Muhammedkrisen igen!

Bliver vi da aldrig færdige med den Muhammed-krise?

Ikke så snart skrabes der lidt i lakken, før de velkendte standpunkter rulles frem igen. Intet nyt. Ingen hører længer på hinanden. Man gentager gamle synspunkter, men vover ikke at lade sig påvirke af andres meninger.

Nu sidst i Deadline den 18-12! To tidligere udenrigsministre, Niels Helveg og Mogens Lykketoft, skulle bedømme en kritik af det danske udenrigsministerium, som én eller anden Kloge-Åge fra London havde fremsat, herunder en kritik af den danske håndtering af Muhammed-krisen, som dog blev kaldt tegning-krisen.

De to skulle jo være kloge folk, ville man mene. Jovist, det er de sikkert. Men de er ikke uden fordomme. De har dannet sig deres faste og upåtvivlelige mening om begivenhedernes gang. Og derfra lader de sig ikke rokke.

De var f. eks. rørende enige om, at det var forkert af statsministeren at afvise at mødes med muslimske landes ambassadører. Og de så i statsministerens håndtéring af denne henvendelse et eksempel på, at de politiske og sågar indenrigspolitiske hensyn vejer tungere end udenrigsministeriets rådgivning. Så Muhammed-krisen kunne ikke bruges som baggrund for kritik af udenrigsministeriet, mente de.

Jeg mener nu at kunne huske, at det ved senere undersøgelser kom frem, at udenrigsministeriet havde været rådgivende med hensyn til ambassadørhenvendelsen. Blot havde ministeriet rådet statsministeren til ikke at mødes med ambassadørerne, for ved at tage et møde ville man give dem falske forventninger, som så ville slå tilbage på en uheldig måde, når de ikke blev indfriet. Derfor ville det klogeste være ikke at mødes med ambassadørerne, men nøjes med at besvare deres henvendelse skriftligt.

Men de to tidligere udenrigsministre undlod ikke at fortælle, hvor elendigt krisen var blevet håndteret af regeringen. Det ikke afholdte møde, den dårlige diplomatiske indsats, regeringens næsten religiøse fastholden ved ytringsfriheden, osv., alt dette bevirkede, at det hele udviklede sig til en krise.

Ak ja, tiden løber hurtigt, og utrolig meget skrives i den store glemmebog. Og naturligvis har de to herrer fra oppositionen deres kartofler at hyppe. Men alligevel!

Har man fuldstændig glemt, at det hele frem til slutningen af januar 2006 kun var krusninger på overfladen i forholdet mellem Danmark og den muslimske verden? Først den 23. januar 2006 blev krusningerne til krise. Ralph Ghadban skrev den 6-3 06 i Information: “Den 23. januar underskrev kong Abdullah af Saudi-Arabien en række økonomiske aftaler med Kina. Samme dag fordømte det såkaldt konsultative råd i Riyadh de i Danmark og Norge offentliggjorte karikaturer af profeten Muhammed. Samme dag blev saudi_arabiske borgeres e-mail-konti bombarderet med anonyme mails, der opfordrede dem til at boykotte danske produkter. 24. januar bandlyste Saudi-Arabiens stormufti, sheik Abdelaziz, karikaturerne og afkrævede Danmark en undskyldning. 26. januar trak Saudi-Arabien sin ambassadør hjem fra Danmark. Således startede den protestbølge, der siden har bredt sig til alle islamiske lande, og som i al væsentlighed er tilskyndet af despotiske regimer og islamistiske grupperinger”.

Og har man fuldstændig overset, at det, der skete, var fuldstændig uhørt, og derfor komplet umulig at forudse for noget udenrigsministerium eller nogen statsminister? At en fremmed stat kræver regeringsindgriben mod vor interne diskussion? At de muslimske stater kræver af os, at vi undlader visse ytringer af hensyn til deres religiøse følelser, det er aldrig set før.

Jeg tør ikke sige, om den enlige kommentar, jeg i sin tid læste, som hævdede, at saudiernes protest skyldtes, at de ville aflede opmærksomheden fra deres uheldige håndtéring af pilgrimsfærden til Mekka, hvor knap en snes mennesker omkom, havde fat i sandheden. Men det lyder meget sandsynligt. I hvert fald er det bemærkelsesværdigt, at de gik efter et lille land. Det kunne der jo ikke ske så meget ved. Og så fik de vist hele den muslimske verden deres store fromhed og enorme respekt for deres profet.

De opnåede langt mere, end de nok nogensinde havde drømt om. De opnåede at drive en kile ind i hele Vesten, imellem de enkelte lande og imellem befolkningsgrupper i hvert land. Det er ikke glemt, hvordan Danmark i den første tid stod helt muttersalene med sine problemer. Holdningen i de andre vestlige lande, især de store, var, at vi lå, som vi havde redt. Det måtte vi virkelig selv om. At ytringsfrihed er et princip, og at man skal kæmpe for friheden til at ytre sig, også når man er bunduenig med de ytringer, der er tale om, det havde man fuldstændig glemt.

Og som man i dag kan se, har det givet de muslimske lande blod på tanden. Når der nu i FN ligger et forslag fra de muslimske landes organisation om indskrænkning af ytringsfriheden af hensyn til religiøse følelser, så er det en udløber af den succes, de opnåede under Muhammed-krisen. Det lykkedes jo virkelig at få mange mennesker her i Vesten til dels at opfordre til tilbageholdenhed med religionskritiske ytringer, dels selv at afholde sig fra nogen form for udtalelse, der kunne tænkes at såre muslimer.

Men altså, det fuldstændig nye og ganske uhørte ved Muhammed-krisen er, at muslimske lande nu vil blande sig i, hvordan vi skal håndtére vores ytringsfrihed. Retter vi os ikke efter dem, tillader de sig at boykotte os og afbrænde vore flag og vore ambassader.

Det er derfor udtryk for en stor, stor proportionsforvrængning, når de to tidligere udenrigsministre mener, at bedre diplomati fra dansk side kunne have forhindret nogetsomhelst. Vi lærer alle af vore erfaringer. Men stillet overfor det helt nye, har vi ingen erfaringer at støtte os til.

Og der er ligeledes udtryk for en helt forkert indstilling, når de mener, at vi, med erfaringerne fra Muhammed-krisen in mente, bør gøre en stor diplomatisk indsats for at forbedre vort forhold til de muslimske lande. Selvfølgelig skal vi det. Men vi skal da gøre det som led i vort almindelige diplomati, ikke specielt som en udløber af Muhammed-krisen.

Nej, hvis vi fra dansk diplomatisk side skulle foretage os noget som reaktion på Muhammed-krisen, så skulle det da være at udbygge det vestlige samarbejde, så det ikke en anden gang skal kunne lykkes nogen muslimsk stat at drive en kile ind mellem os, så altså ikke en anden gang én eller anden lille stat kom til at stå alene med problemer, der var afledt af den ytringsfrihed, som vi alle hylder, i hvert fald, når den ikke koster os noget.

Og så viser forresten også denne analyse, at den påstand, at vi danskere glemte at tage hensyn til, at vi lever i en globaliseret verden, er helt ved siden af. Krisen opstod, fordi saudierne havde brug for en afledning. Så vi behøver ikke gå og være bange for, hvad vi tør sige og hvad ikke.

Det kan måske midt i al mistrøstigheden være en trøst.

Advertisement