Umenneskelig fromhed

 

Det er ganske besynderligt at lægge mærke til. Men man ser det atter og atter: den menneskelige fromhed har det med at lade sig indfange af sine egne tanker, så der kommer noget ganske umenneskeligt ud af det.

Her fornylig har vi set det med de mange fromme prælater i den katolske kirke. En niårig pige er blevet voldtaget i Brasilien. Hun blev gravid med to fostre. Lægerne anså hendes liv for at være i fare, og hendes mor fik derfor foranstaltet, at de to fostre blev aborteret.

Og hvad sker der så?

Så sker der minsandten det, at moderen og de to læger, der har stået for indgrebet, af den meget fromme biskop i stiftet, der formodentlig mener, at han er talerør for Guds egen røst, bliver ekskommunikeret af kirken, mens stedfaderen, som var den, der havde voldtaget pigen, ikke bliver det; en skændselshandling af kirken, der blev kritiseret af de norske katolske biskop, men forsvaret af den danske. Oven i købet med den noget kyniske bemærkning, at kirken ikke behøvede at gøre opmærksom på, at voldtægt er imod Guds bud, men nok, at abort er det.

Dog mødte denne ekskommunikation en så stor modstand fra alle vi verdsligt sindede mennesker, der måske ikke har nogen uddannelse i etik og derfor nok ikke er særlig fromme, men blot ser på, hvad der er umenneskeligt og hvad ikke, at paven i Rom besluttede at bøje af. Det skete med en erklæring i den særlige Vatikan-avis, men for mig at se har det ikke hjulpet den katolske kirke det bitterste.

Nå, emnet her er ikke den pavelige kuries evne til at omgås pressen, men det mere dybtliggende: Hvordan kan det være, at så mange fromme mennesker, med paven i spidsen, træffer så umenneskelige beslutninger? Hvoraf kommer det, at man som from og tilgivelsestroende biskop i den katolske kirke kan få sig selv til at hævde, at alle, der hjælper med til en abort, automatisk er ekskommunikeret fra kirken, når nu omstændighederne er så specielle, som tilfældet er her?

Jeg vil svare, at det kommer af, at fromheden har taget overhånd. Og fromheden tager overhånd, hver gang man mener sig så sikker på noget, at man tør sætte Gud bag det med hele hans autoritet. Den sikkerhed mener den katolske kirke at have med hensyn til spørgsmålet om abort. Man har arbejdet alvorligt og filosofisk med spørgsmålet. Hvornår er et menneske et menneske? spørger man, og svarer, at det er det, når det tidspunkt i fosterudviklingen er passeret, hvor blastulaen kan blive til to individer. Og dette menneske har som alle andre mennesker krav på samfundets beskyttelse, siger man. Jovist, man har styr på tankerne, der er orden i etikken.

Der er pokker, er der!

Det er ikke de dybe og alvorlige og fromme etiske tanker, der har ret. Det er i stedet alle os med de dagligdags erfaringer, det er os, der kender en niårig pige og kan gøre os forestillinger om, hvad det vil sige at få sit fremtidige liv ødelagt af en dødsensfarlig tvillingfødsel. Det er os, der tænker folkeligt, der har ret. For livet kan ikke splittes op i etiske detail-situationer, der alle indordnes under den samme regel, livet er livet i samfund, i forhold, forhold til ægtefælle og børn, forhold til myndigheder og stat, og det er ud fra alle disse forskellige forhold, at vi danner os et overblik over, hvad der er rigtigt og forkert. Det betyder ikke, at alt er ligegyldigt, men det betyder, at det, der får forholdene til at blomstre, er godt, og det, der nedbryder dem, er ondt.

Fanden er en lumsk herre, og mest lumsk og nederdrægtig er han, når han får os til at være onde af fromhed. Mon ikke de mange, der har søgt ind til den katolske kirke, fordi de dèr får klare svar, af bl. a. denne begivenhed bliver klar over, at så simpelt er livet ikke? Klare svar kan af og til være djævelske svar. Det kan godt være, at vor folkekirke organisatorisk er en forfærdelig rodebutik, men den har dog den fordel, at denne nederdrægtige fromhed har vanskeligere ved at få fodfæste.

Og så til en anden, men lignende sag!

Nemlig til sagen om det barn, der er blevet undfanget på baggrund af lægers udvælgelse blandt op mod en snes befrugtede æg, fordi en ældre søskend lider af en sygdom, der kun kan helbredes med knoglevæv fra en nært beslægtet. Det blev tilladt, fordi der for nogle år siden var en lignende sag, og — som en modstander af proceduren sagde det — folketinget ikke kunne modstå det folkelige pres og vedtog en lov, der gjorde det tilladt på den måde at udvælge æg, så der skabtes et barn med det formål at levere knoglevæv til en ældre søskend.

Var det forkert af folketinget ikke at modstå det folkelige pres? Undskyld, men det kan jeg ikke se. Jovist, jeg véd godt, at Kant har sagt, at man aldrig skal opfatte et andet menneske som middel, men altid skal opfatte det som mål. Men jeg er ret overbevist om, at det ikke var en sådan situation, Kant havde for øje. Og jeg er også overbevist om, at normalfamilien i Danmark nok skal vide at tage hånd om de vanskeligheder, der måtte opstå. Ja, at normalfamilien er så normal, at der slet ikke vil opstå vanskeligheder.

Man er bange for, at det barn, der bliver til med det erklærede mål at hjælpe et andet menneske, vil få en særlig status og måske føle sig mindreværdig, fordi det ikke er noget i sig selv, men kun er noget i kraft af, at det er reservedelslager for et andet menneske.

Vrøvl!

Der har op gennem tiderne været masser af mennesker, der er blevet til ved en tilfældighed og nok kunne tage anledning deraf til at føle sig mindreværdig. Der er mange fædre, der vil kunne sige, som en far sagde ved sin søns konfirmation: ‘Ja, egentlig skulle du kun have været en plet på lagenet’. Men de vil alle føje det til, som denne far tilføjede: ‘Men da du først var der, blev vi utrolig glade for dig’. Med andre ord: forældrene indrømmer, at det slet ikke var meningen, at der skulle være kommet et barn ud af det, de foretog sig. Det var et uheld, det var en utilsigtet fejl, det var ikke med deres gode vilje. Men da først graviditeten viste sig, maven voksede, de indvendige spark begyndte, livet med al dets uforståelige jubel gjorde sig kraftigt gældende, så faldt alle pladask for dets sære kræfter. Og lur mig, om ikke det forældrepar, der om nogle måneder får et barn med den rette vævstype, vil modtage dette barn med al den honneur, noget barn kan ønske sig, dette dobbelt-ønskebarn, der ikke blot i sig selv er et barn med al den herlighed, det fører med sig, men tillige med sin særligt udvalgte vævstype kan hjælpe sin storebror, så også han kan få et langt liv!

Hvad er der at bekymre sig for? Man kan da kun bekymre sig, hvis man fra sit høje etiske stade er i stand til at se bort fra det, der bærer os alle sammen: omsorgen, kærligheden, glæden fra vore forældre. Hvorfor skulle alt dette ikke gøre sig gældende her?

I begge tilfælde forekommer det mig, at det er etikken, der har vundet over den simple folkelighed, hvor forskellige end tilfældene er, og hvor forskellige end de mennesker er, der lader etikken vinde. I begge tilfælde glemmer man eller overser man det selvfølgelige, at forældre normalt elsker deres børn. Skulle den brasilianske kvinde virkelig anse de to ufødte børns liv for ligeværdige med den pige, hun kender og holder af? Det kan kun kolde præstehjerner mene. Skulle noget forældrepar nedvurdére deres barn, fordi det ”kun” er reservedelslager for det første barn? Det er en lige så absurd påstand.

Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

6 svar til Umenneskelig fromhed

  1. Det er med stor glæde, at jeg netop har set i kristeligt dagblad, at den katolske biskop i Danmark, har trukket sin rabiate udtalelse fra TV tilbage!!!!

    Jeg vil have lov til at råååbe: HURRA OG TAK.

  2. Gideon Ertner siger:

    UMENNESKELIGT??? JEG skal fortælle DIG hvad der er umenneskeligt! Det er at der HVERT ÅR dør 50 millioner – 50 MILLIONER!!!!!!! – 50.000.000 – fem nul nul nul nul nul nul nul – BØRN – små, komplet uskyldige væsener – ligesåmange mennesker som i hele 2. verdenskrig, HVERT ÅR – forgiftet og MOST til døde i deres første hjem, i det allerhelligste sted i menneskekroppen, nemlig deres mors moderliv.

    Eller er DU så from og pissehellig og “koldhjertet” at det ikke rører dig??????

    Den Katolske Kirke er den ENESTE større organisation på verdensplan – fraset de ortodoxe kirker – som taler disse uskyldige menneskers sag. UNICEF, WHO, Amnesty, ALLE større menneskeretsorganisationer har vendt dem ryggen. Er Kirken for from? For koldhjertet? Og tro ikke det er fordi der ikke er mange mennesker indenfor Kirken der presser på for at få Kirkens myndigheder til at opgive denne kamp, for det skal jeg lige love for at der er. Det ville være MEGET lettere bare at give op. Men det kan den Katolske Kirke ikke, for den er Jesu hænder her i verden, og Han ønsker desperat at favne alle de her dejlige børn, og vi er de eneste der kan gøre det for Ham!

    Nu skal du høre her: den version af begivenhederne som de verdslige medier har videregivet er YDERST mangelfuld. Overrasket? Over at medier som ejes af multinationale firmaer og som er associeret med politiske partier og lobbygrupper ikke er objektive? Sandheden er at såvel moderen som barnet fik AL den hjælp og støtte fra Kirken de havde brug for. Det attesterer sognepræsten her: http://rorate-caeli.blogspot.com/2009/03/brave-statement-of-brave-priests-to.html

    Præsten kom og besøgte pigen dagligt. Han gjorde moderen det klart, i al kærlighed, at det at gribe til abort hverken var nødvendigt (da pigen ikke var i fare for at dø) eller tilladeligt (fordi det er ALDRIG tilladeligt at slå et uskyldigt menneske ihjel for at redde en andens liv). Moderen ignorerede præsten og gik videre med at tvinge sin datter til at få aborten (ja tvinge – hvor frivilligt og informeret tror du datterens samtykke var?). Da det var sket, havde biskoppen ikke andet valg end at erklære at moderen havde exkommunikeret sig selv.

    Det er en forfærdelig situation denne pige stod i, men ingen siger at hverken hun eller hendes børn behøvede at dø. Hun kunne have født de her børn, og ja, det ville have været hårdt, men det er intet imod den vanvittige uretfærdighed man påfører nogen ved at slå dem ihjel. De “kolde præstehjerter” du henviser til elskede alle tre liv så meget at de ikke kunne få sig selv til at vælge ét liv fremfor de andre. Moderen elskede kun et. Hvem elskede mest?

  3. Ricardt Riis siger:

    Til Elsebeth Bjoergit: Jeg finder nu ikke nogen grund til jubel over kuriens indgriben. I bedste fald kan det opfattes som et bevis på, hvor kejtet den katolske kirke er til at omgås pressen. Mere naturligt er det dog at opfatte som et bevis på, hvor uholdbar kirkens holdning er.

    Til Gideon Ertner: Dit indlæg minder mig om præsten, der i sit prædikenmanuskript i marginen havde skrevet: Argumentationen svigter; hæv stemmen!

    Jeg hører til dem, der mener, at det var godt, at vi i sin tid fik indført den frie abort. Og det, du betragter som en stor skændsel: at der selv indenfor den katolske kirke er mange røster, der ser denne sag som en ulykke for kirken, ser jeg som noget, der dog i nogen måde giver håb for fremtiden, også for katolikker. Ligesom de fleste katolikker har fundet ud af at bruge svangerskabsforebyggende midler på trods af, at kirken misbilliger dem, og ligesom mange præster har fundet ud af at leve med deres husbestyrerinde i et ægteskabslignende forhold, sådan vil nok den knap så strenge, men mere moralske, folkelige holdning til abort formentlig også brede sig blandt katolikker. Det er vel det, der viser sig i denne sag.

    Du skriver, ”at det at gribe til abort hverken var nødvendigt (da pigen ikke var i fare for at dø) eller tilladeligt (fordi det er ALDRIG tilladeligt at slå et uskyldigt menneske ihjel for at redde en andens liv).” Dette fortæller mig, at jeg ikke husker helt forkert. Jeg mente at kunne huske fra min ungdoms undervisning, at den katolske kirke ikke anså abort for tilladt under nogen omstændigheder, heller ikke, hvis der var fare for moderens liv. Allerede dengang fandt jeg denne holdning noget umenneskelig. Den aktuelle sag har ikke gjort mig blidere stemt.

    Du har sikkert ret i, at pigen ikke var i fare for at dø. Det vil sige: det var hun ikke umiddelbart. Men hun var minsandten i fare for at dø, hvis hendes graviditet havde fået lov at fortsætte. Jeg har nogenlunde styr på, hvor stor (eller rettere sagt: lille) en niårig piges krop er, og jeg kan ikke forestille mig, at hun kunne have gennemført en normal fødsel, endsige da en tvillingefødsel. Så vidt jeg véd, er det først efter puberteten, at en kvindes bækkenmål øges, så barnets hoved kan komme uskadt igennem fødselsgangen. Om man i det pågældende tilfælde kunne have løst disse vanskeligheder med kejsersnit, er jeg heller ikke klar over, ligesom jeg ikke véd, om denne fødemetode er anerkendt af den katolske kirke. Det er den vel!?

    Men jeg véd, at jeg ikke har megen tiltro til en læges objektivitet på det felt, hvis han bekender sig som katolik ”med det hele”. Var det min pige, der var tale om, og fik jeg den melding fra en sådan læge, at der ikke var fare for min piges liv, så ville jeg føle mig på Herrens mark: Turde jeg stole på ham? Lagde han den facitliste, han har som katolik, til side i sin bedømmelse af fare eller ikke fare, så jeg kun fik den objektive, lægelige vurdéring? Det ville jeg være stærkt i tvivl om. Men jeg ville ikke være i tvivl om, at jeg elskede min pige mere end de fostre, som en fremmed havde voldtaget hende til at have i sin krop. Og jeg ville ikke være det mindste i tvivl om, at når der er fare for min datters liv, så må de ufødte fostre vige. Alt andet ville jeg føle som umenneskeligt. Og så véd jeg da godt, at sådan ville jeg føle, fordi der var tale om min pige; jeg ville ikke være noget objektivt vidne. Men netop det var det, jeg ville understrege med min artikel: at alle disse objektive, kloge, elitære personers såkaldte etik må vige for den umiddelbare, folkeligt anerkendte følelse af, hvad der er ret og uret.

    Det mener forresten også disse kloge, elitære personer selv. De begynder altid med at udtrykke forståelse for den situation, de pågældende befinder sig i. Blot kan de ikke se andet i deres store fromhed (på andres vegne), end at de må bøje sig for det, de kalder etiske krav. At de skulle følge deres hjerte, at de skulle rette sig efter almindelig, folkelig snusfornuft, det falder dem ikke ind.

    Er så din etik bedre end min? Det kan jeg ikke se. Faktisk har jeg her argumenteret ud fra den forudsætning, at min er den bedste. Og så må jeg finde mig i, at du kalder mig ”pissehellig”. Det er mig en trøst, at det da i hvert fald er bedre at være det end at være skinhellig.

    Ricardt Riis.

  4. Kære Richardt Riis

    Vi er jo ofte uenige – men dit sidste indlæg her var altså rigtigt godt!

    Kun et lille PS: Sådan som jeg har forstået det tillader den katolske kirke en abort hvis moderens liv er i fare – om end den roser de kvinder, der løber risikoen. Det var også derfor, at diverse biskopper nu har trukket i land, de havde faktisk været strengere end kirkeloven.

  5. Ricardt Riis siger:

    Til Karen M. Larsen!
    Tak for de pæne ord!
    Og tak for oplysningen om abort. Det vidste jeg ikke.
    Ricardt Riis

  6. Pingback: Hvornår er et menneske et menneske? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.