Stormuftien, kristendommen og de dagligdags erfaringer

Jeg kan ikke blive færdig med den stormufti, der holdt tale i Europaparlamentet. Ikke blot fordi det er så bemærkelsesværdigt, hvad han siger, men også fordi det er så tydeligt – i mine øjne, i hvert fald – at det ikke hænger sammen; han roder sig ind i en række selvmodsigelser.

Så vi tager det hele én gang til og begynder med det positive, ja, med nogle udtalelser, der synes at være taget direkte fra det kristne evangelium. Og altså ikke blot taget fra det ny testamente, men taget ud fra det, som jeg selv efter mange års studier er nået frem til må være kernen i det kristne evangelium. Denne kerne formulerer muftien i sin tale og sine svar tydeligt og klart, og så er det, man spekulerer på, hvordan det hele dog egentlig hænger sammen.

Han siger f. eks.: “At respektere den anden er den måde, man når frem til hans eller hendes hjerte på”. Kan det siges bedre? Det, det drejer sig om, er jo netop at nå frem til den andens hjerte. Det vil sige, du skal ikke anvende nogen form for tvang, du skal ikke presse på på nogen måde, du skal på forhånd, før den anden får foretaget sig noget imod dig, anerkende den anden, respektere ham eller hende. Og lader du så dit ord lyde, så vil det nå frem til den andens hjerte, så vil den anden stole på dig uden at være tvunget til det, helt frivilligt, for det er hans eller hendes hjerte, der er ramt.

Eller han siger: “Vi skal ikke bruge ordet forhindre eller forbyde, for deri ligger der et moment at tvang, nej, vi må overtale. Vi véd jo, at vil vi tvinge noget igennem overfor et barn, så bliver det stædigt og vil ikke, som vi vil. Nej, vi må stille det frit, vi må insistere på dialog”. Og også det er lige efter det kristne evangeliums “håndbog i forsoning”. Gud opnåede ikke noget ved at bruge loven, hævdede f. eks. Paulus, i stedet sendte han sin søn for at vise os sin kærlighed, vise os, at han anerkendte os. Og på samme måde mennesker imellem. Den ene opnår ikke noget ved at pukke på sin magt, sin ret eller sin forståelse af forbudt og tilladt, nej, man opnår noget ved anerkendelse og respekt, ved at undlade al tvang, ved at lade den anden selv i fuld frihed nå frem til sin egen forståelse.

Der er en del af den slags udtalelser i muftiens tale. Og blandt andet det er det, der gør den spændende.

Og spørger man nu, hvor han har denne forståelse af forholdet mellem mennesker fra, så er svaret ikke, at den har han fra det kristne evangelium. Nej, så må vi svare, at han har den fra den forståelse af sit eget menneskeliv, han har fået gennem sin opvækst og gennem sin uddannelse.

Man kan måske videre svare, at han har den fra den undervisning, han har deltaget i som lærer. For det er jo noget, enhver lærer véd, at man ikke kan tvinge en forståelse igennem. At fem og syv er tolv, er noget, der må dæmre for eleven selv, du kan forklare og hjælpe på vej, men hvis ikke eleven selv, indefra, i fuld frihed, fatter pointen, hvis ikke tiøren falder inde i elevens eget hoved, så nytter al forklaring intet. Og tvang eller vold nytter da slet intet i skolesammenhæng.

Det vil sige: Der ligger i en sandhed om menneskelivet gemt i enhver folkelig forståelse af, hvem den anden er, hvordan forsoning finder sted, hvordan man lærer noget fra sig. Man kan også sige, at det ligger i sproget selv, og at denne hemmelighed fra sproget udmøntes på forskellig måde i de forskellige folk og de forskellige kulturer.

Men det er vi altså fælles om: en forståelse af frihedens nødvendighed for enhver læreproces og for enhver forståelse mellem mennesker. Det hører til det, som muftien omtaler som vores fælles kultur, en kultur, der ligger som underlag for enhver religion.

Jeg vil foreslå, at vi taler om, at de dagligdags erfaringer er fælles for enhver kultur. Man kunne måske også sige, at pædagogikken er et fælles træk for os alle. Men hvad så med religionen?

Ja, her viser der sig visse forskelle. Kristendommen vil ikke gøre andet end åbne vore øjne for alle de selvfølgeligheder, der ligger i vor umiddelbare omgang med hinanden. Når Jesus siger, at vi ikke skal sværge, men vores tale skal være ja, ja, nej, nej, hvad der er udover det, er af det onde (Matt 5,37), så vil han netop have os til at lade den anden stå frit, han skal endda stå så frit, at vi ikke engang prøver at underbygge vor tale med kraftudtryk, og da slet ikke med andre og mere udtalte former for tvang.

Men læg mærke til, at dette jo sådan set ikke er noget bud. I første omgang er der blot tale om, at Jesus vil vise os en menneskeforståelse, der implicit ligger i vor omgang med hinanden. Og i næste omgang vil Jesus så have os til at gøre det, der er en naturlig følge af den iagttagelse, vi har gjort sammen med ham.

Blot er det jo ikke altid, vi vil gøre det. Vi vil altså hverken dele den menneskeforståelse med Jesus, som han lægger frem for os, eller gøre de handlinger og sige de ord, der er en naturlig følge af denne menneskeforståelse. Vi finder det altfor ofte meget mere tilfredsstillende at spille klogere end vor næste, så vi ikke stiller ham frit, men tvinger ham til at danse efter vores pibe.

Det er også, hvad islam vil gøre, så vidt jeg hidtil er nået i min islamforståelse. Den vil tvinge den rette handling igennem. Den rette handling er ikke noget, der på forhånd ligger i menneskelivet, men noget, der åbenbares i koranen og udlægges af de lærde, så der efter kortere eller længere tid dannes et lovkompleks, der omfatter hele tilværelsen: sharia. Og altså: sharia er ikke noget, vi skal forstå endsige godkende, det er noget, vi skal rette os efter, hvis vi er gode muslimer.

Kristendommen stiller os frit, vi skal selv lære og forstå og godkende det, der skal gøres, ja vel i sidste ende selv udarbejde det. Islam vil tvinge sin lov igennem, den skal ikke godkendes af os, men bliver åbenbaret fiks og færdig fra Gud.

Og det, der får mig til at spidse ører overfor stormuftiens tale, det er nu netop, at han i det vejkryds, jeg her har stillet op, vælger kristendommens og ikke islams vej. Han accepterer og forklarer menneskets frihed, han véd godt, at man ikke kan tvinge mellemmenneskelig forståelse igennem, han fortæller og forklarer, at vi skal undlade forbud, for mennesket vil forstå i frihed. En højst overraskende tale, forekommer det mig. Så det eneste, der var tilbage for mig at gøre, forekom det mig, var at spørge, om dette nu også kunne være ægte ment, om det rimede med det, koranen siger, og det, der ligger i den muslimske tradition.

Men så var det, at de mærkelige og modsigende udtalelser i talen selv og i pressekonferencen bagefter kom mig for øre: “Mediefolkene må være påpasselige og være klar over, at en information kan føre til en persons død eller kan føre til udbrud af en krig, en information, som måske kommer fra jer [mediefolkene, rr], og derfor er det, at denne person bliver dræbt, jeres ansvar”.

Hvordan kan en information føre til en persons død? Og hvordan kan det ske, sådan at ikke morderne, men de, der videregiver informationen, bliver gjort ansvarlig? Dette er i almindelighed uforståeligt for mig, men det er da specielt uforståeligt, når sådanne udtalelser kommer fra én, man troede havde med sig fra sin dagligdag den erfaring, at du ikke kan tvinge din overbevisning igennem overfor andre.

Kan gerne være, at den, der oprindelig fremkom med informationen, f. eks. den mand, der udsendte en nedgørende film om koranen, kan bebrejdes noget, kan gerne være, at de, der viderebringer informationen, altså journalister og mediefolk, ikke kan siges ganske at være fri for ansvar, men hovedansvaret må dog ligge på den, der fører kniven. Og vil man endelig give andre et medansvar, så er det da først og fremmest de mullaher og muftier, der lader det være helt i orden, islamisk set, at en mand foretager et mord for at forsvare en død ting, en koran, en hellig bygning eller lignende. Men i stormuftiens udtalelser frikendes både manden og eventuelle muftier.

Den store mufti må meget undskylde, men det hænger altså ikke sammen. Det er udmærket at holde fast ved den erfaring, vi tilsyneladende er fælles om: at man ikke kan tvinge noget igennem i forholdet mellem mennesker, og så ligger alle de demokratiske frihedsrettigheder lige til højrebenet. Men så kan man ikke samtidig undskylde eller bortforklare de muslimske overgreb på dem, der “fornærmer” islam.

Bedst som man troede, at vi var enige, var vi det ikke alligevel. Og ak, det viser vel om noget, at der skal mange års dialog mellem muslimske lærde og kristne teologer til, før den fredelige sameksistens er sikret.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.