Luther tillade oprør? — Bestemt ikke!

To ting vil jeg indvende imod den kronik, Birthe Rønn Hornbech har skrevet i Politiken den 14-5 om dommere med muslimsk tørklæde. http://politiken.dk/debat/kroniker/article508110.ece

Den ene indvending er, at hun undervurdérer den signalværdi, et muslimsk tørklæde på hovedet af en dommer har. Signalværdien omtales ikke, og det falder hende derfor ikke ind, om tørklædet måske sender et uønsket signal.

Andre har undervurdéret denne signalværdi på tilsvarende måde. Når det er muslimske tørklæder, det drejer sig om, ser man ikke noget objektivt signal, det kan højst være mig og andre lignende gamle nisser, der på grund af subjektiv indsnævring ser signaler, hvor der ingen signaler er.

Det er ganske mærkeligt, at de selvsamme mennesker, formentlig også Birthe Rønn Hornbech, når det er kvindelige præster, det drejer sig om, ser signaler i mange små og store handlinger, som modstanderne af kvindelige præster foretager. Og vel at mærke: Signaler i den sammenhæng opfattes som ganske objektive ting, ikke som noget, der kun findes i enkelte nærtagende kvinders subjektive opfattelse.

Det er efter min mening fuldstændig korrekt: at nægte at give hånd til en kvindelig ordinand ved en ordinationsgudstjeneste, er objektivt set en diskriminerende handling, og det er helt i orden, at man fra de kirkelige myndigheders side forsøger forhindre den slags demonstrationer.

Men hvorfor kan eller vil man så ikke se, at muslimske kvinder sender et objektivt signal med deres hovedbeklædning? Og hvorfor skal det i dette tilfælde være den, der gør opmærksom på signalet, der skoses, ikke den, der udsender signalet? Det forekommer mig mærkeligt, og det må efter min mening hænge sammen med, at man stadig betragter muslimer som fremmedelementer i landet, elementer, som man ikke behandler med samme kritiske ligefremhed, som man behandler “landets egne”.

Den anden indvending, jeg har mod Rønn Hornbechs kronik, går på, at hun forsøger at tage Luther til indtægt for sit synspunkt. Hun skriver: “Luther lærte os at skelne mellem de to regimenter, det verdslige og det kirkelige. Luther forudsatte, at det verdslige regimente holder sig til at sørge for at opretholde ro og orden. Brister den forudsætning, fordi f.eks. det danske Folketing ligesom i diktaturer begynder at lovgive for den enkeltes sindelag, så brister både Luthers og Grundtvigs forudsætninger. For så må den kristne gøre oprør”.

For det første: Luther har aldrig lært, at den kristne må gøre oprør. Tværtimod lærer han, at den kristne aldrig må gøre oprør. Hvad hun skriver lige efter, er derfor også forkert: “Men holder magten sig fra at befatte sig med undersåtternes tro og sindelag, og skelner magten altså mellem lov og evangelium og holder sig til loven, så er det en kristen pligt at overholde loven”.

Det er altid en kristens pligt at overholde loven, hvad enten øvrigheden befatter sig med undersåtternes tro eller ej, og hvad enten den skelner mellem lov og evangelium eller ej. Der kan aldrig blive tale om, at en kristen skal gøre oprør. Der kan derimod blive tale om, at en kristen skal nægte at adlyde sin fyrste i konkrete sager: hvis fyrsten f. eks. vil påbegynde en angrebskrig eller hvis fyrsten vil forbyde bestemte bøger. Men han må i så fald selv tage skraldet og blive martyr for sin overbevisning. Men organisere et oprør mod fyrsten, aldrig!

For det andet: Vi siger rask væk, at Luther har lært os at skelne mellem lov og evangelium, mellem religion og politik. Men læg mærke til, at Luther begyndte sin skelnen som en rådgivning til sin fyrste om, hvordan han skulle forholde sig til budet om at vende den anden kind til. (http://www.martinluther.dk/lyd01.html#35 ) I det råd, Luther her kommer med, skelner han mellem fyrsten som person og fyrsten som embedsindehaver. Først derefter følger Luthers skelnen mellem de to regimenter, eller mellem religion og politik.

Og netop i spørgsmålet om muslimske tørklæder til dommere er det da Luthers skelnen mellem person og embede, der er relevant. Og bruger vi den skelnen, må naturligvis tørklædet falde.

Men hvorfor gribe til Luther? Vi kan da godt selv tænke. Og hvis vi vil have dommere til at fremstå upartiske, så siger også dette krav, at de må lægge tørklædet. Og det skulle vel ikke være så forfærdeligt?

Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

Et svar til Luther tillade oprør? — Bestemt ikke!

  1. Mark Pedersen siger:

    “Det er altid en kristens pligt at overholde loven, hvad enten øvrigheden befatter sig med undersåtternes tro eller ej, og hvad enten den skelner mellem lov og evangelium eller ej. Der kan aldrig blive tale om, at en kristen skal gøre oprør. Der kan derimod blive tale om, at en kristen skal nægte at adlyde sin fyrste i konkrete sager: hvis fyrsten f. eks. vil påbegynde en angrebskrig eller hvis fyrsten vil forbyde bestemte bøger. Men han må i så fald selv tage skraldet og blive martyr for sin overbevisning. Men organisere et oprør mod fyrsten, aldrig!”

    Kun delvist enig.

    Enig i at organiseret oprør mod lovlige myndigheder kan en kristen ikke begive sig ud i.

    Uenig i at en kristen ikke kan deltage i det du kalder “angrebskrig” (hvordan definerer du i øvrigt en sådan?), eller i censur af diverse bøger.

    Grænsen for den kristnes lydighed mod staten går når staten vil påbyde ham/hende at gøre noget som er imod Guds lov. Altså kort sagt når den kristne tvinges til at vælge mellem at overholde Guds bud, og statens, må statens vige HVER gang.

    Mark Pedersen, stud.theol.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.