Dialog over en bred kløft

Lad mig her søge at efterprøve en tese, der siger, at en stor del af uenigheden mellem muslimer og kristne kommer af, at muslimer tænker kollektivt, hvor kristne tænker individuelt.

Det betyder blandt andet, at de to parter forstår noget forskelligt ved religionsfrihed. Kristne vil mene, at skal der herske religionsfrihed i et land, må det betyde, at hver enkelt har lov til at tilslutte sig hvilket religiøst samfund han vil, uden at staten skal blande sig i det. Muslimer vil mene, at skal der herske religionsfrihed i et land, må det betyde, at et hvilketsomhelst religiøst samfund må have frihed til at ordne deres egne affærer, uden indblanding fra statens side.

En sådan form for religionsfrihed har muslimerne blandt andet i Indien, i hvert fald i nogen grad. Indien har et meget stort muslimsk mindretal, og landet har fra englænderne “arvet” en ordning, hvorefter muslimerne havde deres ægteskabs- og arvelov, hinduerne deres. Man forsøgte godt nok, da grundloven i 1947 skulle skrives, at sigte frem mod en sekulær ordning, hvorefter der skulle være en fælles lov, der skulle gælde for alle. Men det er ikke lykkedes at få muslimerne til at gå med til det.

Det har betydet, at der er ulighed for loven i Indien. En muslimsk mand må have to koner, en hinduistisk mand ikke. Den sikkerhed, som grundloven skulle give hvert individ i Indien, er således suspenderet for de muslimske kvinders vedkommende. Man har godt nok givet det muslimske samfund større frihed til selv at ordne sine affærer, men man har samtidig frataget mange muslimske individer den frihed, de skulle have haft ifølge grundloven. Og vi i den vestlige verden synes altså, at individets frihed går forud for trossamfundets frihed.

Lad os se på et andet eksempel: Den engelske ærkebiskop Rowan Williams tale for nogen tid siden om muligheden af at indføre sharia i England.

Denne tale medførte et voldsomt postyr i Storbritanien, hvad enten nu Rowan Williams mente det ene eller det andet (der var nemlig ret stor uenighed om, hvad han egentlig mente). Men så meget kom dog frem, at jøderne igennem mange hundrede år i London har haft deres egen domstol, Beth Din. Den kan afgøre sager indenfor familieretten. Og faktisk har muslimerne i England haft et godt øje til den jødiske domstol i forbindelse med deres forsøg på at oprette sharia-domstole.

Men i den forbindelse dukker en forskel til jøderne op: muslimernes problem er, hævder én af dommerne i sharia-rådet, at de afgørelser, rådet træffer, ikke kan håndhæves. “Vi ønsker nogle få tilføjelser i personretslovene”, siger denne dommer.

Det har jøderne aldrig ønsket. Om man vil rette sig efter deres religiøse domstol eller ej, er helt op til den enkelte. De ønsker på ingen måde, at staten skal stille sit magtmonopol bag afgørelserne fra Beth Din. Men netop det ønsker altså muslimerne. Afgørelserne fra sharia-rådet skal kunne håndhæves, det vil sige, bestemmer domstolen, at den og den skilsmisse skal ordnes på den og den måde (fordi det er, hvad sharia kræver), så skal den også ordnes sådan, og parterne skal af staten og alle dens organer tvinges til at gennemføre skilsmissen på den måde.

Og dette: at give det muslimske samfund del i magtmonopolet, er noget, som vi, der har en “vestlig” forståelse af, hvad samfund er, på ingen måde kan gå med til. Men det er, tror jeg, noget, der ligger meget dybt i den muslimske forståelse af, hvad der kræves for at kunne være ret muslim. Et muslimsk samfund, der hele tiden skal rette sig ind efter det, det “vantro” samfund bestemmer, føles af muslimer som i bund og grund forkert.

Og når det føles forkert, vil jeg altså her vove det gæt, at det skyldes, at muslimer tænker kollektivt, ikke individuelt. Det betyder blandt andet, at de tænker etisk ud fra statsmagtens synspunkt, eller, for at sige det på en anden måde, de tænker socialetisk. I hvert fald sådan, at den socialetiske tænkemåde ligger dem nær. De vil ordne menneskehedens problemer med statsmagtens hjælp, uanset om det betyder, at de ordnes med tvang.

De spørger f. eks., hvordan man løser alle de problemer, som alkoholindtagelse medfører. Og de svarer med at indføre et alkoholforbud for muslimer. Den, der vil være muslim og hengive sig til at gøre Guds vilje (i den muslimske udgave), han må afholde sig fra at drikke alkohol. Men et sådant forbud er jo et kollektivt svar på det problem, man står overfor, ikke et individuelt svar.

Eller de spørger, hvordan man løser de problemer, som kønsdriften medfører. Og svaret, de giver, er igen kollektivt. Muslimske kvinder skal gå tildækkede, hvis de skal ud i det offentlige rum, de skal undlade at bruge parfume, for ikke på den måde at tiltrække sig mændenes opmærksomhed, ja, helst skulle de to køn leve i total adskillelse, når bortses fra ægtesengen. Det har så herhjemme og vist også i mange andre lande udviklet sig til uskrevne regler i de muslimske miljøer om, at pigerne skal holdes i meget stram snor, mens drengene har næsten frit slag.

Denne forskel i opfattelsen af, hvordan problemer skal løses, og denne uvilje mod at give enkeltindividet frihed til selv at finde det ben, det vil stå på, tror jeg er ret væsentlig. Det er nok også denne forskellige opfattelse, der har resulteret i den ret udbredte opfattelse blandt muslimer, at de vestlige samfund er dekadente, præget af alt for stor alkoholindtagelse og af alt for vidtgående seksuel løssluppenhed.

Når det af muslimer føles forkert at lade sig påvirke af vores vestlige tankegang, skyldes det, gætter jeg på, at muslimer har overbevist sig selv og hinanden om, at deres sharia er af guddommelig observans, hvor alle vore love kun er menneskelige.

Jeg skal ikke her tage stilling til, hvorvidt de to forskellige syn på, hvad et samfund er, kan forenes. Faktisk tror jeg det ikke. Men så vidt jeg kan se, kan en dialog på teologisk plan, herunder også en dialog om, hvor samfundets love stammer fra, kun føre til, at de to parter bliver mere fortrolige med modpartens holdninger, f. eks., så vi kristne bliver klar over, at vi tænker individuelt, muslimerne kollektivt; den kan ikke føre til, at man firer lidt her, og hiver lidt hist, så man på den måde får modsætningerne til at blive mindre.

Derimod kunne det gå sådan, at en dialog tvang os kristne til at revurdére vor teologi. Jeg mener, at den vil tvinge os til helt anderledes end hidtil at sætte tanken om den naturlige lov i centrum. Ifølge Luther taler Gud ikke blot igennem den hellige skrift, bibelen, men også igennem den naturlige lov, det vil sige, den naturlige lov er Guds lov. Paven mener forøvrigt det samme. Han har i en tale til den Internationale Teologiske Kommission den 7. oktober 2006 peget på den naturlige lov som grundlag for en universel etik, så man fik opstillet et grundlag for fred ikke blot mellem muslimer og kristne, som udgør 55% af menneskeheden, men fred mellem alle mennesker.

Advertisement