Den falske muslimske Jesus

Jeg må begynde med at tilstå, at overskriften er en lille smule misvisende.

Blogindlægget her skal handle om en bog, jeg har købt fornylig: Den muslimske Jesus, af Tarif Khalidi, forlaget Mimer.

Det er egentlig en meget interessant bog, og jeg skynder mig at nævne, at forfatteren sådan set er enig med mig i, at den Jesus, han omtaler, er en falsk Jesus. Og det er det misvisende ved overskriften: Det, jeg vil bebrejde Tarif Khalidi, er sådan set ikke, at han fortæller om muslimernes Jesus-billede, nej, det er noget andet. Men for at vise det, må jeg sige lidt mere om bogen.

I bogen har Khalidi samlet 303 haditter om Jesus. Det i sig selv lyder besynderligt. Vi, der har læst lidt om islam, er vant til at regne med tre kilder til kundskab om islam: koranen, hadith og profetens levnedsbeskrivelser. Og vi har lært forskellene på de tre: koranen betragtes af fromme muslimer som Guds eget ord, den er jo resultatet af de åbenbaringer, der blev Muhammed til del. Haditterne er nedskrifter af, hvad Muhammed ellers sagde, når han ikke modtog åbenbaringer. Og profetens levnedsbeskrivelser, nå ja, det er biografier af Muhammed.

Men at der findes haditter, der handler om andre end Muhammed, det var jeg ikke klar over. Og at der er haditter, endda mange, der handler om Jesus, det vidste jeg heller ikke. Men det er, hvad Khalidi påviser.

Nå ja, Khalidi begynder med at nævne alle de koranvers, der handler om Jesus. Jesus regnes af Muhammed for én af profeterne. Men ud fra koranens mange beretninger om Jesus kan man faktisk spørge, om ikke koranen sætter ham meget højt, højere end de andre profeter, bortset fra Muhammed: han er undfanget på overnaturlig måde, han talte som barn i vuggen, han formåede at foretage undere, og han blev optaget til himlen, ikke som vi andre, gennem en død, men direkte, så det kun så ud, som om han blev korsfæstet. Dèr, i himlen, venter han så til de sidste tider; så vil han komme igen og foretage bestemte ting, før til sidst endelig dommedag oprinder.

Det forekommer mig, at Khalidi er lidt uklar, hvad angår Jesu korsfæstelse. Det store spørgsmål mellem muslimer og kristne er: Kan man få påstanden fra koranen om, at Jesus ikke blev korsfæstet (sura 4,157), passet ind i det righoldige materiale, vi har fra både hedenske og kristne kilder, som synes at bevise Jesu død? Han prøver ikke på det, og det er måske positivt, men han benægter heller ikke koranens påstand, hvilket viser, at modsætningen mellem muslimer og kristne opretholdes.

Men udover disse koranvers findes der altså en række haditter om Jesus. Khalidi tidsfæster de første af dem til omkring 700-tallet. De store muslimske erobringer havde netop fundet sted, og i de erobrede lande befandt der sig ganske mange kristne menigheder. Det ser Khalidi som et tegn på, at de to religioner kunne leve fredeligt side om side, og som baggrunden for, at de mange Jesus-haditter kunne dannes: muslimerne har lært af de kristne, de boede iblandt. Men, hævder han, den Jesus, der er tale om i haditterne, er en muslimsk Jesus, tilpasset den muslimske tro.

Og det er da sådan set spændende nok at læse disse falske Jesus-ord. Falske? Ja, det er vi enige om: de er falske, Khalidi er på ingen måde i tvivl om, at disse muslimske Jesus-ord er en konstruktion. Jeg véd ikke, hvad han regner evangeliernes Jesus-ord for, men om dem kan man dog sige, at nogle af dem måske går tilbage til Jesus selv og altså er ægte nok. Det kan man på ingen måde sige om de muslimske Jesus-ord; de er alle opdigtede.

Så langt er vi enige.

Men se, så skriver han i sit forord: “Islamisk civilisation har fra starten med dens hellige tekst, Koranen, og op gennem halvandet årtusindes hellig og sekulær litteratur viet en enorm stor interesse for Jesusskikkelsen. Det er et eksempel – ret enestående i religionshistorien – på, at den ene religion med kærlighed har adopteret den anden religions centrale skikkelse for at styrke sin egen fromhed”. Og se, så véd jeg ikke rigtig, hvad jeg skal tro og mene. Det lyder næsten, som om han vil have os kristne til at glæde os over den store interesse, der vises vores centrale skikkelse. Tænk, at muslimerne virkelig omtaler Jesus så meget og viser ham så stor respekt! Så kan de da vist ikke være helt tossede, disse muslimer! Måske vi skal lade være med at sætte kristendom og islam op som et enten-eller!

At det er sådan, han forestiller sig sagen, ses hen mod slutningen af hans indledning. Her hedder det: “Rent bortset fra hvad det kan afsløre om kontakten mellem islam og kristendom i et historisk perspektiv, kan det i dag lære os noget om, hvordan religiøse kulturer generelt påvirker og beriger hinanden og lærer at sameksistere. Sameksistens bringer mig til mit sidste synspunkt: Denne vekselvirkning synes at dække over en dybere religiøs og teologisk virkelighed – nemlig kristendommens og islams behov for at blive komplementeret”.

Og så må jeg nedlægge protest. Khalidi har fortalt om, hvordan kristendommen påvirkede islam ved at stille Jesus-skikkelsen til rådighed for dem. Men ikke et ord om nogen påvirkning den modsatte vej. Så en vekselvirkning er der bestemt ikke tale om, en gensidig berigelse heller ikke. Altsammen er det smukke ord, og det er måske det ideal, der foresvæver Khalidi for samspillet mellem de to religioner i dag, men det er langt fra den historiske virkelighed, han omtaler fra 700-tallet.

Det forekommer mig, at han i sin historiske fremstilling har glemt en meget afgørende årsag til, at der blev fabrikeret (det er det udtryk, han bruger) en muslimsk Jesus: man ville have de kristne til at konvertere til islam, og man ville forsvare sin muslimske tro imod kristendommen. Man havde erobret en række kristne lande, Syrien, Palæstina, Irak, og alle disse landes kristne ønskede man i det lange løb omvendt til islam. Til den ende anvendte man en række tvangsforanstaltninger: der kunne ikke bygges nye kirker, kristne måtte ikke prøve at omvende muslimer, en muslimsk kvinde måtte ikke gifte sig med en kristen mand, mens en kristen kvinde godt måtte gifte sig med en muslimsk mand, børn af et sådant blandet ægteskab skulle altid regnes for muslimer, man måtte ikke tale nedsættende om Muhammed, osv. Men udover disse tvangsforanstaltninger foregik der naturligvis en åndelig kamp mellem religionerne. Og som et led i denne åndelige kamp er i første række koranens Jesus-forestillinger dannet, i næste omgang “den muslimske Jesus” blevet til. Der er altså ikke tale om nogen fredelig sameksistens, der er tale om en kamp mellem religionerne, hvor alle midler gælder, herunder fabrikation af et falsk Jesus-billede.

Og altså: fordi Khalidi har et sådant rosenrødt billede af forholdene i de af islam erobrede lande, falder det ham overhovedet ikke ind at nævne den vel mest nærliggende årsag til fremkomsten af den muslimske Jesus: Man ville omvende de kristne, man ville vise dem, at islam nærede stor respekt for deres hovedperson, man anvendte snyd og bedrag til dette hellige formål, falske Jesus-ord, falsk Jesus-billede, fornægtelse af korsfæstelsen, alle kneb gjaldt i kampen for at vinde tilhængere og i kampen for at beholde sine egne. Men læg mærke til det: denne kamp foregik ikke på lige vilkår; det var muslimerne, der sad på magten, det var dem, der kunne gennemtvinge ovenstående bestemmelser om sameksistens, og det gjorde de.

Hvordan det ville være gået for sig, hvis kampen var foregået på lige vilkår, altså, hvis den var foregået med kun åndelige midler, det er jo ikke til at vide. Men at sige, som Khalidi gør, at muslimerne med kærlighed adopterede Jesus-skikkelsen, det rejser øjeblikkelig det spørgsmål: Hvis de virkelig adopterede ham, og hvis de virkelig gjorde det af kærlighed, hvorfor skulle de så absolut lave ham om, hvorfor skulle han så iklædes muslimske klæder? Er han ikke god nok, som han fremtræder i evangelierne? Tør de måske ikke læse evangelierne af frygt for at blive overbevist? Eller holder de sig tilbage, fordi evangelierne så tydeligt modsiger koranen, når de alle hævder, at Jesus virkelig døde på korset?

Nej, jeg tror desværre min fornemmelse var rigtig nok: Khalidi vil have os kristne til at glæde os over muslimernes interesse for Jesus, han vil have os til at tro, at vi har en fælles interesse i interessen for Jesus. Men det er jo løgn. For vores Jesus og deres Jesus er aldeles ikke den samme. Uanset hvor mange af de falske Jesus-ord, han bringer til torvs, der har lighed med ord fra evangelierne, så er de alle tilfilet og tilpasset det muslimske miljø, hvori de er opstået. Og en sådan løgne-Jesus kan man da ikke glæde sig over som kristen.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

7 svar til Den falske muslimske Jesus

  1. M. Nielsen siger:

    Er det ikke det Jesus fleregange har sagt og advaret os imod?

    1. Johs. 4, 1 15
    Guds ånd og Antikrists ånd
    v1 Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. v2 Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; v3 men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden. v4 I er af Gud, kære børn, og I har overvundet dem, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden. v5 De er af verden, derfor taler de ud af verden, og verden lytter til dem. v6 Vi er af Gud, og den, der kender Gud, lytter til os, men den, der ikke er af Gud, lytter ikke til os. Derpå kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd.
    Matt. 7, 15 –23
    Om falske profeter
    v15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. v16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? v17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.

    Det store spørgsmål, skal vi gå i dialog med dem?, eller undgå dem?, eller kan vi omvende dem?

  2. jørgen juul petersen siger:

    Tak for din omtale af bogen ”Den muslimske Jesus” (blogindlæg 25. Januar 2009), der efter din mening rettelig burde have heddet ”Den falske muslimske Jesus”.
    Det er egentlig en meget interessant bog, skriver du. Men du siger ikke, hvorfor det er en meget interessant bog. Du skulle skrive et indlæg nr 2, hvor du gør rede for, hvorfor du kalder det en meget interessant bog. Men nu nøjes du med at skære alt over en kam og konkludere, at vores Jesus og deres Jesus aldeles ikke er den samme. Deres Jesus er den Jesus, der gir sig af koranen og alle senere kilder. Og den Jesus er anderledes end vores nytestamentlige Jesus. Det er der ingen tvivl om. Men det bogens forfatter, Khalidi, er interesseret i at vise, er forskellen på det billede af Jesus vi finder i koranen og så de billeder vi finder i senere kilders ordsprog og anekdoter. Det er de relative forskelle han er interesseret i. Han mener også de kan være af interesse for samtalen mellem muslimer og kristne. Ikke for at nedtone forskellene for på den måde at undgå ballade. Han opfordrer os ikke til at lade de afgørende forskelle ligge, som om de ikke er så afgørende alligevel og alt derfor er lige fedt, men han opfordrer os til at begynde et andet sted, ikke med den fundamentale uenighed, men med noget vi kender. Det er ikke irenisk fromhed, der får Khalidi til at kalde sin samling af ordsprog og anekdoter for det ”muslimske evangelium”, men finurlighed.
    I et glimrende interview i Kristeligt Dagblad den 12. december 2008 siger Khalidi, at dialogen mellem islam og kristendom indtil videre har været mest teologisk fokuseret. Om Jesus blev korsfæstet eller ej. Og det med, at ”vi går ind for fred , og I går ind for fred og bla, bla, bla.” Den dialog fører ingen vegne hen. Men det gør en samling om Jesus-billedet i islamisk poesi og litteratur gør. Det billede kan give dialogen en anden dagsorden, måske af større forståelse. For her er der flere fælles træk, selvom Jesus som frelser aldrig er noget muslimer og kristne bliver enige om, fremhæver Khalidi.
    Det er udmærket at diskutere om Jesus blev korsfæstet eller ej. Det er det helt afgørende punkt. Men behøver det at udelukke, at vi også diskutere mange andre interessante ting? F.eks. hvilken rolle Jesus-figuren spiller i andre religioner? Behøver det vigtigste altid at udelukke det næstvigtigste eller tredjevigtigste? Er det ikke også spændende og interessant at se, hvordan man har videregivet religiøs og etisk indsigt og praksis med ordsprog og anekdoter og i det hele taget hvordan man er gået i lag med sin tilværelse. Kan du ikke se, at der er livsoplysning og fortælleglæde på færde. Hvad siger du f.eks. til et ord som dette (nr. 98): ”Salig er han, som ser med hjertet, men hvis hjerte ikke er i det, som han ser.” og til Khalidis kommentar hertil: ”Et elegant ord uden nøjagtige paralleller i evangelierne, men som ikke desto mindre ligner Jesus i sin rammende dybde.”
    Du skriver, at du opfatter ordene som led i en åndelig religionskamp. I første række er koranens Jesus-forestillinger dannet, i næste omgang er ”den muslimske Jesus ” blevet til. Men hvad med forskellene mellem koranens Jesus-billede og så billederne i de mange ord og anekdoter? Hvordan forklarer du dem? Har du ikke noget at sige om den strenge og monomane askese og livsfornægtelse, om politik og religion, om de rammende udtryk, om fortælleglæden, om vandrehistorierne som folkemindevidenskaben jo for længst er begyndt at interessere sig for. Jeg ved ikke, hvor megen strategi der ligger bag. Det kræver nok en større undersøgelse af de enkelte ord. Men i nogle af dem bliver Jesus da udtrykkeligt brugt i en intern muslimsk polemik. Khalidi kom i sit foredrag i København ind på den rolle Jesus spiller i moderne arabisk digtning. Her var der nærmest tale om en befrielsesteologisk Jesus.
    Er der kun tale om kamp, åndelig kamp og rivalisering mellem religionerne,– er der ikke andet at tale om? Du forestiller dig, at ordene er blevet fabrikeret i en teologisk kommandocentral, hvor alle triks og kneb gælder og hvor målet helliger midlet. Den slags kender vi mange steder fra. Men overser du ikke betydningen af det folkelige og poetiske, glæden ved at formulere et rammende udtryk for en indsigt eller ved at fortælle en god historie? Gør du ikke det forskellige ens med din modstilling af falsk og ægte? Er der ikke meget at hente i jødernes hellige skrift, Gammel Testamente også uden at vi læser det kristologisk? Kan vi ikke også hente indsigt i menneskelivet i romersk-katolske legender eller i gnostiske skrifter eller i nordisk mytologi, i H.C. Andersens eventyr?
    Løgstrup skelnede mellem det universelle i kristendommen og det specifikke. Lægger tanken om det universelle, skabelsestroen, ikke op til at vi netop kan tale sammen om det liv vi er fælles om uanset religion?
    Du taler om ”den falske muslimske Jesus”. Var det ikke bedre at tale om ”de mange muslimske Jesus-billeder” over for ”de mange kristne Jesus-billeder” tættere på eller fjernere fra det vi anser for det sande evangeliske Jesus-billede? Eller er teologi kun taktiske religionspolitiske overvejelser?
    Prof. Khalidi er ingen missionær. Selv udtalte han i et avisinterview: ”Begge mine forældre var dybt rodfæstet i den islamiske kultur, men ikke særlig religiøse. Og jeg er af samme slags.”
    Mon ikke du er gået helt fejl af hans anliggende.
    Venlige hilsener og på gensyn
    Jørgen Juul Petersen, præst i Bredsten

  3. Ricardt Riis siger:

    Kære Jørgen Juul Petersen!

    Tak for din indvending! Den giver mig lejlighed til at uddybe mine synspunkter.

    Du skriver til sidst: ”Du taler om ”den falske muslimske Jesus”. Var det ikke bedre at tale om ”de mange muslimske Jesus-billeder” over for ”de mange kristne Jesus-billeder” tættere på eller fjernere fra det vi anser for det sande evangeliske Jesus-billede?”

    Nej, det var ikke bedre. Det, du skriver her, og det, du gør her, er et meget godt udtryk for den fejl eller den selvmodsigelse, som også Khalidi gør sig skyldig i. Det er sandt nok, at der er mange forskellige kristne Jesus-billeder. Men de har alle det ved sig, at de hævder at være bygget på de ældste autentiske kilder, vi kender, nemlig de nytestamentlige evangelier. Og derfor kan man ikke sidestille de kristne Jesus-billeder med de muslimske. De står ikke på samme niveau.

    Når jeg ligefrem vil mene, der er tale om en selvmodsigelse, skyldes det den sidste sætning: ”det, vi anser for det sande evangeliske Jesus-billede”. Hvem er mon disse ”vi”? Jeg vil foreslå, at man ved det ”vi”, der er i stand til ud fra de historiske kilder at uddestillere det sande Jesus-billede, forstår, ikke de kristne, men historikerne. Svarende dertil er det mest som historiker, jeg er forarget på Khalidi (og dig) ikke så meget som kristen.

    Der er i den muslimske kultur opstået to tanker, som udelukker dem, der deler disse opfattelser, fra historiker-kommunitetet. Og før disse tanker bliver effektivt modsagt, kan en muslim ikke blive fuldgyldigt medlem af samme kommunitet. Desværre har det vist lange udsigter med en sådan modsigelse.

    Den ene tanke er den, der er nævnt i koranen (sura 4,157): Jesus døde ikke på korset, det så bare sådan ud for de jøder, der mente, de henrettede ham. I en debat, jeg havde med en ung konvertit, Kasper Matthiesen, i Information (6-1 05) skriver Matthiesen: ”Koranen, … skal ikke tages som kilde på lige fod med samtidige kilder; den overtrumfer dem, dens guddommelige ophav taget i betragtning”. Her optræder det, som den amerikanske filosof, Richard Rorty, kalder en diskussionsstopper: med henvisning til et guddommeligt ord bringes diskussionen til afslutning; for hvad kan man indvende mod et ord, der skal tages for pålydende, ikke på grund af dets argumentationskraft, men på grund af dets påståede guddommelige oprindelse?

    Og det må vi fastholde, som kristne og som sekulære historikere: skal der diskuteres historie, skal vi have en dialog om almindelige historiske kendsgerninger, så bliver der ingen dialog ud af det, hvis den ene part bringer guddommelige udsagn i spil. Vil muslimerne derfor fastholde koranens påstand om, at Jesus ikke døde på korset, så stiller de sig udenfor det almindelige historiker-kommunitet. Her er der ikke plads til halve indrømmelser eller venlig imødekommenhed. Det må siges, så det ikke er til at misforstå, at det på den måde er muslimerne, der afbryder dialogen, at det er deres påstand, der gør dialog umulig.

    Denne koranske påstand er så i den muslimske tradition blevet yderligere udbygget med en tese om, at de kristne har forvansket deres helligskrift. Og så er udelukkelsen komplet. For muslimerne: udelukkelsen af enhver henvisning til evangelierne som historiske kildeskrifter. For de kristne: udelukkelsen af muslimerne fra historiker-kommunitetet; dialog umuliggjort — af muslimerne.

    Eller med andre ord: Jesus er vores mand, de kristnes mand. Skal vi diskutere Jesus-ord, hvad der er ægte og hvad uægte, er der ingen vej uden om vores helligskrift, det ny testamente.

    Det anerkender da også Khalidi. Og det anerkender også du, når du opererer med et sandt, evangelisk Jesus-billede. Men hvordan kan du så i samme åndedrag sidestille de muslimske og de kristne Jesus-billeder?

    Det betyder naturligvis ikke, at det ikke kan være interessant at studere islams historie, herunder opkomsten af disse mange falske Jesus-ord, blot man holder sig for øje, at de er fremkommet uden hensyntagen til de kristne evangelier, frit opfundet af muslimerne selv.

    Og man skal nok også holde sig for øje, at der var stærke spændinger i de muslimske samfund, spændinger mellem filosofferne og mullaherne og mellem sufierne og mullaherne, spændinger, vel at mærke, som ikke blot var politiske, men også logiske. Det lader sig nu engang ikke gøre logisk at forene filosoffernes tanke om, at mennesket selv kan finde frem til forskellen mellem godt og ondt, med mullahernes påstand om, at der må en åbenbaring til. Og det lader sig heller ikke gøre at forene sufiernes forestilling om, at det drejer sig om at undgå enhver berøring og afhængighed af denne verdens ting, med mullahernes påstand om, at dine handlinger, rituelle og sociale, er afgørende på dommedag.

    Den største filosof af dem alle, Ibn Rushd, måtte således finde sig i at blive landsforvist indtil et par år før han døde (1198); mullaherne fik ham bort. Og en meget berømt sufi, Mansur al-Hallaj, blev i 922 henrettet i Bagdad for kætteri, også et udtryk for, at den normale islam, mullahernes religion, ikke lod sig forene med sufismen.

    I den forbindelse er det yderst interessant, at samme al-Hallaj henviste til Kristi død og bad for sine forfølgere. Hvis det er sandt, synes han at have modsagt koranens påstand om, at Jesus ikke døde på korset.

    Og selv om den store teolog, al-Ghazali (død 1111), blev grebet af sufismen og i sit store værk ”Genoplivelsen af de religiøse videnskaber” (Ihya al-Ulum al-Din) prøver at forene islams og sufismens grundtanker og til den ende anfører en række falske Jesus-ord, så er der for mig at se mere sandhed i det, der skete med al-Hallaj.

    Men bevares, det er da tankevækkende, at sufierne fandt ud af, at de kunne bruge Jesus, når de altså blot lod være med at henvise til evangelierne og undlod at hævde Jesu korsdød.

    Dog har jeg på fornemmelsen, at du bebrejder mig, at jeg ikke kan se det positive i livsanskuelsesmæssig henseende i disse Jesus-ord. Du skriver: ”Kan vi ikke også hente indsigt i menneskelivet i romersk-katolske legender eller i gnostiske skrifter eller i nordisk mytologi, i H.C. Andersens eventyr?”

    Dertil vil jeg sige: Jo, naturligvis kan alt dette bringe os indsigt. Men for mig at se er noget af det, vi kan få indsigt i, dette, at mennesker uhyre let kommer til at løbe med limpinden. Og det var vist ikke det, du mente. Men ærlig talt: går du ikke også til H. C. Andersen med større tiltro til, at du får noget værdifuldt ud af det, end du går til gnostiske skrifter? I hvert fald: jeg går ikke til de muslimske Jesus-ord med nogen idé om, at de vil give mig en indsigt i menneskelivet, som jeg ikke får langt bedre i den ægte vare fra evangelierne.

    Dèr får jeg jo en række ord vendt mod lovfromheden; dèr får jeg nogle udfald mod farisæerne og de jødiske ledere, der kan forklare, hvorfor de tog beslutning om at dræbe ham; dèr får jeg en række stridssamtaler, der så sandelig gør det anskueligt, at det, Jesus bragte, var noget helt nyt; og ikke mindst: dèr får jeg det vel nok sikrest overleverede Jesus-ord af dem alle: nadverordene fra skærtorsdag aften, ord, som jeg kan blive ved og blive ved med at overveje i deres gådefulde billedsprog og foruroligende dybde. Alt sammen knyttet til en bestemt historisk person, overleveret os så troværdigt, som det nu kunne lade sig gøre.

    Dette er tænkt som en præcisering. Jeg håber, det virker som en sådan.

    Venlig hilsen

    Ricardt Riis.

  4. Daniel siger:

    I er så ynkelige, virkelig.. i er meget ynkelige!

  5. Pingback: En sejr over et muslimsk dogme? | ricardtriis

  6. Pingback: Muslimsk fundamentalisme | ricardtriis

  7. Pingback: Halve sandheder | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.