Den ny farisæisme

Anledningen til denne blog er en bemærkning af Jørgen den 29-3 08 på min blog om at tro noget mere på muslimerne. Han spurgte, hvad det var, der var skyld i vort kulturelle selvhad, og sagde så: “Er vi vesterlændinge blot en flok forvirrede flagellanter, der styrter rundt og ikke kan se pælene i muslimernes øjne for lutter splinter i vores egne? Er det, når det kommer til stykket, dét, politisk korrekthed er – en slags sækulariseret syndsbevidsthed, bare uden Jesus?”

Jeg skal her forsøge at udarbejde den påstand, at vort selvhad skyldes, at vi har opdaget en ny form for farisæisme, en form, som er uhyre vanskelig at afsløre, en form, vi ikke anklager hinanden for, og som vi derfor så meget lettere kan gasse os i og nyde i fulde drag. For det drejer det sig jo om, når man er en farisæer: Man nyder rigtig den moralske overlegenhedsfølelse, man gasser sig i sin egen væren bedre end de andre.

Men samtidig skal man jo endelig ikke sige, at man nyder det; man skal endelig holde det skjult for sig selv og andre, at ens forargelse, ens retfærdige harme er noget, der gør én bedre end andre, og som man derfor – farisæisk – kan bruge til at pudse sin glorie med.

Denne nye farisæisme er blevet uhyre udbredt. Og når det kan lykkes at holde det skjult, at der er tale om farisæisme, skyldes det, at det, man er bedre til, er at indrømme sin skyld. Man er ikke et finere, renere, mere moralsk menneske end andre, nej uha, da, da. Man mener ikke om sig selv, at man elsker sin næste stærkere end andre mennesker gør det, slet, slet ikke, det ville jo være farisæisme, og det har man lært er noget forfærdeligt noget. Men man er altså alligevel bedre på ét punkt: man er bedre til at indrømme sin skyld. Og så er den hjemme. Så kan man, blot mod at indrømme sin skyld, få denne rare, gode fornemmelse ind over sig, som de normale farisæere også får: fornemmelsen af at være lidt bedre end andre.

Oven i købet har mange fundet ud af, at man kan komme om ved det, der er det svære ved denne form for farisæisme: dette med, at man skal indrømme sin skyld, man kan komme om ved det på en ganske snild måde. Det er nok derfor, denne form for farisæisme er blevet så udbredt: Man indrømmer skylden hos ét eller andet kollektiv, som man er medlem af, ens folk, ens gruppe, ens civilisation, så man kan sige “vi”: “vi” har gjort det og det forkerte. Så indrømmer man sin skyld, og man er ikke bange for at tale med store bogstaver i den anledning, men enhver kan jo forstå, at den skyld, man indrømmer, ikke er ens personlige skyld, det er kollektivets skyld, det er på kollektivets vegne, man er ydmyg og indrømmer skyld.

Og det er jo alle tiders! Hvor man normalt skulle “betale” for følelsen af være lidt bedre end andre til at bekende sin skyld, ved så også virkelig at have skyld, dèr kan man med opfindelsen af den kollektive skyld bekende sin skyld “ganske gratis” og alligevel have denne rare fornemmelse, som alle farisæere har: jeg er lidt bedre end dig!

Et eksempel på denne nye farisæisme er den europæiske selvbebrejdelse over f. eks. kolonitiden. Hvad har vi ikke forårsaget af ulykker, vi vesteuropæere? Ak, hvor vi fortryder fortidens handlinger! Hvor vi dog undskylder! Og hvor vi er på vagt, hvis nogen ikke er helt så selvanklagende som vi! Vi tager gerne et par fordrejninger af fortidens kendsgerninger med i købet, hvis blot vi så kan fremstå som de rette angrende syndere! Og det er jo ganske ufarligt. Vi véd naturligvis hele tiden, at os selv er der sandelig ikke noget i vejen med. Tværtimod, vi hører til de gode, der kan se og indrømme deres egne forbrydelser, og det er jo heller ikke os, der har været nogle skrækkelige koloniherrer. Det er vore forfædre. Men kan vi bare få os selv og andre overbevist om, at de hører med til vort “vi”, så er den hjemme, og den dejlige følelse, som farisæismen efterlader, kan bemægtige sig os.

Jeg har selv på et andet område erfaret, hvor udbredt denne form for farisæisme er. Da Kirsten Lylloff i 1999 offentliggjorde sin artikel i Historisk Tidsskrift om vor behandling af de tyske flygtninge efter krigen, var det lykkedes hende at få tegnet et billede af sig selv og den artikel, hun offentliggjorde, så det fremgik af den, at hun kom og afslørede lig i lasten hos os danskere, hun fortalte os med sin artikel, hvor forfærdeligt vi havde båret os ad dengang, men nu, langt om længe, skulle sandheden for en dag.

Og det virkede over al forventning. Ingen vovede at gøre indsigelse. Alle historikere, ellers kyndige folk, klappede i. De skulle ikke nyde noget af at prøve at forhindre nogen i at afsløre ubehagelige historiske kendsgerninger.

Problemet var blot, at der ikke var tale om kendsgerninger, men om hjernespind hos Kirsten Lylloff. Sandt nok nægtede de danske læger at behandle de tyske flygtninge på de danske sygehuse under forhandlinger mellem lægeforeningen og de tyske myndigheder i februar-marts 1945. Og sandt nok døde der forfærdelig mange flygtninge, især børn i 1945. Men der er ikke, som Lylloff påstod, nogen årsagssammenhæng mellem de to begivenheder. For det lykkedes den tyske værnemagt at indrette en række flygtningesygehuse og at bemande dem med de læger og sygeplejersker, der ankom med flygtningestrømmen.

I dag kan man betegne hele affæren som dansk historieforskningens største fadæse i det tyvende århundrede. Det viser sig, forøvrigt i kraft af samme Kirsten Lylloffs undersøgelser, at langt de fleste dødsattester på de cirka 7000 børn, der døde, er underskrevet af kapable tyske læger, så at altså samtlige børn må formodes at være blevet tilset af kapable tyske læger. Så danske læger er ikke skyld i 7000 flygtningebørns død, der er ingen grund til at undskylde på de danske lægers vegne.

Men det var ikke til at komme igennem med den sandhed. Ingen aviser var villige til at optrykke artikler imod Lylloff. For alle var grebet af denne nye farisæisme, alle følte det rigtigt, at vi påtog os skylden, endda uden at man behøvede undersøge, om vi havde den; de, der protesterede mod Lylloffs anskuelse, blev betragtet som farisæere, der ikke ville indrømme “vores” skyld. Og altfor længe kørte det spil i dagspressen og i tidsskrifterne! Ja, det kører vel til dels endnu. (Se mere herom på min hjemmeside www.tyskeflygtninge.dk )

Den samme nye og næsten usynlige farisæisme har gennem flere år været i funktion i vort forhold til muslimerne. Også på det punkt vil vi så gerne indrømme vor skyld, så vi kan få denne fornemmelse af at være bedre mennesker ind over os. Og specielt på det punkt afstedkommer denne holdning de mærkeligste ting.

Det er således utrolig svært at diskutere islam med danskerne. For vi skal jo absolut indrømme vor skyld. Nu er det “vi”, der skal indrømme skyld, ikke “vi danskere”, nej, nu er det “vi kristne”. Vi må da endelig ikke tro, vi er bedre. Og dukker der ét eller andet op hos muslimerne, som ikke er så godt, f. eks. muslimske terrorister, så må man godt nævne det, men kun på den betingelse, at man samtidig nævner kristne terrorister, selv om de er næsten ikke-eksisterende. For vi må endelig ikke tro, vi er bedre. Vi har sandelig også en skyld, vi skal bekende.

Og vil man nævne den muslimske kvindeundertrykkelse, så skal man i samme åndedrag fortælle om, hvordan forholdene for ikke så længe siden var herhjemme. Vi har sandelig ikke noget at prale af. Jeg husker et ganske absurd tilfælde fra Kristeligt Dagblad. Én eller anden havde fundet et billede af en dansk bondepige med et tørklæde, der næsten skjulte hendes ansigt. Og det holdt han op mod de muslimske pigers brug af tørklædet og gik uden videre ud fra, at der i de to tilfælde var tale om den samme begrundelse: Pigen ønskede ikke at blotte sit ansigt for mændenes nyfigne blikke. At der eksisterer masser af billeder fra danske høstgilder, hvor pigerne sandelig ikke er bange for at blotte deres ansigter for d
e unge mænd, det så han ganske bort fra. For ikke sandt, vi skulle bestemt ikke tro, at vi på nogen måde var bedre end dem. “Vi danskere” har virkelig ikke noget at prale af.

Åh, nej, såmænd. Og alligevel lykkes det altså ganske mange danskere at prale af, at de bestemt ikke praler af noget overfor andre. I modsætning til os andre, der synes, at der er ufravigelige værdier i det danske samfund, der adskiller os fra muslimerne.

Og for Uffe Ellemann må vi ikke nævne alle de koransteder, der opfordrer til vold og terror, sådan som Wilders gør det i sin film, Fitna, uden samtidig at nævne alle de steder i Det gamle Testamente, der også opfordrer til vold. For igen: Vi må bestemt ikke tro, vi er bedre. At der ikke er og ikke i hele vor historie har været terrorister, der har begrundet deres terror med skriftsteder fra Det gamle Testamente, det ses der behændigt bort fra.

Som man måske kan forstå på denne artikel, og som det i hvert fald er fremgået af mange andre artikler, jeg har skrevet på religion.dk, benytter jeg mod denne nye farisæisme den kur blot at fremføre argumenter, blot at påbegynde en diskussion, ganske uanset om jeg bliver betragtet som en farisæer eller ej. Det er virkelig min opfattelse, at vi i Europa har noget, der er bedre end det, de har i den muslimske verden; hvorfor er det ellers, at det er muslimer, der flygter til os, og ikke os, der flygter til de muslimske lande? Og det er virkelig min opfattelse, at dette “bedre” har noget med religionen at gøre. Og derfor mener jeg også virkelig, at hvis de muslimer, der flygter til vor verdensdel for at opnå frihed fra undertrykkelse, tager hele deres religion med, så vil de opdage, at nissen er flyttet med; i stedet må de reformere deres religion, udrive de sider af koranen, der opfordrer til terror eller på anden måde tage afstand fra dem.

For vort samfund ER bedre end de fleste muslimske samfund. Og vi bør vove at være ved det, også om vi i så fald kan beskyldes for farisæisme. Vover vi det ikke, kan vi nemlig også beskyldes for farisæisme; så kan vi beskyldes for den nye og næsten usynlige farisæisme, der har plaget os alt for længe og har forhindret en ordentlig diskussion om og med muslimerne.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

9 svar til Den ny farisæisme

  1. Jørgen siger:

    Kære Ricardt Riis,

    Tak for din analyse; den er lige på kornet og sætter ord på mine egne amorfe tanker – blot langt bedre formuleret, end jeg selv ville kunne gøre det.

    At jeg ikke har svaret tidligere, skyldes bl.a., at jeg først for en uge siden blev opmærksom på dit svar. Læg dertil, at jeg – muligvis i et anfald af prekognition – har forsøgt at følge dit råd, før jeg overhovedet havde fået det – nemlig ved, efter bedste evne, at argumentere mod både den nye og den gamle farisæisme.

    Resultatet har været alt andet end positivt. På det seneste har jeg således været involveret i to blodige fejder i den muslimske del af blogosfæren, hvor debatten – på trods af mine intentioner om det modsatte – alligevel er endt med at løbe totalt af sporet, og jeg har måttet se mig selv beskyldt for racisme, islamofobi, nazisme og lignende. Faktisk ryster jeg stadig lidt på hånden, mens jeg skriver disse linjer, for især den sidste debat var så opfyldt af had, ikke bare mod undertegnede, men mod Danmark og vestlig kultur generelt, at jeg er kommet til at tvivle på, om meningsfuld dialog med ortodokse muslimer overhovedet er mulig? Eller for at citere den tidligere britiske indenrigsminister, David Blunket:

    “Vi forstod simpelthen ikke, at de ikke kun er anti-vestlige, men også lever på en anden planet, og det er der er stadig mange, der ikke forstår. Vi kan være så venlige, som vi vil over for dem, men det er ikke spørgsmålet. De er på en mission, som har taget dem uden for alt, en mission om fuldstændig at ødelægge vores måde at leve på.” (Jyllands-Posten, 5/7/06).

    Hvis man kombinerer dette had mod Vesten med den selvfede farisæisme, der *stadig* hersker blandt store dele af den politisk korrekte “opinion” her i landet, så forekommer det mig efterhånden oftere og oftere, at toget mod den totale konfrontation ER kørt – og at det eneste, der står tilbage, er at vente på, at toget rammer virkeligheden, og at mørket sænker sig over vore lande.

    Anyway, inden jeg hensynker i fortvivlelse, må jeg hellere stoppe her. I det hele taget tror jeg, at jeg vil holde en pause fra disse “dialog”-eksperimenter med farisæerne og fanatikerne og i stedet hellige mig min familie lidt.

    Du skal i hvert fald have tak for din tænksomme analyse.

    God (rest-)Store Bededagsferie!

    Jørgen

  2. Jørgen siger:

    PS! Hvis du skulle være interesseret i at se, hvad det er, jeg er så oprevet over, så tjek evt. debatten på nedenstående adresse:

    http://helenlatifi.wordpress.com/2008/04/11/ny-bibelsk-fitna-film/#comment-10737

    Læg idfb. især mærke til kommentarerne skrevet under signaturen IFV

    Med venlig hilsen

    Jørgen

  3. Ricardt Riis siger:

    Kære Jørgen!
    Jeg har læst ovenstående blog. Jeg må godt nok sige, at du er en overmåde tålmodig sjæl.

    Men jeg må også sige, at der i den forstand var noget opbyggeligt ved at læse bloggen, at der fra både den ene og den anden side ret ofte blev vist vilje til at forstå modparten, og til at afholde sig fra vrede og følelsesladede påstande og i stedet holde sig til argumenter. Om jeg husker ret, var der endda et par muslimer, der hævdede, at det var den bedste måde at overbevise ikke-muslimer om islams sandhed på. Og ville de blot holde sig det efterrettelig, så det blev argument mod argument, så ville jeg ikke være spor bange for vor vestlige verdens eksistens (hvad jeg nu forresten ikke er under nogen omstændigheder).

    Det er min overbevisning, at argumenter altid vil have indflydelse. De har det med at bide sig fast, også selv om de for en tid kan skydes til side med beskyldninger à la IFV’s. Så selv om denne dame for øjeblikket skriver indlæg, der er helt ude i hampen, er det ikke sikkert, hun gør det om ti år.

    Ordets indflydelse er enorm.

    Venlig hilsen

    Ricardt Riis.

  4. Jørgen siger:

    Kære Ricardt Riis,

    Tak for de opmuntrende ord. For du har selvfølgelig ret: Ordets indflydelse er enorm, og argumenter har det med at bide sig fast. Eller for nu at parafrasere Orwell: Man kan føre alle mennesker bag lyset noget af tiden og nogle mennesker bag lyset hele tiden – men man kan ikke forvente at føre hele menneskeheden bag lyset hele tiden herfra til evigheden.

    Eller det må vi da ikke håbe 😉 For jeg er sådan set heller ikke i tvivl om, at på et eller andet tidspunkt kommer der en reaktion blandt muslimer mod den vækkelsesbevægelse, der pt. raser iblandt dem. Også den vil med tiden skulle producere resultater på denne side af det hinsidige – ellers vil folk forkaste den, fordi man ikke i længden kan narre mennesker ved at love dem “pie in the sky when they die.” Hallucinationer om egen moralsk overlegenhed samt trygheden ved at leve i et ritualfængsel vil selvfølgelig altid tilfredstille nogle – men næppe dem, der kerer sig om deres børns fremtid i en verden uden krig og “fitna.” Eller i hvert fald ikke i længden.

    For problemet er selvfølgelig, at vi ikke lever “i længden.” Det gør jeg ikke, det gør du ikke – og det gør dine og mine børn i særdeleshed ikke. Vi lever i nuet, og derfor er det en ringe trøst, at “nuet” meget vel kan komme til at vare mellem 50 og 100 år, før historien atter slår tilbage på hovedsporet, og Fukuyamas forudsigelse om det vestlige, liberale demokrati som slutpunktet på menneskehedens ideologiske evolution bliver til virkelighed.

    Hvad hjælper dét os, hvis vi lige skal have en lille “intermezzo” overstået først, hvor massive folkevandringer, totalitære vækkelser og og økologiske katastrofer finder deres fokus i religionen Islams voldelige fragmentation og forfald?

    Ikke ret meget, forekommer det mig. Og i særdeleshed ikke når jeg tænker på mine børns fremtid.

    Med venlig hilsen

    Jørgen

  5. Jørgen siger:

    Jesus! Jeg er godt nok en munter fætter, hva’? Ikke så sært, at når muslimerne snakker om “Profeten,” så plejer jeg altid at tro, at de mener profeten *Jeremias*.

    Men det gør de ikke, og ingen gider høre på mine Kassandra-råb.

    😉

    Jørgen

  6. Pingback: Bjælken og splinten – altid et aktuelt emne « Ricardt Riis

  7. ”bladrede” arrigt under færisær for at se om begrebet farisærisme fandtes, for hvis ikke, så skulle jeg katten knurremig …

    Åbenbaringer er åbenbart ikke gået helt af mode.
    Tak til begge de herrer.

    NB: Desværre fandt jeg ikke ud af:
    http://helenlatifi.wordpress.com/2008/04/11/ny-bibelsk-fitna-film/#comment-10737

  8. Pingback: Nyfarisæisme og nyracisme | ricardtriis

  9. Pingback: Forhekselse | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.