Fred i vor tid — med islam?

Fornylig har 138 muslimske lærde udsendt en opfordring til fred med den kristne verden. Opfordringen kan ses på engelsk på denne adresse: www.acommonword.com

På denne internetadresse er der en henvisning til en anden muslimsk erklæring, som nogle af de samme mennesker udsendte som reaktion på pavens Regensburg-tale for et årstid siden. Denne erklæring kan betragtes dels som en slags forarbejde til fredsopfordringen fra i år, og dels som et forklarende og oplysende element i debatten mellem muslimer og kristne.

Man vil måske huske, at noget af det, der vakte opsigt ved pavens tale i Regensburg, var det, at han fremdrog en byzantisk kejsers ytringer: “Vis mig, hvad nyt Muhammed bragte, og du vil kun finde onde og inhumane ting, såsom hans befaling om at sprede den tro, han prædikede, med sværdet”.

Det spændende ved den muslimske reaktion er – i modsætning til det indtryk, man fik gennem pressen – at der her bruges argumenter. Der var sikkert mange andre muslimer, der blot brokkede sig over, at paven sagde noget ufordelagtigt om islam, men de lærde, der her er tale om, brugte almindelige, teologiske argumenter, som også vi vesterlændinge bruger.

Når således den byzantinske kejser hævder, at “vold er uforenelig med Guds natur”, så spørger de muslimske teologer, hvordan det hænger sammen med det faktum, at Kristus brugte vold mod de jødiske vekselerere i templet og med, at han ifølge Matt 10,34 sagde: “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”. Det kan der gives gode svar på, men det vil jeg ikke gøre her. Blot vil jeg glæde mig over, at vi her hører argumenter af en art, som vi også bruger, argumenter, som står i modsætning til den fornærmethed, som er det eneste, vi hører fra mange andre muslimer.

Men indvendingen mod paven går videre: Når paven mener, at sura 2,256: “Lad der ikke være tvang i religionen”, er åbenbaret i Mekka, mens Muhammed var forfulgt, er det forkert, hævder de. Tværtimod blev ordet åbenbaret på et tidspunkt, hvor muslimerne havde erhvervet sig den ydre magt, “som en påmindelse om, at de ikke kunne tvinge et andet menneskes hjerte til at tro”. Og underforstået her er naturligvis ikke blot en påstand om, muslimerne i vore dage undlader at udøve tvang i religionen, men også en påstand om, at de op igennem historien har haft det som ideal ikke at øve religionstvang.

Endvidere angriber de lærde muslimer pavens brug af begrebet “hellig krig”. Et sådant begreb findes ikke i islamisk sprogbrug, hævder de. Tværtimod er der i muslimsk lovtænkning opstillet strenge regler for anvendelsen af magt. Ikke-kombattanter er ikke legitime mål. Man man ikke bruge religion som eneste begrundelse for angreb. Muslimer kan og skal leve i fred med deres naboer.

Og endelig mener de, at påstanden om, at islam blev udbredt ved sværdet, ikke holder for en nærmere prøvelse. “Som politisk størrelse blev islam delvist udbredt som resultat af erobring, men størstedelen af dens udbredelse forekom som resultat af prædiken og missionsaktivitet”, siger de.

Det er altså sådanne muslimske teologer, der nu prøver at få en dialog igang med os kristne teologer. Det er ud fra en sådan forståelse af, hvem de selv er, og hvem vi er, hvad deres religion siger, og hvad vores siger, at de prøver at opfordre til fredelig sameksistens mellem islam og kristendom.

De gør det ved at fremdrage det dobbelte kærlighedsbud, budet om at elske Gud af hele sit hjerte og hele sin sjæl og hele sit sind og budet om at elske sin næste som sig selv (Mark 12,29-31). Vi har også i islam et bud om kærlighed til Gud, siger de, og så fremfører de en række koransteder. Dernæst citerer de en række steder fra gammel og ny testamente, der gentager budet om kærlighed til Gud. Lidt mindre krudt bruger de på budet om kærlighed til næsten, men også behandlingen af det deles op mellem en beskrivelse af, hvad muslimerne har i deres koran, og af, hvad vi har i bibelen.

Så kommer til sidst opfordringen om ikke at være hinandens modstandere. “Som muslimer, siger vi til de kristne, at vi ikke er imod dem, og at islam ikke er imod dem, så længe de ikke fører krig mod muslimer på grund af deres religion, undertrykker dem og driver dem bort fra deres hjem”. Og derefter spørger de: “Er kristendommen imod muslimer?” Godt nok siger Jesus ifølge Matt 12,30: “Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder”. Men det hedder omvendt i Mark 9,40 og Luk 9,50: “Den, der ikke er imod os, er for os.” Og ifølge en gammel græsk lærd, er disse udtalelser ikke modsigelser, for det ene har med dæmoner at gøre, det andet med mennesker, der som muslimerne har anerkendt Jesus, men ikke er kristne.

Kristne og muslimer udgør tilsammen 55% af jordens befolkning. Der vil derfor ikke være fred på planeten, hvis disse to religioner ligger i strid med hinanden. “Lad os derfor respektere hinanden, være fair, retfærdige og venlige mod hinanden, og leve i oprigtig fred, harmoni og gensidig anerkendelse”.

Såvidt de to muslimske skrivelser.

Hvordan skal vi nu stille os til dem?

Ja, i første omgang vil jeg prøve at tage stilling til dem som almindelig, nogenlunde fornuftig vesterlænding, ikke som kristen. Eller, kan jeg sige, jeg vil prøve at tage de muslimske lærde på ordet, når de i det åbne brev til paven siger: “Der er to ekstreme standpunkter, som den islamiske intellektuelle tradition i almindelighed har haft held til at undgå: den ene er at gøre det analytiske sind til det, der har det sidste ord, hvad angår sandheden, og den anden er at benægte, at den menneskelige forståelse har kraft til at kunne behandle de sidste spørgsmål. Mere vigtigt er det, at muslimernes intellektuelle udforskninger i deres mest modne hovedformer gennem århundrederne har holdt fast ved, at der er overensstemmelse mellem den koraniske åbenbarings sandheder og kravene fra den menneskelige intelligens, uden at det ene skal vige for det andet”.

Disse påstande vil jeg bedømme ud fra den gyldne regel. Godt nok kunne det derved se ud, som om jeg ville tage stilling som kristen, for det er jo Jesus, der har formuleret den gyldne regel, om at hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem (Matt 7,12). Men Jesus var ikke den første, der formulerede den gyldne regel. Og hvad han formulerede, var blot et redskab for fornuften: ved hjælp af den regel kan man finde ud af, hvad fornuften kræver af én i forskellige situationer.

Når således vi kristne gerne vil have frihed til at kunne afholde vore gudstjenester, bygge og vedligeholde vore kirker, m. m., så siger reglen, når vi anvender den på disse ønsker, at vi må være villige til at indrømme muslimerne det samme. Og det gør vi så. Men vi kan da godt spørge, om muslimerne er villige til det samme. Det synes at være sådan i de fleste muslimske lande, at de kristne mindretal har det svært, både med at kunne holde gudstjeneste og med at kunne vedligeholde deres kirker. I Saudi-Arabien er det oven i købet sådan, at der ifølge en gammel tradition, der skulle gå tilbage til Muhammed selv, ikke må findes kristne eller jøder på hele den arabiske halvø. Her synes der ikke at være overensstemmelse mellem traditionen og fornuftige overvejelser.

Det samme kan sige om nogle af de andre regler, der har været gældende indenfor islam angående kristne og jødiske menigheder. Man har f. eks. haft den regel og har det stadigvæk, at en muslimsk mand godt må ægte en kristen kvinde, uden at der kræves, at hun konverterer, men vil en muslimsk kvinde ægte en kristen mand, må han konvertere, før der bliver bukser ud af det skind. Sammenhængende dermed kræver man, at børnene i et sådant blandet ægteskab bliver muslimer. Dette er ikke fair efter vore forestillinger. Hvis de ønsker fordele i de blandede ægteskaber, må de – ifølge den gyldne regel – være villige til at give andre tilsvarende fordele. Det har de aldrig været. Så dèr har vi igen en uoverensstemmelse mellem den koraniske åbenbaring og almenmenneskelige fornuftige overvejelser.

Værre er den regel, som man stadigvæk bibeholder, så vidt det kan lade sig gøre, at man nok må konvertere hen til islam, men ikke bort fra islam. Den frihed, der ifølge sura 2,256 skal være i religionen, synes kun at være en frihed til at gå ind i religionen, ikke en frihed til at forlade den. I hvert fald, når religionen hedder islam.

Så kommer vi til synet på historien. Også her er jeg bange for, at man må sige, at der er uoverensstemmelse mellem de påstande, vore muslimske medteologer kommer med, og så en almindelig, fornuftsbaseret, kritisk historieforskning. Det er et udmærket ideal at have for sit samfund, at “muslimer kan og skal leve i fred med deres naboer”. Vi i den vestlige verden har vel det samme ideal, omend vi ikke altid har levet i overensstemmelse med det, hverken i fortiden eller i nutiden. Men det er lidt af en tilsnigelse at hævde, at “som politisk størrelse blev islam delvist udbredt som resultat af erobring, men størstedelen af dens udbredelse forekom som resultat af prædiken og missionsaktivitet”. Faktum er, at islam havde den regel, at man vel kunne slutte fred med “de vantro”, men at en sådan fredsslutning kun måtte gælde for ti år, så skulle den tages op til revision. Hvorfor? Fordi muslimer havde en forpligtelse til at udbrede islam ved erobringer.

Jeg har tidligere bevist det ud fra Ibn Khaldun (1339-1406) og skal her gentage det. Han skriver i sit værk “Muqadimmah”: “I det muslimske samfund er hellig krig en religiøs pligt, fordi den muslimske mission er universel, og på grund af forpligtelsen til at omvende enhver til islam, enten ved overtalelse eller ved magt. – – De andre religiøse samfund havde ikke en universel mission og hellig krig var ikke en religiøs pligt for dem, de havde kun pligt til at forsvare sig”. (Muqadimma, kapitel 3, afsnit 31).

Ibn Khaldun beskriver i samme værk, hvordan araberne ret hurtigt fik overtaget, og derefter kunne begynde at drage nytte af undersåtternes søkyndighed til at bygge en flåde. Hvorfor? Ja, Khaldun skriver blot som forklaring: “De ønskede at føre hellig krig til søs” (kap 3, afsnit 32). Deres anstrengelser lykkedes. De erobrede Sicilien i 827. Ifølge en kronik i Jyllands-Posten fra den 19-4 06 berettede den arabiske historieskriver al-Waqidi, at en gesandt fra muslimerne til de kristne sagde: “Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse”.

Noget tyder altså på, at Ibn Khaldun har ret, når han hævder, at det er en religiøs pligt for muslimer at føre hellig krig. Og denne religiøse pligt kan ikke bringes i overensstemmelse med fornuften.

Jamen, hør nu, vil man måske sige her til sidst, det er da en vældig beroligelse for os, at nogle muslimer, og det ikke de mindste indflydelsesrige, nu ser anderledes på sagen. Vi må da modtage budskabet med kyshånd, når de nu siger, at “muslimer kan og skal leve i fred med deres naboer”.

Dertil vil jeg sige, at de lærde mennesker ikke har gjort deres hjemmearbejde godt nok. Det kan være meget godt at fremføre en række koransteder om fred med muslimernes naboer. Men der er jo en række koransteder, der taler om alt andet end fred med naboerne. Skal vi ikke hører noget om, hvordan de tolker dem? Og der er en række historiske vidnesbyrd, som man ikke kan komme overens med ved blot at sige, at “som politisk størrelse blev islam delvist udbredt som resultat af erobring, men størstedelen af dens udbredelse forekom som resultat af prædiken og missionsaktivitet”. Det ser pænere ud i vore dage at sige sådan, men det er ikke historisk korrekt.

Dog, disse indvendinger skal ikke overskygge glæden ved, at der nu er muslimer, der fremkommer med teologiske argumenter, ud fra en fornemmelse af, at det kan nytte at samtale med os. Og jeg forestiller mig, som ved enhver samtale, at min modpart vil være utilfreds med alt andet end den oprigtige mening fra min side.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

6 svar til Fred i vor tid — med islam?

  1. Simon Koefoed siger:

    Hej Ricardt

    Jeg er netop ved at skrive om fremtidig sameksistens mellem Islam og Kristendom. Du redegør i din artikkel godt for hvordan det kan være svært at samarbejde med Islam, til trods for Koranens ellers fine budskaber om fredelig sameksistens både med jøder og kristne.
    Men hvad siger kristendommen til Islams eksistens? Hvordan argumentere vi teologisk for sameksistensen? og nationalt: hvordan forholder folkekirken sig til at skulle leve side om side med en så provokerende og højtråbende religion? hvad siger folkekirken til den fremtidige sameksistens?

    Du lyder som en der kan svare på spørgsmålet.

    Venligst fra

    Simon Koefoed
    3.b Middelfart Gymnasium

  2. Ricardt Riis siger:

    Kære Simon!

    Hvordan kan vi argumentere for sameksistens mellem kristne og muslimer? spørger du. Mit svar er, at det kan vi ud fra tanken om, at staten er og skal være sekulær, dvs staten skal ikke stille sit voldsmonopol bag særlige jødiske eller kristne eller muslimske love.

    Her i vesten blander staten sig ikke i folks seksualitet og i folks religion. Hvis nu nogle mennesker tilhører en religion, der blander sig i disse ting, så må de gøre, som de jødiske menigheder har gjort. De har igennem mange hundrede år haft jødiske domstole, f. eks. er der én i London, og de har taget sig for at dømme jøderne imellem i sager angående blandt andet ægteskab og arveforhold. Blot har disse domstole aldrig haft nogen magt at sætte bag sine afgørelser. Jøderne har opsøgt dem frivilligt og har frivilligt rettet sig efter deres domme.

    Det samme er tilfældet med en række muslimske domstole, der fungérer i Storbritanien. Blot synes muslimerne ikke at være tilfredse med, at det verdslige samfund ikke stiller sit magtmonopol bag deres domstolsafgørelser. Ifølge Kristeligt Dagblad fra den 15-2 08 siger Sheik Haitham al-Haddad, som er en af dommerne i sharia-rådet i London, at “muslimernes problem er, at de afgørelser, der træffes i rådet i dag, ikke kan håndhæves”. De stakkels muslimske dommere må altså, ligesom deres jødiske kolleger, se på, at folk står frit med hensyn til, om de vil implementere de afgørelser, de træffer. Og det kan jøderne udmærket finde sig i, men muslimerne åbenbart ikke så godt. (se evt min blog “Sharia i dansk ret?”: http://riis.religionblog.dk/sharia-i-dansk-ret–post979 )

    Det vil sige, de forskellige religioner, også kristendommen, må leve indenfor de rammer, som fastsættes af den verdslige lovgivningsmyndighed. De verdslige, vestlige øvrigheder stiller meget vidtgående rammer til rådighed. Vil man leve under mere indskrænkende, religiøse love, må det være en frivillig sag.

    Angående folkekirkens forhold må man indrømme, at sekulariseringen ikke er trængt igennem her i landet på den måde, at kirken er blevet skilt fra staten. Det bør egentlig ske en dag, men det har vist desværre lange udsigter. Som minimum må man kræve, at folkekirken kommer til at hvile økonomisk i sig selv, så den selv skal klare præstelønningerne. Det kan ordnes ved en simpel ompostering. For som det er nu, går tingene nogenlunde lige op: Staten betaler en del af præstelønningerne, kirken sørger til gengæld for den grundlæggende personregistrering, for vedligeholdelsen af de nationale mindesmærker: kirkerne og for opretholdelsen af et velfungerende begravelsesvæsen i store dele af landet.

    Altsammen skal det ske ud fra en erkendelse af det urimelige i, at muslimer over skatten betaler til en del af præsternes lønninger.

    Endvidere må man også indrømme, at meget få teologer har taget den udfordring op, som islam er udtryk for. Vi teologer har igennem mange årtier kæmpet imod den filosofiske ateisme og betragtet den som den egentlige fjende. Og selv mange år efter at islam er blevet en betydelig faktor i vort land, fortsætter vi i den skure.

    Selv har jeg forsøgt mig med en teologisk afklaring på denne adresse på internettet: http://home1.stofanet.dk/klostersogn/frifrom01.html Men det er efterhånden nogle år siden, og jeg føler selv, at den i nogen grad trænger til en afløser.

    Venlig hilsen

    Ricardt Riis.

  3. Pingback: Åbenbaring eller fornuft? « Ricardt Riis

  4. Pingback: Den tabte islamiske storhed | ricardtriis

  5. Pingback: Bibel contra koran | ricardtriis

  6. Pingback: Håbefuld ungdom | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.