Muslimsk treenighedslære

Det lyder næsten som en selvmodsigelse. De, der har snuset bare lidt til koranen, vil vide, at er der noget, Muhammed vender sig imod, så er det den kristne treenighedslære. Og er der noget, kristne teologer fastholder som den afgørende forskel mellem islam og kristendom, så er det det forhold, at vi kristne tror på den treenige Gud, hvad muslimer ikke gøre.

Og så vil jeg komme og påstå, at der findes en muslimsk treenighedslære!!

Ja, vent nu lidt!

Først er der nu en sær overensstemmelse mellem de stridigheder, der opstod indenfor islam i de første århundreder, og de stridigheder, der fandt sted i den kristne kirkes oldtid. Begge steder diskuterede man begrebet “Guds ord”. Og selv om de kristne anså et menneske for “Guds ord”, mens muslimerne mente, at en bog var “Guds ord”, så er det alligevel sjovt nok, at muslimernes uenighed drejede sig om, hvorvidt bogen, koranen, var evig eller tidsbestemt. Og endnu mere sjovt er det næsten, at man endte med at erklære, at “Guds ord” måtte være evigt, nøjagtig det, som johannesevangelisten hævder, godt nok med Jesus og ikke med koranen som subjekt. (Joh 1,1).

Noget kunne næsten tyde på, at vil man i det hele taget tale om Gud, ryger man uvægerlig ind i de termer, som treenighedslæren lægger frem for os. Man er nødt til at komme med overvejelser over, hvordan Guds åbenbarer sig, altså hvordan skal begrebet “Guds ord” forstås. Og det gør derfor både kristne og muslimer.

Men mere end det. Man er også nødt til at komme med overvejelser over, hvordan dette Guds ord transformeres ind i menneskets verden. Kristendommen hævder, at “Guds ord” er under stadig udvikling. I menigheden, i menneskesamfundet, sker der uafladelig en åndelig kamp, og under denne kamp udkrystalliseres nye sandheder, der ikke kendtes før. Det står således ingen steder skrevet, at bigami er forbudt. Men idet den kristne kærlighedsforståelse slår igennem også i forholdet mellem ægtefæller, bliver det alligevel naturligt at betragte ægteskabet som identisk med det monogame ægteskab. Og der står heller ikke noget om, at slaveri ikke må finde sted. Men under indtryk af den kristne lighedstanke bliver alligevel slaveriet efterhånden ophævet overalt, hvor kristendommen griber hjerterne.

-Jamen, islam er da lige det modsatte, vil man sige.

Sandt nok, islam er anderledes. Men islam havde altså også et “Guds ord”, som skulle transformeres ind i menneskenes verden. Og denne proces tog tid. Og den foregik på nogenlunde samme måde som i kristendommen, gennem menighedens liv og overvejelser. Igennem lang tid regnede man i muslimsk tænkning med, at denne proces var tilendebragt omkring år 1000. Fra da af, sagde man, var der lukket for den mulighed, man kaldte “itjihad”, dvs, menighedens videreudvikling af “Guds ord”.

Men det interessante her er altså, at man opererede med et tidsrum for udvikling af den muslimske praksis, dvs man opererede med et tidsrum, hvor helligånden gennem menigheden – på muslimsk: ummaen – udviklede det “Guds ord”, der var givet i bogen, koranen. At man så omkring år 1000 “afskedigede” helligånden (den muslimske, altså), fordi man mente, at nu kunne man klare sig selv, ja, det er jo én af de mange forskelle til kristendommen, der forefindes.

Så man har altså også indenfor islam været nødt til at følge de ledelinier, der gælder for al tale om Gud: man må operere med en gudsåbenbaring, med et “Guds ord”, og man må operere med en ånd, der kan transformere denne åbenbaring ind i menneskesamfundet.

Sagen er der, men ordene jo unægtelig ikke. For på det punkt kom kristendommen først, og muslimerne ville for alt i verden ikke imitere de kristne.

Så skal jeg vel lige føje til, at i vore dage er der igen åbnet for “itjihad”, helligånden er kommet på arbejde igen, den muslimske helligånd, altså. Og det er faktisk ikke så heldigt. Det var bl. a. Ibn Wahhab, der åbnede for “itjihad” igen; han var en 1700-tals lærd fra Saudi-Arabien, og grundlagde “wahhabismen”, den strenge islam-fortolkning, der ligger bag Saudi-Arabiens lovgivning og muligvis også bag al-Qaeda. Senere er en række andre tænkere kommet til og har bragt nye ting frem indenfor islam. Én af de nye ting er selvmordsbomberne. Det kunne f. eks. den syriske stormufti ikke tage afstand fra, se her.

Men alt i alt: Alle vi, der taler om Gud, muslimer og kristne, ryger ind i de overvejelser, som treenighedslæren er udtryk for: Vi taler om “Guds ord”, vi taler om, hvordan dette ord indfældes i menneskeverdenen. Og når vi kristne i højere grad end muslimerne er klar over, hvilke linier vore overvejelser forløber efter, kan vi med god ret sige, at vi er mere selvrefleksive end muslimerne, og derfor også med rette sige, at vi har bedre greb om sandheden end dem.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.