme. Og for at forstå dem må vi mennesker bruge en helt anden videnskab, nemlig kemien.

Senere var blandt andet jorden kølnet så meget, at liv kunne fremstå. Igen noget helt nyt og aldrig før set. Og igen noget, der for at blive forstået krævede en ny videnskab: biologien.

Og da der blandt disse levende væsener opstod dyr med hjerner, var det igen noget helt nyt, der kom på banen, og igen måtte der en ny videnskab til: neurologien. Denne byggede naturligvis i høj grad på biologien, men var dog noget for sig, ikke mindst, fordi dens foreteelser (hjernens neuronaffyringer) ikke var noget i sig selv, men altid var repræsentative. Når fuglen holder balancen ovenpå grenen, skyldes det et sanseapparat, der registrerer de mindste ændringer i balancen, og et nervesystem, der kunne repræsentere fuglen på en sådan måde, at den blev i stand til hurtigt at reagere på disse ændringer på hensigtsmæssig måde.

Så kan man naturligvis diskutere, om dette, at sådanne dyr begyndte at leve i flok, virkelig skulle nødvendiggøre en ny videnskab, men for menneskets vedkommende er dog både floklivet og det sprog, der synes at styre floklivet, af en vis interesse, så de videnskaber, der har dannet sig ovenpå denne udvikling: sociologi, økonomi, politologi, osv., synes sikkert nok forankrede som videnskab, selv om de måske ikke har samme stringens over sig som fysik og kemi.

Sidenhen er i udforskningen af, hvem mennesket er, både litteraturforskning, historieforskning, religionsforskning og såmænd også teologi kommet oveni som videnskaber, der beskæftiger sig med de hidtil usete fænomener, der opstår i menneskesamfundene.

Og spørgsmålet er altså: Må man ikke som almindeligt, fornuftigt menneske indrømme, at der finder “emergens” sted, at der i udviklingens løb er fremstået noget nyt? Og altså også indrømme, at det, Lone Frank kalder “humanistisk automattænkning” er et yderst relevant redskab, når man vil blive klar over, hvem mennesket er, fordi der med menneskets sprog og kultur opstod noget, verden aldrig før havde set, noget, der ikke kan begribes med biologiens eller neurologiens videnskabelige redskab?

Jo, jo, jeg véd godt, at der findes filosoffer – man plejer at kalde dem “reduktionister” – der vil hævde, at alle de her nævnte fænomener: digtning, religion, økonomi, og såmænd også sociologi, økonomi og historieforskning, kan reduceres til fysik og kemi. Men er det et holdbart standpunkt? Andre filosoffer er gået den modsatte vej, har forsøgt at hævde, at da vi mennesker har bevidsthed, og da der intet nyt er fremstået under solen, så har også éncellede væsener bevidsthed. Også et absurd standpunkt!

Det var spørgsmålet om emergens.

Så til en anden uudtalt overbevisning, som Lone Frank synes at dele, den nemlig, at mikrokosmos bestemmer makrokosmos. “Mennesket er ikke mere end materie”, synes Lone Frank at mene. Eller hun er af den opfattelse, at når Susan Greenfield gør sig sine tanker på baggrund af en dybtgående viden om selve materien (materien er formodentlig her: de neurologiske kendsgerninger), så må hendes tanker være mere sande, end de tanker, vi andre dødelig gør os.

Den videnskabsteoretiske kendsgerning, som Lone Frank har glemt at konsultere, er her den, der blev formuleret af Karl Popper, idet han talte om “double causation”, eller på dansk: årsagssætningens tvedeling. Normalt forestiller vi os, at tingene hænger sådan sammen, at de lader sig ordne i en lang kæde af årsager. Men vi tænker os ikke mere end én kæde. Og den slutning er derfor nærliggende, at har vi fået klarhed over en grundliggende årsag, f. eks. neuroners samspil i hjernen, så har vi klarhed over hele menneskets adfærd. Den slutning er imidlertid forkert. Den overser den videnskabelige kendsgerning, at samspillet mellem neuronerne i hjernen i høj grad er bestemt af menneskets opvækst, dets kulturelle miljø, dets sprog, osv. Ikke blot bestemmer altså mikrokosmos (neurologien) makrokosmos (menneskets adfærd), menneskets sprog og kultur (makrokosmos) bestemmer også hjernens mange kredsløb (mikrokosmos).

Der er derfor, hvad menneskets adfærd angår, ikke tale om kun én årsagskæde med afslutning i de neurologiske kredsløb, der er tale om to årsagskæder, hvoraf den anden går tilbage til de påvirkninger, der i sin tid dannede de neurologiske kredsløb.

Det vil sige: Hjerneforskningen er aldeles ikke i gang med “at demontere den indgroede idé om sjælen og forestillingen om, at mennesket er andet og mere end materie”. Tror man det, skyldes det manglende kendskab til videnskabsteorien.

Og det vil videre sige, at Susan Greenfield, der “interesserer sig for, hvordan fremtidens menneske kommer til at se sig selv”, ikke har hverken større eller mindre forstand på det problem end alle os, der ikke er hjerneforskere af profession.

Og endelig vil det sige, at “århundreders humanistiske automattænkning” – hvad det så end er – ikke kommer til at miste jordforbindelse, fordi nogle hjerneforskere mener at have fundet ud af, hvad den menneskelige natur er. Denne er nemlig ikke blot
bestemt af menneskets neurologiske udrustning, men også af dets sprog og kultur.

Det gør det selvfølgelig ikke uinteressant at studere neurologien. Vi må suge til os af viden om mennesket overalt, hvor vi kan få fat på den. Og det må vi gøre, også om denne viden, som det sker en sjælden gang, fremsættes af neurologiske fagidioter. Vi kan nok selv lægge til og trække fra.

Hvilket hermed være gjort.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

11 svar til Neurologiens udfordringer

  1. leif siger:

    ” neurologiske fagidioter.” . . pynter ikke i dit ellers ærlige forsøg på at afvise nyere hjerneforskning’s resultater vedr. mennesket’s adfærd og forsøg på at forklare hændelser i udviklingen.
    naturligvis kan vi ikke forvente andet end splid og ballade over disse “nye” landevindinger i videnskaben,som sikkert får laaaaang tid i “vuggen”,før de kan implementeres og udleves i “dagligdagen”.Der er trods alt tale om en godt og grundigt fastcementeret drøm og forventning om frelse,der har overlevet i flere tusind år!

  2. Neurologen Mario Beauregard og journalisten Denyse O’Leary (vistnok begge canadiere) har for nylig udgivet bogen ‘The Spiritual Brain’, hvor de rammer en pæl igennem alle de forskellige myter om, at religiøse oplevelser kan spores til forskellige steder i hjernen, og giver en masse eksempler på neorologiske fænomener, der må komme fra et sted udenfor hjernen. Bogen kan fås her: http://www.amazon.com/Spiritual-Brain-Neuroscientists-Case-Existence/dp/0060858834. Søg evt. efter anmeldelser af den på nettet. I hvert fald i den amerikanske ID-verden er den allerede en ret udbredt bog.

    Med venlig hilsen

    Leif Asmark Jensen

  3. Ricardt Riis siger:

    ” neurologiske fagidioter.” . . pynter ikke i dit ellers ærlige forsøg på at afvise nyere hjerneforskning’s resultater vedr. mennesket’s adfærd og forsøg på at forklare hændelser i udviklingen.
    Sådan skriver leif.
    Dertil må jeg sige, at jeg ikke afviser nogensomhelst resultater fra den nyere hjerneforskning. Neurologien bøjer jeg mig for. Men neurologerne må holde sig indenfor deres område. Hvis de vil til at drive sociologi eller psykologi, for slet ikke at tale om religionsforskning, hvis de med andre ord vil mene, at deres hjerneforskning giver dem mulighed for at underminere al anden forskning, så må der råbes vagt i gevær. Det gør jeg hele artiklen igennem med en række argumenter, og udtrykket “neurologiske fagidioter” er derfor et meget præcist udtryk, der sammenfatter artiklens indhold.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis

  4. Ricardt Riis siger:

    Til Leif Asmark Jensen!
    Da jeg læste dit indlæg, “lurte jeg på” (som de siger i Norge), hvad du vel kan mene med “neurologiske fænomener, der kommer fra et sted udenfor hjernen”. Jeg slog op på en blog, administreret af den ene af de to forfattere, du nævnte, Denyse O’Leary, og fik mine værste anelser bekræftet: Det “udenfor”, du taler om, er Gud.
    Indrømmet, jeg går ind for et “udenfor” også. Også jeg mener, at hjernen ikke kan forstås og bedømmes adskilt fra det samfund, den befinder sig i. Men dermed bliver mit “udenfor” af mere beskeden art, men måske også mere relevant. Denyse O’Leary stiller os i valget mellem darwinisme og kristendom. Det valg er falsk. Man kan udmærket acceptere darwinismen fuldt ud og have sin kristne tro bevaret.
    Mit “udenfor” er altså det menneskelige samfund og de kræfter, der hersker dèr, blandt andet sproget. Udviklingen har medført, at der er blevet noget helt nyt til: dyr, der lever i flok. Enkeltindividerne i en sådan flok opfører sig, som de gør, under stadig hensyntagen til de andre individer. Og udviklingen har endvidere medført, at der hos en særlig veludrustet abeart er blevet føjet et kompliceret kommunikationsmiddel til de kræfter, der virker i flokken: sproget. Hvordan det i detailler har udviklet sig, er vi ikke klar over. Og vi bliver måske aldrig klar over det, for det kan meget vel tænkes, at alle de spor, vi skulle have at arbejde efter, ret bogstaveligt er forsvundet op i den blå luft, dvs er gået til grunde sammen med luftbølger, der bar dem.
    Men blevet til er det altså, det sprog og det særlige menneskesamfund, der bygger på sproget og dets kræfter. Det var ikke mindst det, jeg ville slå fast med min artikel.
    Om så denne iagttagelse giver rum for de påstande, som Intelligent Design-folkene fremsætter, det véd jeg sandelig ikke. Gør den det, må jeg jo prøve at leve med det. For Intelligent Design-tanken er ikke lige min kop te. Den er i defensiven overfor de “hardliners”, som jeg gør op med, og kommer nødvendigvis ind i de samme vanskeligheder, som i sin tid den såkaldte “theology of the gaps” kom ind i: man knyttede sine teologiske forhåbninger til det, som videnskaben endnu ikke havde opdaget, men så snart der kom forklaringer på det hidtil uforklarede, blev man tvunget til at flytte sine barrikader endnu længere bagud. Så ID er både en forkert anvendt videnskab og en forkert teologisk strategi.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  5. Leif Asmark Jensen siger:

    Kære Ricardt Riis.

    Pointen i min kommentar var blot, at objektivt set foregår der ting i hjernen eller i vores psyke, der ikke ser ud til at have en ren neuroligisk oprindelse. Som jeg gjorde opmærksom på, har jeg ikke læst O’Learys og Beauregards bog endnu, men ud fra omtalen af den ser den ud til at være en lettilgængelig bog til et emne, som jeg har læst om fra andre kilder, og som må det, der er det religiøst virkeligt interessante spørgsmål, nemlig om alt ved hjernen kan reduceres til fysiske processer eller ej.

    Med hensyn til dine kommentarer om intelligent design skriver jeg noget om det indenfor den kommende tid ovre på min blog (http://leifasmarkjensen.religionblog.dk/), så jeg undlader at kommentere meget mere om det her. Tilgiv mig dog, at jeg allerede nu tillader mig at påstå, at du ser ud til ikke helt at have forstået, hvad intelligent design (ID) går ud på, selv om ID for så vidt er en meget enkel og ligefrem ting. Kort sagt er er ID intet andet end en ren naturvidenskabelig påvisning af, at livet har træk, der bedst kan forklares af intelligente årsager og kun dårligt af rent fysiske mekanismer.

    Jeg mener heller ikke, at du ser du til helt at have forstået, hvad darwinismen indebærer. Darwinisme såvel som neo-darwinisme indebærer flere ting, men den grundlæggende påstand er, at alt ved livet kan reduceres til rene fysiske og kemiske processer uden nogen bagvedliggende intelligent styring. At du kan påstå, at dette ikke strider imod kristendommen, kan jeg kun undre mig over. Nu er jeg godt nok ikke kristen, men mener dog alligevel at vide så meget om kristendommen, at dens grundlæggende postulat er en ide om, at livet er skabt af Gud med et bestemt mål for øje. Derimod er darwinismens grundlæggende påstand, at livets udvikling er en tilfældig proces, der ikke havde noget bestemt mål (mennesket inklusive) for øje. Hvordan disse to opfattelser ikke strider imod hinanden, har jeg svært ved at se. For mig at se udelukker de gensidigt hinanden.

    Med venlig hilsen

    Leif Asmark Jensen

  6. Ricardt Riis siger:

    Kære Leif Asmark Jensen!
    Tingene er indviklede.
    Hvis man spørger, om der foregår ting i hjernen, der ikke har ren neurologisk oprindelse, så kan man f. eks. svare både ja og nej, lidt afhængig af, hvad man mener med “ren neurologisk oprindelse”. Udviklingen har medført, at den menneskelige hjerne kun kan bringes til fuld udfoldelse, når dens besidder vokser op i et menneskeligt samfund og får tilført et menneskeligt sprog og en menneskelig kultur. Og det, der dèr tilføres, kommer i den forstand ikke fra hjernen selv, har altså ikke “ren neurologisk oprindelse”. Derfor må der svares ja til spørgsmålet. Det meste af det, der foregår i den menneskelige hjerne har i den forstand ikke “ren neurologisk oprindelse”, for sproget har så at sige sat sig i hver en krog af hjernen, og sproget har ikke “ren neurologisk oprindelse”.
    Og dog må der også svares nej til spørgsmålet. Sproget og kulturen forbinder sig totalt med hjernens aktiviteter, så det i den menneskelige hjerne tager form af neuronaffyringer, m. m. Og spørger man, om de åbenbaringer, visse mennesker påstår at have haft, eller om de religiøse oplevelser, andre mener er blevet dem til del, har “ren neurologisk oprindelse”, må man svare, at alle disse høje oplevelser har deres neurologiske tilsvar i hjerneaktiviteter, det er altsammen “ren neurologi”, men – læg mærke til det – neurologiske processer, hvis mønster er indlagt i den menneskelige hjerne “udefra”, fra samfundet.
    Jeg gør her alvor af Karl Poppers videnskabsteoretiske iagttagelse, at der i løbet af udviklingen er opstået det nye fænomen, han kalder “double causation”.
    En anden videnskabsteoretisk skelnen må man foretage, når det drejer sig om, hvad darwinisme er. Du skriver, at “den grundlæggende påstand [i darwinismen] er, at alt ved livet kan reduceres til rene fysiske og kemiske processer uden nogen bagvedliggende intelligent styring”. Det er ikke darwinismens grundlæggende påstand, du nævner dèr, men determinismens eller reduktionismens grundlæggende påstand. Darwinismen er i det hele taget ikke noget filosofisk helhedssyn, men “kun” en videnskabelig metode.
    Og her må man altså skelne mellem en metodisk determinisme og en ontologisk determinisme, eller med andre ord: darwinismen går i sin forskning ud fra, at der ikke er nogen bagvedliggende intelligent styring, men den gør det udelukkende, fordi det ligger i dens forskningsmetode. Hvis den ville påstå, at fordi den bruger denne metode, derfor er livet og verden blevet til ved tilfældigheder, ikke ved en guddommelig skabelsesproces, så ville den ændre karaktér fra at være en videnskabelig metode til at være en pseudoreligiøs påstand.
    Det kan godt være, jeg ikke kender særlig meget til Intelligent Design-tanken, men så meget har jeg dog fundet ud af, at flere af de påstande, folkene bag den er kommet med, har kunnet tilbagevises. På et tidspunkt påstod man således, at en piskehale, som et mikroskopisk væsen er udstyret med, var et fænomen, som kun kunne forklares, hvis man antog, at et intelligent væsen “udefra” havde grebet ind i tilblivelsesprocessen. Det har vist sig, at der findes en række mellemformer, som mere eller mindre fuldt ud forklarer denne tilblivelsesproces. På et andet tidspunkt mente man, at fuglevingen ikke kunne være blevet til ved naturlig udvælgelse. Den var så speciel, at man måtte antage en intelligens bag dens tilblivelse. Men også den påstand har vist sig at kunne tilbagevises. Det er den slags tildragelser, der får mig til at skrive, at vi med Intelligent Design-tanken er tilbage ved forestillingen om en “God in the gaps”, om en Gud, der kun kan tildeles eksistens på felter, hvor videnskaben endnu ikke har fundet fuldgyldige forklaringer. Og så må man virkelig sige med Søren Kierkegaard: “Fanden være Gud på de betingelser”.
    Altså: der er visse videnskabsfilosofiske overvejelser, som man må holde sig for øje, når man vil diskutere darwinisme. Og foreløbig har jeg Intelligent Design-folkene mistænkt for at skippe alle sådanne overvejelser. Hvilket er lidt uheldigt. For netop, når overvejelserne er filosofiske, skulle det være muligt for alle religioners tilhængere at være med. Men måske du med din artikel på din blog kan belære mig om noget andet.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  7. Leif Asmark Jensen siger:

    Kære Richard Riis.

    Med hensyn til, hvad darwinismens grundlæggende påstand er, mener jeg, at det er meget enkelt: Darwin argumenterer i Arternes Oprindelse for, at arterne mere ser ud til at have udviklet sig fra en eller nogle få oprindelige arter, end at alle arterne er skabt separat på én gang. Han argumenterer også for, at udviklingen er sket ad naturlige veje (primært igennem naturlig variation og naturlig udvælgelse). Med andre ord vurderer han empirisk to muligheder, nemlig naturlig udvikling versus guddommelig skabelse.

    Det er ikke rigtigt, at darwinismen ’kun er en videnskabelig metode’. Darwinismen er et forsøg på at opstille en ren fysisk forklaring på livet. Hvis man hævder, at darwinismen er sand, hævder man samtidigt, at livets udvikling er en ren fysisk proces, der er sket uden nogen intelligent styring. Darwinismen er derfor af natur en religiøs påstand. Det er i det hele taget umuligt ikke at komme med påstande, der har religiøse implikationer, når man er inde på netop dette felt. Det forhindrer dog ikke de samme påstande i også at være videnskabelige påstande på samme tid.

    Darwin selv forfægtede ikke ’metodisk determinisme’ (som jeg snarere ville kalde ’metodisk naturalisme’ eller ’metodisk materialisme’). Han argumenterede primært imod ’typologerne’, der hævdede, at arterne er uforanderlige (og skabte) og satte sig dermed i opposition til Linné, Cuvier, Agassiz, Owen og i virkeligheden de fleste af sin tids naturforskere.

    En anden måde at formulere ’naturlig udvikling’ på er ’udvikling ved rene fysiske og kemiske processer alene’ uden nogen intelligent styring bag, sådan som jeg formulerede det i mit første svar til dig. Bemærk, at diskussionen lige fra Darwins tid frem til nu har drejet sig om, hvorvidt livet er et naturligt (dvs. fysisk) fænomen eller på en eller anden måde er forårsaget af en bagvedliggende intelligens. Diskussionen er heller aldrig ophørt siden Darwins tid. Hele tiden har der været videnskabsmænd (og her taler jeg ikke om bibelske kreationister), der ud fra naturvidenskabelige overvejelser har hævdet, at livet ikke kan forklares fysisk, men må være intelligent forårsaget. Den moderne intelligent design-diskussion er selvsagt den samme diskussion og er specielt blusset op i kølvandet på de sidste årtiers biokemiske revolution, der har afsløret en molekylærbiologisk kompleksitet og ’nano-teknologi’, som ser ud til at trodse ethvert forsøg på en darwinistisk eller anden materialistisk forklaring.

    Det er heller ikke rigtigt at kalde intelligent design for et ’God-of-the-gap’ argument. Udover at kritisere darwinismen for stribevis af svagheder og forklaringsproblemer konkluderer ID-forskere et faktuelt design ud fra matematiske standardkriterier for, hvornår man kan slutte sig til design. Hvis man ikke kan slutte biologisk design i de tilfælde, hvor ID-folk gør det i dag, kan man heller slutte design på andre områder som f.eks. arkæologi, kryptografi osv.

    ID-påstandene er heller ikke generelt blevet tilbageviste, som du skriver det. Du nævner eksemplet med bakterieflagellen (’piskehalen’), og at der er blevet fundet plausible mellemstadier, der kan have ledt til den. Det er ikke rigtigt. Bakterie-flagellen består af minimum 40 proteiner, der alle skal være samtidigt til stede, hvis flagellen skal fungere. Mangler bare et af dem, mister den sin funktion. De 12 af de 40 proteiner danner et delsystem, som man finder i en anden sammenhæng, nemlig som et ’Type 3 sekretionssystem’. Det finder man eksempelvis hos den bakterie, der forårsagede den sorte død. At bakterieflagellen indeholder funktionelle delsystemer burde ikke overraske. I en bilmotor, der også er irreducibel kompleks, kan man også finde funktionelle delsystemer, f.eks. en benzinpumpe, der også anvendes i andre sammenhænge. Det gør ikke bilmotoren mindre irreducibel kompleks.

    Visse darwinister hævder imidlertid, at de med dette sekretionssystem har fundet et forstadie til bakterieflagellen. Jeg mener, at det er fuldstændigt uberettiget. Det ville svare til, at man med opdagelsen af Færøerne kunne hævde at have fundet en landfast forbindelse imellem Europa og Amerika. Påvisningen af et funktionelt delsystem i bakterieflagellen er meget langt fra det samme som at have fundet en plausibel detaljeret darwinistisk udviklingsvej fra simple aminosyrer til en fuldt funktionel flagel.

    Uheldigvis spreder de samme darwinister igennem populærmedier nu påstanden om, at de nu har fundet plausible mellemstadier til bakterieflagellen, uden at blive modsagt af ID-forskere (der i hvert fald ikke herhjemme har samme adgang til medierne som darwinisterne), og derfor er det selvfølgelig ikke underligt, at ikke-fagfolk kan tro, at ID-påstanden er blevet tilbagevist.

    Noget lignende gælder dit eksempel med fuglevinger. I mange år har der blandt palæontologerne foregået en rasende debat imellem to fraktioner, og debatten er på ingen måde afgjort. Men den politisk mest indflydelsesrige af disse fraktioner har igen igennem populærmedierne (uden at blive kvalificeret modsagt) overbevist store dele af offentligheden om, at man har fundet en række mellemstadier imellem fortidige reptiler og de første fugle, at man har fundet dinosaurer med ’protofjer’ osv. Hvad offentligheden ikke ved, er, at dette bestrides på det voldsomste af den anden fraktion af palæontologer (der i parentes bemærket også er darwinister og ikke ID-folk).

    Alt i alt vil jeg sige, at jeg ser ingen grund til at være bange for at stille sig op bag intelligent design-konklusionen. Til dato har jeg ikke set nogen overbevisende gendrivelse af den.

    Med venlig hilsen

    Leif Asmark Jensen

  8. Ricardt Riis siger:

    Hvad er darwinisme?
    Til Lars Asmark Jensen!
    Lad os begynde med det, vi vistnok kan blive enige om. Den af dig nævnte canadiske journalist Denyse O’Leary skriver i et indlæg på internettet: “Neurologer har opdaget, at darwinistisk evolution selekterede for hulemænd, som troede på religion. Det er derfor, man ikke kan lade være med at tro (selv om teoretikerne selv, af hidtil ubestemte grunde, meget let kan lade være med det)”.
    Hun kommer her med en videnskabsteoretisk overvejelse, som de neurologer, hun vender sig imod, ikke har gjort sig. Og den er fuldt påkrævet og burde få de pågældende til at ændre på deres videnskabelige arbejder; hvad den dog nok ikke gør. Hvorfor? Fordi den teori, de fremsætter, er dårlig videnskab, er en forkert anvendelse af Darwins tanker, er et forsøg på at gøre darwinisme til religion, det vil sige, til noget altomfattende.
    Og det er forkert. Meget kan darwinismen forklare, men ikke alt. Og specielt kan den ikke forklare ret meget, hvad menneskets kulturelle udvikling angår. Det var, hvad jeg i mit første indlæg indvendte imod Lone Frank og Daniel Dennett. De tager hele det darwinistiske begrebsapparat og lægger det ned over menneskets kulturelle udvikling fra stenaldermand til nutidsstorbyborger uden smålig hensyntagen til fakta. At Darwins tanker om naturlig udvælgelse kan anvendes på den biologiske udvikling fra éncellet væsen og frem til flagermus og mennesker, det forekommer mig (men vist ikke dig) indlysende. Men hvem siger, de kan anvendes om den kulturelle udvikling, som mennesket har gennemløbet? Der kan meget vel være sket det, at da mennesket i sine stammesamfund begyndte at tage vare på sine vanskabninger, da blev den darwinistiske udvikling mere eller mindre sat i stå. Og så falder alle de “smukke” tanker hos Dennett til jorden. Der er tale om dårlig videnskab. Der er tale om forkert anvendelse af darwinismen.
    Det er noget af det, jeg mener med, at darwinismen kun er en videnskabelig metode, noget, som du besynderlig nok ikke går med til. Og det er klart: Hvis du med vold og magt vil afbilde darwinismen som et altomfattende filosofisk system, det vil sige, som en religion, eller snarere en pseudoreligion, for den vil jo ikke være ved, at den er religion, så kan du sagtens finde videnskabsmænd og filosoffer, der kan være legitime angrebsmål for dig, men du rammer håbløst ved siden af, hvis du tror, at alle de, der tilslutter sig darwinismen som videnskabelig metode, dermed også tilslutter sig den som altomfattende forklaringssystem.
    Og det bliver også et forkert våben, du anvender, hvis du vil gå ind på videnskabelige detaljer og hænge dig i, hvad videnskaben ikke har forklaret fuldt ud endnu (piskehalen og fuglevingen, f. eks.). I stedet for at angribe disse videnskabsmænd og filosoffer for den forkerte brug, de gør af darwinismen, angriber du darwinismen selv. I stedet for at bede dem holde sig til de områder, hvor darwinismen har vist sig at være et frugtbart redskab, forsøger du at fjerne dette frugtbare redskab selv.
    Jeg skal udbygge dette med den dårlige videnskab en smule. Igennem lang tid var det i det “Forum Teologi/Naturvidenskab”, som jeg har været med i siden begyndelsen af firserne, en almindelig opfattelse blandt biologer (med afsmittende virkning til teologerne), at mennesket var et højt udviklet dyr, at der var en glidende overgang mellem menneske og dyr, eller, mere brutalt udtrykt, at mennesket ikke var noget særligt blandt de øvrige dyr. Rask væk anvendte man Darwins tanker på den kulturelle udvikling; det hed sociobiologi og blev en overgang betragtet som den reneste, skæreste sandhed. Vi teologer havde imidlertid en anden opfattelse med os i bagagen. Bibelen siger, at mennesket, men ikke dyrene, blev skabt i Guds billede (første skabelsesberetning, 1 Mos 1,27), eller at mennesket, men ikke dyrene, fik indblæst Guds livsånde i sig (anden skabelsesberetning, 1 Mos 2,7). Og vi syntes da også, vi kunne se indtil flere områder, hvor menneskets “unicitet” (en dårlig oversættelse af det engelske uniqueness) var tydelig.
    Men nu er omsider den tanke ved at vinde genklang i den videnskabelige verden med værker af Terrence Deacon og Merlin Donald m. fl. Det er ikke mere uartigt at hævde menneskets unicitet. Eller, mere aggressivt udtrykt: Man bedriver dårlig videnskab, hvis man ser bort fra alle de områder, hvor mennesket er noget særligt, eller hvis man ser bort fra udviklingen på det kulturelle område indenfor menneskesamfundet. Det sande videnskabelige spørgsmål er ikke, hvordan man kan bortforklare det, der gør mennesket unikt, som Dennett f. eks. gør det i sin bog “Consciousness Explained”, der snarere skulle have heddet “Consciousness Explained Away”, men består i, hvordan man kan forstå sammenkoblingen af disse to meget forskellige områder: den menneskelige neurologi og den menneskelige kultur, inklusive det menneskelige sprog.
    Der bevirker ikke, at de bibelske skabelsesberetninger bliver “bevist”, men blot, at der gives plads til den trossætning: at mennesket er skabt i Guds billede.
    Intelligent Design-tanken, derimod, betragter jeg som et forsøg på at gøre det umulige: at se Gud eller at bygge et tårn, der kan nå himlen. Og begge dele er ifølge bibelsk tradition umuligt. Flere steder nævnes den tanke, at ingen kan se Gud, mest tydeligt udtrykt i 1 Tim 6,16: “han [Gud], den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys, og som intet menneske har set eller kan se”. Vi opstiller vore matematiske modeller for at se, om vi ikke kan indfange Gud, hans intelligens må dog vel afsløre sig sine steder. Og vi får frem en række huller i den alment anerkendte videnskabelige forklaring, fænomener, siger vi, som “ser ud til at trodse ethvert forsøg på darwinistisk eller anden materialistisk forklaring”. Men ak, hvis det virkelig er Gud, der har skabt verden, og hvis denne Gud virkelig vil skjule sine gerninger for os, så vi ikke får bevis for, at han har skabt nogetsomhelst, men nødsages til at stole på det, og leve vort liv i en sådan gudstillid (det sidste er det afgørende), så skulle han vel nok være mand for at etablere en sådan skjulthed.
    Men foruden sådan at være tvivlsom, teologisk set, er Intelligent Design-tanken også tvivlsom videnskabelig set. Den lukker af for yderligere forskning; enhver videnskabelige teori er “kun” en teori, den kræver hele tiden fornyet underbygning, hvert nyt fænomen rejser nye spørgsmål, osv. Men Intelligent Design-tanken “forklarer” fænomenet endegyldigt. Der er ikke mere at komme efter. Eller der ville ikke være mere at komme efter, hvis det virkelig skulle vise sig, at nogle af dens eksempler var sande i videnskabelig henseende.
    Det kan jo virke ret overbevisende med det såkaldte “musefælde-argument” (eller benzinmotor-argumentet, som du kalder det). Ligesom en musefælde består af en seks-ti forskellige elementer, der kun kan virke efter hensigten, når alle elementerne er til stede, sådan består f. eks. det menneskelige øje af en række komponenter, der hver for sig ikke har nogen funktion, men kun virker i sammenhæng med alle de andre elementer. De må derfor, ligesom en musefælde, være sat sammen af en højere intelligens, lyder argumentet, kan ikke være fremkommet ved naturlig selektion.
    Men argumentet holder ikke. For netop øjets vedkommende er det blevet klart, at der findes en række mellemformer mellem det øje, vi er i besiddelse af, og den lysfølsomhed, som visse éncellede væsener giver udtryk for. Man kan sikkert ikke forklare udviklingen i alle mulige og umulige detaljer, men mig forekommer den forklaring, der kan gives, at være nok til, at jeg kan sige: Ja, vist har Gud givet mig mit syn, skabt mig til at være et seende væsen, så jeg kan glæde mig over hans skabning. Men hvordan han har båret sig ad, véd jeg ikke. Han har draget naturlovenes tæppe for, så alt, hvad vi ser, er naturlove i aktion, ikke hans finger. Og det er mig fuldt tilstrækkeligt, ja, det gør endda, at jeg må forundres over hans skaberevner, f. eks. over det forhold, at øjets udvikling tilsyneladende på et tidligt tidspunkt gik to veje, én, der fører frem til pattedyrs og fugles syn, en anden, der fører til f. eks. blæksprutters også ganske fascinerende synsevne.
    Men altså, ikke alle, der tilslutter sig Darwins tanker som videnskabelig metode, accepterer dem, når de anvendes, hvor de ikke hører hjemme.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  9. Eva Nielsen siger:

    Kære Ricardt Riis!
    Er det strengt nødvendigt at være ‘lærd’ for at være med i debatten på din blog ? Det forekommer mig,at det mestendels er den art der skriver i bloggen ? Eller kan andre også skrive i din blog ?
    Med venlig Hilsen
    E. Nielsen

    PS. Tak for det store arbejde du har lagt på nettet, således at vi andre også kan nyde godt af , at læse så meget godt om Luther ,f.eks. (…)

    åhh forresten jow.. 😀 … vedr. Irak osv.. Det er da ikke forbudt endnu , at bruge sin sunde fornuft. Tak , det var vist det jeg ville lige nu.

  10. Pingback: Bevidsthed overalt? | ricardtriis

  11. Pingback: Tro | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.