Den umoralske muslimske moral

Hidtil har jeg ment, at muslimerne havde noget på os. Deres anklage mod vore samfund for at være sexualfikserede kunne et langt stykke af vejen undskyldes med, at de havde misforstået, hvad der foregik. Men, mente jeg, det var ikke det hele. Vi måtte dog give dem ret i, at på netop det punkt var alt ikke helt, som det burde være. Deres anklage var reel. Vi måtte tage den til os.

Kan gerne være, vi kunne undskylde os med, at imamerne kom til os direkte fra et andet land og en anden kultur, og derfor ikke var vant til at se den fri påklædning, som kvinder i dette land bærer til skue, og derfor fejlagtigt tolkede en hel masse som sexuelle signaler, som for os var almindelig dagligdag, naturligvis dagligdag med det krydderi, som en kvindelig tilstedeværelse altid giver, men ikke mere.

Kan gerne være, at vi kunne ryste på hovedet, når muslimske kvinder forklarede deres ønske om at bære tørklæde med, at netop håret sendte et sexuelt signal, som de altså bare ikke ønskede at sende. Herregud! sagde vi, tror de virkelig, at alle de danske kvinder uden tørklæde går rundt og sender sexuelle signaler dagen igennem? Mon dog ikke de har andet at tænke på?

Alligevel sad der i mig en fornemmelse af, at noget er der nu nok om deres anklage. For en anklage mod os for sexuel løssluppenhed lå der jo hele tiden i deres ord og handlinger, ikke mindst i den handling at bære tørklæde. “Vi vil ikke være sexualobjekt”, hævdede de muslimske kvinder, “det er, hvad tørklædet signalerer”. Men derigennem sagde de jo indirekte, at vore kvinder med deres udslagne hår, med en klædedragt, der har til hensigt at fremhæve og ikke skjule de kvindelige former, på en for sexualmoralen uheldig måde udsender en række sexuelle signaler. Og var der ikke noget om det? Helt forkert var det vel ikke?

Fornylig har en begivenhed fået mig til at se anderledes på sagerne, ja, fået mig til at måtte sige til muslimerne: Hvad i alverden er det for en sexualmoral, I har? Hvordan kan I dog tillade jer at mene, at I med den moral, I her giver udtryk for, er bedre på det felt end vi?

Begivenheden er kort omtalt i Kristeligt Dagblad den 31-5 08. (se her) Det drejer sig om en fransk sekulær domstol, der fik en sag forelagt af en muslimsk mand. Han forlangte at få sit ægteskab omstødt. Jo, for han havde før brylluppet spurgt sin tilkommende hustru, om hun var jomfru, og det havde hun bekræftet. Men på selve bryllupsnatten opdagede han, at han var blevet snydt. Den blodplet på lagnet, der skulle signalere den brudte mødomshinde og være beviset på, at bruden havde været jomfru, manglede. Så han vendte øjeblikkelig tilbage til den stadig glade bryllupsfest og fortalte om sin iagttagelse, hvilket førte til, at bryllupsfesten blev afbrudt, og bruden transporteret tilbage til sit hjem. Derefter var det så, han søgte domstolen om at få sit bryllup annulleret.

Domstolen gav ham ret. Og det har vakt voldsom debat i Frankrig. En sekulær domstol går i den grad ind på det muslimske renhedskrav, at den omstøder en vielse på den baggrund! Hvad kan det ikke føre til af krav til muslimske kvinder? spørger kvindebevægelser. Vil dette ikke medføre en enorm kø hos de læger, der har specialiseret sig i at genoprette brudte mødomshinder? spørger andre.

Advokaten for manden forklarer herimod, at det ikke er renhedskravet i sig selv, der er årsag til ønsket om annullering af vielsen, men det forhold, at bruden løj om sig selv. Man kan ikke bygge et ægteskab på en løgn, siger han.

Det vil jeg give ham ret i. Også, selv om det betyder, at jeg derved kommer til at anerkende dommen. Det, der efter min mening er det forargelige ved denne hændelse, er ikke, at en sekulær domstol har afsagt en dom i en sag, der har religiøse overtoner. Nej, det, der forarger mig, er, at der i det hele taget er en sag, er, at manden i det hele taget har prøvet at få ægteskabet annulleret, er, at al tale om forelskelse og kærlighed er som støvsuget bort fra alle detaljer i denne sag.

Og derfor rækker min forargelse videre end til blot denne sag. Den rækker ud mod hele den opfattelse af forholdet mellem mand og kvinde, som muslimerne i Europa er blevet grebet af. De tror, at de opfører sig åh så moralsk. De mener om sig selv, at det er dem, der har den rette sexualmoral, ikke os. De holder de to køn adskilt. De holder nøje øje med de unge kvinder, at ikke de skal komme sammen med unge mænd. De lader dem bære tørklæde for derigennem at signalere, at denne kvinde er muslim, hun vogter på sin dyd, hun lader sig lydigt lede ind i et arrangeret ægteskab, hun er ydmyg og ærbar i modsætning til de danske kvinder, der udsender sexuelle signaler rundt omkring sig dagen igennem.

Men her ser vi sandheden. Kærligheden får i dette muslimske miljø ikke et ben til jorden. Forelskelse og kærlighed er fuldstændig glemt. Hvis endelig man omtaler det, hedder det sig, at det nok skal komme senere. Jo, gomorren! Var det kærlighed, der beherskede denne brudgom ved brylluppet? Var det kærlighed, der drev ham til at gå i seng med bruden, en kvinde, som han måske dårlig nok kendte? Ja, det kan man jo ikke vide. Men man kan vide, at hvis kærligheden havde været der, så var den helt borte efter samlejet. Man kan vide, at han efter den oplevelse, som er bestemt til at knytte parterne sammen, var kynisk nok til at kræve adskillelse.

Og det forarger mig. Dybt.

Der er mange ting, jeg ikke er enig med Luther i. Og ikke så få af disse ting har med ægteskabet at gøre. Men to ting er jeg enig med ham i. 100%. Han siger i en bryllupsprædiken, at brudgom og brud er ved at opæde hinanden. se her. Og han siger sammesteds, at Gud har kommet sennep på stegen, så at Guds ord skal smage brudgom og brud des bedre se her . Her taler en folkelig prædikant, der griber dybt ned i sit folks erfaringer. Det er altså Gud, der har skabt det, man i gamle dage kaldte vellysten og som Luther kalder brunsten, men som man i dag lidt mere klinisk kalder orgasmen. Det er ham, der har indrettet det, så samlejet kan føre et menneske højt op over stjernerne, men gør det netop sammen med et andet menneske. Det er ham, der har skabt mand og kvinde på en sådan måde, at de hver har det vehikel, der skal bruges til rejsen op over stjernerne.

Og det har han naturligvis gjort, fordi han derigennem kan binde manden til hans kvinde, binde bruden til hendes brudgom. Han ønsker, at de skal opæde hinanden. Det er hans ord til dem, at den ømhed, de føler overfor hinanden, er fra ham og derfor skal vare ved livet ud.

Og så har sådan en stodder kastet vrag på disse gode gaver! Så tillader sådan en træmand sig at være ganske upåvirket af samlejets herligheder! Så undlader han ganske at hengive sig! Så tror han, at det at have samleje med sin brud på bryllupsnatten er det samme som at have samleje med en luder: Man behøver ikke engagere sig. Det er unødvendigt at give noget af sig selv. Binde sig for livet? Nej, aldrig i livet.

Og dog er det vel egentlig ikke ham, jeg er forarget på. Han er jo blot et produkt af sin muslimske opdragelse. Det er langt mere det muslimske miljø, han er opvokset i, der vækker min dybe forargelse. Ikke så meget det hykleri, der ligger bag det at kræve jomfrudom af kvinden, men ikke af manden, skønt også det. Heller ikke så meget det, at man med tørklæderne vil signalere ærbarhed og dyd. Nej, det forargelige ligger i, at man ikke tør lade de to køn komme sammen før ægteskabet, ikke tør lade forelskelsen virke med de sære kræfter, der kan vikle den enes personlighed sammen med den anden. Det forargelige ligger i, at man tror, man kan styre kærligheden, få den passet ind i pæne rammer, og så lade det være nok med det. Det forargelige ligger i, at man glemmer den kærlighed, der binder det ene menneskes personlighed uløselig sammen med det andet menneske, så de to vokser sammen, den ene med den anden, og den anden med den ene.

Og det er jer muslimer, der har givet os alle de løsslupne fortællinger i “Tusind og én nats eventyr”, hvor kærlighed og forelskelse så sandelig kommer til deres ret med fuld musik! Hvordan har I dog kunnet glemme disse væsentlige dele af jeres kultur! Hvorfor har I dog ladet mullaherne og imamerne og alle de åh så fromme tanker og tørklæder lukke jer inde i en kærlighedsløs verden? Hvorfor har I ladet jeres rige kultur vokse ind til et snæversyn, der fremkalder en sådan kynisme, som den, der viser sig her?

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

6 svar til Den umoralske muslimske moral

  1. Karsten Larsen siger:

    Islam er en kultur (ikke en religion), der i sig rummer en oldtids-kultur. Islam-kulturen har ikke udviklet sig siden Muhammed. Sproget, hvad der er omtrent det samme, har heller ikke udviklet sig i 1400 år. Islam indeholder en religiøs forståelse, der var gældende, da kristendommen var i sin vorden – ved at blive udviklet som religion. Religion er, når den 2. verden opfattes som noget adskildt fra den almindelige verden. Religion er i vesten en persolig forståelse og opfattelse af den 2. vrden. I islam-kulturen er religion ikke udskildt fra samfundslivet. Religion er noget, der leves, religion er samfundsregler, regler for god opførsel. Moral i vesten har undergået kæmpe-forandringer i og med religion-som-tro er trængt i baggrunden, kvinderne har fået “lov” til at udfolde sig efter egen natur. Islam-kulturen er sex-forskrækket. I baderum i svømmehaller ser du mænd, der ikke vil tage deres bukser af, når de bruser sig. Sex er tabu, betyder derfor mere end alt andet. Kvinder bliver til sex-objekter udelukkende. Andre kvaliteter er mere elle mindre ligegyldige. Islam har et forfærdeligt mandschauvinistisk kvindesyn. Kvinderne underordning sig manden og nyder at tilhøre manden. Der er vist lidt masokistisk i alle kvinder, – derfor kan Islamkulturen komme afsted med at behandle kvinder som tilfældet er.
    Kvindefrigørelse er gudsbespottelig (Gud-Allah er en mand!)
    den vestlige verden skal hjælpe Islam-kulturen med at forny sig. Den har stået i stampe i hundredevis, måske tusindvis af år. Islam er stivnet og forældet samfundsmoral, forældet sexualmoral, forældet mandschauvinisme – en kultur fra fortiden, der er dukket op fra fortiden i den vestlige verden.

  2. Pingback: Statens voldsmonopol « Ricardt Riis

  3. Pingback: Finkielkrauts problem | ricardtriis

  4. Pingback: Den kærlighed, den kærlighed! | ricardtriis

  5. Pingback: Dette evindelige forsvar for islam | ricardtriis

  6. Pingback: Bibel og koran | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.