Kom ud af offerrollen!

Det var J. K. Kennedy, der formulerede det smukke udsagn: “Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, spørg, hvad du kan gøre for dit land!”

Det udsagn kan passende anvendes på muslimerne i Danmark. De er i meget høj grad kommet ind i en offerrolle, hvor de bliver ved med at forklare de mange unge muslimers tilpasningsvanskeligheder med det danske samfunds lukkethed, intolerance og selvtilstrækkelighed. Seneste eksempel er en kronik i Jyllands-Posten den 16-10 08 af en socialpædagog fra København, Nahid Riazi (se her).

Hun er blevet stødt over PET’s samarbejde med muslimske imamer. Dette samarbejde er med til at fastholde unge muslimer som muslimer, siger han. I stedet burde man definere, betragte og behandle de unge med indvandrerbaggrund som danske borgere.

Det lyder smukt. Og vi danskere ville da hjertensgerne gå med til dette forslag. Men der er nogle ret så alvorlige indvendinger mod gennemførelsen af hendes smukke intentioner, som straks skal nævnes.

Først skal dog lige en misforståelse rettes. PET har ikke til opgave at dele sol og vind lige, men at forhindre terror. Og har man opdaget, at der i muslimske grupperinger kan opstå vilje til at bruge terror, så er det disse grupper, man skal holde et vågent øje med. Og det må uskyldige muslimer altså værsgo finde sig i. De skal ikke rette bebrejdelser mod os danskere for mistænksomhed eller overvågning. De skal i stedet rette bebrejdelser mod deres medmuslimer, som har begået terror i islams navn. Og hvis de vil hjælpe os med at forhindre terror, skal de tage afstand fra deres medmuslimer, måske ved ligefrem at “blødgøre” de muslimske trossætninger. Derom senere!

Men er det da ikke rigtigt, som Nahid Riazi skriver, at vi danskere skal betragte vore nye medborgere ikke som muslimer, men som danskere?

Jo, det er fuldstændig korrekt. Og jeg vil også mene, at vi betragtede dem sådan i begyndelsen af indvandringsperioden, oven i købet, at vi også behandlede dem sådan. Blot har vi jo efterhånden opdaget, at vores holdning til dem kun er den ene side af sagen, deres holdning til os er en ligeså betydningsfuld og lige så afgørende ting.

Og her er der utrolig meget, som Nahid Riazi overser. Ja, man spørger sig selv, om hun da har stået helt udenfor det danske samfund i de seneste år, eller om hun slet ikke har fulgt med i debatten.

Vi har igennem snart mange år diskuteret det muslimske tørklæde. Men dette tørklæde og muslimernes krav om at have ret til at bære det i alle situationer viser jo, at muslimerne ikke selv definerer og betragter sig som først og fremmest danskere. Vi danskere kommer og siger til vore indvandrere: “Kom indenfor, her i landet bliver enhver betragtet som ligeværdig borger, vi vil prøve at behandle jer ganske på linie med andre danskere!” Og det prøver vi så af et oprigtigt hjerte, måske lidt klodset af og til, men i den bedste mening.

Og hvad sker? Muslimerne blandt indvandrerne (men ikke f. eks. vietnameserne) siger: “Vi vil have ret til at skille os ud; vore kvinder skal kunne bære tørklæde overalt”. Vi siger: “I er først og fremmest danske borgere”. De svarer: “Nej, vi er først og fremmest muslimer”.

Og så sker der jo naturligvis det, at vores oprindelige gode vilje på mærkelig måde fuser ud.

Da der i vinterferien 2008 var en masse unge muslimer, der absolut skulle vise deres utilfredshed med det danske samfund ved at stikke ild til containere og biler og skure af forskellig art, var der mange, der sagde: Hvad kan det danske samfund gøre ved det? Derimod var der meget få, der spurgte: Hvad kan muslimerne gøre ved det? Og dengang kom der også diverse socialpædagogiske forklaringer: det er os danskere, der holder de unge muslimer ude.

Men én af de for mig at se mest overbevisende forklaringer på urolighederne gav en artikel i den elektroniske avis, Altinget, skrevet af kulturpsykolog, cand. pæd. psych. Kirsten Damgaard og børneforsker, cand. rer. soc. Carsten Ringsmose. De forklarede urolighederne med de muslimske drenges selvovervurdering, en overvurdering, de havde fået gennem deres opdragelse. Der ligger i den muslimske kultur, sagde de, ikke blot en forestilling om, at mænd er bedre end kvinder, men også om, at muslimer er bedre end ikke-muslimer.

Men når unge drenge med disse forestillinger gang på gang erfarer, at de ikke er spor bedre end danskerne, så kommer enhver forklaring, der giver det danske samfund skylden, som sendt fra himlen til dem. Den forklaring kan de bruge, men ændre den opfattelse, der siger, at de er bedre, det hverken kan eller vil de. Og deres medmuslimer synes ikke at ville gøre noget for at få dem til at gøre op med denne fejlopfattelse.

Hvis man f. eks. skulle lære en flok muslimske drenge at løbe på skøjter, fortæller de to forfattere, så var man nødt til at tage dem med til en skøjtebane langt væk, hvor ingen så dem, i hvert fald ingen danskere og ingen piger. For dette at løbe på skøjter er jo ikke noget, man bare kan, det er noget, der møjsommeligt skal læres, og når man lærer det, kan det ikke undgås, at man ret ofte kommer til at foretage sig ting, andre må grine af, når de ser det. Det kunne de muslimske drenge imidlertid på ingen måde tåle. Og sådan også med mange andre ting. Det var utrolig svært, hvis de har den baggrundsopfattelse med sig hjemmefra, at skabe et godt pædagogisk klima, hvor disse drenge virkelig gik i gang med at lære noget. For de anså på forhånd hele samfundet for at være imod dem.

Den overbevisning kan danskerne ikke skaffe af vejen, uanset al god vilje. Den må muslimerne selv sørge for at få fjernet. Men hvordan det skal gøres, véd jeg ikke; de kunne måske begynde med at tage tørklædet af, altså med at undlade at skille sig ud med vilje.

På samme måde er det også de danske muslimers forbandede pligt selv at sørge for, at deres moskéer ikke bliver udklækningssteder for terrorister. Det kan lyde smukt og fromt, når man siger, at man vil bøje sig for Guds vilje, og at Guds vilje er åbenbaret i koranen. Men er det, der er Guds vilje, ikke også blevet åbenbaret gennem den historiske udvikling? Er det ikke i dag indlysende, at slaveri er imod Guds vilje, selv om det aldrig så meget er tilladt ifølge koranen? Er det ikke soleklart, at mænd og kvinder er ligestillet? Skal derfor ikke f. eks. skilsmisseregler være ens for mænd og kvinder, uanset koranens formuleringer?

Så selv om det er fromt og smukt at sige, at man skubber den slags overvejelser til side, fordi der kun er tale om menneskeord, og i stedet holder sig til koranen, fordi man mener deri at have Guds ord, så er det ikke blot fromt, det er også farligt. For der står jo mange andre ting i koranen, og med sin fromhed åbner man så ikke en ladeport for alle mulige voldelige tolkninger af koranen?

Vort danske samfund kommer ikke til at fungére godt af sig selv. Vi må selv gøre noget. Også muslimer må give en hjælpende hånd med. Det kunne de f. eks. gøre ved at overveje deres opdragelse af drenge påny, og ved at tænke konsekvenserne af deres fromme syn på koranen igennem en ekstra gang. En “blødgøring” af islam? Ja, men så sandelig en højst tiltrængt blødgøring.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Islam. Bogmærk permalinket.

12 svar til Kom ud af offerrollen!

  1. Jeg er ke af at sige det, R, men du har 1) et meget stereotypt billede af muslimer, og 2) generaliserer du til den store guldmedaljer, hvor det passer ind i dit kram.

    Der er intet til hinder for at være en aktiv samfundsborger og troende muslim. Du glemmer også det faktum, at der kommer flere og flere etnisk danske muslimer.

    At man er muslim betyder ikke partout, at man ikke tør lære at stå på skøjter – vi mennesker er formet af andet end religion.

    Men derfor kan man sagtens sige: keg er først og fremmest muslim.

    Grænser skifter, historien forandrer sig. Jeg vil være muslim, uanset hvor jeg bor i verden. Nu bor jeg lige for tiden i Danmark, og naturligvis skal man bidrage aktivt til det samfund, man bor i. Det er faktisk også islamisk lærdom!

    EN del af problemet med “muslimer” i Danmark skyldes bestemt ikk islam, men derimod det danske velfærdssystem. Kig på fx. USA – hvor kun meget få muslimer er at finde i overførselsindkomst-gruppen. Mange ligger i toppen af det økonomiske hieraki.

    Velfærdssystemet hvor staten tager hånd om alting, ødelægger ikke kun danske medborgeres lyst til deltagelse og aktivitet, men også de muslimske medborgeres.

    Læs Ole Birk Olesens glimrende redegørelse: Taberfabrikken.

  2. Jørgen siger:

    @ Uzay

    Du skriver bl.a.:

    “EN del af problemet med “muslimer” i Danmark skyldes bestemt ikk islam, men derimod det danske velfærdssystem. Kig på fx. USA – hvor kun meget få muslimer er at finde i overførselsindkomst-gruppen. Mange ligger i toppen af det økonomiske hieraki.”

    Sandt. Det er bestemt en del af forklaringen. Men det forklarer ikke, hvorfor muslimer er så markant overrepræsenterede i forhold til *andre* indvandrergrupper, når det kommer til (volds)kriminalitet og arbejdsløshed.

    Jeg arbejder fx på Lindøværftet, en kæmpe arbejdsplads med omkring 2,500 ansatte, herunder en masse ufaglærte. Blandt sidstnævnte er der rigtigt mange folk med etnisk baggrund – især vietnameserne gør sig talstærkt bemærket, og jeg vil umiddelbart skønne, at omkring en femtedel af de ufaglærte på min del af værftet er vietnamesere. Hvad mere er: Hvis det stod til ledelsen, ville der være endu flere af dem, for de er flittige, fleksible og vellidte – bl.a. fordi de har humoristisk sans, og godt kan klare, at man tager lidt pis på dem engang imellem.

    Til gengæld er der ikke ret mange muslimer på Lindø. Dette er påfaldende, eftersom der er ca. 20 gange så mange af dem i Danmark, som der er vietnamesere. På min forespørgsel, hvorfor det forholdt sig sådan – var det fx et udtryk for diskrimination fra ledelsens side? – svarede min chef kategorisk nej. Det skyldes udelukkende, at der ikke var ret mange, der søgte arbejde på værftet – og af dem, der gjorde, var der uforholdsvis mange, der faldt hurtigt fra igen.

    Hvorfor? Hans teori var, at arbejdet var for hårdt og beskidt, og ikke specielt statusbetonet. Derudover havde han ingen forklaring, selv om han måtte erkende, at det ofte havde undret ham. Stod det til ham, havde der nemlig været mange flere muslimer, eftersom Lindø i det seneste års tid har haft svært ved at skaffe folk – og det til trods for at værftet kan tilbyde en høj timeløn på næsten 180 kr i timen til ufaglærte.

    Billedet med de “manglende” muslimer kan jeg nikke genkendende til fra andre store virksomheder, hvor jeg har arbejdet. Og du må undskylde, Uzay, men jeg kan altså ikke befri mig for mistanken om, at det skyldes, at i hvert fald en *del* af dine trosfæller simpelthen føler sig for “fine” til at påtage sig hårdt, manuelt arbejde. De vil ikke ydmyge sig ved at starte nederst i hirakiet, når nu deres religion tilsiger dem, at de er specielt udvalgte folk. Og gud forbyde, at nogen skulle tillade sig at grine lidt af dem, fordi de laver fejl i begyndelsen af et ansættelsesforhold. Den slags er ren racisme, så hellere blive væk og hæve sin bistandshjælp, mens man forbander de onde danskere og drømmer revanchistiske kalifatdrømme.

    Dét er i hvert fald en udbredt opfattelse blandt mine danske og vietnamesiske kolleger. Hvad er din teori, Uzay?

    Med venlig hilsen

    Jørgen

  3. Uzay Kertenkelesi siger:

    Jørgen, du er gammel nok til at huske 60erne og 70erne.
    De tyrkere, arabere, pakistanere osv. som kom til DK dengang – hvor arbejdede de?
    Disse mennesker tog det mest beskidte arbejde; det mest farlige arbejde, det mest ufaglærte arbejde. De var muslimer. De lærte aldrig at tale dansk. de omgikkes aldrig deres danske arbejdskammerater.

    Hvorfor arbejdede de under sådanne forhold?

    Svar: fordi de skulle FORSØRGE sig selv og deres familier.
    De ville kæmpe sig til et godt liv; de sled sig selv op for at deres børn skulle få bedre fremtidsmuligheder og uddannelse end dem selv. Det er sådan, sand islam er.

    Du vil så gerne give islam skylden, det kan jeg læse mellem linierne.
    Men islam ikke bare påbyder, men også kræver af sine udøvere at de skal forsørge sig selv, sålænge de er i stand dertil. Velgørenhed (læs=bistand) hører de forældreløse og syge til. Raske mennesker må ikke modtage velgørenhed.

    Det, som er nødvendig, er en islamisk opvågen blandt vores muslimske brødre og søstre, og her ser jeg især de danske muslimer som en vigtig katalysator.

    Du taler om vietnamesere. Jeg tror oprigtig ikke, at du ved, hvad der foregår i de vietnamesiske miljøer i DK!

    Men fred med det.

    Jeg er sikker på, at en mere dybtgående, åndelig islamisk vækkelse kan være en del af løsningen på problemet med dovnedyrene.

    I det hele taget mangler der åndelighed i Danmark; som præst emeritus må du da nikke genkendende til det. Moralske værdier som kærlighed til arbejde, familie, den rette vej – disse ting er gået fløjten i et samfund, hvor velfærden rammer dig i nakken uanset om du vil have den eller ej. Hvor folk systematisk umyndiggøres af statsmaskinen…

    …i sidste endevælger man jo selv graden af umyndiggørelse; ingen tvinger mig til at tage imod kontanthjælp. Men vi er alle sociale væsener og ingen mand er en ø i sig selv.

    En af verdens rigeste lande har over 1 million borgere på kontanthjælp/offentlig forsørgelse. Hvor er incitamentet til at arbejde for 180,- på Lindøværftet?
    Nedbring den offentlige forsøgelse; nedsæt skatten og lad folk prøve at mærke velsignelsen og stoltheden ved selvforsørgelse.

    Jeg vil til enhver tid påstå at mange af de problemer, vi ser i DK i dag kan henføres til velfærdsvanviddet.

  4. Ricardt Riis siger:

    Kære Uzay!

    Jørgens indlæg fortæller mig, at mit billede af muslimer nok ikke er helt så forkert, som du påstår. Og tak for det indlæg.

    Med mit indlæg ville jeg have muslimer til at overveje, om ikke deres mere eller mindre ubevidste holdning har sin del af skylden for de problemer, vi ser. Denne opfordring prellede af på dig.

    Du skyder, som altfor mange andre muslimer, skylden på samfundet, mere præcist på velfærdsydelserne. Du overvejer overhovedet ikke, om der kunne være noget hos muslimerne, der kan forklare deres overrepræsentation i kriminalstatistikken.

    Jeg ville spille bolden over på muslimernes banehalvdel ved at spørge, om ikke muslimerne kunne gøre noget, f. eks. ændre den holdning, de giver deres drenge, eller ændre deres bogstavelige tolkning af koranen.

    Det første kommer du ikke rigtig ind på. Men jeg mener stadig, at en del af de problemer, der ser ud som sociale problemer, bl. a. ildspåsættelser forskellige steder, som vi så det i vinterferien, i virkeligheden er religiøse problemer.

    Det andet berører du ved at fortælle, at den rette islam til muslimer her i landet siger, at man skal forsørge sig selv. Hvad man skal gøre i et samfund, der tilsyneladende uundgåeligt rammes af arbejdsløshed, fortæller dette ikke noget om. For den arbejdsløse vil jo gerne arbejde, kan blot ikke få noget job, fordi der er arbejdsløshed. Af den grund har vi indført arbejdsløshedsunderstøttelse, for vi regner arbejdsløsheden som noget, man ikke selv kan gøre for.

    Så mener du, vi skal have en større åndelighed ind i samfundet. Det må jeg kunne se som tidligere præst.

    Tja, jeg véd såmænd ikke. Jeg fornemmer nu ikke, at kærlighed til familie og arbejde er gået fløjten. Tværtimod må man vel sige, at ganske mange mennesker i dette land kan lide både deres arbejde og deres familie; det gælder vel både muslimer og kristne.

    Og jeg vil da stadig være lidt skeptisk: Hvis muslimsk åndelighed giver sig udtryk i en stærkere bogstavtro på koranen, er den så uden videre et gode? Vi, der har opdaget, at mange muslimske terrorister bruger koranvers som begrundelse for deres bestialske handlinger, savner en klar muslimsk røst, der kan sige, at sådan skal de og de krigeriske vers altså ikke forstås.

    Jeg er ikke ude efter at give islam skylden. Men jeg vil nok rette blikket mod en række muslimer her i landet, der falder ved siden af. Det er måske muslimer, der ikke har forstået, hvad den rette islam er. Blot vil jeg jo så føje til, at det vel ikke kan være min opgave at fortælle dem det.

  5. Superwoman siger:

    “Og jeg vil da stadig være lidt skeptisk: Hvis muslimsk åndelighed giver sig udtryk i en stærkere bogstavtro på koranen, er den så uden videre et gode? Vi, der har opdaget, at mange muslimske terrorister bruger koranvers som begrundelse for deres bestialske handlinger, savner en klar muslimsk røst, der kan sige, at sådan skal de og de krigeriske vers altså ikke forstås”.

    Ricard Riis

    Jeg forstå virkelig ikke denne opfattelse der går ud på at eksponentiel Islam skulle være lige med eksponentiel større chance for ekstremisme/terror.
    Jeg ser det som værende totalt modsat, eftersom Islam ikke skal tolkes på en en-dimensional måde, og jeg savner personligt et institut der kan give forudsætninger for at dette ikke kan ske.
    Det kan godt være at du savner en røst der kan sige det, men problemet er bare at det synes medierne ikke at det er sensationelt nok, for der er mange steder man kan søge informationer om det henne.
    Og hvis det endeligt skulle komme frem, så stol trygt på at en eller anden Lars Hedegaard eller Søren Krarup, bringer begrebet Taqiyya op et par gange.

    Problemet er bare at taqiyya er mere til deres fordel end til vores, eftersom det giver anledning til enhver der nu lyster at kalde en muslim for en løgner, i tilfælde af at der bliver fortalt nogle ting der er udfordrer det stereotype billede af Islam og muslimer.

    Islam er definitionen på en tradition der søger at finde en balancegang mellem tingene.
    Tro det eller ej, men man kan faktisk godt dø i Jihad for Allahs skyld, mens man forsvarer en anden persons ret til at have en anden tro og dø i processen.
    Vi har jo forbud fra Gud om at tvangkonverterer folk.

    én dimensional Islam

  6. Ricardt Riis siger:

    Kære “superwoman”!

    Der er mange påstande i dit indlæg, og der er meget i det, jeg ikke helt forstår.

    Du synes at mene, at hvis man når ind til kernen i islam, så bliver chancen for, at nogen tolker islam terroristisk mindre. Og det skyldes, mener du, at koranen ikke skal udlægges éndimensionalt.

    Hvad betyder “éndimensionalt” i denne sammenhæng?

    Betyder det “éntydigt”? I så fald bliver jeg lidt betænkelig, for så må vel flere tolkninger kunne være rigtig, altså vel også terroristernes tolkning. Så vil jeg hellere have, at koranen er éntydig. Du synes jo forresten også selv at regne med en vis éntydighed, når du kan hævde, at vi (muslimer) har forbud mod at tvangskonvertere folk. Dette siger du formentlig ud fra sura 2,256, om, at der ikke skal være nogen tvang i religionen. Og det opfatter du tydeligvis nok éntydigt.

    Så mener du, at der er mange steder, hvor man kan søge information om den sande islam, men medierne er ikke interesseret, for det er ikke sensationelt nok. Igen: Det er ikke islams skyld, men andres skyld. Det er ved at blive lidt for typisk, ikke?

    Problemet er vel også, at islam, ligesom lutherdommen, ikke har nogen pave, der autoritativt kan afgøre stridsspørgsmålene.

    At taqiyya (tilladelsen til at lyve, hvis det kan gavne islam) skulle have noget at sige i den sammenhæng, tror jeg ikke på. Jeg mener, jeg tror jo ikke uden videre på alt, hvad enhver muslim siger. Men det skyldes ikke, at jeg tror, han eller hun benytter sig af taqiyya, men at jeg har erfaret, at muslimer ofte fremstiller islam i altfor lyserøde vendinger, noget, en nærmere undersøgelse slet ikke kan holde til.

    En sådan nærmere undersøgelse leverer f. eks. Mona Sheikh i Information den 20-12 08. Her undersøger hun i en længere og meget interessant og velargumenteret artikel, hvordan det går til, at så mange muslimske lærde anerkender selvmord, når det foretages i forbindelse med terrorvirksomhed. Selvmord er jo ellers strengt forbudt i islam. Og krigsførelse skal ifølge islamisk ret foregå sådan, at uskyldige ikke rammes; det er også en regel, der bliver bøjet ret så kraftigt i disse år. Der er, siger Sheikh, sket et skred i den interne muslimske debat om, hvad der er legitim adfærd i denne militariserede udlægning af jihad. Og dette skred var i Pakistan, som er det land, hun refererer fra, ganske massivt.

    Overfor en sådan undersøgelse synes jeg nok, at din påstand om, at “Islam er definitionen på en tradition der søger at finde en balancegang mellem tingene”, blegner noget.

    Og også det sidste, du skriver: at man kan man dø i Jihad for Allahs skyld, mens man forsvarer en anden persons ret til at have en anden tro, står der blot som en fuldstændig uunderbygget påstand. Hvorfor skulle jeg dog tro på det? Bare fordi du siger det? Undskyld mig, men det er altså for lidt for mig.

    Venlig hilsen

    Ricardt Riis.

  7. Pingback: Identitet | ricardtriis

  8. Pingback: Monoteisme | ricardtriis

  9. Pingback: Snusfornuft efterlyses | ricardtriis

  10. Pingback: Muslimsk schizofreni | ricardtriis

  11. Pingback: At være en dhimmi | ricardtriis

  12. Pingback: De forskere, de forskere! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.