Fritzl — monsteret fra Amstetten?

 

Et væsentligt spørgsmål i menneskelivet er dette: tror du på tilgivelse?

De fleste vil nok umiddelbart svare ja til dette spørgsmål, men i forskellige retssager tilspidser spørgsmålet sig. Det er ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt en forurettet part kan få sig til at sige af hjertet, at han tilgiver foruretteren, det er langt mere et spørgsmål om, hvorvidt vi har et menneskesyn, der accepterer eller tror på, at den anden kan forvandles ved tilgivelsen.

Og et sådant menneskesyn kan ofte have det svært, stillet overfor de uhyrligheder, der oprulles for os ved diverse retssager.

Nu sidst har vi set retssagen mod Josef Fritzl. Vi forstår ikke, at han har kunnet holde sin datter indespærret i 24 år. Det ligger udenfor vor fantasis rækkevidde at sætte os ind i, hvordan hun har født ham det ene barn efter det andet, hvordan nogle af børnene blev ‘afleveret’ på trappen til huset og opdraget i dagslys, mens andre hele deres liv har levet i kælderfængslets mørke. Og vi lytter derfor med interesse til de ‘eksperter’, psykologer og psykiatrikere, som formodes at have indsigt i menneskesindets krinkelkroge, også når de viser sig så bestialske som i tilfældet her.

Jeg har normalt stor respekt for psykologers videnskab. Men i tilfældet her stoler jeg ikke rigtig på ‘eksperten’, dvs den ekspert, som DR1 lod få ordet i Tv-avisen her fornylig. Han var sikker på, at Fritzl ville være en farlig mand til sin dødsdag. Jo, for de karaktéregenskaber, vi har, dannes på et tidligt tidspunkt i livet og står ikke siden til at ændre. Så de træk af herskesyge, Fritzl har udvist, den form for psykopati, han lider af, er uhelbredelige foreteelser. Ikke blot skal han altså igennem retssagen konfronteres med de ugerninger, han har gjort: ‘det og det har du gjort, og det står ikke til at ændre’, han skal også konfronteres med sine egne karaktértræk: ‘sådan og sådan er du, og det kan ikke laves om’.

Er det et sandt menneskesyn at have?

Jamen, kære ven, det er jo en ekspert, der udtaler sig!

Javist, men alligevel. Er mennesket virkelig sådan? Det forekommer mig, at denne ekspert udtaler sig ud fra et forkert og altfor individualistisk menneskesyn. Efter min mening skal man hele tiden holde sig for øje, at mennesket er, hvad det er, i samklang med sine omgivelser, med familien, med vennerne, med arbejdspladsen, med samfundet som helhed. Og ændres disse omgivelser, så ændres også det enkelte menneske, så kaldes der på andre egenskaber hos dette menneske. Mennesket bærer en række muligheder i sig, og under bestemte omstændigheder virkeliggøres nogle muligheder, men under andre omstændigheder andre muligheder.

Spørgsmålet: tror du på tilgivelse? ændres derfor til spørgsmålet: tror du på mulighed for forvandling? Tror du, at et menneske kan forvandles gennem den anderledes situation, det sættes i gennem f. eks. tilgivelse?

Jeg skal ikke kunne sige, om der med Josef Fritzl er foregået en forvandling, om han er blevet et andet og bedre menneske derved, at han kom i fængsel og fik helt andre omstændigheder at leve under. Men det forekommer mig forkert at gøre som Tv’s psykiatriker: helt at udelukke muligheden for forvandling af et menneske.

Nu for Fritzls vedkommende: Han indledte retssagen med at erklære sig skyldig undtagen i to forhold: drab og slaveri, men da han i tirsdags havde hørt sin datters vidnesbyrd, et vidnesbyrd, optaget på video og afspillet gennem to eller tre timer, erklærede han sig skyldig i alle forhold. Til stor overraskelse for alle, inklusive hans forsvarer.

Hvorfor gjorde han det?

Lad os prøve at se det hele lidt i et tidsperspektiv!

Fritzl fik på et tidspunkt den djævelske idé at indespærre sin datter, så han kunne udnytte hende, hvornår det passede ham. Og det var en djævelsk idé, ingen tvivl om det. Og denne idé var udsprunget af dunkle lag i hans personlighed, et sygeligt ønske om at kunne herske over andre mennesker, at bestemme over deres liv og velbefindende. Men det er her, ligesom det er i de store forhold: det er let nok at begynde en krig, langt sværere at få den afsluttet. Og som tiden gik, og datteren begyndte at føde ham børn, ændrede tingene sig. Han levede videre, som om intet var galt, kom endda på den idé med, at datteren var flygtet til én eller anden sekt, hvorfra hun sendte to eller tre af de børn, hun fødte, tilbage til bedsteforældrene. Men hvordan komme ud af denne situation, han havde bragt sig i? Det så han ikke nogen udvej for. Og blandt andet derfor fortsatte det sære spil igennem så mange år.

‘Det sære spil’?? Ja, der kom, som tiden gik, til at foregå et bestemt spil mellem datter og far. Man tror, man har fuldstændig kontrol over det andet menneske, men det andet menneske er jo trods al afhængighed en selvstændig person, der – ligesom man selv gør det – handler ud fra den situation, hun befinder sig i. Der er opstået et bestemt forhold mellem far og datter, hun har spillet et bestemt spil for ham, hun har opdaget, hvordan hun ved at foregive afhængighed og ydmyghed kunne få nogle af sine ønsker igennem. Det var blandt andet på den måde, hun i sidste ende kunne få sin far til at sørge for lægebehandling, dvs. indlæggelse.

Og så var da spillet ude, datteren befriet, og Fritzl sat i fængsel. Men ak, vi prøver jo alle at pynte på vore gerninger, og det har han nok også gjort i sit fængsel, hvor der jo var rigelig med tid til at tænke over tingene. Hvad han har tænkt, véd vi meget lidt om. Han har formentlig haft nok at se til med at bearbejde det forhold, at det faktisk er ham, der har udført disse ugerninger, som han nu nødes til at erkende er ugerninger. Men lad os sige, at han, indtil retssagen, så nogenlunde har troet på, at det ansigt, hans datter viste ham, var hendes sande ansigt. Når hun i kælderen havde sagt, at hun holdt af ham, så holdt hun nok af ham. Når hun i kælderen havde sagt, at hun havde det meget godt, så havde hun det nok meget godt, og det var ikke helt galt, hvad han havde gjort.

Men så erfarede han noget helt andet gennem videoafhøringen af hans datter. Så hørte han hende anklage ham, så kom han til at se sagen fra hendes side, hørte, hvad hun sagde, når hun ikke var i hans magt. Og det slog ham ud: sådan havde han handlet, så ond havde han været, det, hun havde sagt, var skuespil, fremkaldt af den totale underlegenhedssituation, hun var i overfor ham.

Og derfor erkendte han sig skyldig i det hele. Derfor undlod han at anke dommen. Derfor fandt han sig i at sidde i fængsel, til han dør.

Nuvel, jeg véd godt, at disse betragtninger kan anses for at være en slags undskyldning for Fritzl. Det er der ikke tale om. Men der er tale om, at jeg vil prøve at gøre tilfældet ‘Fritzl’ forståeligt, at gøre Fritzl almindelig. Intet menneske er et monster. Hvis vi anser noget menneske for et monster, skyldes det et farisæisk ønske om at overse det onde eller det ondes mulighed hos os selv. Vi vil fratage ham menneskelighed, han hører ikke hjemme blandt os, for vi er ikke sådan. Nej, vi er ikke sådan. Og dog viser en række psykologiske eksperimenter, at det er ganske få af os, der ikke under særlige omstændigheder ville kunne forvandles til brutale bødler.

Så måske vi alligevel er sådan, og blot hidtil har været heldige nok til at undgå de omstændigheder, der bringer disse uhyrlige træk i os frem til overfladen.

Måtte vi også fremover være så heldige!

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.