Wilders — ikke Wilders?

 

Nu har regeringen og partierne bag planen om at afholde en ytringsfrihedskonference i København talt på knapperne så længe med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Geert Wilders skal inviteres eller ej, at Trykkefrihedsselskabet er blevet utålmodigt og selv har inviteret den omstridte politiker.

Man har indtryk af, at man er bange, bange for de muslimske landes reaktion – vil de boykotte den store klimakonference i december, fordi vi har inviteret Wilders? — eller bange for at tiltrække terror fra muslimske ekstremister. Og hvad enten disse ‘man’, der er bange, nu er regeringen, eller det er den store gruppe af meningsdannere, der altid er tilbøjelig til at se islam i et forklaret lys, lige ynkeligt er det.

Efter min mening er Geert Wilders selvskreven til at blive inviteret, dels fordi man må høre synspunkter fra den side af spektret også, men først og fremmest, fordi han i sig selv symboliserer det, der er ytringsfrihedens fare i vore dage. For ytringsfriheden er jo i vor del af verden ikke som tidligere truet af regeringer, der ikke tør stå til ansvar for deres handlinger, men af voldelige enkeltindivider fra muslimske kredse, der truer med at myrde alle, der vover at kritisere islam.

Så hvis spørgsmålet ‘Wilders – ikke Wilders?’ drejer sig om, hvorvidt manden skal med til den planlagt ytringsfrihedskonference, er svaret efter min mening soleklart: Det skal han.

Men hvis spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt jeg er enig med ham i hans synspunkter eller ej, så er svaret knap så ligetil. Så vidt jeg har forstået ham, mener han, at islam og demokrati og islam og ytringsfrihed er uforenelige størrelser. Islam står i hans optik for det stik modsatte af alt det, vi har bygget vore samfund på her i Europa. Og det er ikke umiddelbart korrekt. Spørgsmålet er lidt mere indviklet end som så.

Spørgsmålet er, hvilket ‘islam’ vi tænker på.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at begrebet ‘islam’ ikke så nogenlunde lader sig afgrænse. Man kan fx udmærket tale om ‘islam’ som en bestemt historisk størrelse, der afgrænser sig nogenlunde tydeligt fra bl. a. den kristne civilisation. Men netop ‘islam’ som en historisk størrelse er med inde under hele den kompleksitet, som kendetegner enhver historisk størrelse. Det er, som om enhver civilisation skal prøve kræfter med alle tilværelsens muligheder. Og det er jo ganske mærkeligt.

Det vil sige: indenfor den historiske størrelse, som vi kalder ‘islam’, findes der en række fyrster, som har haft blik for videnskab og kultur og har fremmet dem i en ganske overordentlig grad; der findes løsslupne erotiske fortællinger, bl. a. i ‘1001 nats eventyr’, som siger spar to til meget af det, europæisk kultur kunne opvise og ikke mindst også til den kønsforskrækkelse, som præger muslimer i vore dage; der findes en mystisk retning, sufismen, som vel i munden anerkendte koranen som Guds ord, men anerkendte så meget andet som tilsvarende fromme ord, at koranen og dens budskab blev ganske udvandet, og sufisterne kunne té sig, som de ville.

Man kan sige, at disse forskellige opfattelser stritter ud i alle retninger. Og det vil sige, at spørger man historien efter den ”oprindelige islam”, eller den ”ægte islam”, så spørger man i en vis forstand forgæves. I en anden forstand kan man godt give et svar, men svaret bliver indviklet, fordi man også må svare på, hvordan det, man kalder ”ægte islam”, kunne udvikle sig til at indoptage disse størrelser i sig, eller – hvis ikke man vil sige, at disse ting blev indoptaget i islam – kunne leve side om side med dem.

Det svarer lidt til det problem, man stilles overfor i kristendommens historie. Det er jo uomtvisteligt, at kristendommens historie også er historien om fx inkvisitionen. Og hvis man vil mene, at inkvisitionen er imod ”den ægte kristendom”, hvis man vil holde på, at ”kristendommen som sådan” aldrig ville forfølge anderledes tænkende, så skylder man dels en nutidig afstandtagen fra fortiden synder, dels en forklaring på, hvordan nogen kunne komme på den tanke, at man skulle forsvare de kristne læresætninger med tvang. Det første kan vi nogenlunde præstere, det sidste kun vanskeligt.

Men de samme to ting kræves af nutidens muslimer, hvis de vil tage hele islams historie med ind som deres historie. Vi kan godt drille dem med at vise dem alle de saftige historier fra deres egen fortid, når vi synes, at deres nutidige kønsforskrækkelse bliver alt for overvældende. Og vil de svare på denne udfordring ved at hævde, at deres egen nutidige fromme adskillelse af kønnene og vogten over deres unge pigers dyd er i overensstemmelse med ”den sande islam”, så forhindres de jo tilsvarende i fx at fremhæve 1001 nats eventyr som udtryk for deres kulturs storhed, tværtimod må dette skrift sammen med de mange erotiske digte sættes i skammekrogen, ligesom vi sætter inkvisitionen i skammekrogen.

Og vi kan også fremhæve de mange kulturåbne muslimske fyrster, som islams historie har at byde på, og spørge vore muslimske landsmænd, hvordan det kan forenes med ”ægte islam”. Her vil vi nok få en række koran-citater som svar, der skal vise Muhammeds åbenhed overfor al viden og ægte nysgerrighed. Men så må vi naturligvis spørge videre, hvordan det da kan være, at det gik galt for den muslimske kultur, hvorfor den forstenede til en række stater, der knægtede al nysgerrighed og kun så det som deres opgave at opretholde den sharia, som man for længst havde fundet frem til. Og vi må ikke mindst spørge, hvordan det kan være, at man endnu i dag opretholder forbudet mod at skifte religion væk fra islam. Må ikke den videnskabelige nysgerrighed udstrækkes til alle ting, også til de grundlæggende spørgsmål i tilværelsen, dvs til religionen? Ja, det synes man åbenbart ikke i en række muslimske stater, og det synes man måske heller ikke indenfor de store muslimske mindretal i Europa, siden disse kan danne grobund for muslimsk terrorisme. Men burde man egentlig ikke synes det, når man stilles overfor den klassiske, storladne muslimske kultur?

Jeg har ikke svaret på disse spørgsmål, og det er jo sådan set heller ikke mig, der skal give svar på dem, men jeg synes i hvert fald, de skal stilles.

Det vil, så vidt jeg kan se, sige: Ligesom vi kristne af vor historie stilles overfor valget mellem inkvisitionen og ytringsfriheden – et valg, som vi for længst har truffet – stilles muslimer af deres historie overfor valget mellem shariaens krav om drab af frafaldne muslimer og de kulturåbne, frisindede muslimske fyrsters videnskabelige nysgerrighed. Det valg er, i modsætning til vores valg, endnu ikke truffet.

Jeg skal ikke bebrejde Wilders, at han er af den opfattelse, at islam og ytringsfrihed ikke er forenelige størrelser. For der er unægtelig meget i den muslimske kultur, der tyder på, at det forholder sig sådan, ikke mindst, hvis man kun ser på nutidens muslimske kultur. Men det forekommer mig, at fortiden bærer et vidnesbyrd med sig, som det nok er værd at gøre opmærksom på. Det er os kristne, der skal gøres opmærksom på det. Men det er vel først og fremmest muslimerne selv. Så de så at sige tvinges til selv at overveje og bagefter forklare for os uvidende, hvordan videnskabelig nysgerrighed dengang kunne forenes med islam, og hvordan den i vore dag kan være i overensstemmelse med islam, altså med ”den ægte islam”.

Og jeg har stadigvæk, vist i modsætning til Wilders, et håb om, at vi på et eller andet ikke altfor fjernt tidspunkt får en slags svar på disse spørgsmål.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.