Korstog — hvis korstog mod hvem?

Korstog er krig ført i religionens navn. Almindelig krig er ført for vindings skyld, for udvidelse af territoriet, for at frelse fædrelandet, osv. Men korstog føres altså for at udvide det område, indenfor hvilket ens religion har magten.

Og det er da sandt, som en artikel i Kristeligt Dagblad hævder (se her), at det var en blodig og grusom affære, da de kristne vesterlande udførte korstog mod Palæstina-området i 1100-tallet og fremefter. Det var ikke en søndagsskoleudflugt.

Og der er da også mange andre sande ting i denne artikel. Men på trods af, at det er habile historikere, der interview’es, er helhedsindtrykket alligevel det, at der er tale om fordrejning. Og lad mig bare, for de kære historikeres skyld, antage, at det skyldes den udvælgelse, som journalisten, Sofie Hviid, har foretaget. Men hvis end skylden er, fordrejet er historien.

Intetsteds nævnes således det faktum, at Byzans i 1070erne havde lidt et mægtigt nederlag til tyrkerne i Lilleasien og derfor havde bedt den vesterlandske kristenhed om hjælp. Det er, så vidt jeg husker, noget paven i sin bulle begrunder sin opfordring til korstog med. Og selv om der er vide muligheder for fortolkning af de historiske begivenheder, så afgrænses disse muligheder dog af kildematerialet. Og den bulle, der sætter det hele i bevægelse, er dog vel en kilde, om nogen.

Direkte forkert er følgende passus: “Med hensyn til gensidig forståelse så var det meget mere begrænset, og der kom større mistænksomhed på begge sider over for hinanden. Da korstogene slutter, så er problemet ikke løst, og det er udgangspunktet for moderne gensidig dæmonisering af muslimer og vesterlændinge, forklarer Brian McGuire”.

Det kan godt være, at Brian McGuire er middelalderhistoriker, men man kan ikke føre middelalderens modsætninger op til nutiden. Der er en lang mellemtid, som man må tage hensyn til. Og det mærkelige er, at korstogene i mange århundreder havde været ganske glemt og overset i den muslimske verden og først blev taget op som noget, man var forarget over, i forrige århundrede.

Det var noget, jeg første gang læste hos Bernard Lewis, og ærlig talt troede jeg ham ikke. Han ville bare forsvare Vesten, troede jeg. Men så kom jeg til at læse Ibn Khalduns store historieværk “Muqadimmah” fra 1300-tallet, og da opdagede jeg, at Lewis minsandten havde ret. Ibn Khaldun var ikke det mindste forarget på de kristne stater, fordi de erobrede Palæstina. Ok nej, det skyldtes bare, at de muslimske herskere i Ægypten og Syrien havde mistet interessen for søfart, ja, helt havde opgivet det embede, der hed “admiral”. I det vestlige Middelhav, derimod, var de muslimske flåder stærke, og her kunne de kristne ikke lave noget tilsvarende.

Så den dèr myte med, at muslimer lige fra korstogene begyndte og til nu har følt sig dæmoniseret af Vesten, kan man godt gemme af vejen. Det har ikke noget på sig.

Det betyder ikke, at der ikke igennem lange perioder i den tid, islam og kristendommen har levet side om side, har været stor mistænksomhed og stærke gnidninger mellem de to kulturer. Og det skal heller ikke nægtes, at det ofte kan have været med ganske god grund, at muslimer så skævt til de kristne. Men det omvendte har så sandelig også ofte været tilfældet.

I den føromtalte historieskildring af Ibn Khaldun lægges der ikke skjul på, at muslimerne i deres religion har en forpligtelse til at udbrede deres religion med sværdet. Det har de kristne ikke, indrømmer han. De nøjes med at propagandere for deres religion.

Og jeg kan da godt forstå, at muslimerne, når de nu er kommet ind i en svaghedsperiode, kan føle sig tilbøjelige til at sige om denne udbredelse ved sværdet, at det var heller slet ikke det, det drejede sig om; at de altså kan føle lyst til at lave om på deres egen historie. Men jeg forstår ikke, hvorfor vi vestlige historikere skal hjælpe dem med det.

Den 19-4 06 havde David Gress en kronik i Jyllands-Posten. Heri citerer han en muslimsk historiker, al-Waqidi, angående den muslimske erobring af Sicilien i 827. Den muslimske gesandt sagde bl. a. til de sicilianske myndigheder: “Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse. Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun sværdet da vil afgøre sagen.”

Det er klar tale: muslimerne er i gang med deres jihad, deres hellige krig, eller deres korstog. For dette er jo ren og skær erobring i religionens navn, altså korstog. Og de kristne på Sicilien behøvede sandelig ikke dæmonisere muslimerne, det klarede muslimerne udmærket selv. De kunne med en sådan adfærd ikke opfattes som andet end en stor og næsten uafvendelig dæmonisk trussel.

Også andre dele af Middelhavslandene mærkede den muslimske trussel. År 846 plyndrede og nedbrændte disse “saracenere” således Rom udenfor den aurelianske mur _ d.v.s. Vatikanstaden med den daværende Peterskirke. Og fra 889 til 915 havde de en næsten uindtagelig bastion på den franske riviera, hvorfra de foretog plyndringstogter ind i baglandet. Alt dette, og det meget mere, der skete, har vi i dag lykkelig glemt. Men det kan vel tænkes, at man i Middelhavslandene trods alt ikke helt havde glemt den muslimske, uhyggeligt håndgribelige fare, da korstogene begyndte.

I hvert fald: Lad det bare være i orden, at vi bruger betegnelsen “korstogene” om de kristnes angreb på den muslimske verden i 1100-tallet og lidt fremefter. Men de angreb på den kristne verden, som var gået forud, og de, som fulgte efter, kunne med lige så stor ret kaldes “korstog”, for også her var der tale om krig ført i religionens navn. Det vil sige: Vi kunne med god grund tale om det første muslimske korstog, fra 630 til 732, da muslimerne efter at have erobret hele Nordafrika og Mellemøsten blev slået af Karl Martel i Frankrig. Og vi kunne så omtale den tyrkiske erobringskrig mod Europa fra Balkanområdet som det andet korstog; det blev først endegyldigt standset ved Wien i 1683.

Og ligesom vi kristne i dag tager afstand fra det, vi kalder “korstogene” og hævder, at de bygger på en forkert kristendomsforståelse, således kunne vi forvente, at muslimerne i dag tager afstand fra deres erobringskrige og hævder, at de bygger på en forkert forståelse af, hvad islam er. Men se, om de gør det!

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

2 svar til Korstog — hvis korstog mod hvem?

  1. Kære Ricardt,

    Tak for et sobert og velafbalanceret indlæg i den ophedede debat om korstogene. Flere af de oplysninger, du formidler i dit indlæg, har jeg fået bekræftet i den svenske journalist Sören Wibecks bog “Korståg. Västerlandets heliga krig” (Historiska Media, Lund, 2007), som hermed anbefales til dig og interesserede læsere af din blog.

    Jeg vil også lige påpege, at Brian McGuire og Kurt Villads Jensens forskning om emnet er noget mere nuanceret i deres bøger end det, der kommer til udtryk i Sofie Hviids artikel og i mundhuggerierne, der fulgte med i kølvandet på Islamkritisk Netværks seminar om korstogene i september.

    Alt godt

    Peter

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.