Almindeligvis regner man vist journalister for ret irriterende væsener. De snager hist, de skriver her, de er allevegne, hvor man ikke synes, de skal være. Men efter et to-dages seminar på Kaj Munk Forskningscentret på Aalborg Universitet (From Munk to Muhammad) føler jeg nu alligevel trang til at sige dem tak. Nå ja, det lyder så højtideligt, og det er måske heller ikke bestemte, navngivne journalister, jeg er taknemlig overfor, mere journalistfaget med dets idealer og metoder.
Og jeg vil godt give udtryk for denne tak ved at komme med en positiv iagttagelse. Det er den iagttagelse, at selve journalistkulturen lover godt for fremtidens ytringsfrihed. Ved selve det at værdsætte almindelige journalistiske principper, fastholdes samfundet på dydens smalle sti, det frie ords vej.
Hvordan det?
Jo, det var noget af det, jeg lærte på seminaret, blandt andet ved at høre om pressen i Norge under besættelsen, om pressen i Danmark under besættelsen, og også om pressen i Tyskland under Hitlerregimet. Pressen var ikke fri, men den var nødt til at lade, som om den var fri. Som Kaj Munk sagde det i en tale i Tommerup i 1942: “Løgnen følger sandheds spor, brugende de samme ord”. Eller som det hedder i et fransk ordsprog: Hykleriet er løgnens cadeau til sandheden. Man kan aldrig lyve lige ud. Man er altid nødt til at klæde sin løgn ud som sandhed. Man må hykle sandhed, når man vil lyve.
Og det vil sige, at hvis der først i et land er skabt tradition for en fri presse, og en diktator så sidenhen vil beskære denne frihed, så kan det nok lade sig gøre, men man er nødt til at få det, der så skrives i aviserne, til at se ud som sandhed. Og det er et kunststykke, som meget sjældent lykkes. Der er et bånd mellem avisen og dens læsere, et tillidsfuldt bånd, og misbruger avisen denne tillid, så vil det før eller siden opdages.
Det var således glædeligt at høre, at de tyske aviser næsten halverede deres oplagstal under Hitlerregimet, altså fra 1933-45. Tyskerne gad ikke spilde penge på noget, de ikke troede på. Og det var også glædeligt at høre, at den amerikansk støttede “Radio Free Europe”, hvis historie vi også fik et kort overblik over på seminaret, faktisk blev troet og aflyttet i store dele af det kommunistiske Østeuropa. Man havde aviser i østlandene, selvfølgelig, men man formåede ikke at redigere dem på en måde, så folk troede på dem, de ville i hvert fald godt have deres oplysninger kontrolleret ad anden vej.
Det vil sige: Selve journalistkunsten går ud på at få folk til at stole på det, man siger. Og tvinges man bagfra til at sige noget andet, end hvad man mener, så misbruges dette fag, så bliver der tale om en dårligere journalistik, og så mister folk tilliden til deres aviser. En god og dygtigt gennemført journalistik gør det altså sværere at være diktator. Og det er ikke noget ringe resultat for et fag at have.
ricardtriis 