Moderate muslimer

Da Theo van Gogh blev myrdet i Amsterdam, havde én af vore Tv-kanaler samlet en række muslimske kvinder til debat om mordet. Og alle tog naturligvis afstand fra mordet, men det var bemærkelsesværdigt, at de også næsten alle udtrykte forståelse for, at en muslim kunne finde på noget sådant. Når van Gogh havde lavet en film som Submission, der – syntes de – i den grad vendte sig mod islam, så var han selv ude om det, når han blev myrdet.

Det var, hvad man dengang, for en tre-fire år siden, kaldte moderate muslimer. En moderat muslim var én, der ikke drømte om selv at udføre voldshandlinger, men ikke desto mindre viste forståelse for de muslimer, der følte sig drevet til det. Og for os vesterlændinge er det klart, at føjer de en sådan forståelse til deres afstandtagen, så er også de moderate muslimer ganske farlige og kan udgøre en trussel for os. For de udgør, med Maos udtryk, det vand, som den voldelige muslim kan svømme i.

På det punkt er der sket en ændring til det bedre. Efter angrebet på den danske ambassade i Islamabad har en række muslimske organisationer taget afstand fra terrorhandlingen. Og så vidt man kan forstå, har de gjort det ubetinget, altså uden at udtrykke forståelse for, at nogen kan finde på at begå sådanne voldshandlinger efter de danske Muhammed-tegninger. Hvis det betyder, at de moderate muslimers støtte til selvmordsbomberne er ved at svinde bort, er det et glædeligt tegn.

Men der er et stykke vej igen.

Lad mig minde om den afghanske udenrigsministers besøg i Danmark i marts i år. Vi så ham på Tv udtale sig meget stærkt imod Muhammed-tegningerne. Han kaldte dem ligefrem “killer-pictures”, dræber-tegninger. Desværre spurgte interview’eren, Clement Kjersgaard, ham ikke om, hvorfor muslimerne absolut skulle besvare tegninger med handlinger. Så vi fik ikke at vide, hvordan han så på forskellen mellem ord og tegninger, der måske er skrappe, men dog trods alt ikke slår ihjel, og så handlinger, der så sandelig slår ihjel.

Den samme mangel på logik kan findes i al-Qaedas erklæring om attentatet mod den danske ambassade. Her gengives et citat fra Osama bin Laden: “Hvis der ikke er kontrol med jeres pressefrihed, så lad jeres hjerter være åbne for vore handlingers frihed”. Også her træffer vi denne tankegang: tegninger, der ikke slår ihjel, sættes parallelt med handlinger, der slår ihjel.

Og så længe det er almindelige tanker blandt muslimer, også såkaldt moderate muslimer som den afghanske udenrigsminister, har det lange udsigter med terrorens ophør.

Lad mig også minde om den syriske stormufti. Han fik efter sin tale i Europa-parlamentet stillet to meget præcise og meget relevante spørgsmål af en italiensk journalist. Journalisten gjorde opmærksom på to ting i den muslimske etik, dels det, at selvmord ifølge islam er forbudt og dels det, at det er forbudt under krigshandlinger at slå uskyldige kvinder og børn ihjel. Er det så ikke sådan, at de, der gennemfører et selvmordsangreb i islams navn, forhåner islam? spurgte han. Og er det så ikke mærkeligt, at vi ikke hører flere af de fredselskende og moderate muslimske muftier tage afstand fra selvmordsbomberne?

Stormuftien svarede udenom. Han går ellers for at være moderat, er medunderskriver på de 138 muslimske lærdes henvendelsen til kristne leder: “A Commen Word”, fra oktober 2007. Han begyndte med at fortælle om skorpionen, som, når den ikke kan se nogen udvej, f. eks. når den er omgivet af ild, stikker sin brod ind i sin hjerne, hvorved den dør, altså begår selvmord. Det brugte han som et billede på en palæstinensisk kvinde, han kendte, som havde set sin yngre bror og en fætter blive dræbt af israelske kugler. Det førte til, at hun blev selvmordsbomber. Han sagde vist ikke, at han godt forstod hende, men det var jo, hvad billedet med skorpionen skulle sige: Ligesom den ikke har noget håb tilbage, sådan havde denne kvinde ikke noget håb tilbage.

Blot glemte han at gøre opmærksom på forskellen: skorpionen dræbte kun sig selv, den palæstinensiske kvinde skulle helst tage andre med sig i døden.

Så selvmord er i vore dage kun delvist forbudt i islam. Tidligere var det helt og holdent forbudt.

Og dette med ikke i nogen krig at dræbe uskyldige, som tidligere var en del af muslimsk etik, det glemte stormuftien at svare på. Men det behøvede han sådan set heller ikke. Hvis han anerkender selvmordsbombere, så har han indirekte sagt, at denne etik har man skrottet i vore dage. Selvmordsbombere dræber jo skyldige og uskyldige i flæng.

Det hed også i al-Qaedas erklæring: “En af al_Qaedas modige helte gennemførte martyroperationen om morgenen mandag 2. juni 2008 rettet mod den danske ambassade i Islamabad, hvor de var forskansede i deres fort, som de troede var sikkert fra den almægtige Allahs gengældelse”. Retorikken er noget højstemt, ikke mindst i betragtning af, at de ikke gennemførte “martyroperationen” særlig succesfuldt. En række uskyldige mennesker blev dræbt, herunder nogle, der arbejdede på den danske ambassade, men ingen danskere blev ramt, bortset fra en dansk-pakistaner. Så hvis det var danskere, det skulle gå ud over, så mislykkedes operationen.

Og det kan man forstå på det hele: Om “martyroperationen” gik ud over uskyldige eller skyldige, er noget, man ikke interesserer sig det mindste for. Det var i gamle dage, der var noget, der hed muslimsk etik. I vore dage ser man stort på det.

Altså fra Osama bin Ladens side. Men vel ikke fra moderate muslimers side? Ja, det véd vi ikke rigtig. Stormuftien formåede ikke at give et klart svar på, om disse to elementer fra traditionel muslimsk etik, forbudet mod selvmord og forbudet mod i krigshandlinger at skade uskyldige, stadig gælder. Men andre kan vel nå frem til et svar. Som sagt tyder jo noget på, at der trods alt er bevægelse blandt muslimerne.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.