Æresdrab

Indrømmet, ordet ‘æresdrab’ er uheldigt. At dræbe et andet menneske kan aldrig have noget med ære at gøre. Det er snarere æreløst at slå en anden ihjel.

Men vi har nu engang fået ordet ind i vort sprog, og vi må da også indrømme, at der er forskel på drab. Der er drab på fuldstændig tilfældige mennesker, der er drab i forbindelse med værthusslagsmål, der er jalousidrab, osv. Og så har vi altså med den nye kultur, der er kommer til os, fået fænomenet ‘æresdrab’ ind i sproget.

Hvad dækker det over?

Det dækker over det fænomen, at nogle kulturer – som regel muslimske kulturer – har en tradition for indgåelse af ægteskab som lader det være op til forældrene at arrangere deres børns ægteskab. Der er ikke tradition for at lade kønnene omgås frit, som i vort samfund, og lade dem selv finde frem til en partner. Nej, i disse kulturer holder man kønnene skarpt adskilt, og eneste mulighed for forelskelse er derfor at blive forelsket i den, forældrene udpeger for én.

Men, som man nok kan forstå: sådan fungérer det ikke altid. Af og til rammer forelskelsen ved siden af den, forældrene havde udtænkt til én og truffet aftaler om til én. Og holder man i en sådan situation fast ved den, man selv har valgt, så er den gal. Så rammer man familien, især faderen, på hans ære. Og det finder han sig ikke i. Det må der gøres noget ved. Det må hævnes.

Det er ikke altid, det er faderen, der tager affære. Ofte bliver en mindreårig udset til at foretage det drab, der alene kan genoprette familiens ære. Og af og til er det den øvrige familie, der hjælper med til at gennemføre drabet. Sådan var det f. eks., da Ghasela Khan blev dræbt af sin bror i Slagelse. Der var blevet aftalt et ‘forsoningsmøde’ mellem hende og familien, efter at hun mod familiens ønske havde giftet sig med den mand, hun holdt af. Men det unge ægtepar fattede mistanke, da forsoningsmødet skulle finde sted, og flygtede derfra. Dog blev de indhentet i Slagelse og hun dræbt foran stationen af sin egen bror.

Efterfølgende lykkedes det politiet i kraft af godt politiarbejde at få anklaget og dømt alle dem, der havde medvirket til drabet. Det var meget glædeligt, at det kunne gå sådan. Det tyder på, at det pakistanske miljø her i landet ikke er særlig glad for at have fået den tradition med sig her til landet og selv vil gøre noget for at få den til at forsvinde. Det kunne man også forstå på mange af de pakistanske kvinder, der blev interview’et efter domsafsigelsen.

Men det var også glædeligt af den grund, at politiet nu anerkender, at æresdrab er noget særligt og kræver særlige forholdsregler. Man har anerkendt, at de fremmede ikke er som os. Deres kultur er anderledes, deres æresbegreber får dem til at foretage sig andre ting, deres kønsroller er ikke som vore. Og det er ikke nogen selvfølge, at dette anerkendes.

I Information den 9. juli 2008 har Pernille Frahm fra SF et indlæg, hvori hun afslører, at hun ikke har forstået ret meget af de fremmede kulturer. Det er omtalen af mordet på en ung dansk statsborger i Pakistan, hun er forarget over. Mord er mord, siger hun, hvis det var en kvinde fra Herning, der var blevet dræbt, ville ingen tale om æresdrab, men nu det er én fra Pakistan, så skal man absolut hive denne betegnelse frem.

Hvorfor? Hvad skal vi med alle disse underlige begreber?

Ja, Frahm kan ikke se anderledes på det, end at det kun skyldes, at nogen vil have os til at frygte det fremmede. Vi skal blive bange for en stor og farlig verden, der vil gøre de frygteligste ting ved os. Men hvorfor skulle vi det? Hvorfor skulle vi ikke turde se verden i øjnene, så vi opdager, at den indeholder det samme, som vi selv, bare meget mere, spørger hun.

De fremmede indeholder det samme som vi gør, siger hun, derfor er der ikke noget at være bange for. Ærlig talt, jeg troede, at vi forlængst i vor diskussion var kommet ud over det stade, at vi ikke turde sige sandheden af hensyn til de fremmedes integration! Jeg troede, at ingen mere var i tvivl om, at de fremmede så sandelig indeholder noget helt andet end det, vi indeholder. Men jeg har åbenbart taget fejl. Nej, mord er mord, siger Frahm. Hvis en dansk kvinde fra Herning bliver myrdet, skal mordet omtales og behandles ganske på samme måde, som hvis en dansk-pakistansk kvinde bliver myrdet i Pakistan.

Jeg er sandelig glad for, at politiet i Khan-sagen fra Slagelse ikke handlede sådan, men virkelig turde se i øjnene, at dette her, det er nok et æresdrab. Kun på den måde fik man jo rullet sagens rette sammenhæng op, så alle de skyldige blev straffet.

Jeg mener, mord er jo ikke bare mord. Der er forskel på mord. Hvad er det, der får mig til at gennemtrawle alt om mordet i Pakistan i mine aviser? Det er det, at jeg ikke forstår det og skal have en forklaring på det. Og hvad er det, der får mig til at lægge en eventuel beretning om et mord i Herning fra mig? Det er det, at det hele trods det uhyggelige og uforståelige, der altid er ved et mord, dog kan indplaceres blandt kendte foreteelser.

Men jeg håber virkelig, at den dag, hvor jeg til fulde har forstået, hvad der driver folk til at foretage de såkaldte æresdrab, da er den forståelse, jeg har vundet mig, blevet uaktuel, fordi vore fremmede til den tid har vokset sig ud af dette uheldige kulturtræk, som de havde med sig fra hjemlandet.

Det er ikke på alle områder, vor kultur er den bedste. Men på det område er den altså.

Advertisement