Tøsedreng?

Berlingske Tidende beretter, at der næste fredag er première på en ny dansk animationsfilm “Rejsen til Saturn”, der tager religionerne under kærlig behandling. Der gøres tykt grin med kristendommen; i en sekvens, der foregår i de kristnes himmel, bliver Helligånden overtisset, mens Sankt Peter bandende sparker de vantro ud af perleporten. Den eneste person, hvis tro og overbevisning der ikke drives spot med, er den muslimske kok, Jamil.

Og minsandten, i et interview indrømmer én af instruktørerne, Thorbjørn Christoffersen, at det er med fuldt overlæg, at man ikke gør grin med Muhammed eller islam. Det er for farligt. Han og de andre bag filmen har sig selv og deres familier at tænke på, og da han ikke er nogen slagsbroder, vil han ikke bryde sig om at have et muslimsk tæskehold til at banke på sin dør en sen aften.

Det vil i al sin forfærdelige korthed sige, at den muslimske terror virker. Og den virker, fordi vi lader den virke.

Dog, selv den største bangebuks skal udsmykke sine usle handlinger. Thorbjørn Christoffersen forklarer i interview’et, at han ikke tror på den dèr konfrontationsmodel. Og hokus-pokus-filihankat, så har han pludselig fået forvandlet sig selv fra en kryster til en hensynsfuld dansker, der ikke ønsker at skade integrationen. Det ser jo også lidt pænere ud.

Dog, den undskyldning gælder ad Vandsbæk til.

Spørgsmålet er nemlig, om den satire, filmen lader blive kristendommen til del, er en ond satire eller en kærlig og drilsk satire.

Hvis det er en kærlig og drilsk satire, som selv er levende optaget af livsanskuelsesproblemet, men som har fundet en række huller i den kristne trostænkning, og som derfor tager disse påståede huller under kærlig behandling, hvad skulle så være i vejen for, at gøre det samme ved den muslimske trostænkning? Det vil vel nærmest være oplagt, så oplagt, at det kræver en forklaring, hvis man ikke gør det. Og i så fald vil denne satire på ingen måde være med til at ødelægge integrationen, tværtimod fremmes integrationen på den måde, for i hele vort integrationsarbejde går vi jo ud fra, at muslimer er ganske almindelige mennesker, der forstår det, vi selv forstår, og derfor mennesker, der vil kunne mærke kærligheden og forståelsen bag satiren.

Men det er klart, hvis satiren mod kristendommen er en ond satire, en satire, der ikke på nogen måde er ude på at forstå, men kun ude på at gøre grin med kristendommen, så vil der bag en tilsvarende gøren grin med islam ikke kunne mærkes nogen kærlig forståelse, men kun det indædte had, og så vil det være sværere at påstå, at integrationen fremmes gennem denne film.

Hvilket dog selvfølgelig ikke på nogen måde burde forhindre filmmagerne i at gøre grin med islam.

For også den, der laver film ud af et indædt had til religionen, enten kristendom eller islam, kan have noget på hjerte, kan komme til at lave kunst ud fra det, han har på hjerte, kan tale med en røst, der er værd at lytte til.

Og så er vi ved den sørgelige konklusion: Filmen har ikke noget på hjerte. Den er ren og skær underholdning, ja, ikke engang det, for god underholdning kan kun være god underholdning, hvis den har noget på hjerte. Filmen er dårlig kunst, lavet for pengenes skyld.

Tja, hvordan kan jeg nu vide det, når jeg ikke engang har set filmen?

Det kan jeg vide, fordi den sande kunstner, den kunstner, der har noget på hjerte, noget, han brænder for at få sagt, han vil sige det, uanset omkostningerne, han vil blæse på alle farer og buse ud med det, hans hjerte er fuldt af. Og det sande kunstværk vil derfor være helstøbt, f. eks. være en flammende protest mod al gudstro, både kristen og muslimsk og jødisk gudstro.

Hvis man på forhånd har sat en parantes om islam, hvis kunstværket på forhånd afgør med sig selv, at islam ikke må røres, så bliver det dårlig kunst, og man kan kun opfordre Thorbjørn Christoffersen og hans kolleger til at finde sig et andet job, hvor de ikke behøver at sætte sig selv ind. Og lad mig advarende føje til: Det skal ikke have noget med kunst at gøre, for her kræves der altid fuldt engagement. Men buschauffører er der jo også brug for.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Et svar til Tøsedreng?

  1. Pingback: Akkari, en god kristen? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.