Var Luther en løgner?

Ja, tænk, det er, hvad arkæologer i Tyskland har fundet ud af ifølge en artikel i Politiken den 14-11 08. (se her). Og det er sandelig artige sager, de har fundet frem til. Politiken citerer www.videnskab.dk og www.forskning.no der begge har deres oplysninger fra en artikel i Der Spiegel. Og så må det jo være sandt.

Han løj nu for det første på den måde, at han hævdede at være kommet fra fattige kår. Det kan ikke passe, siger de arkæologer, der har udgravet hans fødehjem i Eisleben og hjemmet, hvor han voksede op i Mansfield. Det var en middelklassefamilie, han voksede op i, ikke en fattig familie. De fik ofte gæs og svinekød at spise, og i fasten havde de råd til at spise de ellers ret dyre fisk. Så: du er afsløret, kære Martin, du løj om din fattige fortid.

Og som om det ikke var nok, har han givetvis også løjet om grunden til, at han gik i kloster. “Givetvis”, skriver jeg, for i den oprindelige artikel i Der Spiegel er forskeren, der udtaler sig, ikke så sikker i sin sag. Men gennem diverse gengivelser forsvinder tvivlen, og det betragtes næsten som en kendsgerning, at det, han selv begrundede sin klosterindtræden med (at han havde aflagt et løfte om det i panik under et tordenvejr), ikke holder vand. Nej, den sande grund var den, at han stod overfor at skulle indgå et tvangsægteskab. Så igen: Lad os nu få sandheden frem, gamle Luther, du er vist ikke så ærlig angående dine motiver, som vi gik og troede.

I den anledning er der en religionsforsker, Dag Øistein Endsjø fra Universitetet i Bergen, der siger: »Det vil være interessant at se, om dette får konsekvenser for luthersk kristentro, eller om myterne er så tunge, at de bliver stående«.

Religionsforskere plejer at være temmelig meget imod kristendommen. Og Endsjø synes ikke at udgøre nogen undtagelse. Han opstiller to scenarier: 1) At dette får konsekvenser for luthersk kristentro. 2) At myterne er så tunge, at de bliver stående. Og af dette enten-eller kan man se, at han regner det, vi hidtil har regnet for sandheder om Luther, for at være løgn, og at han regner os lutheranere for at være så fastlåste i vores (forkerte) opfattelse, at vi ikke vil lade os rokke af disse nye kendsgerninger. Han opererer ikke med en tredie mulighed: 3) at de nye opdagelser er forkerte, og da slet ikke med en fjerde: 4) at de er ganske irrelevante for vores Luther-opfattelse.

Denne sidste mulighed vil jeg imidlertid optere for: hvad der her bringes frem, er petitesser, der ikke får nogen indflydelse på synet på Luther som kristenhedens store reformator. Bevares, det er da altid sjovt at få et lidt nærmere indblik i de omstændigheder, hvorunder en person, som man gennem årelange studier har fået et vist forhold til, levede. Men at det skulle ændre vores opfattelse af den enorme betydning, Luther har haft for hele Europas historie, det vil vist være at overdrive disse fund betydeligt. Og det er vist også noget, journalisterne og ikke arkæologerne har fundet på.

Det sidste kan vises gennem en sjov fejl, én af journalisterne har begået. Det drejer sig om Irene Berg Sørensen fra videnskab.dk. Hun fortæller om de fund, man har gjort i Wittenberg. Og i den forbindelse hedder det, at man dèr har fundet vidnesbyrd om, at familien havde råd til at spise fisk i fastetiden. Man studser. Noget af det, der kendetegnede den lutherske bevægelse, var, at Luther angreb fastereglerne. Så det ville da være noget af en sensation, hvis han selv og hans familie alligevel overholdt de katolske fasteregler. Men det gjorde de heller ikke. Artiklen i Der Spiegel er blot af journalisten refereret forkert. Men altså, refereret forkert, uden at det er faldet journalisten ind, at der kunne være noget forkert i, at Luther og hans familie i Wittenberg spiste fisk i fastetiden.

Man skal ikke stole på alt, hvad journalister skriver. De har ikke altid forstand på det, de skriver om.

Og så er der den med tvangsægteskabet! Også her påstår man uden videre, at Luther lyver om sine sande motiver. Men selv om det så var sandt, at han ville undgå tvangsægteskab, hvad så? Er det så tegn på, at Luther har løjet, eller er det tegn på, at han ubevidst har benyttet sin angst til at afgive et løfte, som kunne bringe ham ud af den klemme, han sad i, men jo altså også bringe ham ind i klosteret? Det kan ingen vide. Og hvis man endelig ville forfægte den påstand, så burde man begrunde den med en nærmere undersøgelse af fortalen til Luthers berømte skrifte “Om munkeløfterne” fra 1521. Men den henviser ingen til, hverken journalister eller arkæologer. Denne fortale er rettet til Luthers far, og han fortæller dèr om forholdet til faderen, efter at han havde besluttet at gå i kloster.

Deri siger Luther bl. a.: “Du [altså hans far] var vel i kraft af din faderlige omsorg bange for min svaghed, eftersom jeg var ung, omkring 22 år gammel, det vil sige, at jeg skal bruge Augustins ord: jeg var stadig fuld af brændende ungdom, og du belærte mig med mange eksempler om, at den slags liv ville gøre mig ulykkelig. Men du var besluttet på at binde mig med et ærligt og passende ægteskabsparti. Denne frygt var din bekymring, den var også grunden til, at du længe var uforsonlig vred på mig; forgæves søgte dine venner at overbevise dig om, at hvis du ville ofre noget til Gud, da måtte du ofre det kæreste og bedste, du havde”. (WA, 8,573). (se her)

Det vil sige, Luther indrømmer åbent, at hans far ønskede, at han skulle gifte sig, selv om man nok ikke kan lægge nogen teori om et tvangsægteskab ind i ordene her, hvis det i det hele taget var almindeligt med ligefrem tvangsægteskaber. Jeg kan nok tænke mig, at man har brugt arrangerede ægteskaber, men jeg har ikke hørt, at man har vidnesbyrd om, at der også forekom tvangsægteskaber i Luthers miljø.

Mere afgørende er det, at Luther her mener, at når faderen var vred, skyldtes det ikke, at han ikke fik den ægteskabsplan igennem, som han havde lagt, men at han var bange for, at Martin ikke kunne stå model til munkelivet.

Naturligvis kan man ikke tage disse ord af Luther som den rene og skære sandhed om tingene; der kan ligge mange for os skjulte hensigter bag. Men almindelig gedigen historieforskning er ikke tilfreds med at nævne mulighed af f. eks. et selvbedrag, dette bedrag må eftervises, hvis det skal dú som historisk kendsgerning. Og her véd jeg virkelig ikke, om det er nok at henvise til, at Luthers søstre og en bror var blevet gift med rige hattemageres børn, og at derfor Martin nu stod for tur, som arkæologen, Björn Schlenker, gør.

Og selv om så faderen havde en eller anden hattemagers datter i tankerne, hvorfor skulle så Martin gøre oprør mod det og i stedet gå i kloster? Det var i almindelighed den måde, man blev gift på, og alle nutidstanker om, at Martin ikke var forelsket i den udvalgte, kan man godt gemme af vejen. Så altså, ved nærmere eftertanke synes problemet om, hvorfor Martin gik i kloster, på ingen måde at være løst ved denne tanke om et arrangeret ægteskab, som man nuomstunder uden videre kalder et tvangsægteskab.

Men Luther fører selv tankerne og forestillingerne om hans ulydighed mod faderen, da han gik i kloster, langt videre end til disse småtterier. Han skriver lidt senere i sit forord til “Om munkeløfterne”: “Men nu ser jeg, at det var Herren, der ville, at jeg af egen sikker erfaring skulle lære de høje skolers visdom og munkenes hellighed at kende, det vil sige, jeg skulle erfare det gennem mange synder og mange ufromheder, at ikke de ufromme mennesker skulle få lejlighed til at hævde sig over mig, deres fremtidige modstander, så jeg blev erklæret uvidende.” (WA, 8, 574). (se her)

Her, i 1521, har han fået en tydelig fornemmelse af sin store gerning for kristenhedens redning og ser sit klosterophold som et led i sin opdragelse til reformator. Og spørgsmålet er altså ikke, om man når frem til den opfattelse, at Luther pyntede på sin barndoms fattigdom eller gik i kloster for at undgå et arrangeret ægteskab, spørgsmålet er det langt mere vidtgående, om han havde ret i de anklagepunkter, han kom med imod papisterne.

Og at nogen kan tro, at disse petitesser kan fratage Luther hans position som kristenhedens store reformator, det er vel det mest mærkelige ved disse artikler om Luthers påståede løgne.

Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

2 svar til Var Luther en løgner?

  1. Maria siger:

    Tja, jeg læste også artiklen og studsede over hvordan det skulle ændre den protestantiske kirke, så tak for dit svar på mit ikke stillede spørgsmål

  2. S siger:

    der kan selvfølgelig være noget om at han muligvis har været i en nogenlunde fin familie da han kom på latin skole, men jeg tror ikke at alle hans kendte gerninger eller reformationen ikke har ligget på det grundlag der står i de fleste historie bøger om at han syntes der var for meget særbehandling for de velhavende

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.