Hvis islam havde sejret??

I en Tv-serie “Ordet og bomben” interviewer Jes Stein Pedersen en række forfattere. Han gør det på en lidt kunstig måde. Dels skal vi absolut fare rundt i forfatterens hjemby med interview-klip optaget så hist, så her, dels skal det hele indordnes under det lidt besynderlige spørgsmål: Har terrorister overtaget forfatteres rolle med at skabe historier?

Men på trods af det kommer der såmænd som regel noget ganske godt ud af det.

I går var der et interview med Daniel Kehlmann fra Wien, hvis bog “Opmålingen af verden” var den næstmest solgte roman i 2006. Jeg skal ikke gå interview’et igennem, det var også temmelig sammenklippet, men kun bemærke én ting. På et spørgsmål om, hvad der mon ville være sket, hvis tyrkerne havde sejret foran Wiens porte i 1683, svarede Kehlmann, at det kunne der måske være kommet noget godt ud af, for så ville Europa være blevet muslimsk, og så ville det have været den islamiske kultur og ikke den vestlige, der havde fået en oplysningstid, og så ville verden have set anderledes ud.

Boing!! Hvor dum kan man være?

Jamen, Kehlmann var virkelig yderst tiltalende og meget fornuftig, var inde i den tyske litteratur og kultur, havde Kant og Goethe som sine yndlingsforfattere, så med positive øjne på de danske Muhammed-tegninger: selvfølgelig skulle de udgives, osv. Og alligevel kan han lave en bommert som denne!

Men det er, hvad der kommer ud af det, når man tror, at alle religioner er nogenlunde ens. Ikke sandt, Voltaire kæmpede mod den katolske kirkes herredømme i Frankrig, hans kamp var oplysningstidens kamp mod religionens mørke, og takket være denne kamp mod kristendommens mørke kræfter, står vi i dag med hele oplysningstidens arv af gode ting: ytringsfrihed, demokrati, næringsfrihed, osv.

Det hele begyndte i 1700-tallet, hævdes det. Hvis ikke det var, fordi det var ateister, der fortæller om det, ville man nok sige, at det kom som en åbenbaring fra himlen, pludseligt og uden forvarsel, med ét, så var det der. Og det var der, det hele. Den fornuftige ateisme, den stærke kristendomskritik, den løsslupne tanke, og alle de mange forslag til forbedret statsstyre, altsammen væltede det bare frem og kom til udtryk i den franske revolution, ligesom det i en noget anden form var kommet til udtryk i England.

Det må være nogenlunde på den måde, man tænker, når man har Daniel Kehlmanns sko på og vover sig ud på den kontrafaktiske historieskrivnings glatis. For kun, når man på enhver måde kan sidestille kristendom og islam, kun, når man kan forestille sig, at islam i kristendommens sted ville have handlet ganske på samme måde, kun da kan man lave en sådan historisk brøler, som Kehlmann lavede.

Tag bare en ting som inkvisitionen! Den er et specielt kristent problem. Der forekom ikke indenfor den islamiske verden noget tilsvarende. Ikke, at der var religionsfrihed i vor moderne forstand, åh nej, men man accepterede både kristne og jødiske mindretal, som begge havde en vis frihed til at klare egne affærer. Men sætte sig til at tvangsomvende store mindretal, som de kristne gjorde det med muslimerne i Spanien, det var ikke noget, man gav sig af med indenfor islam.

Eller tag religionsforfølgelserne i England! Eller trediveårskrigen i Tyskland! Der var ikke noget at sige til, at disse religionsstridigheder førte til nytænkning, en nytænkning, hvor der blev skruet meget kraftigt ned for religionens rolle og betydning i samfundet.

Disse begivenheder er noget for Europa specielt, og de har givetvis været negative forudsætninger for de tanker om religionsfrihed, der dukkede op fra midten af 1600-tallet til frem i 1700-tallet.

Og så har jeg slet ikke nævnt Luther! Nå ja, man skulle måske nævne Jesus først. Han var jo trods alt en religionskritiker, der kom før Luther, endda noget før. Men Luther er os vel trods alt så nær i tid, at hans gerning ikke helt er blevet mytologisk. Og Luther tilhørte også en tid, da kristendommen virkelig havde magt. Ikke desto mindre er det fra Luther, vi har den højst moderne tanke om adskillelse af verdslig og gejstlig magt, eller altså: tanken om det sekulære samfund. Og læg mærke til det: denne tanke har gået sin sejrsgang ud over verden, når lige bortses fra de muslimske lande. Katolske lande, protestantiske lande, begge parter hylder tanken om den ikke-religiøse stat. Fjernøsten med Japan og Taiwan, det mægtige Indien, Sydamerika, størstedelen af Afrika, overalt har tanken fæstet rod.

Men altså: Undtagelsen er de muslimske lande.

Alt det har den gode Kehlmann tilsyneladende glemt. Og derfor må det betegnes som en kæmpebrøler, han begik, da han udtalte, at hvis tyrkerne havde indtaget Europa, ville det have været islam, der havde fået en oplysningstid.

Men bortset fra det havde han da nogle udmærkede tanker om litteratur og menneskesyn og om, hvad romaner kan gøre ved mennesker.

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

2 svar til Hvis islam havde sejret??

  1. Adam Agger siger:

    Hvis islam havde sejret, så var Kjeld Holm bare blevet stormufti i stedet for biskop. Og iøvrigt ment det samme…

  2. Karen E. Hansen siger:

    Kære Ricardt Riis!
    Din overvejelse på bloggen bør da have en mere seriøs respons!
    Jeg undrede mig også over, at Daniel Kehlmann kom med den sidebemærkning. Hans roman er jo til eftertanke i Europa (Tyskland) og netop et forsøg på at lade ordene give volden modspil.
    Hvis hans bemærkning er gennemtænkt (hvad jeg egentlig ikke tror), så må han mene noget i retning af at Europas jord af sig selv ville have frembragt oplysningen ??
    Eller at Luthers og renæssancens virkninger ikke havde ladet sig stoppe af et kalifat??
    Uden af være særlig kompetent på det område mener jeg, at den religiøse tolerance inden for islams “hus” kun trives, hvis islams magt og dominans ikke er truet. Og da den græske tanke (om fornuft og argumentation) blev taget op blandt de muslimske lærde, mener jeg, at den blev lagt til side igen, bl.a. fordi den truede deres magt over “den almindeligt troende”.
    Det er netop den religiøst lærdes eller gejstliges magt, der anfægtes af den enkeltes religiøse frihed.
    Du mener tilsyneladende, at det var de grusomme religiøse stridigheder og krige i Europa, der var baggrund for oplysningen.
    Men oplysningens folk var ikke særligt kristendoms-fjendtlige. Derimod kirke(magts)-fjendtlige.
    Det mener jeg har at gøre med ikke kun genopdagelsen af den græske tanke, men nok så meget at religionskritikken er en indre styrke i kristendommen. Jesu virke var religionskritik (han blev dømt for blasfemi, som blev (og stadig mener jeg i islamiske lande bliver) betragtet som samfunds-truende). Evangeliets forkyndelse af tilgivelse og retfærdiggørelse af tro er en trussel mod religiøse magthavere. ‘Overholder du ikke alle de religiøse regler, som kun de lærde kan gennemskue ender du i helvedet! Læser eller tænker du selv kan du dømmes for kætteri/blasfemi/fornærmelse af religionen’
    Men Kristus er selv i kristendommen det store spørgsmålstegn ved den form for (samfunds)magt.
    Jævnfør Ivans fortælling om storinkvisatoren i Brødrene Karamazov.
    Men havde muslimerne taget Wien, og Europa i 1683, havde de så ladet sig påvirke af den ånd – eller var det gået Vesteuropa som Balkan under sultanerne?
    Indtil Osmannerriget ikke kunne mere.
    Jeg synes også at Kehlmann kom alt for let om ved den bemærkning.
    Men Wiens porte er nu i den offentlige debat i Europa, hvor man med ord må kæmpe alene for at få lov at sige, at de er under belejring…
    KH

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.