Efter 11. september

Nu har vi passeret 11. september igen. Jeg har ikke set alt, hvad der er blevet skrevet og sagt i den anledning, så jeg kan have overset noget. Men jeg kan ikke tilbageholde et lille suk over, at de personer, jeg vil gøre til hovedpersoner, så at sige aldrig nævnes.

Jeg tænker på passagererne i det fjerde fly, det fly, som styrtede ned i Pennsylvanien i stedet for at blive fløjet ind i Capitol, eller hvad der nu havde været flykaprernes mål. Jeg er stadig fuld af beundring over den snarrådighed og det mod, de udviste, på trods af det helt utrolige, de var udsat for.

Flyet var blevet forsinket cirka en halv time inden afgang. Og da det blev kapret, var derfor nyheden om angrebet i New York blevet kolporteret. Det vil sige, passagererne kunne, når de i deres mobiltelefoner talte med deres pårørende, få at vide, hvad der var sket i New York, og de kunne derfor med nogenlunde sikkerhed regne ud, hvad der ville ske med dem, hvis de kaprere, der havde overtaget kontrollen med deres maskine, fik gennemført deres forehavende: både de selv og en række mennesker i den bygning, de ville blive styret ind i, ville blive dræbt.

Og glem ikke: det kunne de vide, takket være det formidable amerikanske nyhedssystem. Vi irriteres vel af og til over pressen med dens notesblokke og Tv-kameraer, men i denne situation viste den sin berettigelse.

Én af passagerernes hustru fortalte, hvordan hun, netop da hendes mand ringede hende op fra det kaprede fly, stod og så på Tv-billeder af de to tårne, der brændte i New York og hørte, hvordan det var gået for sig. Og naturligvis foer det gennem hjernen på hende, om hun skulle fortælle sin mand det, for både hun og han ville jo uvægerlig drage den slutning, at kaprerne på hans fly var ude i samme ærinde. Hun fortalte ham det. Og det er det første udslag af den amerikanske ånd: ægtefæller deler alt med hinanden, også de dårlige nyheder.

En anden af passagererne prøvede at ringe hjem, da det blev klart, hvad der ventede dem. Men han traf ingen hjemme. Derimod kom han i forbindelse med en tilfældig telefonistinde, der modtog besked til hans kone, og sammen med ham bad fadervor, før hun hørte ham sige: “Let’s roll”, “lad os komme af sted”, det, han plejede at sige, når familien havde pakket bilen og skulle på skovtur.

Det, de skulle af sted til, var angrebet på flykaprerne. For da tilstrækkelig mange af disse ganske almindelige amerikanere havde fundet ud af, hvad der var på færde, besluttede de at stemme om, hvad de skulle gøre. Og afstemningen faldt ud til fordel for modstand mod kaprerne. Og det gennemførte de så, de lod planen rulle af stabelen. Blot lykkedes den ikke helt. De fik godt nok forhindret kaprerne i at opnå deres primære mål: at flyve maskinen ind i én eller anden bygning, men de opnåede ikke at kunne overtage kontrollen med flyet og lande det. Flyet styrtede ned. Vidner så det udføre en række halsbrækkende manøvrer som tegn på den kamp, der fandt sted i cockpittet, og derefter styrtede det til jorden og brød i brand.

De mennesker, disse ganske almindelige amerikanere, de er heltene fra den 11-9. Og jeg er stadig fuld af beundring over, at de, stillet ansigt til ansigt med døden, formåede at se situationens alvor og koldblodigt handle derefter. Det er den amerikanske ånd, når den er bedst.

Så skal jeg da ikke nægte, at jeg godt kunne have ønsket mig, at amerikanerne havde hædret dem helt anderledes overdådigt, havde stillet dem i modsætning til de 19 flykapreres forkrampede selvmordsønsker, havde hånet Al-Qaeda, fordi de kun kunne handle under overraskelsesmomentets fortegn, men blev fuldstændig afmægtige, blot fordi nogle ganske almindelige amerikanere fik de informationer, som passagererne i de andre fly ikke havde mulighed for at få. Det burde amerikanerne have ladet være nok.

Det er jo noget af det helt store ved disse helte fra den 11-9, at da de af skæbnen (eller af Gud) blev udtaget til at være dem, der skulle forsvare deres fædreland, tog de udfordringen op og forsvarede faktisk deres land så godt som nogen soldatertrup. Så mange soldater har altså Amerika, når det er den slags terrorhandlinger, man skal forsvare sig imod. Hver eneste amerikaner ville have gjort det samme. Så mange er villige til at kæmpe for at undgå, at andre amerikanere dør.

Men man lod det ikke være nok at hædre disse helte. Man greb til de almindelige kampmidler, som jo ikke rækker særlig langt, når det gælder terrorister. Og det er måske nok såre menneskeligt. Men min fornemmelse er, at man ville have hædret heltene langt mere ved at have bygget tårnene op igen, ved at have sagt til alverden: Kom an, alle I forkrampede muslimske fanatikere! prøv bare på, om I kan ramme os! Men næste gang må I finde på noget andet og bedre! Nu er vi jo beredte! Vore efterretningstjenester og politienheder kontrollerer, og vore grænsevagter undersøger. Men først og fremmest skal I frygte den almindelige amerikaner. Hans snarrådighed og mod ser I i disse mennesker fra det fjerde fly.

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

Et svar til Efter 11. september

  1. Pingback: Billeddiktatur | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.