Ynkeligt — Grosbøll igen!

 

Egentlig burde man vel lade Thorkild Grosbøll hvile i den store glemmebog og være så forstående overfor ham, at man undlader igen at gøre opmærksom på det for hans vedkommende ret ynkelige i sagen, som den fremstod i sin tid. Men da han nu igen er fremme i offentlighedens søgelys med en prædikensamling, som han, for at det ikke skal være løgn, kalder ‘Ugudelige prædikener’, og da han ydermere i et interview i Kristeligt Dagblad (se her) tillader sig at rakke noget ned på alle os andre præster, som ikke som han er fremkommet med en tilsvarende negativ trosbekendelse, ja, oven i købet håber, at hans sag kan få andre præster til at udtale sig med frimodighed og ikke bøje nakken overfor de kirkelige myndigheder, så er der grund til at gøre indsigelse, også selv om det betyder, at han – igen – kommer til at fremstå som en noget ynkelig præst.

For ynkelig, det var, hvad han var, mens sagen stod på. I dag hævder han, kan man forstå af interview’et, at han ikke på noget tidspunkt har været følgagtig og aldrig trukket sine udtalelser tilbage. Det er forkert. Både overfor biskop Rebel og overfor biskop Lindhardt har han trukket sin ‘anti-trosbekendelse’ tilbage, den, der lyder på, at han ikke tror på nogen skabende og opretholdende gud. Godt nok blev det formuleret sådan, at det ikke klart fremgik at udtalelsen, at det var det, der skete, og det var meget hensynsfuldt af de to biskopper. Men hvis dette, at han skal underskrive præsteløftet igen, hvis dette, at han skal svare ja til trosbekendelsens spørgsmål: Tror du på Gud fader, himlens og jordens skaber? — hvis det ikke er udtryk for, at han bøjer nakken og falder til patten, så véd jeg ikke, hvad det er udtryk for.

Så når han vil mene om sig selv, at hans sag har hjulpet unge præster, der ikke tør sige, hvad de mener på prædikestolen af frygt for at blive indkaldt til tæsk i bispegården, så tager han frygtelig fejl. Han blev selv indkaldt til ”tæsk i bispegården” og afslørede sig dèr som en pjat, der ikke turde stå ved det, han havde sagt; han blev kaldt til orden og bøjede lydig nakken, fordi han trods alt foretrak præsteløn og præstebolig fremfor den usikre tilværelse som frikirkepræst. Forståeligt, sådan set! Jeg tør ikke sige, hvordan jeg selv ville have reageret. Men sådan er de historiske kendsgerninger, og dem kan han ikke løbe fra, hvor gerne han end ville; dem må han se at leve med.

At lave om på dem, nu bagefter at fremstille sig selv som én, der stod fast under hele forløbet, det er historieforfalskning. Hvis han vil fremstå som ideal for unge præster, der har det svært med trosbekendelsen, så kommer hans råd til dem til at lyde: ‘Bare vær en luskemikkel ligesom mig! Skriv under på hvad som helst, biskoppen forlanger! Aflæg alle de trosbekendelser, det skal være! Det betyder alligevel ikke noget!’ Men siger han sådan, så kommer han i betænkelig grad til at minde om de præster, som Søren Kierkegaard gav dette råd med på vejen: ”Vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde!” (Øjeblikket nr. 9).

Det hele har vistnok sin rod i, at han ikke har forstået religionsfilosofien godt nok. Han tror – fejlagtigt – at man ikke kan være et ærligt, moderne menneske uden at afskrive al tale om Gud. Og det gør han så. Han kunne have undersøgt sagen lidt bedre. Jeg har i mere end 25 år fulgt Forum Teologi/Naturvidenskabs arbejde i Århus og har derigennem oplevet, hvordan moderne teologer har taget livtag med tilværelsens store spørgsmål, idet de medinddrager alle de oplysninger, som naturvidenskaberne kan give os. Det er der kommet meget forskellige resultater ud af. Men det er bestemt ikke sådan, at man over en bank følger den afvisning af skabertroen, som Grosbøll mener er den eneste vej.

Derfor er hans formodning om, at mange præster har ondt i troen, fordi de ikke åbent tør sige som han, at de ikke tror på gud, ganske ubegrundet. Jeg har selv oplevet det ved et præstemøde i Skanderborg, hvor Grosbøll fremlagde sine synspunkter. Der var bred afvisning af hans tanker. Han hvervede ikke mange tilhængere den dag, om nogen overhovedet. Men han blev vist heller ikke selv klogere.

Men det er det, der får mig til at fare i blækhuset. Fordi han ikke selv har kunnet få troen på en skabende og opretholdende gud til at rime med det, naturvidenskaben siger, tror han, at alle andre heller ikke kan få det til at rime, og derfor fremkommer der i interview’et en slet skjult anklage mod alle os andre for ikke at turde sige, hvad vi mener. Og det er for galt.

Det er i al almindelighed for galt. Men det er da specielt for galt, når anklagen kommer fra én, der selv ikke turde stå ved det, han havde sagt.

I parentes bemærket: Det er fuldt rimeligt, at de kirkelige myndigheder vender sig imod en præst, der direkte fornægter den tro, han ved dåben tilspørger andre om. Hvis ikke der var blevet grebet ind, var det ikke Grosbøll, der var kommet til at fremstå som en pjat, men folkekirken selv.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

5 svar til Ynkeligt — Grosbøll igen!

  1. claes flach siger:

    Svage og ynkelige er vi nok alle i pressede situationer, hvor vi spørger os selv – “Skulle du virkelig have ret imod alle de andre?” Selv Martin Luther tøvede da han stod overfor den tysk-romerske kejser og kirkens ypperste mænd. Han stod fast, men måtte derefter krybe i skjul under navnet Jørgen. Grosbølls liv var ikke i fare, som Luthers var det, men store ulæmper følger i kølvandet på en afskedigelse fra Folkekirken. Han valgte derfor at stå fast på en lidt tvetunget måde, hjulpet dertil af den kirkelige øvrighed. Men kan han ikke trods alt være en prædiken for os alle, at kun ved Guds nåde er vi det vi er og at Guds kraft åbenbares i vor skrøbelighed. Det er ikke ved vort personlige heltemod vi skal vinde mennesker for troen. Gud taler igennem os som vi er, svage og udygtige i os selv. Min nåde er dig nok, sagde den apostel som gemt i en kurv slap væk fra sine forfølgere.

  2. Ricardt Riis siger:

    Ved det omtalte møde i Skanderborg fremsatte Gudmund Rask Pedersen følgende tese (citeret efter hukommelsen): ‘Troen er en gave – tvivlen et vilkår – fornægtelsen et problem’. Grosbøll har lige fra starten valgt fornægtelsens fremfor tvivlens vej. Derfor tror jeg ikke, han kan være en prædiken om Guds kraft, der åbenbares i vor skrøbelighed. Så skulle han jo indrømme, at han af svaghed trak sin fornægtelse tilbage. Men i interview’et siger han det modsatte: han har aldrig trukket sine udtalelser tilbage. Og så har vi fornægtelsen; hvilket er et problem.

  3. claes flach siger:

    Så er der i hvert fald det tilbage, at vi kan bede for ham. Selv om Saulus passivt deltog i henrettelsen af Stefanus, så blev han under navnet Paulus en kraft i udbredelsen af kristendommen.

  4. claes flach siger:

    En lille ekstra kommentar – Hvad nu, hvis den gud Grosbøll siger nej til er en gud, der ikke eksisterer, sådan at han ikke siger nej til Jesu Kristi Gud og Fader, den alkærlige Gud, der elsker alle mennesker med en grænseløs kærlighed, men at hans nej er et nej til en tyran af en gud, Jahve i dens værste udgaver. Gudsfornægtelse behøver så ikke at være fornægtelse af den sande Gud, men et nej til en afgud. – Jeg tænker bare, at det er svært at dømme i den slags sager.

  5. Pingback: Den tomme grav | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.