Hvad kæmper vi egentlig for i Afghanistan?

Eller: “Dummer Clement”

Nej, det er ikke balladen om den aflyste kunstudstilling i Berlin med billedet af Kabaen i Mekka, kaldet “Dummer Stein”, dette skal handle om.

Det er i stedet et interview, som Clement Kjersgaard havde på DR-Deadline den 4-3 med den afghanske udenrigsminister, Rangin Dadfar Spanta, der for tiden er på rundrejse i Europa, vistnok for at få opbakning til flere udenlandske styrker i landet.

Dette interview lå langt under Clement Kjersgaards sædvanlige niveau. Han, den hurtigtsnakkende og frække og pågående interview’er, havde godt nok ikke glemt at være kritisk, men var kritisk på helt forkerte punkter og gav derfor den afghanske udenrigsminister altfor let spil. Om det skyldtes, at han var for dårligt forberedt, om det skyldtes, at holdet bag ham holdt ham i for kort snor, jeg véd det ikke, men beklageligt og misvisende var det.

Først var der nu oplægget til interview’et. Her så vi Spanta på en talerstol udtale om tegningerne, at der var tale om “killer words”, “killer pictures”. Disse lidt særprægede ord blev helt forbigået af Kjersgaard. Da interview’et begyndte, sad man endnu med disse ord i hovedet og ventede egentlig i interview’et at få en nærmere forklaring. I hvilken forstand kan tegninger slå ihjel? Og hvis de kan slå ihjel, hvorfor kan muslimer så ikke nøjes med at svare igen med “dræbende” ord eller “dræbende” tegninger, hvis den slags er lige så forfærdelige som dræbende skud? Hvis man som offer skal vælge mellem at blive dræbt af ord og at blive dræbt af skud, så vil vel de fleste foretrække det første. Men hvorfor så true med og udlove dusører til den, der kan affyre dræbende skud? Hvorfor ikke nøjes med dusør til den, der kan fremkomme med dræbende ord eller dræbende tegninger mod os vesterlændinge?

Der var nok at bore i for en vågen og fræk interview’er. Men på det punkt måtte man efter interview’et sige som barnet, der kommer fra tandlæge: “Han borede slet ikke!”, omend det jo skulle siges med en helt anderledes sørgmodig stemmeføring.

Dernæst var det et mærkeligt infantilt og intetsigende forsvar for ytringsfriheden, Clement Kjersgaard fremkom med. For det må man lade ham, han nøjedes ikke med at være mikrofonholder. Nej, han viste sig i sin sædvanlige rolle som den, der sandelig godt kunne stille nærgående spørgsmål. Blot var det så meget sørgeligere, at de indvendinger, han kom med, var tomme og overfladiske. Hvor Spanta hævdede, at man måtte tage hensyn i brugen af sin ytringsfrihed – og det er jo den sædvanlige, muslimske indvending mod fremkomsten af tegningerne – dèr havde Kjersgaard kun en tåbelig påstand om en hensynsløs ytringsfrihed at komme med. At ytringsfriheden sikrer, at sandheden kommer for en dag, at den er baggrunden for, at vi tør stole på vore politikere, ak nej, det gjorde Kjersgaard ikke opmærksom på.

Og det er dog mærkeligt. Har manden (altså Clement Kjersgaard) ikke fulgt med i debatten? Véd han ikke, at tegneren er blevet truet på livet? Kan han ikke som minimum prøve at forklare, at når danske aviser vil bringe den historie, gør de blot, som danske aviser altid gør: Viser alle relevante illustrationer? Skulle det være umuligt at få en udlænding, selv en muslim, til at forstå, at der i hvert fald denne gang ikke lå nogen form for provokation bag offentliggørelserne, men kun et ønske om at oplyse? Er det for meget forlangt, at han gør det samme, som vor udenrigsminister gør: fortæller om sagens rette sammenhæng: at det provokerende er det, at der bliver truet med mord på tegneren, ikke det, at hans tegning bliver offentliggjort.

Jeg véd godt, at en interview’er sådan set skal holde sig i baggrunden og lade manden selv tale; han skal gennem sine spørgsmål få mandens mening frem. Men jeg véd også, at når det er Clement Kjersgaard, der interview’er, kan man ikke forvente en sådan tilbageholdenhed. Det ligger til ham at være “fræk” og komme med indvendinger. Og det er også helt i orden. Blot han kunne komme med de relevante indvendinger.

Jeg kan også indvende, at han i et sådant interview står, ikke blot som DR’s repræsentant, men på en måde også som det danske folks repræsentant. Han skal overfor denne fremmede udenrigsminister give udtryk for vor opfattelse af ytringsfrihed. Det forsømte han. For man kan vel ikke forestille sig, at han er så dum, så han tror, at de pip, han kom frem med om at måtte sige, hvad der passer én, er udtryk for den danske opfattelse af ytringsfriheden.

Den 4-3, samme dag som interview’et i Deadline, bragte Information en artikel om en journalistelev i Afghanistan, der var blevet fængslet, fordi han havde downloaded dokumenter fra internettet, der var kritiske overfor islams kvindesyn. (Se http://www.information.dk/155807 ). Når vi nu taler om ytringsfrihed, og når man sidder med den afghanske udenrigsminister foran sig, ville det da være oplagt at tage en sådan sag frem: Se, kære udenrigsminister, sådan kommer et samfund til at handle, når der ikke gives mulighed for at kritisere islam. Det ville have virket godt ovenpå udenrigsministerens næsten bævende stemmeføring, når han udtalte ordene “vores dyrebare profet, Muhammed”. Men den sag blev forbigået i rungende tavshed.

Med samme tavshed undgik Clement Kjersgaard at omtale den forunderlige grundlov, der er blevet vedtaget i Afghanistan (med amerikansk billigelse, ak ja), som stiller islam og dets sharia over alle andre love. Det er det, vi ser virkningen af i den unge journalistelevs sag. Og der har faktisk i vestlige medier været ikke så lidt omtale af det betænkelige ved en sådan grundlov. Er det virkelig den form for demokrati, vi sætter vore soldaters liv på spil for? Og det ville da have været yderst relevant, om vi havde hørt Clements stemme fare ud som et maskingevær imod den arme udenrigsminister, selv om det måske ville have været mere virkningsfuldt, om han havde talt langsomt (hvis det da er muligt for ham) og omhyggeligt. For her er der virkelig noget at gå i dybden med. Men intet af dette skete.

Tja, på den baggrund kan det ikke undre, at Clement Kjersgaard heller ikke spurgte den afghanske udenrigsminister ud om den ret omtalte sag om afghaneren, der konverterede til kristendommen og desårsag af de afghanske myndigheder blev dømt til døden. Han reddede kun livet ved at blive benådet og få lov til at forlade landet. Jeg tror, det var Italien, der tog imod den arme mand.

Igen må man spørge: Demokrati i Afghanistan? Kan demokrati nogensinde blive en naturlig ting i Afghanistan, hvis man ud fra den grundlov, de har, kan gennemføre en sådan domfældelse? Det var også noget, Clement ikke spurgte om.

Til sidst en mere kilden sag, som kun blev omtalt meget perifert af den afghanske udenrigsminister (hvis jeg da husker ret). Sagen lå sådan set i luften efter det foregående indslag, der handlede om den manglende sammenhæng i regeringens og partiernes langsigtede udenrigspolitik. Her rejstes blandt andet det spørgsmål, hvordan den fornyede offentliggørelse af Muhammed-tegningen ville påvirke vore soldaters kamp i Afghanistan.

Som sagt mener jeg at kunne huske, at dette perspektiv fik en let løftet pegefinger med på vejen af den afghanske udenrigsminister. Med andre ord: Offentliggørelsen af tegningerne ville kunne skade vore soldaters sikkerhed i Afghanisten, og det gjorde det i hvert fald ikke lettere for den afghanske regering at stille sig bag de tropper, der kæmpede mod Taliban. Den hollandske regering står til op over begge ører i netop det dilemma. Når regeringen af al magt og med næsten alle midler søger at undgå, at Geert Wilders korankritiske film offentliggøres, har det netop med de hollandske soldaters sikkerhed at gøre.

Også det havde det været relevant at spørge ind til. Ikke for at stille dr. Spanta i et dårligt lys, men for at få os til endnu en gang at overveje, hvad vi egentlig kæmper for i Afghanistan. Jeg kender ikke regeringens holdning, men min holdning er klar. Hvis den afghanske regering ønsker vores hjælp til at bekæmpe Taliban, må de tage os, som vi er, det vil sige: med alle de tegninger af Muhammed, som vi finder det relevant at offentliggøre. Det er nu os, der er sådan. Det er nu os, der har den tradition at tage alt og alle under satirens kærlige, men skrappe behandling. Det agter vi ikke at lave om på for at tækkes diverse muslimer rundt om i verden, heller ikke selv om de befinder sig i en venligsindet regering i Afghanistan.

Alt i alt: Det var utrolig meget, der ikke blev spurgt ind til i interview’et med dr. Spanta. Og for mig at se skyldtes det – jeg er ked af at sige det – manglende kompetance hos Clement Kjersgaard og/eller det bagvedstående hold. Derfor finder jeg det højst relevant at slutte på dansk og uden anførelsestegn med denne udgydelse: Dumme Clement!

Advertisement