Inkarnation og billedforbud

Her i julen har vi hørt det igen og igen: at Guds søn blev menneske, at Jesus var Guds søn, måske endda med den tilføjelse, at vi her har en væsentlig forskel mellem kristendom og islam.

Altsammen sådan set rigtig nok. Men hvad ligger der nærmere bestemt i dette, at Guds søn blev menneske? eller altså: Hvad betyder inkarnationen, Guds kødspåtagelse, som nogen udtrykker sig? Det vil jeg prøve at sige lidt om her.

I slutningen af oldtiden havde man indenfor kirken en række kristologiske stridigheder. De drejede sig alle om det spørgsmål: Er der ét eller to sæt kræfter, der behersker tilværelsen? Og den kristne inkarnationstanke kan siges at være en hårdnakket påstand om, at der er to sæt kræfter i vor tilværelse og i mennesket, der er legemlige kræfter og åndelige kræfter. Og disse to sæt forholder sig til hinanden på den måde, at de ikke kan sammenblandes, men heller ikke adskilles. Som den gamle kirkefader Maximus Bekenderen (680-662) udtrykte det om mennesket: “Sjælen ophører aldrig med mere og mere at legemliggøres, og legemet ophører aldrig med mere og mere at sjæleliggøres”. I den grad er legemlige og sjælelige kræfter knyttet sammen i menneskets person.

Men det var ikke alle, der så sådan på det. I Ægypten var der f. eks. en stor monofysitisk kirke. Her kunne man kun få tingene til at gå op, hvis man regnede med, at der kun var ét sæt kræfter, der beherskede menneskene og verden som sådan. Gud var almægtig i en grad, så han spandt sine almagtstråde langt ind i menneskets inderste. Der var intet “helle” derinde, hvor han holdt sin magt tilbage. Mennesket stod overfor Gud som et støvfnug i hans hånd, ikke som en person overfor en anden person.

At der var en sådan mægtig monofysitisk kirke, og at den byzantinske kejser bekæmpede denne kirke, har givetvis været med til at fremme den muslimske erobring af Ægypten. Og man kan også let forestille sig, at disse tanker om Guds overvældende almagt har svaret til koranens forestillinger, så overgangen til islam for disse mennesker ikke har været vanskelig. Måske også islams billedforbud har sin oprindelse i disse tidligere monofysitiske kredse.

I hvert fald er der god overensstemmelse mellem det stærke muslimske forbud mod at tænke sig nogen eller noget ved siden af Gud og så forbudet mod at afbilde det guddommelige. Det guddommelige eller Gud selv er så højt hævet over det menneskelige, at ingen forbindelse er mulig. Kun Guds egen, selvvalgte åbenbaring gør det muligt for mennesket at vide noget om Gud. Men selv dèr åbenbarer Gud sig på ingen måde i sin totalitet.

Disse tanker findes også i kristne kredse. I kalvinske teologiske kredse har man et diktum, der hævder, at “finitum non capax infiniti”, det endelig kan ikke rumme det uendelige, eller altså: det menneskelige kan ikke fatte det guddommelige. Og man har også dèr noget, der kan minde om det muslimske billedforbud. I modsætning dertil vil en luthersk inkarnationslære hævde, at det glade julebudskab just går ud på, at det endelige, det menneskelige, faktisk kan rumme det uendelige, det guddommelige., omend det guddommelige sædvanligvis udtrykkes gennem sin modsætning.

Lad os tage Edvard Munchs billede “Skriget”! Se f. eks. her! Er der noget guddommeligt i det? Er mennesket i dette billede mere end støv af støv? Ja, spørgsmålet må besvares med et modspørgsmål: Var den Jesus, der på korset råbte: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!” virkelig Guds søn? Koranen svarer forarget, at det var han bestemt ikke, og har opfundet en historie om, at jøderne ikke korsfæstede Jesus i virkeligheden, Gud fik det bare til at se sådan ud for dem (sura 4,157). For for muslimen er Gud så højt hævet over mennesket, at det er fuldstændig utænkeligt, at han skulle lide med mennesket.

Men for den kristne er netop det evangeliet, at mennesket er menneske også midt i dødsangsten og fortvivlelsen, og at det gudsbillede, hvortil mennesket er skabt, træder frem selv i det fortvivlede skrig. Mennesket ikke blot dør, det véd af, at det dør; mennesket ikke blot skriger af smerte, det råber til sin skaber i sin smerte; mennesket skal igennem ikke blot dette at pines til døde, det skal også gennemleve dette at vide sig forladt af Gud. Og dog er på paradoksal måde Gud med selv i forladtheden. Dog er mennesket menneske i det altsammen; det har sprog; det kan sprogligt formulere sin fortvivlelse, det kan give kunstnerisk udtryk for sin angst.

Eller tag Rembrandts billede af Batseba! Se f. eks. her! Det er, som vil han sige: “Ja, se du kun på de bare bryster! Prøv kun på, om du kan lade dig ophidse seksuelt af deres fuldkomne form! Ansigtet, Batsebas ansigt vil forhindre dig i det”. For i dette ansigts udtryk ligger menneskets gåde gemt. I det kan man se bevidstheden om at være et seksuelt væsen, som netop med sin seksualitet kan fremkalde de største ulykker. Er det skyld, der præger dette ansigt, skønt Batseba vel kun, ifølge fortællingen i det gamle testamente, har begrænset skyld? Eller er det grublen over sit væsens gåde? I hvert fald er dette ansigt udtryk for det guddommeliges tilstedeværelse i den menneskelige skikkelse, eller, med Maximus’ ord, udtryk for, at det legemlige livet igennem mere og mere sjæleliggøres.

Vi kristne vil hævde, at det guddommelige kommer til syne igennem det menneskelige. Al menneskelig kunnen, digterkunst, maleri, skulptur, musik, skal kaldes frem, om dog ikke menneskets gåde kunne belyses endnu skarpere i dens gådefuldhed. Og selv om teologien ofte kommer haltende bagefter med sine forklaringer, så må den dog med i billedet, for vi er sproglige væsener, der vil fatte vort væsens gåde, ikke blot i sang og kunst, også i sproglig rationalitet, om muligt.

Muslimerne vil måske nok hævde, at de og ikke vi er de sande gudhengivne. For de hengiver sig til Guds vilje, som den kommer til udtryk i koranen, uden at spørge efter mening og hensigt, uden at prøve at forstå. For, siger de, Gud kan intet menneske fatte, hans vilje overgår vor forstand. Vi kan kun bøje os for den og adlyde.

Dertil må vi naturligvis svare, at den Guds vilje, de mener at hengive sig til i koranen, er et rent og skært menneskeligt påfund. Der er intet, der tyder på, at koranen skulle være Guds ord, der er tværtimod meget, der tyder på, at den er af ren menneskelig oprindelse.

Men vi må videre svare, at bibelen netop ikke skal læses som Guds ord på den måde, men som et blot historisk vidnesbyrd om ham, der var Guds ord, mennesket, Jesus fra Nazareth, han, hvis ord er os overleveret i det ny testamente. Og ligesom vi kan se det guddommelige i et maleri eller høre det i et digt, sådan kan vi også høre guddommen selv bag de ord, han taler.

Lad mig slutte med ét af de ord af Jesus, et gådeord, hvis dybde jeg hidtil ikke helt har forstået, men arbejder på at trænge ind i, ordet fra Matt 6,22-23: “Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; v23 men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke _ hvilket mørke!” Faktisk er dette en lidt dårlig oversættelse. Egentlig står der: “Hvis dit øje er helstøbt, er hele dit legeme lyst, men er dit øje ondt, er hele dit legeme mørkt”. Man kan se nogle af mine overvejelser her. Men tager man dette ord med i sin betragtning af Rembrandts billede af Batseba, bliver gåden tydeligere, forekommer det mig.

Advertisement