Døde Jesus på korset?

 

De fleste vil nok studse lidt over det spørgsmål. Selvfølgelig gjorde han det, vil man svare, det kritiske spørgsmål til os kristne her i påsketiden er ikke, om han døde på korset, men om han opstod af graven påskemorgen.

Sandt nok, sådan var det indtil for nylig. Nu er der imidlertid kommet muslimer til landet, og da der står i koranen, at Jesus ikke døde på korset, så er der straks nogle af de gamle kristendomsmodstandere, der vejrer morgenluft. Og når de får følge af en almindelig indgroet skepsis mod alt det vedtagne, så rejser sig det spørgsmål mod os langfredagsfejrende kristne: Jamen, døde Jesus i virkeligheden? Hvordan kan vi vide det? Har du noget bevis for det?

Lad mig til at begynde med sammenligne med et spørgsmål, som blev rejst fra almindelig, historievidenskabelig side i min ungdom, nemlig det spørgsmål, om Jesus selv var klar over, at han gik mod døden, eller om hans død var en streg i regningen for ham. Altså: indgik det i Jesu plan, at hans liv skulle ende med en forsmædelig henrettelse, eller havde han haft andre planer med sit budskab, så det var et beklageligt uheld, at det endte, som det gjorde, et uheld, som hans disciple så ganske vist vendte til triumf med påstanden om, at han var opstået fra de døde?

Hvad det spørgsmål angår, har vi den fordel, at vi kan gå frem på ganske almindelig historiekritisk vis. Vi kan undersøge kilderne, og gør man det med kritiske øjne, kan man såmænd godt rejse tvivl om, hvorvidt Jesu død indgik som en del af hans budskab. Men skal spørgsmålet besvares, er det altså almindelig historievidenskab, man skal holde sig til.

Det er det derimod ikke med muslimernes indvending mod Kristi korsdød. Den har ikke sin rod i, at nogen har stillet kritiske spørgsmål til kildematerialet, nej, den har sin rod i, at Muhammed mente at have fået en åbenbaring om, at Jesus ikke døde på korset. Denne påstand står i koranen, sura 4,157, hvor det i en norsk oversættelse fra nettet hedder: “Jøderne sagde: “Se, vi har drept Messias, Jesus, Marias sønn, Guds sendebud!” Men de drepte ham ikke, og de korsfestet ham ikke, men det fortonet seg slik for dem. De som er uenige om ham, er i tvil med hensyn til dette. De har ingen kunnskap om det, men følger formodninger. De har ikke drept ham med sikkerhet. 158. Tvert imot, Gud har tatt ham til Seg. Gud er mektig, vis”. 

Denne tekst er blevet til engang i begyndelsen af 600-tallet, og det er ganske imod al god historievidenskab at betragte dette som en kilde på lige fod med det ny testamente eller de ikke-kristne kilder, vi har fra det første og andet århundrede. Det gør muslimerne da i reglen heller ikke. De betragter den som en kilde, der overtrumfer alle andre kilder, fordi de regner koranen for Guds eget ord, også med hensyn til de historisk kontrollérbare oplysninger, den giver.

Men derved sætter de sig udenfor det gode selskab. Derved standser de den almindelige historievidenskabelige diskussion om, hvad der er sket og hvad ikke. For så vidt de er historikere – og muslimer driver jo også historievidenskab – kan vi nok lytte til dem og lære af dem, hvis de taler om alt mulig andet end Jesu død. Men kommer de ind på Jesu død, og nægter de, at den har fundet sted, så bliver vi noget i tvivl: Udtaler de sig som historikere, der er bundet af de forhåndenværende kilder, eller som muslimer, der er bundet af koranens ord? Det er ikke let at blive klog på.

Og hvis nogle af vore ateistiske venner vil drille os og tager anledning af den muslimske fornægtelse af Jesu død til at spørge: Jamen, døde han egentlig på korset? Hvordan kan vi vide det? Det kunne da godt være, at det slet ikke var gået sådan til! — så skal de nok lige slå koldt vand i blodet. Vi står ikke med to sæt kilder, der er ligeværdige. Vi står med kilder fra første og andet århundrede, og med én kilde fra syvende århundrede, som påstår at overtrumfe de normale kilder.

Og hvis de endelig betragter koranen som en kilde på linie med det ny testamente, så må de være klar over, at de kommer i vanskeligheder. For koranen nøjes jo ikke med at sige, at Jesus ikke døde på korset, koranen hævder, at der skete et under: Gud fik det til at se ud, som om Jesus døde, men han tog ham i virkeligheden op til himlen. Og når vi så står og skal vælge mellem en kilde, koranen, der hævder en overnaturlig hændelse, og en kilde, det ny testamente, der lader tingene gå deres sædvanlige skæve gang, uden nogen underfuld indgriben fra Guds side, vil vi så ikke som normale kildekritiske vesterlændinge vælge det sidste! Så spørgsmålet om, hvorvidt Jesus nu også døde på korset, kan meget vanskeligt betvivles – hvis man da ikke hører til de kristendomsdrillepinde, der skal benytte enhver lejlighed til at sige noget ufordelagtigt om kristendommen.

Men tilbage står jo så det spørgsmål: Hvis Jesus virkelig selv regnede med, at han skulle dø, hvis man havde taget sin død med ind i sit budskab, så at sige, hvad var så budskabet? Hvad ville han opnå med at lade andre slå sig ihjel?

Lad mig svare med Thomas Kingo på det spørgsmål. Kingo synger i sin palmesøndagssalme: ”Dog vil han fri i sinde/ mod sine fjender gå/ han véd, han skal dem binde/ og evig sejer få” (DDS 176,3). Hvordan vil han binde dem? Det vil han gøre ved at give dem dårlig samvittighed, ved at vise sig af større moralsk styrke end dem, ved at vise, at han tror på, at mennesket i sidste ende, når mennesket er mest ærligt, bøjer sig, ikke for trusler om døden, men for sprogets indre magt, for angsten for at være i uoverensstemmelse med sig selv.

Og vi har fra det ny testamente faktisk en del vidnesbyrd om, at den strategi virkede, ét af dem endda ret udpenslet. Jeg tænker på det, der fortælles om Paulus. Han foer frem med bål og brand mod de kristne, han forfulgte dem af hele sin overbevisning, han stod hos, når de blev stenet (Apg 7,58).

Om dem, der hørte Stefanus’ forsvarstale, hedder det, at de blev ramt i deres hjerter (Apg 7,54). Det kan vi naturligvis ikke vide noget om. Men vi véd, at det i hvert fald gjaldt for én af dem, der hørte den, nemlig den unge mand, der hed Saulus, den senere apostel Paulus. Han blev senere omvendt til kristendommen, det vil sige, omvendt fra at have været forfølger til selv at blive forfulgt; han var altså én af de fjender, som Jesus vidste, han skulle binde, og som også rent faktisk blev bundet.

Skildres Jesu død på den måde, altså som en handling, der kunne tænkes at have dette formål, så rammes imidlertid vi kristne i ret høj grad af denne tale. For tror vi på den strategi? Tror vi på, at den, der er villig til at lade sig slå ihjel for sandhedens skyld, derved, at han rent faktisk bliver slået ihjel, kan virke ind på den, der slår ham ihjel, så han ”rammes i sit hjerte”? Vi må vist desværre indrømme, at det er tanker, der ligger langt borte fra os kristne, og at vore handlinger ikke er præget af nogen overbevisning i den retning.

Det kunne der siges meget om, hvad angår vort dagligliv, men lad mig her nøjes med at pege på en enkelt ting fra den politiske verden: angrebet på Taleban og al-Qaeda i Afghanistan.

Efter angrebet på USA den 11. september 2001 var der to spørgsmål, der optog amerikanerne og den øvrige vestlige verden: Hvordan kan vi få hævn, og hvordan kan vi undgå den slags i fremtiden? Det første spørgsmål er direkte ukristeligt, omend det vel er forståeligt, at man krævede hævn. Det andet spørgsmål fik et alt andet end kristeligt svar, idet man gav et ”magtsvar”: man angreb Taleban i Afghanisten, fordi de lagde jord til al-Qaedas træningslejre.

Hvad skulle man have gjort?

Man skulle have givet et moralsk svar. Man skulle have skammet flykaprerne ud som underlødige i moralsk henseende. Så meget bedre kunne man have gjort det, som man samme dag ”fik foræret” et ovenud smukt eksempel på overlegen moralsk handlen. Jeg tænker på passagererne i det fjerde fly, det fly, hvis passagerer i kraft af, at det blev forsinket, blev klar over, at kaprerne var selvmordskaprere, der ville flyve flyet ind i en bygning med mange amerikanere i, og som derfor angreb kaprerne, desværre ikke, så det lykkedes at lande flyet i god behold, men dog sådan, at det blev forhindret, at flyet kom til at dræbe andre amerikanere end passagererne.

For det første viser dette begivenhedsforløb, at al-Qaeda er så svagt, at det kun kan gennemføre sine planer med lusk. Så snart luskeriet bliver afsløret, i tilfældet her: så snart det blev klart, at der ikke var tale om en ”normal” kapring, men om en selvmordsaktion, så kunne planen ikke gennemføres. Planen forudsætter, at passagererne forholder sig roligt, og det gør de kun, fordi de tror, at flyet vil foretage en normal landing, og de derefter vil blive befriet. Hvis de 19 flykaprere skulle have kæmpet ”med åben pande” og ikke som en ”formummet skælm”, så ville deres planer aldrig være lykkedes.

For det andet viser begivenhedsforløbet, at de 19 flykaprere ikke var gode muslimer; de overholder i hvert fald ikke de regler for god krigsførelse, som diverse muslimske lærde har opstillet i historiens løb, fx den regel, at man ikke må dræbe uskyldige. Der gælder alle de andre selvmordsangreb også, de rammer skyldige og uskyldige, soldater og civile, mænd og kvinder, muslimer og ikke-muslimer i flæng. Og det er der da også ikke så få muslimer, fx i Irak, der er blevet så trætte af, at de nu opgiver samarbejdet med al-Qaeda.

Man kunne have angrebet al-Qaeda på disse to punkter: 1) som mennesker, der arbejder med list og svig, og 2) som mennesker, der dræber skyldige og uskyldige i flæng. Derved ville man med stor sandsynlighed have bragt al-Qaeda i miskredit blandt muslimer, og således fået organisationen til at visne. I stedet valgte man ”magtens vej”, angreb Taleban i Afghanistan og siden Irak, spillede med de mægtige militære muskler, man har, for så siden at have det største besvær med at overbevise muslimerne i de to lande om sine ophøjede og gode hensigter. Hvilket jo er ganske svært, når det nu er blevet de vestlige magter, der ikke blot dræber skyldige, men også uskyldige. Ganske vist kalder man det ”collateral damage” (sideløbende skade) og undskylder også behørigt hver gang, men man forstår godt de muslimer, der ikke ser det moralsk ophøjede i vore handlinger.

Mennesket har nok til alle tider og på alle steder vanskeligt ved at lade sig overbevise af sandheden i den holdning, der fik Jesus til ”fri i sinde/ mod sine fjender gå”. Men vi kristne har i det mindste den fordel, at vi hører ordet gang på gang: ”Han véd, han skal dem binde/ og evig sejer få”. Den fordel afskærer muslimerne sig fra ved med koranen i ryggen helt at fornægte, at Jesus er død.

Men hvad dette at handle efter den forståelse, vi har vundet, angår, ser det ud til, at vi står mere lige med muslimerne, end vi bryder os om.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

11 svar til Døde Jesus på korset?

  1. claes flach siger:

    Ja, koranen som historisk kilde til Jesu liv og død kan ikke bruges. At Jesus skulle være faret til himmels inden korsfæstelsen er snarest modeleret over profeten Elias liv.
    Den virkelige anfægtelse for kristne er snarere, hvad blev der af liget af den døde Mester? Blev det forvandlet, så det kunne gå gennem låste døre, komme og forsvinde lige pludselig. Eller er det oprindelige parapsykiske manifestationer i form af materialisationer efter Jesus død og den tomme grav en konstruktion? For dette sidste kunne tale, at apostlen Paulus sidestilller sin Damaskusoplevelse med de andre apostles oplevelser af Jesu tilsynekomster – – – tog Gud sig af det døde legeme og anbragte det på et skjult sted, så der ikke siden skulle opstå afgudsdyrkelse over det, i form af relikvie helligdomme.

  2. For en god ordens skyld, hvis du vil citere Koranen så findes Ellen Wullfs fremragende oversættelse frit tilgængelig her:

    http://forlagetvandkunsten.dk/97507/

    Der er stikordsregister, søgefunktion og ‘alt muligt’.

    Døde Jesus på korset?

    To argumenter for et ‘nej’:

    Første Argument: Evangelierne beskriver enten en af to muligheder:

    1. En mand der overlevde en korsfæstelse

    2. Et overnaturligt væsen som bliver korsfæstet, men formår at gå blandt de levende efter hans død.

    Hvis jeg skal tage Evangelierne seriøst, som en kilde til Jesus’ liv, så bliver jeg nød til at vælge svar-mulighed nr. 1.

    Andet argument: Som jeg slet ikke har teologiske forudsætninger for at fremføre

    Jesus udåndede i løbet af få timer, hvilket er en ret hurtig død for en korsfæstelse, jf. Wikipedia-artiklen om emnet. Tyvene ved hans side levede ved Jesus ‘død’:

    Johannes 19:32-33: Da kom Stridsmændene og knuste Benene på den første og på den anden; som vare korsfæstede med ham. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans Ben.

    Jesus blødte kraftigt efter hans ‘død’, et tegn på at hjertet stadig slog:

    Johannes 19:34: Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud.

    Til Jesus ‘grav’ blev der bragt myrra og aloe. To planter der burges til pleje af sår jf. deres Wikipedia-artikler.

    Johannes 19:39: Men også Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund.

    Efter Jesus ‘død’, så viste han sig levende for sine diciple adskillige gange.

    Johannes 20:14: Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.

    Johannes 20:19: Da det nu var Aften på den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: “Fred være med eder!”

    Lukas 24:15: Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.

    Matthæus 28:16-17: Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. Og da de så ham tilbade de ham; men nogle tvivlede.

    Apostlenes Gerninger 9:4-5: Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: “Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?” Og han sagde: “Hvem er du, Herre?” Men han svarede: “Jeg er Jesus, som du forfølger.”

    Lyder det som beskrivelsen af en død mands gerninger? Nej, vel…

    Så måske har Koranen fat i noget, når den skriver: ‘…de korsfæstede ham ikke’

  3. Ricardt Riis siger:

    Til William Jansen!
    Tak for henvisning til Ellen Wulffs koranudgave! Dog står der, at enhver kopiering af teksten er forbudt. Så jeg véd ikke rigtig.
    Men ellers er der nogle almindelige regler for god historieforskning, som man må holde sig efterrettelig, hvis man vil nærme sig spørgsmålet om Jesu korsdød på historisk baggrund. Og de to muligheder, du opstiller, overholder desværre ikke disse regler.
    Problemet er, at du ikke rigtig kan blive enig med dig selv om, hvordan du vil se på evangelierne. Du vil godtage deres beretninger om Jesu opstandelse som historiske begivenheder, og for at få det til at stemme med almindelig historieforskning bliver du nødt til at hævde, at Jesus ikke var død. Alle andre, som går til evangelierne som historieforskere, vælger den modsatte løsning: de går ud fra, at det, evangelisterne fortæller om Jesu opstandelse, er opspind, eller i hvert fald noget, som man som historiker ikke kan tage stilling til; det er en overnaturlig begivenhed, som falder udenfor historikeres domæne. Mens de ikke har nogen vanskelighed med at godtage beretningerne om Jesu død. Dette at dø er jo også en mere almindelig begivenhed end dette at opstå fra de døde.
    Og de to måder at gå til problemet på, er ikke ligestillede, så man skulle kunne tælle på knapper for at finde ud af, hvad man vil tro. Din har en afgørende svaghed. Du overser, at alle evangelierne fortæller, at Jesus faktisk døde på korset.
    Det gør også den johannesevangelist i det kapitel 19, som du har en del citater fra. Dels siger han i vers 30, at Jesus bøjede hovedet og opgav ånden. Dels opdager soldaterne, at Jesus var død. Og dels er det ikke blot blod, der flyder ud af Jesu legeme, da soldaterne stikker ham i siden med deres lanse, men blod og vand. Det med vandet har du glemt. Men hvis det beviser noget, beviser det da, at Jesus havde været død et stykke tid på det tidspunkt.
    Så spørger du, efter at have fortalt om Paulus’ vision af den opstandne Jesus udenfor Damaskus: ”Lyder det som beskrivelsen af en død mands gerninger? Nej, vel…” Du har såmænd ikke nødig at spørge sådan. For den Lukas, der har skrevet Apostlenes Gerninger, har også skrevet Lukasevangeliet, og deri fortæller han om Jesu død. Så Lukas mener afgjort, at de gerninger, han beskriver i visionen, er en død og opstanden mands gerninger.
    Og for øvrigt, den apostel, som det handler om, Paulus, skriver 1 Kor 15,3ff om Jesus, ikke blot, at han døde for vore synder, men også, at han blev begravet. Det med, at han virkelig døde, skal åbenbart understreges ret grundigt efter hans mening.
    Så altså, dit fifleri med de nytestamentlige tekster slipper du ikke godt fra. Du vil godkende beretningerne om Jesu opstandelse, som ikke har nogen sandsynlighed for sig, men blot er trosvidnesbyrd, idet du mener deri at finde bevis for, at Jesus ikke er død. Men du vil ikke godkende de beretninger om Jesu død, som bevæger sig indenfor det sandsynliges rammer.
    Konklusion: Der er ikke fugls føde på koranens påstand om, at Jesus ikke døde på korset, men blev optaget direkte til himlen.
    Ricardt Riis.

  4. @ Richard: Jeg er ikke jurist, og vil ikke drages til ansvar for mine jruidiske råd, men her kommer det alligevel: Jeg er ret overbevist om at citat-retten gælder i forhold til at bruge tekst-stykker fra den danske oversættelse.

    Du konkluderer om mine indvendinger: Du vil godkende beretningerne om Jesu opstandelse, som ikke har nogen sandsynlighed for sig, men blot er trosvidnesbyrd, idet du mener deri at finde bevis for, at Jesus ikke er død.

    Jeg skriver ellers selv: Hvis jeg skal tage Evangelierne seriøst, som en kilde til Jesus’ liv, så bliver jeg nød til at vælge svar-mulighed nr. 1.

    Det er et ret stort ‘hvis’ at indlede sin argumentation med.

    For en god ordens skyld, jeg vil ikke godkende beretningerne om Jesu opstandelse. Jeg mener ikke at der er bevis for at Jesus ikke er død. Men HVIS jeg skal tage Evangelierne seriøst, så har vi en anden sag… Denne gang er HVIS skrevet med Caps Lock.

    Hvis jeg skal tage Evangelierne seriøst, så overtrumfes indikatorene på at han døde klart af indikatorene på at han overlevede – alle de mange vidnesbyrd om at han gik omkring efter døden.

    Du har helt ret i at en historiker kan vælge at tage dele af Evangelierne seriøst, og ignorere resten og det er en anden udfordring.

    Jeg mener iøvrigt ikke at der er bevis for at Jesus har levet (selvom jeg bestemt regner det for sandsynligt).

    Du skriver yderligere: Paulus, skriver 1 Kor 15,3ff om Jesus, ikke blot, at han døde for vore synder, men også, at han blev begravet. Det med, at han virkelig døde, skal åbenbart understreges ret grundigt efter hans mening.

    WJ: Manden led efter eget Bibelens udsagn af hysterisk blindhed, og han snakkede med de døde. Hans vidnesbyrd er ikke videre troværdigt.

  5. Ricardt Riis siger:

    Dit HVIS gavner dig ikke. Du tager ikke evangelierne seriøst – og det er jo for dit vedkommende blot et tankeeksperiment – ved pure nægte det, evangelierne beretter om som en kendsgerning: at Jesus døde.
    Du skriver: ”Du har helt ret i at en historiker kan vælge at tage dele af Evangelierne seriøst, og ignorere resten og det er en anden udfordring.”
    Det er forkert. En historiker har ikke noget frit valg. Hvis han er historiker, så kan han ikke vælge at tage evangeliernes opstandelsesberetninger seriøst; de unddrager sig almindelig historievidenskab. Men der er intet til hinder for, at han som historiker kan tage deres øvrige beretninger seriøst, herunder beretningerne om Jesu død.
    Paulus tror jeg, vi skal lade være.
    Ricardt Riis.

  6. Maria siger:

    Helt enig i dit kontrafaktiske scenarie om, hvordan man burde have reageret på 11. september!

  7. Pingback: Gudeligt vrøvl | ricardtriis

  8. Pingback: Muslimsk fundamentalisme | ricardtriis

  9. Pingback: Halve sandheder | ricardtriis

  10. Pingback: Reaktionerne | ricardtriis

  11. Pingback: Hvad med IS-krigerne? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.