Jeg hader ikke islam, men hykleri

 

Overskriften er inspireret af et interview med imam Naweed Baig (se her). Kristeligt Dagblad havde fortalt om, at biskopperne nu i højere grad end før ville påpege forskellene mellem islam og kristendom. Og i den anledning interview’ede man Naweed Baig: hvad mente han om denne skærpede tone?

Han var lidt ærgerlig. Men det fortalte mere om biskopperne end om islam, føjede han til. Og han og andre imamer havde da opdaget, at nogle præster og biskopper havde et hadefuldt forhold til islam.

Og det var den bemærkning, der fik mig til at ransage min sorte sjæl: Har jeg et hadefuldt forhold til islam? At jeg er kritisk overfor islam, det er sandt og vist. At jeg ikke holder denne kritik for mig selv, det er også rigtigt. Men at jeg hader islam, nej, det er forkert.

Derimod hader jeg alt hykleri, hvad enten det kommer fra kristne eller fra muslimer. Og det er nok rigtigt, at det af og til er det, jeg bekæmper hos muslimerne. Så for at Naweed Baig ikke skal føle sig skuffet, tillad mig så at påpege noget, der minder om hykleri i hans udtalelser (mere end noget, der ‘minder om hykleri’ vil jeg ikke påvise).

Det er fx mærkeligt at høre ham sige: ”Vi skal smide de religiøse kapper”, når man ser den ene tørklædebærende muslimske kvinde efter den anden i det offentlige rum. Vil han bede dem om at smide deres tørklæde? Formentlig ikke. Men er det så alvorligt ment, dette med at smide de religiøse kapper? Eller skal det forstås i én eller anden for mig skjult overført betydning?

Han fortsætter: ”Vi skal ikke se hinanden som biskopper eller imamer, men som mennesker”. Et fortrinligt udsagn! Jeg kunne ikke have sagt det bedre. Det er netop det, vi er fælles om, vi skal arbejde ud fra her i samfundet. Og vi er fælles om at være mennesker. Men er det så det, muslimerne har som grundlag for deres tilværelse her i vort land? Ja, undskyld, men siger ikke tørklædet noget nær det modsatte? For mig at se siger kvinderne med deres krav om respekt for deres tørklæde overalt i samfundet, at de netop ikke først og fremmest er danskere, men først og fremmest er muslimer.

Nå, tørklædet har sin tid. Om to eller tre generationer vil enten muslimerne være ophørt med at bære tørklæde overalt, eller danskerne vil være totalt ligeglade med det. Værre er en anden muslimsk praksis. Jeg tænker på den sharia-regel, der siger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslimsk mand.

Det er der en del danskere, der har erfaret så at sige på egen krop. De blev forelsket i en muslimsk kvinde, de ønskede at gifte sig med hende, men ak, det kunne først lade sig gøre, hvis de konverterede til islam. Og ikke sandt, for familiefredens skyld, for også efter brylluppet at kunne omgås med sin svigerfamilie, for ikke at gøre sin kommende kone ked af det, nå ja, så giver man efter, fremsiger den muslimske trosbekendelse og lader sig måske også omskære, og så er man muslim.

Og efterhånden som antallet af sådanne konverterede danskere øges, kan jeg godt forstå, at biskopperne ønsker at sige offentligt, at vel skal vi tage godt imod vore muslimske landsmænd, vel skal vi bøje os og prøve at forstå dem bedst muligt, men vi skal altså også som kristne gøre os klart, at der er forskel på islam og kristendom. Midt i al vor gæstfrihed skal vi holde os for øje, at det ikke er omkostningsfrit at konvertere til islam, ja, selve det, at et sådant krav om konvertering af en forelsket mandsperson stilles og stilles på et så ømtåleligt område som på kærlighedens område, et område, hvor alt efter vore begreber skal være frit, for at kærlighedsforholdet kan være ægte, selve dette krav er vel ét af de tydeligste tegn på forskellen.

Man misforstå mig ikke! Jeg er villig til at give de muslimske kvinder al den frihed, de bare kan ønske sig, til at bære tørklæde, hvor og når de vil, blot vi får lov til at holde visse offentlige embeder fri. Jeg accepterer, at muslimerne har den tradition, at de godt vil gifte deres unge mænd ind i en kristen familie, men ikke deres unge kvinder. Men så skal de altså ikke komme og påstå, at de vil samarbejde med os ud fra den grundsætning, at begge parter er mennesker. Deres handlinger viser os jo, at de har den modsatte opfattelse.

Så jeg vil sige til vore muslimske landsmænd: Vær dog ærlig med jeres holdninger! I vil fastholde, at muslimer er noget særligt ved at lade jeres kvinder bære tørklæde. Udmærket! Men så mødes I og vi altså ikke på det fælles menneskelige grundlag, som I påstår, vi skal mødes på. I vil have særregler for de indbyrdes ægteskaber. Godt nok! Men så er det altså de muslimske regler, ikke de fælles menneskelige regler, der gælder for vore indbyrdes forhold. Hvorfor siger I så det modsatte? Det ligner hykleri, selv om jeg såmænd ikke tror, det er bevidst.

Jeg har så til sidst en lille tillægsbemærkning: Naweed Baig ser forskellen mellem islam og kristendom i synet på Jesus: han er ikke Guds søn ifølge muslimsk opfattelse. Og Niels Henrik Arendt er lige så ‘udagligdagsk’ i sine formuleringer: Vi skal holde fast på, at vores gudsopfattelse, troen på den treenige Gud, ikke er én blandt mange, men den eneste sande. I begge tilfælde er der i moderne menneskers ører tale om det samme: uforståeligt bragesnak, som det for fornuftige moderne mennesker er umuligt at tage alvorligt. Det sidespor ser jeg gerne, at vi som kristne bliver rangeret bort fra. Men vi er selv med vor teologiske tågesnak med til at anbringe os dèr, når vi gang på gang nøjes med at sige, at troen på den treenige Gud og troen på Jesu guddommelighed er det, der skiller os fra muslimerne.

Lad os i stedet fx spørge: Hvad er et ægteskab? Hvad bygger det på? Forelskelse, betagethed, kærlighed, svarer vi. Hvad svarer muslimerne? Svarer de: kontrakt, aftale, sharia, så må kærligheden komme senere? Er kærligheden det væsentligste i et ægteskab, eller er respekten for loven det dybeste? Er dette, at man kan stole på hinanden det, der er grundvolden, eller er det det, at begge bøjer sig for det, loven siger? Det er nok den egentlige forskel mellem kristendom og islam.

Eller vi kan sige: er vi først og fremmest mennesker, så det, der er naturligt i et menneskesamfund, hvor de to køn mødes: forelskelse, betagethed, kærlighed, får lov at blomstre og udfolde sig frit? Eller er vi kristne og muslimer, før vi er mennesker, så alle disse skønne menneskelige foreteelser pænt må underordne sig de muslimske love, når den ene part er muslim?

Det ville jo være skønt, hvis det var de menneskelige foreteelser, der var det bærende for begge parter. Og noget tyder på, at sådan vil Naweed Baig gerne have, at det skulle være. Blot må han så forstå, at så må loven, shariaen, den gode moral, underordnes disse fænomener: forelskelse, betagethed og kærlighed. Løgstrup har sagt, at moralhandlinger er erstatningshandlinger, dvs handlinger, som vi udfører, når kærligheden er borte, så vore handlinger dog i det mindste kommer til at ligne ægte kærlighedshandlinger. I hans opfattelse er der tale om, at loven underordnes under kærligheden. Men det er der ikke i det muslimske sharia-krav om konvertering af en kristen mand, der vil giftes med en muslimsk kvinde.

Faktisk er dette: at kærligheden skal være det overordnede, ikke loven, også det, der ligger til grund for vores treenighedslære og vores lære om Jesu guddommelighed, selv om jeg indrømmer, at der er utrolig mange mellemregninger. Men hvorfor dog ikke springe alle mellemregningerne over og gøre den forskellige opfattelse af forholdet mellem kærligheden mellem mand og kvinde til typisk udslag af forskellen mellem islam og kristendom?

Tja, én af vanskelighederne ved den opfattelse er, at muslimerne, straks de ser noget positivt ved vores religion, springer til for at efterligne det, sådan som Naweed Baig gør det med forestillingen om, at vi skal mødes i det fællesmenneskelige. Og det er de naturligvis hjertelig velkomne til. Men vil de efterligne på det punkt, må de opgive deres konverteringskrav. Og det gad jeg dog vidst, om de er villige til.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

2 svar til Jeg hader ikke islam, men hykleri

  1. Karen E. Hansen siger:

    I den sammenhæng er shariaen vel ikke kun et spørgsmål om moral, snarere om en lovmæssig sikring af islams ekspansion via ægteskaber. Kravet om at manden skal konvertere til islam, når han gifter sig med en muslimsk kvinde, mens pigen ikke behøver det, når hun gifter sig med en muslimsk mand – det er vel ganske enkelt begrundet i det tilsvarende krav om, at børnene altid skal følge faderens religion – altså blive muslimer under alle omstændigheder… Og i princippet kan man ikke forlade islam, når man er født ind i den religion. Er det ikke rigtigt?
    Skulle et par trodse disse love, af kærlighed til hinanden – eller af respekt for en anden religion end islam, så er der vel efter shariaen også straf for det?
    Menneskeligheden er ganske rigtig svær at se.

  2. Pingback: En muslims hykleri | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.