Så tro dog noget mere på muslimerne!

Det er et besynderligt cirkus, der har udfoldet sig i de seneste måneder omkring Geert Wilders film om koranen. Naser Khader har fuldstændig ret, når han betegner den hollandske regering som en samling tøsedrenge. Blot kunne han såmænd godt have taget vor danske statsminister og mange andre regeringer med i betegnelsen (se her).

Jeg mener: før filmen overhovedet har været vist, før nogen overhovedet anede, hvad den ville indeholde, før man vidste noget om, hvorvidt den var kunstnerisk god eller dårlig, stablede man alle mulige forhindringer på benene for den. Man var i den grad præget af angst for at støde muslimerne, at man var parat til bagbinde vor hellige ko: ytringsfriheden. Og alle de efterhånden velkendte argumenter for beskæring af ytringsfriheden blev kørt i stilling igen. Det er beskæmmende, det er farligt for demokratiet.

Nu er filmen så kommet, og ærlig talt, jeg er tilbøjelig til at sige som den pige i Soyas film “Sytten”, hvis ansigt man så, mens hun oplevede sit første samleje (det er mange, mange år siden, jeg så den film); hun sagde: “Var det det hele?” Netop den begivenhed var jo udskreget som crême de la crême, som højdepunktet af det, man som ung kunne opleve, og så blev det hele et underligt flop.

Sådan blev også Wilders film, skønt udskreget til det helt store, da den endelig kom frem, et underlig flop. Provokerende havde man ventet, den var, blasfemisk måske også. Men ifølge koran-ekspert Thomas Hoffmann i Jyllands-Posten var der ikke tale om et blasfemisk break-through. Det var blot kendte medieklip, som allerede tidligere havde været anvendt (se her).

Ja, Kristeligt Dagblad bringer endda en udtalelse af en islam-ekspert, Moshe Sharon, der hævder, at filmen “rent faktuelt er 100 procent korrekt. Korancitaterne er præcise, og intet er taget ud af en sammenhæng; … den er blot en gentagelse af, hvad muslimer selv offentliggør på deres egne hjemmesider”. (Se her).

Og så er det, man spørger: Hvorfor så al denne ballade? Hvorfor denne frygt? Hvorfor var vi lige ved at krænke vor egen højtskattede ytringsfrihed for at undgå at krænke muslimernes religiøse følelser?

Jeg har selv set filmen. Den blev godt nok fjernet fra den hjemmeside, den i første omgang var lagt ud på, på grund af trusler mod medarbejderne, men den nåede at blive kopieret til tilstrækkelig mange andre hjemmesider, så nu kan den vist ses mange steder. www.uriasposten.dk prøver at bringe links til steder, hvor den kan ses.

Den indeholder ét særdeles morsomt, ja næsten drillende træk. Jeg gætter på, at der er mange, der ser på filmen med så alvorlige øjne, at de slet ikke får øje på dette træk. Jeg tænker ikke på muslimer, men på bekymrede vesterlændinge. Men netop dette træk indeholder filmens budskab i en nøddeskal, så derfor skal det hævnes her:

Filmen viser en hånd, der tager fat i én af koranens sider og gør klar til at rive siden ud. Dernæst følger en sort skærm og lyden af et blad, der rives ud af en bog. Så siger en stemme: “Dette var lyden af et blad, der blev revet ud af en telefonbog”.

Dette lille trick synes jeg faktisk er ganske fikst. Det var i forvejen blevet publiceret, at man måske i filmen ville se en koran blive ødelagt, og det havde fremkaldt vilde protester, blandt andet fra stormuftien af Syrien, da han talte i Europa-parlamentet. Men hvad kan muslimer egentlig protestere imod nu? At der rives et blad ud af en telefonbog? Nå nej. Men meningen er jo, at de, muslimerne, skal rive et blad ud af deres koran? Ja, naturligvis er det meningen, det kan alle forstå. Men netop når det fremstilles på den måde, siges det morsomt, ironisk, næsten kærligt drillende til muslimerne: Lad være med at tage på vej! I kommer ingen vegne med at sagsøge os for blasfemi! For vi kunne selvfølgelig ikke drømme om at rive noget ud af koranen.

Altså, under dække af hensyntagen til muslimerne: man vil sandelig ikke miskreditere deres koran, gør man netop det, at man opfordrer dem til at miskreditere koranen. Men det er altså også, hvad muslimer selv gør, som Moshe Sharon siger.

Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, hævder, at Wilders gør alle muslimer til terrorister og mordere. Men det er helt forkert. Det er netop det, Wilders ikke gør. Filmen er henvendt til de moderate muslimer. Den opfordrer dem til at fortolke de voldelige korantekster anderledes, end de muslimske ekstremister gør. Og, siger altså Moshe Sharon, det er mange muslimer også i fuld gang med.

Ellemann-Jensen, vores tidligere udenrigsminister, hævder, at “hvis man satte en lignende film op med det gamle testamente og satte barske billeder til, så skal jeg love for at man kunne have lavet en gruopvækkende film om kristendommen”. Det er vor sædvanlige, vestlige, selvudslettende tankegang. Nej, kære Ellemann, det kunne man ikke. For der findes i vore dage ingen eksempler på, at kristne eller jøder har brugt det gamle testamente til at legitimere terroraktioner med.

Men Wilders bruger billeder fra diverse terroraktioner, udført af muslimer, og sammenstiller dem med forskellige voldsforherligende korancitater. Det kan lade sig gøre, for de muslimer, der blev terrorister, brugte netop korancitater som retfærdiggørelse af deres terror. Alt, hvad filmen vil sige, er: Her har vi et problem: der er muslimer, der tolker koranen sådan, at de kan retfærdiggøre deres terroristiske handlinger med den. Kære muslimske medborgere! Kan I ikke godt, hvis I ikke ligefrem vil rive disse citater ud af koranen, i det mindste fortolke dem sådan, at de ikke kan bruges som retfærdiggørelse af terror?

Og det burde da alle europæere, både muslimske og kristne, kunne være enige om. Og som sagt: de muslimske er også i fuld gang med en anden fortolkning end den, terroristerne bruger. Men de kristne? Ja, de er i fuld gang med forsikre, at der ikke er noget at komme efter, koranen er sandelig god nok, og den smule vold, ok, hvad har vi ikke selv i det gamle testamente? Det vil sige, de kristne, i hvert fald de bekymrede, der endelig ikke vil tirre muslimerne, er i gang med at forhindre en sådan revision i at blive foretaget.

Hvad skal vi da gøre?

Vi skal stole noget mere på vore muslimske medborgere.

For hvem er det, der udtrykker mistillid til muslimerne, både muslimerne i Europa og muslimerne andetsteds? Ja, det er tøsedrengene i den hollandske regering og i andre regeringer. Det er alle de bekymrede, der ikke tør gøre dette eller hint, fordi de er bange for at støde muslimerne. De er de fintfølende, der oh, så udmærket forstår, at muslimer må føle sig stødt. Dem er det, der tror og bliver ved med at tro, at muslimer nødvendigvis må reagere med terror, hvis de bliver stødt eller fornærmede.

Vi andre, der véd lidt om, hvor fleksibel islam har været op igennem sin historie, holder på, at det nok skal lykkes de europæiske muslimer at tilpasse sig situationen i Europa. Men vi er også klar over, at det ikke lykkes, hvis ikke vi kristne europæere “træder i karaktér”, dvs., vover at være os selv, vorer at være lige så kritiske overfor dem og deres koran, som vi er overfor os selv og vores bibel, eller altså betragter dem som fuldgyldige medborgere, af hvem man kan forvente rationelle handlinger.

Derfor må vi gøre vore muslimske medborgere klar over, at sålænge de har den overtro til koranen, at den kan fortolkes, så den retfærdiggør terror mod ikke-muslimer, så har de ikke udryddet roden til den muslimske terror. Og filmen er faktisk et udmærket redskab til at sige netop det til dem. Eller rettere: den ville være det, hvis ikke den i forvejen af alle de fintfølende og hensynsfulde og politisk korrekte kristne europæere var blevet udskreget som antimuslimsk “hate-speech”.

Det er beskæmmende, at vi har haft det cirkus. Jeg græmmes.

Ricardt Riis.

Advertisement