Undskyldning? Undskyld, for hvad?

 

Sådan set har man i medierne gjort altfor meget ud af Anders Foghs udnævnelse til NATO’s generalsekretær. Det er utrolig provinsielt. Og dette provinsielle viser sig netop fra de mediers side, som evig og altid pukker på, at vi nu ikke mere skal være danskere, men verdensborgere. Man hader al nationalfølelse; dette at føle stolthed på Danmarks vegne er et overstået stadium; vi andre, der i det stille glæder os over vort land og også er en lille smule stolte, er fodslæbende bagstræbere, der endnu ikke har slået rod i nutiden.

Jo, gomorren! Så snart der sker noget, der kan udmærke vort lille land fremfor andre, er alle medier på pletten. Så får den ikke for lidt, hvad angår national stolthed. Det er efterhånden ved at hænge selv mig, der ellers mener at være tilhænger af god, gammeldags nationalfølelse, langt ud af halsen.

Og nu er så endelig udnævnelsen kommet på plads og hurra for det! Men så rejser sig et nyt spørgsmål: Har vi måttet betale for meget til tyrkerne for at få deres accept? Specielt: Har Anders Fogh måttet love at komme med en undskyldning for Muhammed-krisen?

Noget spændt har vi afventet Foghs tale i Tyrkiet i dag (6-4). Her skulle jo undskyldningen leveres, hvis der var givet løfte om den. Og vi har kunnet ånde lettet op. Fogh kom ikke med nogen undskyldning.

Hvorfor var det så afgørende for os?

Fordi vi vesterlændinge ser sådan på mennesket, at det hviler i sig selv; at det selv bærer sine overbevisninger med sig; at det nok er påvirkeligt, men ikke lader sig tvinge til at mene noget andet, end det mener i hjertet. Og hvis et menneske siger noget, det ikke mener, hvis et menneske lader sig lokke af udsigten til en god stilling til at afvige fra sin inderste holdning, så mister vi respekten for det menneske. Udsagnet fra den franske konge, der for at blive konge måtte gå over til katolicismen, at ”Paris er vel en messe værd” husker vi, men vi husker det ikke for det gode. At et menneske sådan svigter sin inderste overbevisning for at vinde magt og ære, er noget, vi ikke bryder os om.

Men nuvel, Anders Fogh holdt skansen, han gav ikke tyrkerne den undskyldning, som de havde ventet, eller i hvert fald, som deres medier havde ventet.

Dertil er nu to ting at sige.

At kræve undskyldning for Muhammed-krisen af danskerne er at vende det hele på hovedet. Man kan ikke bebrejde saudierne, at de begyndte at boykotte danske varer. Det er en legal reaktion at boykotte det lands varer, hvis beslutning man vil vise sin utilfredshed med (hvis det da ikke er staten, der opfordrer til det, og det var det måske i dette tilfælde). Men at syrerne afbrændte den danske ambassade, at man gjorde tilsvarende i Teheran, at palæstinenserne bad alle danskere om at forlade landet, det kræver en undskyldning fra de pågældende landes side, for det er ganske uhørt i international sammenhæng. Vi har ikke sådan direkte krævet nogen undskyldning, men vi har dog fået erstatning af syrerne for den nedbrændte ambassade.

Og vi oplevede i den forbindelsen en sjov ting. Om det var ægypterne eller sudaneserne, husker jeg ikke, men én af de to stater begyndte også at tale om at gennemføre en boykot imod os. Det holdt de dog op med, da vi meddelte dem, at vi i så fald ville trække vores u-landshjælp tilbage. Nok betød profeten meget for dem, og de ville meget gerne vise deres agtelse for ham med diverse demonstrationer, men når det kostede dem penge, veg de alligevel tilbage fra det.

For det andet hørte vi en mellemøstlig avis give udtryk for, at netop en undskyldning fra Fogh ville gøre ham respekteret i den muslimske verden. Jeg må indrømme, jeg kan ikke blive klar over, om det er hykleri eller det er ærligt ment. Hvis jeg tænker vestligt – og hvis jeg forestiller mig, at avisen også tænker vestligt – vil en undskyldning nok kunne være en fjer i hatten på diverse muslimer: se, hvordan vi har fremtvunget en undskyldning, se, hvilken magt vi er ved at få, se, hvordan andre lande respekterer os og vor profet, fordi vi stiller magt bag vore ord! Men det vil netop være sig selv, muslimerne får respekt for, ikke Fogh. Ham respekterer de ikke, han danser i denne henseende blot efter deres pibe. Det vil sige: påstanden om, at de vil respektere Fogh for en undskyldning, er hykleri.

Men jeg har et sted langt inde i min sorte sjæl en fornemmelse af, at udtalelsen var ærlig ment. Hvis jeg prøver at tænke muslimsk, kan jeg ét eller andet sted godt forstå, at det for en muslim ikke er så nedværdigende at give efter for magten; at de derfor sådan set vil finde det helt i orden, at Fogh bider hovedet af al skam og giver en undskyldning for noget, han egentlig ikke mener, man skal undskylde for, og at han derfor ikke vil miste respekt i muslimernes øjne. Så megen eller lidt respekt en vantro nu kan have for en muslim.

Hvis det sidste er tilfældet, viser det en afgrundsdyb forskel mellem vores kultur og deres. Det behøver ikke at gøre integration umulig. Blot må vi i så fald gøre os klart, at den vil tage, ikke tyve år, men to hundrede år. Men vi skal nok nå det. Vor kultur er jo ikke sådan at slå ud.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.