Irak-eventyret — og Luther

Før amerikanerne gik ind i Irak, ønskede jeg dem en del modstand på deres vej. Jeg skrev bl. a.: “Hvis amerikanerne vil være verdens politibetjent, så må de godt erfare, at det koster noget, specielt når de som her tager sagen i egen hånd og arbejder uden FN-mandat.” Den modstand, jeg dengang tænkte på, var en rent militær modstand. Tanken var den, at en sådan modstand måske kunne få amerikanerne til at vige tilbage fra at angribe en anden gang.

Men at Irak kunne ende med at blive en “Vietnam-sump” næsten værre end Vietnam selv, det havde jeg ikke fantasi til at forestille mig. At vi skulle se, at som årene gik, blev den interne vold kun større og større, at spændingen mellem de tre etniske eller religiøse grupper kun kunne stige og stige, det var ganske uventet for mig som for alle andre. Og det var derfor på ingen måde noget, jeg havde ønsket for amerikanerne, hvor meget jeg end var imod krigen, da den begyndte.

For imod krigen var jeg. Og er jeg. Det baserer jeg på min Luther-læsning. Luther er ret klar her. Enhver angrebskrig er en uretfærdig krig. Og da Irak-krigen utvivlsomt var en angrebskrig, var den uretfærdig. Det vil sige, den var imod Guds lov. For ifølge Luther er Guds lov nok udtrykt i de ti bud, men i lige så høj grad udtrykt i den naturlige lov, den lov, som ethvert menneske kan forstå, og som altså siger, at angriber du en anden, så begår du uret.

Hvad er for mig at se er mere mærkeligt, er som sagt det kaos, der er opstået i Irak efter krigen. Luther fortæller en fabel i sit skrift “Om soldater også kan have Guds nåde”, se http://www.martinluther.dk/soldater2.html#25 . En tigger var fuld af sår og en mængde fluer sad og udsugede dem. Et menneske ville hjælpe ham og jog fluerne væk. Hvorfor gør du det? spurgte tiggeren, disse fluer var jo mætte og sugede ikke så meget, nu kommer der andre sultne fluer og begynder en ny udsugning. Luther udlægger fablen om en tyran og det land, han styrer. Ligegyldigt hvor uretfærdigt en tyran regerer, han holder dog kaos borte. Og du véd aldrig, hvilken tyran du får i stedet for den, du jager væk, siger Luther.

Jeg må indrømme, at jeg altid har syntes, at dette var lidt overdrevet af Luther. Men efter Irak-krigen og vanskelighederne med at styre landet bagefter giver jeg ham helt og fuldt ret. Saddam Husseins styre var hårdt og brutalt, ja umenneskeligt. Men der døde pr dag langt færre mennesker end nu. Så den undskyldning, vi er kommet med, efter at der ikke blev fundet masseødelæggelsesvåben, at verden er blevet befriet for en umenneskelig diktator, duer ikke. For hvad har vi fået i stedet? sekterisk vold, et Irak, der synes ganske ustyrligt, sunnier, der angriber shiiter og omvendt, og midt i det hele et al-Qaeda, der synes at have øget sin indflydelse betragteligt. Kun i nord, hos kurderne, hersker der nogenlunde fred.

Det betyder vistnok ikke, at det hele har været spildt. “Ringe er magten i det bly, der blev til kugler, mod magten i det bly, der blev til skrift”, sagde engang en klog mand. Og det er jo smukt formuleret, og det lyder rigtigt, men man kommer ikke udenom, at det er en trossætning. Det giver sig ikke af sig selv. Det kan ikke aflæses på historiens gang. Fornuften kan ikke selv finde ud af, at det forholder sig sådan. Ja, man må måske føje til, at det er en kristen trossætning. Det siger jeg med et lidt drilsk sideblik til den store ateist, Georg Brandes, for det var vist ham, der udmøntede ovenstående fyndord. Men der er en del, der tyder på, at irakerne ikke tror på denne trossætning. De synes at foretrække blyet i kugler fremfor blyet i skrift, omend de af og til ombytter dem med bomber.

Men der var jo altså lige et valg midt i det hele. Der var en enorm valgdeltagelse. Og det ønske om demokrati, den længsel efter på fredelig vis at kunne deltage i sit lands styre, som kom til udtryk derigennem, vil nok leve videre, også efter at amerikanerne, også de, har forladt landet. Om dette ønske så kan sætte sig igennem, om længslen hos den almindelige iraker så kan gøre sig gældende i praksis, eller om den må indkapsles og vente på bedre tider, ja, det véd ingen.

Foreløbig må vi sige: Demokrati i Irak? Glem det! Kan vi opnå fred eller blot mere fredelige forhold end i dag, så skal vi være glade. Om så irakerne ad åre finder ud af at samarbejde på demokratisk vis, eller de slutter op om én eller anden religiøs eller sekulær diktator, eller måske tre af slagsen, det må de prøve selv at finde ud af.

Eller kan vi sige: Der er, trods alle de negative tildragelser, sået et frø? Måske, men om det spirer, kan kun tiden vise.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 svar til Irak-eventyret — og Luther

  1. Mark Pedersen siger:

    Sådan noget ævl!

    Var USAs deltagelse i 2. verdenskrig så også uretfærdig? Fordi selvom krigserklæringen var tysk, var USA jo ikke blevet angrebet af Tyskland, og den amerikanske indsats mod Tyskland må således betragtes som en angrebskrig……eller er det bare belejligt noget andet fordi det kom os i Vesteuropa og ikke “de der nede i Mellemøsten” til gode?
    Hvor arrogant, hvor ignorant man kan være! USA ved udmærket godt at frihed, også andres frihed, koster – og de har soldaterkirkegårdene der beviser det! Den tætteste er i Normandiet i Frankrig hvor titusindvis af amerikanske soldater mistede livet for din og min frihed! Men det var vel sikkert også bare “USA der ville lege verdens politibetjent”? Medløbere og indirekte diktatorstøtter som dig kan virkelig få mine kropsvæsker i kog!
    Tyskland var jo heller ikke så slemt under Hitler – men så kom de Allierede og legede verdens politibetjent, og se hvilket blodbad der kom ud af det! Nej, kunne de dog ikke bare have passet sig selv, og ladet Tyskland gøre det samme. Javist, Hitler var en blodtørstig, gal, paranoid diktator, men han holdt orden på samfundet!

    Havde du fået dit ønske, og USA holdt sig ude af verdens politiske gang, havde vi enten talt tysk eller russisk i dag, og USA havde været demokratiets sidste bastion. Men hvad: Vi havde jo levet i et samfund med “orden”. Ganske vist den type orden der hedder: “Underkast dig Partiet eller dø”, a la Nordkorea, men vi må stadig huske på at der havde været orden. Og, som vi alle ved, “Ordnung muss sein”, ikke sandt?

    Irak under Saddam var ikke så slemt nej…..hvis man var en del af det priviligerede mindretal, dvs. ikke shia-muslim eller kurder. Eller Saddams forbrydelser mod sit eget folk er måske bare ondsindet amerikansk zionist-imperialitstisk propaganda?

    Luthers 500 år gamle politiske skrifter er hamrende irrelevante, både fordi at man ikke kan henvise til dem som argument uden at begå den samme fejl katolikkerne gør når de henviser til “kirkefædrene”, og fordi Luther ikke kunne forestille sig en tyran som Saddam/Stalin/Hitler. Javist var der tyranner på Luthers tid, men ingen enehersker i Europa på den tid tåler sammenligning med nogen af de tre ovennævnte herrer, og derfor er observationen irrelevant.

    Du kan gøre os alle en tjeneste og tage til Nordkorea eller Iran, hvor dine synspunkter er mere værdsat end herhjemme hvor ovenstående skriblerier peger enten på en kyniker som er ligeglad med andre folks lidelser, eller på en medløber som priser en hvilken som helst magtgal diktator der får tilranet sig magten, “thi han holder kaos væk”

    FØJ!!

    “Nej, den faste, jeg ønsker,
    er at løse ondskabens lænker
    og sprænge ågets bånd,
    at sætte de undertrykte i frihed,
    og bryde hvert åg;”
    -Es, 58:6

    Mark Pedersen, kommende stud.theol, og støtte af befrielsen af Irak.

  2. Ricardt Riis siger:

    Svar til Mark Pedersen!

    Du skriver, at det, jeg har skrevet, virkelig får dine kropsvæsker i kog!

    De er vist kommet så meget i kog, at det er gået kraftigt ud over din tænkeevne.

    Du har ikke normale argumenter imod mig, og så skyder du mig en masse overbevisninger i skoene, som du henter ud af din egen fantasi. Det kan du så vende dig imod. Men skulle du ikke tænke lidt på, at det vel så bringer dine kropsvæsker yderligere i kog?

    Du begynder med at påstå, at jeg ud fra mine præmisser må mene, at da USA gik ind i Anden Verdenskrig, indledte det en angrebskrig. Du synes ikke at være klar over, at ét af de væsentligste anklagepunkter ved processen i Nürnberg var en anklage for brud på freden. Og der blev fremlagt mange dokumenter, der kunne vise, at sådan forholdt det sig: Det var Hitler, der angreb. Så mon ikke du skulle være lidt tilbageholdende med at anklage andre for at være ignorante? I hvert fald: Når jeg anerkender almindelig international ret i dens skelnen mellem legitime og illegitime krige, så har det sin baggrund i de mange tanker om den naturlige lov, som ikke blot Luther, men mange andre før og siden ham har fremført, angående folkeretten især Hugo Grotius, og altså tanker, der også kom til udtryk i Nürnbergprocessen.

    Du hævder, at Luthers skrifter er irrelevante (endda hamrende irrelevante), “fordi at man ikke kan henvise til dem som argument uden at begå den samme fejl katolikkerne gør når de henviser til “kirkefædrene”.” Jeg må tilstå, at jeg ikke er klar over, hvilken fejl det er jeg begår ved at henvise til ham. Men det hører jeg da gerne nærmere om.

    Din påstand om, at Luther ikke kendte tyranner som Saddam, Stalin og Hitler, tror jeg er en påstand, du fyrer af uden at vide synderligt om sagen. Hvordan det var at være bonde på Luthers og bondeoprørets tid, og hvordan det var at blive slagtet af fyrstehærene, for slet ikke at tale om, hvordan det var at blive henrettet under det stockholmske blodbad, har du nok ikke tænkt synderligt over. Men det er jo også irrelevant, næsten hamrende irrelevant. Det relevante er, om vi også i dag kan tale om en international retsorden, hvilket jeg mener, vi kan.

    Men ellers forekommer det mig, at din argumentation, hvis man kan bruge dette fine ord, mest går efter denne melodunte: Den, der ikke støtter USA i Irak, går ind for alverdens værste tyranner. Og den tankegang forekommer mig lidt vel primitiv.

    Du mener videre, at mine “skriblerier peger på en kyniker som er ligeglad med andre folks lidelser”. Til det kan jeg jo kun sige: Det kan du selv være. Det er en kendsgerning – og det er den kendsgerning, jeg tillader mig at undre mig over – at tiden efter Saddams fald har været langt mere blodig end tiden under Saddam. Så hvis du er af den opfattelse, at amerikanerne har gjort det godt i Irak, så må jeg sige, at jeg ikke forstår du kan bruge ordet “godt” i den forbindelse, medmindre du da er en kyniker, som er ligeglad med andre menneskers lidelser.

    Da du nu er stud teol og oven i købet forærer mig et skriftsted at tygge på, vil jeg gøre gengæld med Es 11,4:

    “Han slår voldsmanden med sin munds stok,
    og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige”.

    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.