Hvad styrer mennesket?

Fornylig deltog jeg i et seminar, arrangeret af Islamkritisk Netværk om korstogene. Jeg syntes, emnet lød interessant, og derfor meldte jeg mig til. Men ifølge Kristeligt Dagblad for den 13-9, samme dag, som seminaret blev afholdt, skulle jeg vist have tænkt mig bedre om. En historiker ved Syddansk Universitet ved navn Kurt Villads Jensen skrev en lang artikel, hvori han hævdede, at man ved at deltage var med til at give indtryk af, at Islamkritisk Netværk er et seriøst foretagende, hvor der er plads til flere synspunkter. Det mener han ikke, det er.

Det var en højst besynderlig artikel. Oven i købet skrevet af en historiker, som man formoder må have lært lidt om gå til kilderne og undersøge dem, før han udtaler sig. Det er muligt, han er i stand til det, når han står overfor et historisk fænomen. Han er så åbenlyst ikke i stand til det, når han står overfor mennesker, der her og nu mener noget andet, end han mener. Så at sige alle de fordomme, han gav udtryk for angående seminaret, blev tilbagevist af talerne ved seminaret.

Og så brugte han et argument, som man efterhånden har hørt til bevidstløshed: argumentet om, at vi, der mener at kunne skelne mellem islam og kristendom, er essentialister, dvs. vi tror, at kristendom er noget bestemt, og at islam har en kerne, en essens, i sig, som adskiller den fra kristendommen. Men ok nej, det er slet ikke tilfældet. Vi tager naivt fejl. Der er 100 forskellige slags islam, og så vil vi uddrage en essens af disse 100 slags! vanvid!

Lad mig nøjes med at tale for mig selv: Ja, selvfølgelig vil jeg tale om, at der er en kerne i kristendommen og ligeledes i islam. Selvfølgelig vil jeg prøve at finde ud af, hvad det er, der samler islam, og det er jo ganske mange ting, valfarten til Mekka, bønnerne, fasten, koranen, osv., ting, som alle de mennesker, der kalder sig muslimer, er fælles om. At der også er en mængde ting, de er uenige om, og at der endda findes muslimske kættere, dvs., folk, der kalder sig muslimer, men ikke anerkendes af de andre muslimer, og at muslimerne har delt sig i shiaer og sunnier, det er jo sandt nok, men gør det på ingen måde umuligt at uddrage den ønskede essens og tale om islam som en religion, forskellig fra andre religioner.

Det kan selvfølgelig også påvises. I de skrifter, der omhandler “Martyrerne fra Cordoba”, fra midten af 800-tallet, fortælles der følgende to ting om muslimerne: de har for vane altid at komme med en velsignelsesformular, hver gang de har nævnt profetens navn, og de tillader ikke en muslimsk kvinde at blive gift med en ikke-muslimsk mand. Der fortælles meget mere, som også kan bruges, men disse to forhold alene er blevet overleveret så at sige uforandret til vore dage. Det ene, velsignelsesformularen, en from skik, det andet, forbudet, en del af sharialoven. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke har fundet en udvikling sted i den muslimske verden, men at påstå, at der ikke er nogen essens i den religion, det er pjat.

Hvorfor gør en nogenlunde velanskreven historiker det så?

Fordi der er så utrolig mange i den folkelige elite, der endelig ikke vil sige noget ondt om muslimerne. Og da nu islam rent faktisk er blevet udbredt ved krig, og da muslimer i vore dage for det meste er ret fredelige, så må vi for den gode integrations skyld undlade at nævne den sandhed, ja helst bortforklare den, mener man.

Det må være svært at være en god historiker under de betingelser.

Kurt Villads Jensen skriver: “Historisk tror Islamkritisk Netværk med foruroligende naivitet på, at islam altid har været én samlet kultur og én samlet politisk størrelse. Og tilsyneladende også, at kristendommen har været det. Og at konfrontationerne altid er gået mellem disse to “civilisationer”. Det er vold på historien. Kristne har altid med stor iver ført krige indbyrdes, muslimer ligeså, og kun i sjældne tilfælde mod hinanden. Historien bliver misbrugt af netværket.”

Jeg bilder mig ikke ind, at konfrontationerne altid er gået mellem de to civilisationer. Jeg er godt klar over, at muslimer har ført krig mod hinanden og kristne mod hinanden. Men jeg kender historieforløbet godt nok til at vide, at islam i løbet af de første par hundrede år af sin eksistens udbredte sig over gamle kristne lande med foruroligende hast og først blev standset af Karl Martel i Frankrig i 732, at det i sin næste ekspansionsfase indtog Konstantinopel i 1453, en gammel kristen by, bredte sig op over de kristne lande på Balkan, og først standsede sin fremrykning, da de blev slået udenfor Wien i 1685.

Det synes at være islams udbredelsesmetode: man sætter sig i besiddelse af statsmagtens voldsmonopol, og har man først det, indfører man sine særlige muslimske regler, og så får de undertrykte religioner ellers lov til at leve videre indenfor de rammer, som de muslimske herskere udstikker. Og da de er ret snævre, går det som regel sådan, at de fleste indbyggere med tiden bliver muslimer.

Videre véd Villads Jensen følgende om netværkets medlemmer: “Når medlemmerne taler om kristendommen, sker det ud fra deres egen forståelse af de hellige skrifter og uden nogen fornemmelse af, at kristne gennem tiden har tolket skriften på mange andre måder, for eksempel som forsvar for korstog og folkemord og diktaturer.”

Hvis nogen har næret den opfattelse, blev den kraftigt dementeret på seminaret, hvor vi fik at vide, hvad diverse paver fik ud af at læse skriften. Og det er ganske sandt, man har læst den som forsvar for korstog og meget andet skidt. Men hvordan Villads Jensen er i stand til at skue hjerter og nyrer på deltagerne, hvordan han véd, at vi ikke er i stand til at forstå sådanne historiske mærkværdigheder, det forbliver en gåde.

Værst er det næsten, at Villads Jensen forhindrer os i at være kristne. Han skriver, at han altid har holdt af skriftstedet, hvor Jesus siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig”, og føjer så til: “nu lærer jeg pludselig af netværket, at det er et skriftsted, som jeg kan bruge til at slå mig for brystet med over for muslimen og vise, at jeg har sandheden, og jeg har fundet vejen, og jeg er kommet til livet.”

Hvis man har fundet trøst i dette skriftord, så må man bestemt ikke trøste sig ved det over for en muslim; det er den rene farisæisme at tro, at man har sandheden i Jesus Kristus, eller tro, at man i ham har fundet vejen eller er kommet til livet. Hvad man så skal tro og gøre, fremgår ikke af indlægget. Måske man skal stille sig på den efterhånden overfyldte uvidenhedens holdeplads: vi kan intet sikkert vide, jeres religion er formentlig lige så god som vores, vi skal i hvert fald ikke prale af noget, heller ikke af, at vi har sandheden.

Nu er manden godt nok historiker og ikke teolog, men alligevel. Når han tillader sig at komme ind på teologiske emner, så må han finde sig i at få svar på tiltale.

Hvad betyder det, at Jesus er vejen og sandheden og livet? Det betyder, at den korsets vej, den lidelsens vej, den selvhengivelsens vej, han fulgte, var den rette vej. Og når koranen anerkender Jesus som en profet, men ikke på nogen måde kan gå med til, at han led og døde, ja, direkte nægter Jesu død på korset, skyldes det, at den vej, Jesus gik, den kan de simpelthen ikke fatte: han kan ikke være profet og lide døden, for en profet må nødvendigvis have Guds magtbeføjelser i ryggen. Derfor er det jo også, at man kan håne og tilsvine Jesus uden at blive slået ihjel, men ikke tegne den mindste karikatur af Muhammed uden at modtage trussel på trussel med udsigt til at skulle leve resten af sit liv under politibeskyttelse.

Det vil sige: spørgsmålet er i sidste ende: Hvordan er mennesket indrettet? Er det indrettet, så den dybeste drivkraft i det er frygt for død og vold, eller er det indrettet, så den dybeste drivkraft er frygt for at handle mod sin samvittighed?

Luther gav svaret i Worms. Da han var færdig på rigsdagen og nåede tilbage til sit kvarter, løftede han sine arme og udbrød: Jeg kom igennem! Jeg kom igennem! Men han var jo aldeles ikke kommet igennem. Tværtimod, nu først blev det alvor for ham. Nu stod han foran det store spørgsmål: Ville kejseren holde sit frie lejde? Det var det afgørende spørgsmål. Det betød liv eller død for ham. Hvorfor sagde han så, at han var kommet igennem?

Fordi han havde bevaret sig selv intakt. Fordi han ikke havde tilbagekaldt noget, der var imod hans samvittighed.

Det er det spørgsmål, vi i dag skal svare på, og som johannesstedet leder frem mod: Er mennesket sådan? Er det, hvad der driver et menneske? Og her nytter det altså ikke noget at ville være neutral eller uvidende. Eller rettere sagt: her er det direkte hykleri at ville leve i et samfund, der anerkender menneskets samvittighedsfrihed, men samtidig ville hævde, at man sandelig ikke véd, om samvittighedens tale eller frygten for andres magtudøvelser er det bærende i mennesket. At påstå uvidenhed her, er lig med at undergrave vort demokratiske samfund.

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

Et svar til Hvad styrer mennesket?

  1. claes flach siger:

    Jo, samvittigheden er det stærkeste moment for et menneske, der vil leve som menneske og ikke som træl. Samvittigheden er bolværk imod undertrykkelse og tyrani. Mod den kæmpede tempel-jødedom og romersk imperialisme forgæves på Jesu tid og Kejser og Pave på Luthers tid.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.