Er ytringsfriheden yt?

Man skal høre meget, før ørerne falder af. Ikke mindst i denne tid, hvor muslimer vist overalt i Vesteuropa, men i hvert fald her i landet skaber den ene debat efter den anden. Så var det debatten om ytringsfriheden, nu er det debatten om tørklæder. Og i begge debatter har vi ikke hørt særlig meget til muslimerne selv, derimod en masse til de mennesker, man tidligere kaldte “halal-hippier”, dvs danskere, som gør sig de hæderligste anstrengelser for at “beskytte” vore muslimske medborgere og vrider og vender begreber og hjerner for at forsvare muslimerne. Som om de ikke efterhånden så udmærket skulle kunne forsvare sig selv!

Alligevel, bedst som jeg troede, at nu må jeg da have hørt det værste, var jeg ved at få kaffen galt i halsen, da jeg i morges læste overskriften på Kristeligt Dagblads kronik: “Ytringsfriheden er ikke nødvendig” (se her). Den var skrevet af en filosof ved navn Pia Lauritzen, og hun beråbte sig på Immanuel Kant og på Luigi Pareyson. Kant kender jeg godt. Men den anden, hvem var han? Et opslag på Google afslører, at han var italiener, levede fra 1918 til 1991 og blandt andet har skrevet om friheden. Nå, så blev man så klog.

Men hvad kan vi dog bruge ham til? Mon til at fastslå, at ytringsfriheden ikke er nødvendig? Ja, det er, hvad Pia Lauritzen bruger ham til.

Jeg vil tage tre på hinanden følgende afsnit frem og kritisere det, der siges dèr. Pia Lauritzen skriver:

“For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love, sætte spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som for eksempel billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser.

Vi er også forpligtede til at udfordre vores egne “helligdomme”. Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja, måske endda kasseres.

Men det sker ikke, så længe politikere og medier forholder sig til de demokratiske værdier på samme måde, som muslimer forholder sig til Muhammed. Så længe ytringsfriheden betragtes som nødvendig, er den ikke andet end et ord, vi ikke har forstået betydningen af.”

Dette forekommer mig at være talt af en marskvinde, eller i hvert fald af et menneske, der ikke har fulgt ret godt med i den hjemlige debat. Hvad har vi brugt de sidste fire-fem år til andet end til at kritisere os selv og vore demokratiske værdier? Vi har diskuteret tilladeligheden af at sige “ytringsfrihed – men”; vi har diskuteret, om der i det hele taget var grænser for, hvor muslimske kvinder kunne få lov at gå med tørklæde. Det er så sandelig at være selvkritisk. Tydeligere udtryk for selvrefleksion kan vel næsten ikke gives.

Og læg mærke til det: Når vi har kunnet diskutere også vore grundlæggende værdier på den måde, skyldes det just, at vi IKKE forholder os til dem, som muslimer forholder sig til Muhammed. Hans ord, eller rettere: koranens ord tages hen som guddommelig åbenbaring; den diskuterer man ikke, den retter man sig efter, basta. Vores ytringsfrihed, derimod, tages hen som noget, der hele tiden skal begrundes. Det er jo netop, hvad vi igennem vore diskussioner har søgt at gøre; der er ikke tale om et blot tomt princip, som vi forsøger at applicere på alt og alle.

Det er muligt, at en anklage for ikke at turde kritisere vore egne værdier lige så åbent og gennemgribende, som vi kritiserer de muslimske fænomener, ville have haft sin rigtighed i 1991, da Luigi Pareyson døde. Men vi andre er nået frem til 2008, hvor en sådan anklage slet ikke giver nogen mening.

Men det sørgeligste og det, der røber den største uforstand hos Pia Lauritzen, er timingen. I en tid, hvor ytringsfriheden er truet, som sjældent før i vort lands historie, skal vi lægge øre til en påstand (som ganske vist begrundes elendigt, men alligevel) om, at vi endelig ikke skal betragte ytringsfriheden som nødvendig, og om, at “ytringsfriheden ophører med at være frihed, når vi betragter den som nødvendig”.

Sammenhold blot denne kronik med en reportage fra samme dags avis fra Holland af Allan Sørensen om tegneren med pseudonymet Gregorius Nekschot (Gregor Nakkeskud)! Han blev anholdt og sigtet for at tegne blasfemiske tegninger til internettet. Nu er han dog løsladt igen, men må leve med stor risiko for at få sit pseudonum brudt med hvad deraf følger af dødstrusler fra muslimsk side og berettiget dødsfrygt fra hans side! Er det svært at se, at selv et meget lille mindretal kan øve stor indflydelse på brugen af ytringsfriheden, hvis de benytter sig af den slags metoder, og hvis et lands myndigheder ikke står meget vedholdende vagt om ytringsfriheden?

Og det får vi og vore myndigheder altså meget svært ved, hvis en række menneske iblandt os hele tiden føler sig forpligtede på at sætte spørgsmålstegn ved vore grundlæggende værdier. Nogle gør det ved at anlægge et kulturrelativistisk synspunkt, andre ved lidt kunstigt at komme med alle mulige ret fortænkte modargumenter mod dem, og nu er der altså én, der har forsøgt sig med filosofiske argumenter, omend forsøget efter min overbevisning er faldet ret ubehjælpsomt ud.

Hvad med i stedet at stå sammen om det, der danner grundlaget for vort samfund? Så elendigt er vort samfund da heller ikke!

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Er ytringsfriheden yt?

  1. Morten siger:

    Læst og forstået.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.