Det er såmænd ikke noget, jeg sådan går og spekulerer på til daglig, men fornylig var jeg udsat for, at en “bekendelse”, som jeg med nogen omhu havde sammenskrevet, blev udsat for en grov spot. Det skete ud fra en antagelse af, at “Gud” og “Julemanden” var to alen ud af ét stykke. Når dertil kommer, at nogen øjensynlig mener, at man i stedet for at tilbede Gud lige så godt kan tilbede “spaghetti-monsteret”, så føler jeg trang til at gå til modangreb.
Jeg skal i og for sig ikke anklage sådanne ateister for at være dumme. For mange af dem er sikkert yderst velbegavede mennesker. Men jeg vil anklage dem for ikke at være refleksive, jeg vil anklage dem for ikke at have overensstemmelse mellem deres liv og deres tro, jeg vil anklage dem for ikke at være bevidstgjorte.
Jeg skal prøve at forklare, hvad jeg mener.
De fleste har vel opdaget, at menneskeheden er delt op i to fra hinanden forskellige køn. De fleste har også opdaget sødmen ved denne forskel, og måske endda opdaget det på den højst personlige måde, at man har fundet én af det modsatte køn, som man holder sammen med og også har det hyggeligt med, ja, til tider flyver op over stjernerne med.
Og ser man sig omkring i dyreverdenen, opdager man, at sådan har dyrene det minsandten også. Også de har to køn, også de gribes af begær efter det andet køn, også de får afkom ovenpå samlejets sammensmeltning.
Og så kan man jo nøjes med tankeløst at sige, at dette er naturens kloge indretning, på den måde lokker naturen os til at holde slægten vedlige. Men mennesket har vel egentlig altid haft det som sit særkende, at det ikke blot gør tingene, det fundérer også over tingene. Mennesket har det med at standse op i sine gøremål, hæve sig op over sig selv og se den større helhed. Det sker for enkeltmennesket såvelsom for slægten, at bevidstgørelse finder sted fra tid til anden.
Sådan har menneskeheden i hvert fald gjort med denne kønsforskellens “mekanisme”. Og det er der kommet to vidt forskellige mytiske universer ud af. Det ene univers, sjælevandringslærens univers, trækker sig tilbage fra livsengagementet, ser tilværelsen som et onde, som man ikke kan slippe ud af, for det begær, der driver én, vil bevirke, at man efter døden fødes påny i et andet legeme. Kunne man fuldstændig opgive begæret, så ville man kunne undslippe de evige genfødsler.
I dette univers er livet lidelse, begæret, også kønsbegæret, af det onde, og menneskets lod er at drives rundt i tilværelsens hjul.
Det andet univers er skabertroens univers. Her ser man livet og kønsforskellen som herligheder, givet af en god og kærlig Gud. Her ser man denne formeringens “mekanisme”, ikke som noget, hvormed naturen vil snyde os, men som noget, hvori livets herlighed udtrykker sig, en herlighed, der er herlig, netop fordi den er skabt af Gud og derved har mening og fylde.
Begge de to universer er kommet i stand ved, at mennesket er standset op og har søgt helhedsforklaringer. Begge er blevet til ved, at mennesket har hævet sig op over sig selv, er blevet bevidstgjort på et højere plan.
Spørgsmålet er imidlertid, om disse universer erkendes som MYTISKE universer, altså som ubevislige udkast, mennesker har lavet for at få greb om tilværelsen.
Man må vistnok sige, at islam ikke erkender deres tro på skaberen som en tro eller som et mytisk univers. Deres “trosbekendelse” lyder: “Der ER kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet”. I modsætning dertil lyder den kristne trosbekendelse: “Vi TROR på Gud Fader, osv.”, hvorved antydes, at vi godt véd, at det er en tro, vi har, ikke en viden.
Det er der imidlertid mange kristne, der har glemt. Især i USA sammenblander man tro og viden, så man mener, at ens tro da på én eller anden måde må kunne bevises, eller så man er af den opfattelse, at fordi man er de fleste og har magten, er den tro, man har, også bevisbar, i hvert fald noget, som både skoler og videnskabsfolk skal bøje sig for.
Og den opfattelse kan godt gå hen og få næring af ateisternes angreb. Højst beklageligt! Ateister har fra gammel tid (det vil sige: de sidste hundrede år) haget sig fast i spørgsmålet om Guds tilværelse. Er Gud til? har man spurgt, og kan der ikke gives noget fornuftigt svar på det, så nægter man Guds eksistens og mener, man har sagt noget meget originalt.
Det er nu temmelig tvivlsomt. Hvad der derimod der ret sikkert, er, at man har forplumret diskussionen. Det er efterhånden flere hundrede år siden, Kant viste, at man ikke kan bevise Guds eksistens. Han gennemhullede de gudsbeviser, man hidtil havde opereret med. Men samtidig påviste han gudsbegrebets nødvendighed for moralen. Jeg tror ikke, man skal fastholde det på Kants måde, men hans tanker viser dog, at ens holdning til tilværelsen og den tro, man har om tilværelsen, hører sammen.
Jeg har den holdning til tilværelsen, at den er god i sig selv, altså god, før jeg begynder at erklære den god “for mig”. Den holdning giver jeg udtryk for ved at bekende mig til skabertroen. Omvendt er det netop fra et samfund præget af skabertroen, jeg har fået den holdning, som jeg giver udtryk for gennem min trosbekendelse.
Og det, jeg bebrejder ateisterne, i hvert fald vore dages ateister, er nu, at de bare lever løs. Tankeløst, uden refleksion, uden at standse op, lever de i de værdier, som samfundet har overleveret til dem, og som er bestemt af skabertroen. Men ikke om de på nogen måde vil sige ja til livet, som skabertroen beder dem om. Nej, nej, livet, det lever man da bare, værdier er da bare nogen, man har, ikke nogen, man skal tilslutte sig, være sig bevidst som ubeviste værdier, endsige takke for.
De fleste af ateisterne er glade for kønsdriften, den drømmer de ikke om at opgive. Skønt de ikke selv er så gamle, har de stadig en levende fornemmelse af, at de kristne engang var temmelig meget imod den, i hvert fald den frie brug af driften, som mange ateister udsatte den for. Og så går man ud fra, at det er de stadigvæk. Undersøge det gider man ikke. For hvad kristendom angår, er uvidenhed trumf.
Og så lever man da løs. Lever i høj grad på de værdier, som skabertroen har givet én, men uden på nogen måde at ville være ved, at det er det, man lever på. Det forekommer mig mærkeligt. Jeg vil i hvert fald ikke være et sådant tankeløst individ. Jeg vil være ved, hvad jeg står for, og hvad jeg lever ud af. Jeg vil have overensstemmelse mellem min holdning og min tro.
Det er da sandt nok, at Guds eksistens ikke kan bevises. Men skal jeg holde mig til det, der kan bevises, bliver det en meget indskrænket tilværelse, jeg får. At livet er dejligt, at det giver mening at knytte sig til det andet køn, at det er en utrolig gave at få lov at se den næste generation vokse op, intet af dette kan jo bevises, det er “bare” noget, jeg tror. At jeg selv og min næste er fintmærkende pejleapparater, der formår at opsuge alle kulturens mærkværdigheder i vore hjerner og bygge videre på dem, det er bare indbildning. Og begreberne tillid, fortrolighed, kærlighed, det er bare sukkersager, som én eller anden (naturen selv, tilfældighedernes spil, you name it) har fundet på at smøre ud over livet for at gøre det udholdeligt. Ja, selve begrebet bevidsthed smuldrer lige så stille bort i en mekanisk og fysisk/kemisk verdensbetragtning, som partout kun vil tro på det, der kan måles og vejes. For det er altsammen lige så ubevisligt som Guds eksistens. At pille tanken om Guds eksistens ud af dette hele og benægte den, mens man fastholder alt det andet ubevislige, det nærmer sig dumhed, men er vist blot tankeløshed, mangel på evne til at se sig selv og sin afhængighed af kulturen, manglende bevidstgørelse med hensyn til sin egen livsholdning.
Men ok, jeg tror såmænd ikke, at ateisterne slipper ud af den tankefælde, de er havnet i, jeg tror ikke, de kan bringes til at overveje, om mon ikke de værdier, de lever ud fra, skulle bringes lidt mere i overensstemmelse med det, de hævder som deres tro. Og hvad, de er jo også som regel meget flinke menneske, oven i købet ofte mennesker, jeg føler større samhørighed med end med diverse kristne fundamentalister, intelligent-design-folk og den slags.
Men når de angriber min tro, når de slår mig i hartkorn med alle andre såkaldt religiøse mennesker, uanset om de er kristne fundamentalister, svagttroende folkekirkekristne, kulturmuslimer eller fundamentalistiske muslimer, så må jeg sige fra: Selv om de selv føler, at når det er religion, der handler om, så kan man tillade sig at være uvidende som en dør, så har de ikke ret: det gælder på det område som på alle andre, at det er klædeligt at vide noget om det, man udtaler sig om.
Ikke mindst er det ikke blot klædeligt, men pinende nødvendigt at skaffe sig teologisk viden i vore dage, hvor vi stilles overfor den teologiske udfordring, der hedder islam.
Men det er en anden sag. Her blot dette: Vil ateister angribe min kristne tro med den begrundelse, at jeg ikke har noget bevis for, at Gud er til, svarer jeg: Det kan I selv være! I har heller ikke noget bevis for, at de livsidealer, I lever efter, er sande. Prøv dog at få overensstemmelse mellem jeres livsopfattelse og jeres liv!
ricardtriis 
Såre interessant og givende at læse. Men jeg synes ateisterne dels skæres meget over én kam, dels at deres opfattelse forsimples noget, og de behøver altså ikke alle sammen være hedonister og uden højere principper.
Kære Riis:
2 ting.
1. Det undre mig at du ikke før i dit lange virke har været ude for den afsky! at mange fra venstre fløjen/ Ateister og andre føler over for kristne, de vil gerne være budister hvis de skal tro, men ikke kristne.
2. Jeg er lidt forundret over at du ikke svare/ komentere i komentar feltet, og mener oprigtig at det er ikke noget jeg skal blande mig i, men lidt nysgerig er jeg.
Jeg syntes nu også du skærer alle ateister over en kam… men de argumenter du bruger for at være troende er netop de argumenter jeg bruger for at være ateist. Jeg har læst både bibelen og koranen og derfra bevist valgt at være ateist.
Men at fornægte en gud kan ingen for det kræver en tro på denne… som du selv skriver, kan gud ikke bevises ej heller modbevises, ligesom julemanden. Derfor er vi nødt til at holde en dør let på klem for begge.
Jeg er ateist og jeg mener at moralbegreber kommer af gensidig altruisme som er en nødvendighed for at overleve og ikke blive udstødt af flokken (arbejdspladsen, familien, vennekredsen mv). Disse moralbegreber har altid eksisteret og eksisterer også inden for dyreverdenen, eg. chimpanser, som har været forskånet for at læse de “hellige” skrifter…
Nå dette kunne hurtigt blive en længere stil… 🙂
Fred på jord.
Jeg tror ikke på en gud. jeg er nok nærmest ateist. I en samtale med en præst kom vi til at tale om hvordan vi forstod verden. Jeg måtte melde at en verden styret af en gud for mig at se var helt absurd, og præsten kunne melde at en verden uden en gud var helt absurd.
Ateister er ikke fanget i en tankefælde, de tror bare ikke på en gud.
mvh
Lennart
Per N. spørger, hvorfor jeg ikke svarer.
Det er også en fejl. Men redaktionen af religion.dk har bragt dette blogindlæg som en særlig artikel, og de kommentarer, der kommer i den anledning, dukker ikke op her på min oprindelige blog. Så hvis du ser efter på
http://www.religion.dk/artikel/281532:–Derfor-er-jeg-ikke-ateist , vil du kunne finde en masse kommentarer og svar på kommentarer.
Desværre sker der så ofte det, at jeg af iver for at svare på det særlige indlæg glemmer at kontrollere min blog. Undskyld!
Til Jacob, der hævder, at vi er nødt til at holde en dør åben for både gud og julemanden, vil jeg gentage noget af det, jeg skrev på min oprindelige blog: Menneskets evne til at standse op og se ud over sig selv, eller se sig selv fra oven, har medført dannelsen af to forskellige mytiske universer, et sjælevandringsunivers og et skabelsesunivers. At blande julemanden ind i det betragter jeg nærmest som udtryk for, at man ikke evner eller ikke har lyst til at beskæftige sig nærmere med hverken den ene eller den anden religion.
Til Lennart!
Når jeg vil fortsætte med at bekende min tro på skaberen, skyldes det, at jeg opdager, at jeg minsandten lever mit liv, som om det giver mening, jeg lever i mit ægteskab, som om det har en stor værdi i sig selv, jeg iagttager med betagelse, hvordan mit barnebarn udvikler sig, som om dette, at et menneske vokser og trives var noget godt og meningsfyldt og i sig selv glædeligt.
Ja, jeg mener, det i sig selv er glædeligt, at et barn trives, jeg mener ikke, som sjælevandringslæren (i hvert fald i det gamle Indien), at livet er lidelse, og at barnet ved selve det at være født går ind til lidelse.
Der var i slutningen af 1800-tallet i Rusland en del mennesker, der ikke troede på Gud. Men deres manglende tro var dog konsekvent. De tog det virkelig alvorligt, at der ikke var nogen mening med nogetsomhelst, de opfandt dette at spille russisk roulette, så de gang på gang risikerede at skyde sig selv. For derved gjorde de alvor af altings ligegyldighed.
Den slags ateister kan man dog respektere. Her er der sammenfald mellem livsholdning og livsanskuelse. Men vore dages ateister? Ja, her er jeg stærkt i tvivl. De fleste synes jeg ikke er særlig megen respekt værd. Især ikke, hvis de parrer deres ateisme med stålblank uvidenhed om religion.
Venlig hilsen
Ricardt Riis.
Her er et svar:
http://deleet.dk/?p=234
Til Emil!
Emil henviser til et langt svar, han har lagt ud på nettet. Så vidt jeg kan se, har han ikke læst de svar, jeg har givet her ovenfor. Og det ser også ud til, at den eneste grund til, at han svarer mig, er, at han derved han få lejlighed til hovere over alle de dumme og idiotiske bemærkninger, jeg kommer med.
De er nu ikke så dumme endda. Jeg skriver f. eks.: Det er efterhånden flere hundrede år siden, Kant viste, at man ikke kan bevise Guds eksistens. Dertil svarer Emil: Det har jeg aldrig hørt om. Desværre finder Riis det ikke nødvendigt at gengive argumentet til vores andres glæde.
Og det er sandt: Jeg fandt det ikke nødvendigt at gengive Kants argument imod de sædvanlige gudsbeviser. Det gør jeg for så vidt stadig ikke. Men lad mig alligevel, for at glæde Emil, tage ét af de traditionelle gudsbeviser frem. Man har hævdet, at fordi Gud er det fuldkomne væsen, må han være i besiddelse af alle fuldkomne egenskaber. Og man kan derfor ikke tænke sig et fuldkomment væsen, der mangler den højst væsentlige egenskab, der hedder eksistens. Voila, Gud må være til.
Kant gør i sit modbevis opmærksom på, at eksistens ikke er en egenskab som andre egenskaber, hverken den mest eller den mindst fuldkomne egenskab, og at man derfor ikke kan drage den slutning, som gudsbeviset vil drage.
Iøvrigt var Kant kun tilbøjelig til at anerkende ét gudsbevis, nemlig det såkaldt teleologiske bevis, der siger, at fordi så mange ting i den skabte verden ser ud til at være blevet til med et formål, derfor må der være et væsen, der har givet det skabte dette formål. Det er især dyrenes verden, han tænker på med de indbyggede formål. Og selv om han stillede sig skeptisk an overfor beviset, ville han ikke afvise det pure.
Det faldt ikke i hans lod at modbevise det. Det var først med Darwins udviklingslære, at det teleologiske gudsbevis fandt nådesstødet. Hvad der så ud som indbyggede formål, kunne forklares ud fra survival of the fittest.
Nu er Kants tanker i ret høj grad basis for de tanker, jeg har gjort mig af religionsfilosofisk art angående min holdning til kristendommen. Og det er derfor lidt ærgerligt, at Emil ikke har truffet på Kants religionsfilosofiske tanker i sine studier. De er ellers ret interessante. Men jeg skal indrømme, at de også er ret svære at kapere.
Kant skelner mellem at indtage en kritisk holdning til tilværelsen og at indtage en dogmatisk holdning til samme. Den dogmatiske holdning så han repræsenteret i mange kristne filosoffers holdning: de gik tankeløst ud fra kristendommens sandheder uden at undersøge dem nøjere. I modsætning til dem ville han være kritisk, det vil sige: han ville måske nok bekende sig til kristentroen, men han ville gøre det kritisk, med fuld bevidsthed om, hvorfor.
Denne forskel kan genfindes i mit indlæg som en forskel mellem tankeløst at leve løs og at leve med skabertroen som bevidst baggrund. Jeg kan forstå på adskillige indlæg, bl. a. altså Emils, at ordet tankeløs har været en anstødssten. Ligeledes ordet refleksiv. Det er dog for galt, synes man at mene, at jeg anklager ateister for at være tankeløse eller for ikke at være refleksive. Emil formoder, lidt tankeløst, måske, at det at være refleksiv blot betyder, at man tænker. Men så enkelt er det ikke.
Nej, er man tankeløs eller mangler man refleksivitet, betyder det, at man er dogmatisk og ikke kritisk. Det er nemlig ikke kun kristne, der kan være dogmatiske, altså gå ud fra visse sætninger, uden at undersøge dem nærmere, det kan også ateister være. Og for mig at se er de dogmatikere, man i vore dage skal vende sin kritik imod, ikke kristne dogmatikere, men derimod ateistiske dogmatikere.
At være bundet af en dogmatisme betyder, at man ubeset overtager en række tankegange, som den forrige generation havde forklaret tilværelsen med. Blandt andet derfor var Kants kritik så velgørende. Man fandt, at man gennem hans kritik blev frigjort fra en række tvangstanker, som den overleverede kristendom lagde ned over én.
Men nu er min påstand altså, at det er ateisterne, der er bundet af en dogmatisme; det er dem, der ubeset overtager en række tankegange, som har bundet den forrige generation og nu også binder den nuværende. Uden at den nuværende finder på at kritisere dem. Det, jeg gør, er at udsætte denne dogmatisme for en kritik af Kants art, omend måske ikke af hans format.
Én af de tankegange, som man dogmatisk holder fast ved, er den, at kun det, der kan påvises fysisk, er til, og kun det kan der tales meningsfuldt om. Det giver derfor ikke mening at tale om Gud, for hans tilværelse kan hverken bevises logisk eller påvises fysisk.
Min kritik af denne dogmatisme lyder: Jamen, hvis man kun skal tale om det, der kan måles og vejes fysisk, så er det meningsløst at tale om en menneskelig bevidsthed. At jeg er ved bevidsthed, at jeg tænker og taler som andet og mere end en indviklet robot, det er noget, jeg véd ad introspektionens vej, ikke noget, jeg på nogen måde kan få et videnskabeligt bevis på. Og læg mærke til det: selv om så alle andre hævder, at de har en bevidsthed, er der ikke bevist noget derved. Det ville jo også en samling robotter kunne hævde.
Det interessante er nu, at der faktisk er religioner, der hævder, at det er udtryk for et bedrag, når et menneske tror, det har bevidsthed. Det, det drejer sig om for visse dele af buddhismen, er at komme ud af dette bedrag, er gennem meditation at nå frem til at kunne indse, at livet er lidelse, at begæret efter liv er et vildskud, at dette vildskud fremkalder maya, selvbedrag, at selvbedraget får de fleste mennesker til at tro, de har en bevidsthed, et selv, et jeg, og endelig, at den vise ved at afsløre selvbedraget og opløse begæret indefra, får sjælen, bevidstheden, jeget, til at forsvinde som røg i luften.
Om denne religion kan man sige, at den er refleksiv, det vil sige, den tænker sin egen eksistens med ind i sin verdensanskuelse. Det kan man derimod ikke sige om de fleste ateistiske anskuelser. Det er grunden til, at jeg kun opererer med to verdensanskuelser, sjælevandringslæren og skabelsestroen, og ikke medinddrager nogen ateisme. Den tænker ikke sig selv med ind i sin verdensanskuelse. Den er, med Kierkegaards ord imod Hegel, som et vedhæng til den fint indbundne anskuelse, som et titelblad, der ikke bindes med ind i det fine og afsluttede værk, som et øje, der udefra betragter det hele, men hvis ejermand ikke tænkes at være med i den verden, der betragtes.
Indrømmet: at være refleksiv på den måde er vanskeligt for mange i vor videnskabsprægede verden. Men som man kan forstå, er jeg ikke den første, der forsøger at få folk til det. Kant kom før mig. Omend hans bestræbelser nok kronedes med lidt større held. Men så stort et held havde han ikke, at en fornyet bestræbelse i den retning er blevet overflødig.
Ricardt Riis.
Ricardt Riis i en nøddeskal… Suk
Min mening om religion og fortabte holdninger!!! giiiiisp!
Ricardt Riis redegør for hans holdninger indenfor troen på Gud, og Guds eksistens, som han får bundet sammen med dumhed. Han mener at man burde tænke over det man siger og det man gør, i stedet for at benægte guds eksistens men stadig tro på kærlighed og tillid. At pille tanken om Guds eksistens ud af dette hele og benægte den, mens man fastholder alt det andet ubevislige, det nærmer sig dumhed, men er vist blot tankeløshed. Ricardt Riis’ holdning til ateister, som ikke reflekterer over eksitensen af Gud og alle de ting som ikke kan bevises. Dertil mener jeg at Ricardt Riis burde tage folkeskolen om igen, og først derefter stille sig det alsidige spørgsmål: Hvorfor har ateisterne valgt at udelukke troen på Gud, men stadig valgt at beholde troen på kærlighed og andre ubevislige ting? Det er ikke let at svare på spørgsmålet, men Ricardt Riis er selv inde og ane det lidt, der han skriver om trosbekendelsen. Han skriver at vi godt ved, at det er en tro, vi har, ikke en viden. Vi ved godt at vi tror på gud, men at han ikke er der, det er lige præcis dét Ricardt selv skriver, så derfor forstår jeg ikke hvorfor han overhovedet begynder denne debat, når han lige har sagt at der ikke findes nogen gud. Kærlighed er ubevisligt, men vi ved alle at det eksisterer, så derfor har mennesket taget den erfaring til sig, og derfor har nogle funderet over, at Gud ikke eksisterer. Man kan heller ikke blande Gud og følesler sammen. Selvom begge parter er ubevislige, så ligger der stadig en del mere fornuft i troen på kærlighed en troen på Gud. Jeg vover at påstå at alle har oplevet kærlighed før, og jeg vover at påstå, at ingen har oplevet Gud før, så derfor kan man benægte troen på Gud og stadig leve videre som et ganske normalt menneske. Verden går jo ikke under fordi man ikke følger kødrenden af mennesker, der bare gaber op og får smidt en masse løgne ned i halsen, som troen på Gud og i det hele taget religion.
Jeg tror religion er skabt for at indsnævre de mytiske universer man levede i førhen. Det skulle være mere trygt at leve, og i det suden var religion også en nem måde at lokke penge ud af befolkningen, samtidig med at man havde skabt en frygt for at være en dårligt menneske. Gudsbespottelse er ordet hvori en lang række drab, frygt og uro ligger begravet. Grunden til at religion ikke domminerer som dengang er netop fordi man har reflekteret og funderet over hvorvidt det er sandsynligt at vi her på jorden lever som gud underkastede. Hvis religionen stadig skulle holde en meter i dag, skulle den helt klart moderniseres sammen med alle de andre ting vi hele tiden gør moderne. Men hov, det er jo bare en skam, at det tager hele idéen fra religionen så, fordi man ikke bare kan ændre synet eller de hændelser som er nævnt i den hellige bibel. Så ville man måske finde ud af at det hele er noget pjank og pjok!
De fleste fanatikere er ældre mennesker, som ikke har åbnet op for vinduerne, og ladet religionen blive luftet igennem, og det er bare et tegn på, at jeg har ret i min påstande, for hvis nu Gud eksisterede, havde jeg ikke sat mig ned og skrevet det her. Så var der ingen grund til at være mistroisk, men netop fordi Gud ikke eksisterer, så er der nogle fornuftige mennesker, der har tænkt i flere dage over, om der egentligt har været en gud tilstede under deres fødsel, og derefter draget den konklusion, at nej, det har der ikke. Jeg håber at religion bliver afskaffet hurtigst muligt og gerne inden for min generation, af den grund, at det vil skabe fred. Vi behøver heller ikke søge op mere, når vi har udviklet midlerne til at leve i et fungerende samfund. Vi er blevet kickstartet, så der skal ikke flere spark til at holde den kørende.
Alligevel giver jeg Ricardt Riis ret i, at man ikke kan bevise livsidealer. Man kan dog komme tættere på noget på jorden, end noget der slet ikke engang hører til i det ydre rum, så derfor mener jeg at vi alle bør sætte os ned og virkelig tænke igennem hvor henne man står på jorden, i stedet for at lalle rundt og regne med, at Gud hele tiden vil tage ens skyld og gøre alting godt igen. Den holder bare ikke en meter i landsretten, så tag jer sammen og find ud af om I virkelig tror på Gud, eller om i tror på jeres fornuft og sande værdier. Kærlighed frem for religion.
Hvor ligger fornuften i religionernes teorier? Prøv at finde ud af det. Mennesket lever trods alt ud fra behov og den rationelle handling…
Kirkerne misbruger os stadig som i middelalderen, hvor det stod på sit højeste!
Til Matthias!
Du er lidt fræk overfor mig. Du citerer mig korrekt for at sige, at vi kristne godt véd, at det er en tro, vi har, ikke en viden. Og det udlægger du så ved at skrive: Vi ved godt at vi tror på gud, men at han ikke er der, det er lige præcis dét Ricardt selv skriver. Nej, det er minsandten ikke det, jeg skriver. Det er din temmelig fordrejede udlægning af mine ord.
Men det kan være, at du simpelthen ikke er i stand til at forstå, at mennesker kan tro på noget. Det kan være, du på forhånd går ud fra, at hvad der ikke kan bevises, det kan umulig være til.
Men hvis det er sådan fat, hvorfor siger du så, som du gør om kærligheden? Her siger du: Kærlighed er ubevisligt, men vi ved alle at det eksisterer. Kærlighed kan altså godt eksistere, selv om den er ubevislig. Tja.
Og forresten, at den eksisterer, er så sandelig ikke noget, vi alle véd. Det er noget, vi tror, alle vi, der lever i vor vestlige, kristne (eller efterkristne, om du vil) verden. Du mener, det er noget, vi kan erfare os til. Jo tak, men vi erfarer jo netop på baggrund af de specielle mønstrer, vi har fra netop vor kultur.
Hvis vi havde lidt selvrefleksion, hvis vi ikke stillede os op, som om vor livsforståelse var den eneste gyldige, så ville vi ikke sådan på forhånd tage alle de værdier, som vort samfund bygger på, som selvfølgelige og klippefaste og umulige at rokke ved.
Jeg husker fra min tid som præst én, der i ramme alvor hævdede, at alt det med kærlighed og forelskelse, det var blot illusioner, nej, det hele var et handelsforhold, intet mere. Han tænkte jo specielt på kønskærligheden mellem mand og kvinde. Og indrømmet! Det er måske en oplagt måde at se på denne kærlighed på, specielt vel, hvis der kommer en kurre på tråden. Kvinden har, hvad manden eftertragter, manden, hvad kvinden vil have, så er den ikke længer. Bliv mig fra livet med al den kærlighedssnak! Det synspunkt kan man udmærket indtage. Der er intet ulogisk ved det.
Derfor er kærlighed ikke noget, vi véd, det er noget, vi tror på. Det er en sådan mangel på selvrefleksion, jeg bebrejder ateisterne, og altså her specielt dig.
Dertil kommer vist også en stor portion uvidenhed om teologi. Men ak, det er du ikke ene om. Oven i købet har man ofte indtryk af, at det i mange kredse betragtes som god tone ikke at vide noget om teologi, ja, i den grad, at man næsten skal undskylde sig, hvis man véd noget: Jeg véd godt nok ikke noget om teologi, men jeg mener at have hørt ét eller andet sted …
Du skriver f. eks. : Grunden til at religion ikke dominerer som dengang er netop fordi man har reflekteret og funderet over hvorvidt det er sandsynligt at vi her på jorden lever som gud underkastede. Her synes du at gå ud fra, at enhver, der siger, han tror på Gud, lever som gudunderkastet. Du synes ikke at være klar over, at betegnelsen gudunderkastet måske kan bruges om farisæerne, Jesu modstandere, måske også om muslimerne i vore dage, for begge parter mener, at Guds åbenbarede lov i henholdsvis Toraen og Koranen skal adlydes blindt. Men den betegnelse kan bestemt ikke bruges om Jesus, for han leverede en afgørende religionskritik angående en sådan gudunderkastelse, hvilket f. eks. kommer til udtryk i Joh 15,15, hvor han siger til sine disciple: Jeg kalder jer ikke længere slaver, for slaven ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.
Og samme uvidenhed røber du i fortsættelsen: Hvis religionen stadig skulle holde en meter i dag, skulle den helt klart moderniseres sammen med alle de andre ting vi hele tiden gør moderne. Du har tilsyneladende ikke nogensomhelst anelse om, at det, du kræver af religionen, det har den kristne teologi forlængst leveret. Blot har den ikke leveret varen i den indpakning, du forventer. Men derfor kan det jo godt være sandt.
Lad mig slutte med at give et eksempel på netop det:
Hjerneforskningen har i de seneste tiår været inde i en rivende udvikling. Og det er ikke så få forskere, der har brugt forskningens resultater til at understøtte deres egen ateistiske tilgang til verden og mennesket: Her kan man bare se, det hele styres af kemi og fysik, vel er det betagende i al sin indviklethed, men når alt kommer til alt, er alle de begreber, vi danner os til daglig, den såkaldte folk psychology, illusioner, det afgørende og eneste ikke-illusoriske er de neuronaffyringer, der finder sted i hjernen, alle vore tanker og overvejelser er bundet til dem, uden dem intet åndsliv, kærlighedsliv, samfundsliv, osv.
Men de har ikke vundet slaget, disse hardliners. Der er efterhånden flere og flere, der bliver klar over, at mennesket ikke er forklaret ved, at man har forklaret enkeltindividet. Mennesket er et socialt dyr. Og det er endda et meget specielt socialt dyr. Det er nemlig det eneste dyr, der har fået et sprog, der har taget selvstændig styring over det dyr, hvis sprog det er. Det vil sige, at skal du forstå, hvem mennesket er, må du også undersøge menneskets sprog. Og det er i en sådan undersøgelse, at de sære begreber som kærlighed, retfærdighed, love, tillid kommer ind, altsammen jo begreber, der styrer os, bestemmer vore handlinger og vort samspil. Der er tale om sociale konstruktioner, og disse konstruktioner er forskellige fra tidsalder til tidsalder, fra samfund til samfund, fra religion til religion, men det betyder ikke, at man kan ændre dem efter forgodtbefindende. Der ligger på forhånd strukturer gemt i sproget, som ikke lader sig lave om.
Så kan man sige, at også begrebet Gud kun er en social konstruktion. Og sandt er det, at dette begreb er et begreb, der som de andre sociale konstruktioner har udviklet sig i løbet af menneskets historie. Men som sagt, selv om det forholder sig sådan, står det ikke sådan i vores magt at ændre tingene. Nå ja, vi kan da godt beslutte, at vi aldrig mere vil tale om Gud, men selve den funktion, som begrebet Gud har: nemlig, at det skal betegne den absoluthed, der knytter sig til ethvert udsagn, mennesker kommer med, kan vi ikke sådan fjerne. Den lever videre i bedste velgående, også om vi nægter at tale om Gud.
Og den absoluthed tager sig forskelligt ud i de forskellige kulturer. For muslimen er det absolutte loven, nedskrevet af Gud selv i koranen. For den kristne er det Jesus Kristus, det vil sige, mennesket Jesus, der levede i et ægte tillids- og kærlighedsforhold til sine disciple og derfor kan kaldes Kristus, Guds søn; det tror vi om ham, om så alle andre kun levede i forhold, der bedst kan betegnes som handelsforhold, noget-for-noget-forhold.
Man giver sig selv skyklapper på, hvis man på forhånd nægter at prøve at sætte sig ind i disse materier. Og som sagt, moderne teologi er netop moderne, den har som meget andet i vor vestlige kultur, gennemgået en udvikling og en renselsesproces. Det er faktisk bare med at få øjnene op.
Ricardt Riis.
Shut up din kristne spytslikker! Ateister kender sandhedden, og viser bare at de er stærke nok til at klare sig uden jeres fucking fupgud
Kære Ricardt.
jeg vil lige starte med at undskylde sproget på vegne af peter. han ved ikke bedre.
Jeg finder debatten yderst interessant da jeg selv har fundereret, i et årti, over de gængse spørsgmål i livet, som de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt i deres levetid har spurgt sig selv om: hvem er jeg?, hvad er menning med livet?, er der en gud? ( og hvis ja, hvorfor gemmer han sig så????)
Jeg vil ikke bruge megen tid på at svare dit indlæg da mathias og emil, tydeligvis har prøvet at forklare dig, på en nogenlunde saglig måde, hvorfor der ikke er belæg for at tro på nogen gud.
Jeg er ked af at du ligesom resten af menneskeheden de sidste 2000+ har bildt sig selv ind at skulle være styret af et altvidende, hævngerrigt væsen.
jeg kan skyde alle dine argumenter ned, men jeg orker simpelthen ikke at tage bruge al den tid det tager at gå hele din blog igennem. du er tydeligvis blevet indoktrineret fra barndommen, hvor du er vokset op i en kristen familie, i et kristen samfund, hvorfor du tror på gud den dag idag. Jeg vil dog alligevel kort stille dig et par spørgsmål og forklarer hvordan jeg ( som er ateist, hvis du ikke har regnet det ud) tænker og handler.
ricardt, husk at tale for dig selv. istedet for at sige “man”
du har ret i at ikke alt kan måles (endnu), men videnskaben har gennem de sidste par hundrede år målt sig frem til uhyggelige præcise tal, som viser sig at holde stik. det gælder inden for mange områder, men især vores viden om atomer og molekyler, har revolutioneret vores teknologi. ALT hvad du kan se og røre ved kan måles, ned (og op) til størrelser du slet ikke begriber. Kærlighed, som du nævner, KAN måles, ligesom glæde og depession og andre føleser, ved hjælp af skanninger af hjernen der viser de forskellige udsving af kemiske stoffer, f. eks. endofiner og dopaminer.
har du nogensinde hørt om anti-materie? sikkert ikke, og jeg ligesom ALLE andre har en mere eller mindre fornuftig formodning om hvad det er. men det vil, de næste tusind år ændre vores syn virkeligheden. ligesom opdagelsen af at jorden var rund og at der rent faktisk ikke eksisterer nogen gud. kun i din indbildnig ,( som bestemt ikke skal undervuderes)
Du foholder dig ikke til facts, men til dit forhold mellem dig og din usynelige ven, “gud”.
kan DU, i dit lange liv som præst, se dig selv i spejlet og sige at du har mødt gud i fuldstændig vågen og ædru tilstand? hvis ja hvad sagde han så? og hvis nej, hvorfor tror du ikke “gud” har kontaktet dig nu når du repræsenterer “ham/den/det”
Jeg vil ikke bruge ord om dig, som dum eller uviden. du ved sikkert masser af nyttig viden, som jeg er sikker på du har lært dine børn og børnebørn. men har du givet dem lov til selv at vælge tros retning? har du intoduceret dem for ateisme og dens frihed??
Jeg kan garantere dig for, at verden indenfor en relativ kort periode bliver religionsfri. i takt med at viden, belyser områder som hidtil kun har været forbeholdt religonen og denne viden bliver spredt til hele kloden, ved hjælp af globalisering, vil der ikke længere være nogen årsag, til at tro på gud.
Jeg vil slutte af med at fortælle dig hvad jeg tror på! det er meget simpelt, og så alligevel utroeligt kompliceret.
KAUSALITET! årsag og virkning.
du er velkommen til at stille spørgsmål, eller hjælp dig selv og læs artikler på nettet eller stik snuden forbi en boghandler
et sidste råd: vær altid kritisk, også for det du har troet hele dit liv. det kunne være at du tog fejl sammen med milliarder andre. det er set før.
Kære Mikael!
Tak for tonen i dit indlæg! Den er noget mere indbydende end Peters.
Du skriver, at du kan skyde alle mine argumenter ned, men simpelthen ikke orker at bruge tid på at gennemgå hele bloggen.
Det kunne du ellers lære noget af. Når du kan skrive, at jeg ligesom resten af menneskeheden de sidste 2000+ har bildt sig selv ind at skulle være styret af et altvidende, hævngerrigt væsen, så tyder noget på, at du kunne have gavn af at læse mine blog-indlæg én gang til. Hvor har jeg beskrevet Gud som et hævngerrigt væsen? Intetsteds. Desuden har jeg vendt mig imod den tanke, at vi mennesker skulle være styret af Gud. Gud er i min optik den inderste kraft i sproget. Og vi er kun styret af Gud i den forstand, at vi i vore tanker og forestillinger er styret af sproget. Men sproget er jo dog noget, der så tæt inde på livet af os, at det er en del af os selv.
Du tror på årsag og virkning, på kausalitet, siger du. Jovist, det tror vi alle på, jeg i hvert fald. Men var det ikke en idé at lade denne kausalitet gælde på de områder, hvor den gælder, og lade den ude af betragtning på områder, hvor den ikke har noget at sige!
Du vil lade den gælde overalt, og du har ret: den gælder virkelig i de neuronaffyringer, der bestemmer vore tanker og følelser. Men betyder det, at den også gælder i vort samliv med hinanden? For mig at se er det netop her en række moderne ateister går galt i byen. De slutter fra den kausalitet, der gælder på neuron-planet, til, at så er også vort kulturelle liv, vort samliv med hinanden, vore bevidstgørelser, osv. underlagt loven om årsag og virkning. Den slutning holder ikke nødvendigvis.
Jeg skal indrømme, at filosoffen Immanuel Kant drager den slutning. Det får ham til noget påståeligt, vil nogen sige at hævde eksistensen af en særlig menneskelig noumen-verden, forskellig fra den sanseverden, vi mennesker ellers lever i.
Jeg vil mene, vi i dag kan gå en anden vej. Videnskabsfilosoffen Karl Popper har gjort opmærksom på, at det på en lang række områder gælder, at der er tale om double causation, om en dobbelt kausalitet.
Ét af disse områder er den biologiske udvikling. Hvis nogen vil sige, at den og den bille ser ud, som den gør, fordi dens gener har bestemt det: hele dens nuværende fremtrædelsesform lå gemt i dens gen-pool, så er det jo uomtvisteligt, at der findes en sådan årsagsrække. Men der findes en anden årsagsrække også. Man vil ud fra en anden tankegang kunne sige, at billen ser ud, som den gør, fordi dens forfædre har gennemlevet netop den udvikling, de har gennemlevet. Man kan se det den dag i dag med sommerfugle. Dette, at der findes en bestemt slags sommerfugle i netop den østrigske dal, skyldes denne sommerfugls DNA-molekyler, javist. Men det skyldes også, at den af en bjergkæde er adskilt fra dens fætre og kusiner i andre alpedale og derved har udviklet særlige kendetegn. Der er to former for kausalitet; den ene udelukker ikke den anden.
Det samme kan ses hos de dyr, der er i stand til at lære af deres erfaringer. Man kan sige, at den hund, man har gående derhjemme, i sin adfærd er bestemt af de neuronaffyringer, der finder sted i dens hjerne. Og det er sandt, helt og fuldt; man har ikke nødig at tænke sig noget afbræk i den kausalitet, der ligger gemt dèr. Og dog er denne hunds hjerne via hundens sanser i uafladelig kontakt med omverdenen. Og denne omverden har altså sat sit præg på hundens nerveceller på den måde, at hunden har lært noget. Hvad den har lært, var imidlertid ikke noget, der på forhånd lå i dens gener. I generne lå udelukkende muligheden for at lære noget, ikke nogen bestemmelse om, hvad den skulle lære. Så man kan også sige, at hundens adfærd er bestemt af, hvad den har lært. Og læg mærke til: dette kan siges, uden at der gøres mindste indskrænkning i den kausalitet, der ligger i neuronaffyringerne.
Mennesket kan også lære af sine erfaringer. Men i menneskets kultur er sproget kommer ind på et tidspunkt. Og hvad sproget har bragt os, det er just det spørgsmål, som den kristne teologi vil bringe på bane, også overfor diverse ateister.
Som kristen teolog vil jeg hævde, at mennesket via sproget er frigjort fra kausaliteten. Efter at sproget er kommet ind i den menneskelige kultur, er vi ikke længer underlagt årsagsloven. Naturligvis er vi med vort legeme, herunder vor hjerne, underlagt denne lov. Det er jo det, vi benytter os af i vor sygdomsbekæmpelse. Men i vore kulturelle udfoldelser er det ikke årsagsloven, vi skal bruge, når vi skal forstå os selv. Det er derimod religionerne.
Jeg skriver med vilje religionerne i flertal. For som før bemærket i denne blog mener jeg, at buddhismen siger noget nær det modsatte af kristendommen. Men begge er refleksive, det vil sige: begge har brugt sproget til at hæve sig op over sig selv og fundére over den tilværelse, vi har fået, herunder over sprogets rolle. Buddhismen vil ophæve sproget, kristendommen fremhæve det.
Jeg skrev således til Emil: Det, det drejer sig om for visse dele af buddhismen, er at komme ud af dette bedrag, er gennem meditation at nå frem til at kunne indse, at livet er lidelse, at begæret efter liv er et vildskud, at dette vildskud fremkalder maya, selvbedrag, at selvbedraget får de fleste mennesker til at tro, de har en bevidsthed, et selv, et jeg, og endelig, at den vise ved at afsløre selvbedraget og opløse begæret indefra, får sjælen, bevidstheden, jeget, til at forsvinde som røg i luften.
Men altså: Den slutning er ikke uden videre rigtig, der hævder, at fordi mennesket på mikroniveau er bestemt i sine handlinger af årsagsbestemte neuronaffyringer, så er også mennesket på makroniveau, dvs. i sine dagligdags handlinger, svinebundet i årsagslovens net. Det giver mening at hævde, at mennesket er styret af sproget, men styret ikke via nogen årsagskæde, men via vor forståelse og vor reflektion.
Nogen vil bruge disse overvejelser til at hævde, at mennesket har en fri vilje. Det skulle være derigennem, det viser sig, at mennesket ikke er bundet af årsagskæden. Det vil jeg mene er forkert. Vor frihed ligger i vor forståelse, i dette, at vi kan få en lys idé, i dette, at tiøren kan falde for os. Og, vil jeg videre sige, vor forståelse er netop det uforståelige ved os.
Du nævner, at kærlighed som alle andre følelser kan måles ved scanninger af hjernen. Og det har du da ret i, omend du også har ret i klædelig beskedent at tilføje, at vi ikke endnu kan måle det hele. Men det gør ikke kærlighed til noget, der ligger gemt i naturlovens jerngreb. Kærligheden bestemmer over neuronaffyringerne i lige så høj grad som neuronaffyringerne bestemmer over kærligheden. Mennesket er et socialt væsen, der uafladelig står i kontakt med sine omgivelser. Og hvis du tænker dig kærligheden som en kraft, der ligger i mellemrummet mellem individerne (der er jo nogen, der kun kan forestille sig tingene, hvis de kan sætte det ind i tid og rum), så er der ikke noget i vejen for at tænke sig kærligheden som noget, der virker ind på hjernens signalstoffer, dopamin osv.
Så spørger du, om jeg nogensinde har mødt Gud. Ud fra det, jeg iøvrigt har skrevet på min blog, og også ud fra det, jeg skriver her, skulle spørgsmålet være overflødigt. Men det viser, at du åbenbart finder det nødvendigt at mene om enhver, der siger, at han tror på Gud, at han så må have mødt Gud på én eller anden måde. Det er en fordom, du dér har, som et begynderkursus i teologi nok ville hjælpe dig af med.
Så har du en fornemmelse af, at jeg er blevet indoktrineret, og at det er derfor, jeg tror på Gud, ikke fordi jeg selvstændigt har overvejet tingene. Kære Mikael! dette selvstændigt at overveje tingene og ud fra sådanne overvejelser at nå frem til en slags konklusion, er ikke noget, der er forbeholdt ateister. Vi kristne kan faktisk godt tænke selv.
Endvidere tvivler du på, at jeg har givet mine børn frihed til selv at vælge religion. Jeg gad dog vidst, hvordan jeg skulle gøre andet i det samfund, vi lever i i dag. Hvordan skulle jeg komme af sted med at udøve tvang overfor mine børn, hvis det var det, jeg ville? Det er aldrig faldet mig ind. Men at du kan tro det om mig, vidner vist om en lidt for fordumsfuld opfattelse af, hvad det er at være kristen.
Endelig giver du mig en række sikkert velmente råd, om at være kritisk, om at lægge vejen forbi en boghandel, osv. Jeg har sagt det tidligere på bloggen, men skal gerne gentage det: den moderne teologi er i høj grad kritisk og har gennemtænkt og taget stilling til de fleste af den moderne verdens udfordringer. Faktisk er der en række teologer på vore to teologiske fakulteter, der er fuldt på højde med deres samtid, både hvad sprogforskning, historie og filosofi angår. Det har du øjensynlig ikke opdaget, hvorfor du uden videre går ud fra, at kristendommens tid inden længe er ovre.
Det er der forresten skrevet bøger om, hvis din vej skulle falde forbi en boghandel 😉
Venlig hilsen
Ricardt Riis.
Kære pastor Riis:
Mikael = Mikael Rothstein, der ofte kigger indenfor i disse læserbreve?
Der er det korrekte, men smarte dansk, den nedladende arrogance overfor troende; der er hans egen næsten religiøse tro på, at kulturradikalsmen og (religions-)videnskaben vil sejre over de vore kristne “illusioner” – og positivistens blinde vinkel overfor troes-erfaringer, fordi de ikke kan måles og vejes …
Jeg har engang spurgt Mikael, om ikke hans reduktionistiske positivisme i virkeligheden var hans egen valgte tro. Han svarede, at hvis han ikke dyrkede positivismen i religionsvidenskaben, så ville han kæmpe for den samme sag indenfor et andet felt. Hans “objektive distance” til sit objekt, religionen, tingssliggør denne til, havd der kan måles og vejes og gør ham blind for at kunne fatte troen hos kristne; troens paulinske “dårskab”, der efter hans mening har inficeret den vestlige kultur.
Hans akilleshæl er, at han befinder sig som en fisk udenfor vandet; derfor ser han “kassen” religion udefra og har derfor ikke lod og del i det, han forsker i.
Mikael ser kassen religion udefra, men tillader sig alligevel at sige, at der er ikke noget indeni 🙂
Til Lars, kristen!
Nå, så Mikael er identisk med Mikael Rothstein. Jeg må blankt indrømme, at det havde jeg virkelig ikke fantasi til at forestille mig.
For en sikkerheds skyld læste jeg lige mit svar igennem én gang til. Og måske jeg et kort øjeblik fortrød den lidt hårde bemærkning, jeg kom med, da jeg sagde, at et begynderkursus i teologi ville hjælpe ham af med den fordom at tro, at enhver, der talte om Gud, havde haft en oplevelse af Gud.
Men så genlæste jeg hans indlæg både én og to gange. Og så får jeg ærlig talt lyst til at anbefale ham ikke blot et begynderkursus i teologi, men også ét i filosofi. For skulle virkelig dette indlæg være skrevet af én, der er akademiker, oven i købet af én, som underviser andre akademikere i religionshistorie!! Det lyder utroligt.
Har virkelig en nutidig religionshistoriker så lidt indføling med, hvad der foregår af religiøse overvejelser indenfor det samfund, han selv tilhører, at han kan hævde, ikke blot, at en troende kristen kunne have lyst til at tvinge sine børn til at følge ham, men også, at han kunne have mulighed for at tvinge? Jeg kan måske forstå, at en lidt ungdommelig studerende kan gøre sig den slags forestillinger om kristne i vort samfund, og hørte jeg om, at en studerende i religionsvidenskab havde disse tanker, ville jeg fortrøstningsfuldt sætte min lid til, at hans lærer nok snart ville få pillet sådanne misforståelse ud af ham. Men at læreren selv kunne lide under sådanne vrangforestillinger, nej, det havde jeg ikke troet.
Og jeg kunne nok også forestille mig, at en forfjamsket student kunne have den tanke, at alle verdens tænkere indtil vore dage har taget fejl, men at han alene, sammen med enkelte nutidige ligesindede, har fundet de vises sten. Men at en tilsvarende tanke har fået lov at overvintre i en trænet akademikers hjerne, oven i købet hjernen hos én, der beskæftiger sig med religionshistorie, det lyder utroligt.
Så når Mikael skriver til mig: det kunne være at du tog fejl sammen med milliarder andre. det er set før., så mindes jeg historien om konen, der i radioen havde hørt en advarsel mod en spøgelsesbilist, der kørte nordpå ad E45, samme rute, som hun vidste, hendes mand kørte ad. Hun ringede ham derfor op på mobiltelefonen og fortalte ham, at radioen havde sagt, at der var en spøgelsesbilist, der kørte nordpå ad E45, hvortil han svarede: Én spøgelsesbilist, siger de? forkert! der er flere hundrede!
Nå, nu er jeg efterhånden kommet mig over min forbavselse. Og nu har jeg tænkt mig at give et mere udførligt svar. Men det vil jeg ikke give her, men på min blog under overskriften Niels Bohrs religionsfilosofi og Kants. Så vil man diskutere videre, kunne det måske passende gøres dèr, omend jeg naturligvis ikke kan tvinge nogen.
Venlig hilsen
Ricardt
“At pille tanken om Guds eksistens ud af dette hele og benægte den, mens man fastholder alt det andet ubevislige, det nærmer sig dumhed”
Dette er essensen i min egen ateisme-kritik – endda kort formuleret.
De fleste ateister er i virkeligheden ikke så ateistiske endda – nogle er faktisk monoteister (tror på een gud):
SP: Hvem/hvad skabte universet ?
SV: Det gjorde Tilfældigheden.
SP: Hvem/hvad skabte livet ?
SV: Det gjorde Tilfældigheden
Bortset fra navneskiftet (at navne som Jahve eller Allah er erstattet med navnet Tilfældigheden) kan man blot erstatte alle forekomster af “Tilfældigheden” med “Gud” – så vil selv den mest fundamentalistiske kristne kunne være enig.
Om man siger “For mennesker er Guds veje uransagelige” eller “For mennesker er Tilfældighedens veje uransagelige” giver heller ingen problemer. Hvor er da forskellen ?
Forskellen må ligge i begrebet “bevidst intention”. Gud formodes at have “bevidst intention” – det formodes Tilfældigheden ikke at have.
Nøglen må derfor ligge i at forstå, hvad begrebet “bevidst intention” dækker over.
Den ene yderlighed ville være rent juridisk at definere begrebet “bevidst intention” som “Et fænomen der alene kan forekomme hos den nøgne aberace, der har valgt at kalde sig selv for Homo Sapiens”.
Så ville selve Guds eksistens kunne modbevises (medmindre da man påstod, at Gud selv var medlem af racen Homo Sapiens).
Den anden yderlighed ville være den rent naturvidenskabelige: Der er ikke noget mystisk ved en menneskehjerne. En hjerne må være underkastet naturlovene præcist lige så betingelsesløst som alle andre materielle legemer. Hvis en hjerne kan have “bevidst intention” kan alt muligt andet også.
Vi har 2 store usikkerheder oppe mod hinanden: Hvad er bevidst intention ? Hvordan blev universet skabt og hvordan fungerer det ?
Overfor så store usikkerheder burde den agnostiske tilgang være den ædruelige. Den ateistiske må betragtes som fundamentalistisk.
Hørte engang en historie, hvor et menneske skulle forklare en computer hvad smerte/vellyst – kort og godt sansning – egentlig er for noget.
Da den meget kloge computer havde hørt historien til ende sagde den:
“Du forstår vel, at selv ikke den mest kunstfærdige formgivning af en grundlæggende ikke-sansende substans kan skabe noget sansende ? Du har jo beskrevet noget helt grundlæggende – noget der må være til stede før alt andet – selv tid og rum er sekundært i forhold til dette”
Jeg vil blot sige tak til alle og især Ricard, for en super underholdende, spændende og med få undtagelser, meget saglig diskussion. Jeg vil ikke bidrage med tekniske argumenter i relation til diskussionen, men bare bemærke, at jeg som tænkende mand på 33, til stadighed må erkende, at endelig og fuldstædig ukritisk erkendelse af noget som helst, er svært at opnå. Således er sproglige og logiske argumenter gode til diskussion, men den egentlige egen opfattelse af verden – altså MIN opfattelse af verdenen og MIN opfattelse af hvad DIN opfattelse er, ja – det er der jeg ser den store uenighed eller mangel på forståelse for andet end ens egen eventuelle erkendelse.
Jeg har hele livet spurgt: Hvad er meningen med livet? En juleaften fandt jeg på, i stedet at spørge: Hvad giver livet mening?
Jeg håber at andre kan og bruge denne formulering i stedet – det giver så meget mere, at spørge sådan….
Pingback: Niels Bohrs religionsfilosofi — og Kants! | ricardtriis
Pingback: Religionsfilosofi | ricardtriis