Luther — en tragisk figur?

 

Ikke sandt – man kender det; man véd, at journalister og andet godtfolk, der vil have ens opmærksomhed, ofte benytter sig af temmelig mange ‘dirty tricks’ for at opnå det. Alligevel fanges man ind; alligevel glemmer man i et ubevogtet øjeblik den skepsis, man ellers havde lovet sig selv at ville lade sig lede af; alligevel tænker man, at der vel må være noget om det.

Sådan gik det mig med en artikel fra Kristeligt Dagblad, linket til her fra religion.dk (se her). Luther var ikke reformationens store helt, Luther mistede indflydelse efter rigsdagen i Worms. Kan det virkelig passe, som artiklen påstod, at en tysk forsker var nået frem til dette opsigtsvækkende resultat?

Jeg burde have mobiliseret min skepsis, senest vel, da jeg opdagede, at den forelæsning, der var anledning til artiklen, ikke, som meddelt af Kristeligt Dagblad, fandt sted den 15., men den 16. april. Men ak, naiv og godtroende, som jeg er, tog jeg påstanden for gode varer og forberedte mig efter bedste evne på at stille kritiske spørgsmål til denne forsker, Volker Leppin. Var han end nok så meget professor i Jena, havde han end skrevet nok så stor en Luther-biografi, mig skulle han ikke tage fusen på!

Så Luther mistede indflydelse efter 1521? Det svarer på ingen måde til mine historiske iagttagelser. I mit stille sind forberedte jeg hele fire modargumenter imod denne påstand. Dem skulle han få i hovedet, hvis der blev lejlighed til at stille spørgsmål.

Først ville jeg henvise til et brev, som Luther skrev til ærkebiskoppen af Mainz den 1. december 1521 (se her). I begyndelsen af reformationsrøret havde Luther skrevet til ærkebiskoppen om afladsuvæsenet og ydmygt bedt ham gribe ind og forhindre det. Nu, i efteråret 1521, hvor han sad på Wartburg, erfarede han, at samme ærkebiskop planlagde en udstilling i Halle af dyre og sjældne relikvier. Det ville han ikke acceptere, og han truede derfor ærkebiskoppen med, at han ville skrive imod dette forehavende, hvis ærkebiskoppen holdt fast i det, ja, han gav direkte ærkebiskoppen en frist på 14 dag til at svare; hvis ikke han inden da havde en forsikring om, at udstillingen ville blive aflyst, ville der udkomme en bog imod den fra Luthers hånd.

Her taler en mand, der så sandelig véd, at han har indflydelse, men også véd, at hans indflydelse er af åndelig, ikke verdslig art. Og hvad skete? Ja, det højst forunderlige skete, at ærkebiskoppen faldt til patten: han opgav sin udstilling og forsikrede Luther om, at han godt vidste, at også han var en stor synder. Også han vidste altså, at Luthers indflydelse i Tyskland på det tidspunkt var enorm.

Og for det andet: hvis nu Volker Leppin skulle hævde, at Luther på Wartburg havde mistet grebet om det, der foregik i Wittenberg, og at det var på den måde, han havde mistet indflydelse, så ville jeg henvise til en prædiken, Luther skrev i september 1521, altså mens han sad på Wartburg, hvori han udkastede tanker om alt det, der senere kom til at ske i Wittenberg: at nadveren skulle nydes med både brød og vin til både lægfolk og præst, at munke skulle forlade deres klostre, gifte sig og blive normale borgere, at også præster skulle have frihed til at gifte sig, at privatmesserne skulle afskaffes. Alt det fandt sted i Wittenberg i efteråret 21 og foråret 22. At man så også greb til at ødelægge altertavler og billeder i kirken, og at tvinge lægfolk til at nyde også vinen, noget, Luther ikke havde skrevet om, det er sandt nok, og det var medvirkende til, at Luther, imod sin fyrstes vilje, vendte tilbage til Wittenberg i marts 22. Men at han havde mistet kontrollen over det, der skete i Wittenberg? På ingen måde. Det var måske ‘remote control’, men ikke ‘lost control’.

For det tredje: Stormesteren for den Tyske Orden, der havde hjemme i de baltiske lande, henvendte sig til Luther for at få råd. Det gav Luther ham beredvilligt. Han rådede ham og alle hans ordensbrødre til at træde ud af ordenen, gifte sig og blive normale adelsfolk med gods og ejendom og med sønner og døtre, der kunne arve det. Det råd blev fulgt. Var Luther her en mand uden indflydelse?

Og endelig for det fjerde: Da to af Luthers ordensbrødre var blevet brændt på bålet i Bruxelles den 1. juli 1523, skrev Luther et trøstebrev til sine brødre. Begivenheden havde rørt ham så dybt, at den gjorde ham til digter, han kunne kun udtrykke sin trøst og sit håb gennem en salme, en ‘Lied’ (se her), hvori det bl.a. hed: ”For bålets aske bliver ved,/ gi’r støv i alle lande./ Al verdens vand, dens jord og grav/ kan ej dets glød udvande./     Dem, som vor fjende ved sit mord/ har tvunget til at tie,/ dem tvinges han til hvert et sted/ at lade glad udsige/ Guds pris med tunger døde.”

På den måde opdagede Luther, at han kunne digte. Og det førte til den måske mest utrolige omvæltning fra reformationen: Salmesangen. I stedet for at skulle nøjes med at lytte til munkenes tidesang tænktes menigheden nu selv at skulle synge, i stedet for ovenfra at skulle have besked om, hvad man skal tro og tænke, tænktes menigheden nu selv at skulle takke, bekende, bede gennem salmesangen.

Så alt i alt: Ophørte Luthers indflydelse med rigsdagen i Worms i april 1521? Tværtimod, da tog den først rigtig fart. Og det skulle han minsandten have at vide, den gode professor Volker Leppin fra Jena. Det skulle vel nok kunne lykkes mig at få afsendt i det mindste én af mine på forhånd støbte kugler.

Og så kom det til at gå helt anderledes. Jeg havde været så naiv at stole på Kristeligt Dagblad, selv om jeg da burde vide, at overskrifter og referater kan snyde. Det var dumt.

Nå, heldigvis foretog jeg lidt ‘research’ på nettet, inden jeg troppede op i Århus – jeg fik jo også en dag foræret af den forkerte dato, Kristeligt Dagblad gav mig. Derved dæmpedes mine vrede betragteligt. For derved afsløredes det, at det var noget helt andet, der var hovedsagen for Leppin. Han ville have os til at se på Luther som en historisk skikkelse med fejl og mangler, ikke som en guru, overfor hvem man bare har at klappe i, når det er blevet klart, hvad han mener; et projekt, også jeg gerne deltager i og sådan set har deltaget i længe.

Jamen, mente han da ikke, at Luther mistede indflydelse efter 1521?

Det var der faktisk et lyst hoved, der spurgte om efter forelæsningen den 16. april. (Nej, det var ikke mig!) Og det viste sig, at Volker Leppin på ingen måde undervurdérede den indflydelse, der udgik fra Luther efter 1521. Blot føjede han til, at den senere Luther ikke formåede at følge alle de initiativer op, som blev påbegyndt i den første tid. Det var det tragiske ved Luther.

Forresten gik det meste af forelæsningen med at gøre op med den myte, som Luther nok selv har bidraget ikke så lidt til: at han fik sit reformatoriske gennembrud som ved et trylleslag. Man har talt om en ‘tårnoplevelse’. Men, hævder Leppin, det hele er foregået meget mere kontinuert, der har nok i stedet været tale om en glidende overgang, og det er først senere, da kirkesplittelsen var en kendsgerning, at Luther er begyndt at forme myten om det store reformatoriske gennembrud.

Sjovt nok er det noget, også jeg sådan i det små har prøvet at gøre op med. Hvis man gider, kan man læse min kritik af den sædvanlige opfattelse og mit forsøg på at besvare det grundlæggende spørgsmål om reformationens oprindelse her.

Så kan man selvfølgelig til sidst spørge, om ikke min interesse blev vakt netop i kraft af den overskrift, som, skønt forkert, jo altså dog fængede, i hvert fald i mig. Ville jeg være kommet, om overskriften og indholdet af Kristeligt Dagblads artikel havde været mere i overensstemmelse med virkeligheden? Skulle der ikke en sådan overskrift til for at vække min vrede, så jeg simpelthen måtte til Århus om ikke for andet så for at gøre vrøvl? Ja, nogen vil måske endda sige, at det er et spørgsmål om der ikke i hele begivenhedsforløbet, inklusive den forkerte overskrift, lå en form for ‘førelse’.

Så langt som til at tale om ‘førelse’ vil jeg nu ikke gå, selv om jeg var meget glad for at høre Volker Leppin. Men jeg vil heller ikke gå med til den første antagelse. Faktisk var jeg undervejs ved at opgive det hele, fordi det forekom mig for pjattet, at nogen kunne ”sætte Luther udenfor indflydelse” allerede i 1521. Og jeg er af den faste overbevisning, at en mere retvisende overskrift og en artikel, der var mere i overensstemmelse med virkeligheden, ville have fænget i mig i lige så høj grad, om ikke i højere grad, end den forhåndenværende forkerte.

Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.