To kloge jesuitter

Jeg har i et tidligere indlæg på min blog nævnt (og gjort lidt nar af) det svar på de 138 muslimers fredsbrev, som fire Yale-teologer sendte. Det samme brev har Mogens S. Mogensen på sin blog givet en lidt mere positiv beskrivelse af.

Dette Yale-indlæg var ét af de første svar, muslimerne fik. Nu er der imidlertid gået nogen tid, og de forskellige kristne teologer har fået tid til at gå brevet efter i sømmene og komme med mere velovervejede kommentarer til det. Sådanne reaktioner kan ses på brevets egen hjemmeside www.acommonword.com

Blandt de mange svar, der her er indkommet, vil jeg især fremhæve to, skrevet af to dygtige katolske forskere, begge jesuitter. Det ene kom den 22-10 07 og var skrevet af Christian W. Troll, det andet den 17-10 07, skrevet af Samir Khalil Samir.

Det viser sig nu at være en fordel at kunne arabisk. For Samir gør opmærksom på, at hvor der i den engelske tekst står, at det dobbelte kærlighedsbud står “in the bible”, står der på arabisk “i evangeliet”. Og det er en ikke helt ligegyldig iagttagelse. Man har bebrejdet de 138, at de ikke tog jøderne med i deres henvendelse, for de har jo også budet om kærlighed til Gud skrevet i deres bibel. Den bebrejdelse falder noget til jorden, når man bliver klar over den forkerte oversættelse.

Endvidere fortæller Samir os, at ordet “næste” ikke findes i koranen; det er et ord, der hører det ny testamente til. De kristne arabere har oversat ordet til “qarîb”, som har en bibetydning af “brødre”. Det ord bruger brevets arabiske tekst imidlertid ikke. Den bruger ordet “jâr”, der betyder nabo i en nærmest geografisk betydning. Dette viser, forekommer det mig, hvor vanskeligt det er at føre dialog mellem kristne og muslimer. For mange ord har vidt forskellig betydning i de to forskellige religioner. Og mange ord får også deres betydning tilslebet ikke så lidt af den religion, indenfor hvilken det forekommer.

Samir gør også opmærksom på, at de 138, når de citerer fra bibelen, bruger termen “som det hedder i det ny testamente”, hvorimod de, når de citerer fra koranen, siger “Gud siger”; altså i det ene tilfælde en mere videnskabelig sprogbrug, i det andet den sprogbrug, som en troende vil anvende. Og det bekræfter det, andre har påpeget: at noget af det, der gør dialogen med islam vanskelig, er den manglende videnskabelige tilgang til koranen fra muslimernes side.

Ikke desto mindre er begge de to jesuitter opmærksomme på noget, som vi andre da ikke sådan tænker over. De muslimske brevskrivere antager, uden indskrænkning, at bibelen er Guds ord. Og det er noget nyt indenfor islamisk tænkning. Godt nok er der koran-vers, der støtter en sådan opfattelse, men man plejer altid fra muslimsk side at føje til, at de kristne har korrumperet teksten. Den opfattelse, som også er vanskelig at eftervise videnskabeligt, synes nu at være forsvundet, uden at de 138 dog fremhæver det som den virkelige nyhed, det er. Troll fortæller, at selv om koranen to steder hævder, at salmerne af Gud blev givet til David (4:163; 17:55), så læses salmernes bog ikke af muslimer. “Korruptionsteorien” synes at have vundet over koranteksten.

På trods af alt dette formår Samir at sige: “Men når alt kommer til alt, er strukturen i brevet i sandhed smuk: fra nu af har vi lov at sige, at kristendom, jødedom og islam har kærlighed til Gud og til ens næste som kernepunktet i deres tro. Det er noget virkelig nyt, som aldrig før er blevet sagt i den islamiske verden”.

Samir er også i anden henseende overrasket over de 138’s brug af det ny testamente. For de citerer Paulus med tilslutning, hvad muslimer aldrig plejer at gøre. Paulus betragter de i almindelighed som én af dem, der har forvansket Jesu oprindelige evangelium. Men her kan de i note 4 bruge Paulus’ ord fra 1 Kor 13,12 om at se i et spejl, i en gåde, uden at gå i rette med ham. Højst usædvanligt, hævder Samir.

Men alt dette, hvor usædvanligt det end er, hvor nyt i islamisk sammenhæng det end tager sig ud, kan ikke få de to jesuitter til at afstå fra kritiske bemærkninger. Ingen af dem ønsker en pro-forma-enighed, der senere viser sig ikke at holde, fordi man drejede de hellige tekster for meget i den ønskede retning.

For Troll er det således værd at bemærke, at det for alle muslimer, også for de 138, stadigvæk er Muhammeds fortolkning af det dobbelte kærlighedsbud, der gælder; både den fortolkning, der findes i koranen, og den, der findes i beretningerne om Muhammed. Det er ingen sag at finde tekster i de to helligskrifter, der siger det samme. Det vanskelige kommer, når man skal harmonisere tekster, der ikke siger det samme. Den opgave tager de 138 ikke op.

Troll tager selv den korantekst frem, der har givet anledning til titlen på brevet: “Et fælles ord mellem os og jer”, sura 3:64, der lyder sådan i en oversættelse til norsk: “Si: «Dere skriftens folk, kom til et ord som vi har felles: ’Vi tilber bare Gud! Vi gir Ham ingen medguder, og ingen av oss har andre herrer enn Gud!’» Hvis de vender ryggen, si: «Vær vitne til at vi har hengitt oss til Gud!»”

Her undrer han sig lidt over, at de 138 henviser til en forholdsvis enkeltstående kommentator, al-Tabari, og derudfra hævder, at teksten advarer mod at tilbede konger og fyrster, når dog langt de fleste muslimske fortolkere mener, at verset er polemisk vendt mod de kristnes påstand om, at Kristus er guddommelig.

Samir har et afsnit i sit svar, som hedder: “Positiv tilslutning og kritisk læsning”. Og det indeholder efter min mening det mest relevante og mest dybtborende svar på den muslimske henvendelse, jeg hidtil har set, og besynderlig nok må jeg, når jeg skal være ærlig, inkludere mine egne svar.

Samir siger om henvendelsen, at brevet kun søger efter en fælles basis for kristne og muslimer. Og han spørger: Hvorfor dog ikke søge at finde en universel basis? Hvorfor dog ikke søge efter noget, som alle mennesker, ikke kun kristne og muslimer, kan være enige om? Og han henviser til en pavelig tale, hvor Benedikt den 16. hævder, at det fælles grundlag, som alle mennesker burde kunne være enige om, er den naturlige lov, og at budene er udtryk for en sådan naturlig lov, og altså sådan set slet ikke blev åbenbaret.

Samir fortsætter med at sige, at det jo er sandt nok, at muslimer og kristne tilsammen udgør 55% af verdens befolkning. Men hvis vi i stedet for at finde et grundlag i vore to helligskrifter, fandt det i den naturlige lov, ville vi få alle 100% med. Var det dog ikke bedre end kun 55%?

Det hedder hos Samir: “Paven fortsatte med at sige, at når man går ud fra den naturlige lov, ‘som i sig selv er tilgængelig for enhver rationel skabning, så er grunden lagt for at komme i dialog med ethvert menneske af god vilje, og så er også grunden for det borgerlige samfund lagt’. Ligesom brevets underskrivere prøver paven at finde en fælles basis for dialog med enhver; denne basis kan ikke være helligskrifter, den er i stedet en universel etik, grundet på den naturlige lov”.

Dette er meget væsentligt. Men det er også netop her, vanskeligheden ligger for den muslimske tænkning. Hele vejen op igennem islams historie har der eksisteret en modsætning mellem den naturlige lov, som vi alle har del i i kraft af vort sprog, og den i koranen åbenbarede lov, som man kun kan tilslutte sig ved et spring ud i det blå. Den tænker, som nogle regner for den største af alle muslimske tænkere, Ibn Rushd, (død 1198), ønskede om nogen, at rationaliteten skulle herske. Men da hans fyrste døde, blev han tvunget til at gå i landflygtighed. Det var mullaherne, der fik ham bort. Den tanke, han havde fra Aristoteles, at der findes en human etik, kunne de ikke få til at rime med den tanke, at den koranske åbenbaring er en åbenbaring af, hvad mennesket skal gøre og ikke gøre. Og det er ikke så mærkeligt. For det er logisk umuligt at få de to ting til at stemme overens.

Ingen tvivl om, at dialogen med de kristne har fået muslimerne til at udvise større enighed, end tidligere set. Men heller ingen tvivl om, at samme dialog vil tvinge også de kristne teologer til at genoverveje deres standpunkter. Hvis dialogen skal føres på “pavens grundlag”, forestillingen om den naturlige lov (og jeg mener ikke, den kan føres på andet grundlag), må alt, hvad der har med Karl Barth og hans teologi at gøre med dens fornægtelse af enhver tale om naturlig lov, nytænkes, eventuelt forkastes.

Det er noget af en opgave. Og altså, en opgave, der er givet os kristne.

Advertisement