Frafaldne al-Qaida'er

 

PET havde forleden arrangeret en konference om terrorvirksomhed i København. Så vidt jeg er orienteret, var det kun Information, der tog sig for at interview’e to tilstedeværende, tidligere terrorister (se her). De havde begge forladt henholdsvis al-Qaida og Hizb ut-Tahrir og var begyndt at samarbejde med de engelske myndigheder, og det var jo oplagt ud fra dem at prøve at forstå, hvad der drev folk til at gå ind i al-Qaida og hvad der fik dem til igen at forlade organisationen. Og som sagt, i det mindste én avis fandt det værd at undersøge.

Og det svar, Informations interview’er fandt frem til, var faktisk rørende enkelt. Vi nøjes med den ene af de to, Hanif Qadir. Det, der fik ham ind i al-Qaida, var amerikanernes manglende menneskelighed. Og det, der fik ham ud af samme organisation, var den fuldkomne mangel på menneskelighed hos al-Qaidas ledere.

Han blev hvervet til al-Qaida ved at se billeder af de civile, der blev dræbt ved amerikanernes bombardementer i Afghanistan. Som muslim, skønt ikke afghaner, følte han sig forpligtet til at gøre noget. Til at begynde med nøjedes han med at samle penge ind ind, men snart steg hans forargelse, og han forlod kone, børn, forretning, alt det, han havde opbygget i England for at drage til Afghanisten og føre hellig krig mod de vantro. Det vil sige: Han var ramt på sin almenmenneskelige samvittighed, et udstyr fra skaberens hånd, som han har fælles med alle os andre.

Og nøjagtig det samme sted i hjertegruben var det, der blev ramt, da han forlod al-Qaida. Information beretter: ”Sandhedens øjeblik kom, da Hanif Qadir var på vej ind i Afghanistan sammen med en gruppe andre rekrutter. På vejen mødte de en bil med sårede. “Først troede jeg, det var civile, men det viste sig, at der blandt andet var en af vores sårede drenge i bilen. Ingen tog sig af, at han var ved at bløde ihjel. Så fik jeg nok. Det her var ikke islam. Jeg måtte hjælpe ham og en gammel mand, som også var såret. Det lykkedes mig at snige mig med om bord og hjælpe dem. Få timer efter var vi tilbage i Pakistan – og inden der var gået et døgn, var jeg hjemme i Walthamstow, London igen”.”

Læg mærke til udsagnet: ”Det her var ikke islam”! Hvordan afgjorde han det? Ja åbenbart ikke ved at spørge koranen eller én eller anden lærd, men ved at spørge sin samvittighed. Han har altså en sådan. Al den indoktrinering, som han har ladet sig udsætte for af al-Qaida-hververne, havde ikke udslettet den. Alle de forklaringer, de ville komme med, og som han måske nok teoretisk havde sat sig ind i: at alt andet måtte vige for det store mål: islams udbredelse, de forvandlede sig på minutten til bortforklaringer, når han blev klar, at den islam, hvis udbredelse han derved kæmpede for, var en islam, der var fuldstændig ligeglad med menneskeliv, var en inhuman islam.

Det vil sige: det, som mange påstår om islam, at der indenfor islam ikke findes noget begreb, der kan kaldes samvittighed, det passer ikke. Alle mennesker har en samvittighed. Og alle mennesker gør det, at de bedømmer livets hændelser, nutidens og fortidens, ud fra deres samvittighed. Også den koranske åbenbaring bedømmes ud fra samvittigheden. Når fx muslimer skal fortælle om begivenhederne i Muhammeds liv, gør de sig umage med at forsvare alle hans handlinger, hvor bestialske de end ser ud i moderne øjne. At Muhammed lod en jødisk stamme udrydde, forklarer eller undskylder de med, at nogle af stammens medlemmer havde begået forræderi imod Muhammed. På den måde prøver de at redde, hvad reddes kan, af det ellers noget krakelerede billede af Muhammed.

Måske forekomsten af en samvittighed hos muslimer er et moderne fænomen. I islams første tid nærede man i højere grad stolthed over Muhammes magt, end man nærede beundring for hans høje moral.

Det viser en anden historie, der ikke så ofte bliver nævnt. Men den fortæller, synes jeg, om en begivenhed, der er langt mere umulig at forsvare ud fra det syn på Muhammed, muslimer har i vore dage. Det er den ældst bevarede biografi af Muhammed, skrevet af Ibn Ishaq, der har historien. En stamme havde overgivet sig til Muhammed, og Muhammed søgte efter stammens begravede skat. Én fortalte, at han havde set stammens skatmester gå søgende omkring ved en ruin hver morgen. Skatmesteren, Kinana, blev stillet frem for Muhammed. ”Er du parat til at dø, hvis vi finder ud af, at du vidste, hvor skatten lå?” spørger han. Kinana svarer ja. Muslimerne graver så ved ruinen, og noget af skatten bliver fundet. Så blev Kinana spurgt om, hvor resten af skatten var. Men han nægtede stadig at sige noget om, hvor skatten lå. ”Torturér ham indtil han siger, hvad han véd!” befalede Muhammed. Det gjorde man så. Man tændte et bål på hans bryst, så han var nær ved at udånde. Men han sagde stadig ikke noget. Muhammed overgav ham så til Muhammad b. Maslama, som huggede hans hoved af.

Det, Muhammed her foretog sig, er det langt vanskeligere at forsvare. Som jeg læser historien, er det simpelt pengebegær, der får Muhammed til at torturere manden. Det ser ikke kønt ud. Og jeg har endnu ikke truffet på nogen muslim, der vil forsvare eller forklare det. Heller ikke har jeg truffet nogen, der vil bortforklare det. De lader ganske enkelt, som om en sådan historie ikke findes. Så jeg må nok vente længe på, at en eller anden muslim siger: Det her er ikke islam.

Men ligesom vi ikke behøver vente længe på, at muslimer, i og udenfor Afghanistan, om Talebans handlinger siger: Det her er ikke islam, sådan behøver vi desværre heller ikke vente på, at de om amerikanernes bombninger siger: dette er umenneskeligt. Bevares, jeg véd godt, at vi undskylder os med, at der altid i krig sker uforudsete ting, men der sker tilsyneladende også det, at den ene krigsførende part bliver smittet af den anden, så begge snart bliver lige ligeglade med menneskeliv. Talebanerne gemmer sig blandt civile, vel vidende, at de derved påfører disse civile en stor risiko for at blive ramt sammen med dem. Og vore styrker nedkalder luftangreb over talebanernes skjulesteder, vel vidende, at civile risikerer at blive slået ihjel i det, man med et teknisk udtryk kalder ‘collateral damage’, skader, man må tage med i købet.

Kønt ser det ikke ud, ingen af delene. Men hvis vi i denne konflikt vil fremstå som den mest humane part, hvis vi gennem vor menneskelighed vil overbevise muslimer herhjemme og andre steder om, at vore værdier er mere menneskelige end de muslimske, så er vi vist på en eller anden måde på vildspor i Afghanistan, som vi var (er) det i Irak.

Vi har en tilbøjelighed til at gøre alle talebanere til fanatikere. Vi har en tilbøjelighed til at mene, at alle muslimske fanatikere tror blindt på koranen. Og det er også, hvad mange muslimske lærde lægger op til, og hvad koranen og Muhammed selv giver sig ud for: her har du Guds egen stemme, at adlyde den er at adlyde Gud selv. Men det er ikke det menneskesyn, der er det sande. Det er vort, vi kristnes, menneskesyn: at vi er skabt i Guds billede og derfor har en samvittighed, så vi kan kende forskel på godt og ondt, det er det menneskesyn, der er det sande menneskesyn. Alle de mange opfordringer i koranen til vold, til kamp mod de vantro, til ikke at omgås de kristne, osv. skal derfor altid passere muslimens samvittighed. Og vel kan den være sløvet af megen koranlæsning, men den kan altså aktiveres, selv midt i det mest fanatiske muslimsind.

Det er vores chance. Her skal vi anbringe det frø, der til sin tid kan overbevise om, at demokrati er mere menneskeligt end teokrati. Men spørgsmålet er, om vi demokrater med vore handlinger gør det sværere for dette frø at spire. Det er vist desværre ikke helt utænkeligt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Frafaldne al-Qaida'er

  1. Pingback: Sarkozys drømmeimam? « Ricardt Riis

  2. Pingback: Hvordan bliver en terrorist terrorist? « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.