Teorien bag Hyskenstræde

 

Der er nogen, der lider af en form for tankedorskhed, så de ikke gider sætte sig ind i de teorier, der ligger bag mærkelige folks mærkelige handlinger. I stedet griber man til den meget lettere udvej at kalde de pågældende mennesker for ‘balledemagere’, at sige, at de ‘er udenfor pædagogisk rækkevidde’ og lignende.

Nu sidst så vi det med det, der skete fredag nat i Hyskenstræde i det indre København. Naturligt nok har medierne i første omgang hæftet sig ved, at politiet blot stod og så til uden at gribe ind. Og her har man brugt lang tid (læs: alt for lang tid) på at prøve at placere et ansvar, helst så vist medierne et hoved eller to rulle (i overført betydning, naturligvis) i politiets ledelse. Men hvorfor de unge ballademagere lavede al den ravage, det har man ikke interesseret sig for. De var jo bare ballademagere, dvs uansvarlige mennesker, som er ‘udenfor pædagogisk rækkevidde’.

Men nej, det er de ikke; de er som alle vi andre mennesker, dvs de har begrundelser for det, de laver. Og selv om deres begrundelser eller de teorier, de bruger som begrundelse, ofte kan lyde meget særprægede eller forskruede, var det måske en idé at sætte sig lidt ind i deres tankeverden.

Én af dem, der har gjort det, er en blogskribent på Berlingske Tidende, Mads Kastrup, se her! Han bygger sine overvejelser på en artikel i Information, der som den eneste avis var til stede ‘on the spot’, se her! Men der kan drages mange andre konklusioner ud fra begivenhederne, end Mads Kastrup gør. Én af dem skal forsøges her:

Først gør en gennemgang af Informations skildring af begivenhederne det klart, at der var tale om en yderst velforberedt og velplanlagt aktion. Information havde om eftermiddagen talt med én af dem, der stod bag. ”Han ønsker at være anonym, og efter festen vil han ikke udtale sig. “Byrummet i Indre by er så trimmet og pænt. Men vi vil lave noget uorden og ravage. Vi vil yde forædlingen modstand. Der skal være fest og graffiti,” siger han og tilføjer: “Det handler om at forstyrre. Vi håber på, at vi kan holde festen gående et par timer og rigtig få rusket op i gaden.” Men på et eller andet tidspunkt vil politiet nok stoppe festen, forudser han. “Deres funktion er at opretholde den fine facade. Derfor vil vi altid være i konfrontation med politiet,” siger han. Og så må han videre. For han har travlt. Han er en af de få, der allerede nu ved, hvor festen skal finde sted. Men der er stadig meget, der skal sættes i system inden i aften”.

Omkring klokken elleve om aftenen går der via en sms-kæde besked ud til en række unge mennesker om, hvor ”festen” skal finde sted: Hyskenstræde. Og en time senere, hvor de unge har forsamlet sig i gaden, ruller en lastbil ind, stiger slæbes ud, gadebelysningen slukkes med cykelkæder over luftledningerne, høj musik buldrer ud i mørket, og graffitimalerne går i gang. Lidt senere synes man ikke, at graffiti-hærværket er slemt nok, så man får fat i et par biler, der ødelægges ret effektivt, ligesom man begynder at smadre vinduer.

Resten kender vi fra TV.

Men nogen har planlagt noget. Og der synes at være planlagt så megen hærværk, at det er svært at se, om begivenhederne løb ud af kontrol, eller de holdt sig indenfor det, man fra planlæggernes side ønskede.

Hvad det var, man ønskede, kan ses af et seminar, der blev holdt samme dag. Emnet var: gentrificeringen af det indre København. Information forklarer: ”‘Det sociologiske begreb (gentrificering, red.) betegner den proces, der sker, når den såkaldte kreative klasse indtager arbejderkvartererne i større byer og transformerer dem til hippe bydele med lækre cafeer, designertøjbutikker og tjekkede gallerier. Ejendomspriserne stiger, og det gør lejepriserne også, og til sidst er de mindre bemidlede borgere helt fortrængt fra området. En slags urban forædling, som samfundets svageste betaler prisen for.” … ”Men hvad kan man gøre for at forhindre den sociale eksklusion af mindre bemidlede befolkningsgrupper? Aktivister fra København, Hamborg og London giver i løbet af dagen deres bud. Og mange peger på, at det gælder om at irritere pænheden, at kradse ridser i borgerskabets glitrede facade, for på den måde at reducere de forædlede kvarterers tiltrækningskraft på velbeslåede danskere.”

Hvis dette er, hvad der er blevet holdt foredrag om på seminaret, så ligger de handlinger, der blev planlagt og bragt til udførelser om aftenen i Hyskenstræde, i nydelig forlængelse af teorien.

Én af teoretikerne bag er adjunkt Anders Lund Hansen på Institut for Kulturgeografi ved Lunds Universitet. Han holdt fredag eftermiddag et foredrag ved seminaret om gentrificering – et emne, han har forsket i gennem flere år. Formentlig har han ikke været enig med de førnævnte aktivister fra København, Hamburg og London i, at man skal kradse ridser i borgerskabets glitrede facade, men hans holdning bliver lidt hyklerisk. For han kalder seminaret for ”et fint og seriøst seminar”, og hvordan kan han mene det, når det rent faktisk leverede det teoretiske grundlag for nattens vandalisme, hans egen teori om ”gentrificering” inklusive?

Problemet er, at man ikke gider beskæftige sig med økonomi. Det er meget sjovere at finde kulturelle og sociologiske forklaringer på det, der sker. Men når man på den måde lader et helt område af virkeligheden ude af betragtning, så bliver det nogle kummerlige tanker, der kommer ud af det.

Men ak, Anders Lund Hansen er desværre ikke ene om at være håndsky overfor den økonomiske videnskab. Økonomerne selv er det i høj grad. Jeg mener, det turde være klart for alle, at den økonomiske krise, vi er vidne til, begyndte på boligmarkedet. Ejendomspriserne var løbet helt grassat. Og det er heller ikke svært at forstå, at hvis man havde haft et system på boligmarkedet, hvor man betalte en afgift til det offentlige, der steg i takt med den økonomiske udvikling, så ville krisen aldrig være indtruffet. Desværre er det heller ikke svært at forstå, at netop et sådant system er politisk uigennemførligt. ‘My home is my castle’ er blevet et mantra, man ikke tør vende sig imod, uanset hvor vilde ejendomspriser mantraet fører med sig, og uanset at mantraet fører til arbejdsløshed. Hvad man vinder i sikkerhed på boligmarkedet, taber man i sikkerhed på arbejdsmarkedet.

Det er irriterende at se på for en gammel retsstatsmand (‘gammel’ taget i to betydninger af ordet).

Disse sære kræfter er det, aktivisterne prøver at gøre op med. For det er jo sandt nok, at gamle arbejderkvarterer har ændret sig og er blevet til mondæne boligområder for café-latte-folket. Men hvorfor dog nøjes med at analysere det som et sociologisk fænomen? Hvorfor ikke i det mindste gøre opmærksom på, at det alt sammen hænger sammen med den måde, vi har arrangeret vores økonomi på: med privatejendomsret til jorden, med deraf følgende frie spekulationsmuligheder for grundene i bymidten, ja, med tvunget medlemskab af jordspekulationsklubben, hvis man vil bo bare nogenlunde centralt? For det er jo klart, dette medlemskab er dyrt og ligger helt udenfor almindelige arbejderes økonomiske formåen, ja udenfor læreres og politibetjentes rækkevidde også – det var jo ét af problemerne i de glade spekulationstider, at selv disse grupper ikke kunne betale kontingentet i den fine klub.

‘Gentrificering’? Jo, såmænd. Men er det et problem? Og hvis det er et problem, er svaret så at ‘kradse ridser i borgerskabets fine facade’, så de dyre kvarterer bliver mindre dyre, fordi de bliver for farlige at bo i? Det synes åbenbart aktivisterne, både de, der holdt foredrag om eftermiddagen, og de, der malede graffiti om natten. Men det er dog ganske tåbeligt. Hvorfor ikke i stedet kæmpe for, at de arbejdere, der må forlade deres elendige boliger til fordel for mere velbeslåede danskere, der har råd til at istandsætte dem, bliver holdt skadesløse gennem den førnævnte stigende afgift?

Nå, nej, jeg véd godt, at vi så løber ind i det helligste af alt helligt i vor politiske andedam: privatejendomsretten til jord. Så at prøve at tale til de unge menneskers fornuft er måske i sidste ende omsonst. Næsten lige så omsonst som det synes at være at tale til de mange ligusterfascisters og deres politiske talsmænds sande interesser.

Men alligevel! Kan man gøre andet end at blive ved?

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

3 svar til Teorien bag Hyskenstræde

  1. Hans Perstrup siger:

    Med ondt skal ondt fordrives!
    Det vil da være en betydelig overdrivelse at påstå at Hyskenstræde er køn i sig selv og at overmale facaderne med graffiti er kun at gøre ondt værre.

    Og hvem har bedt de lærde med fine titler om at opfordre ungdommen til hærværk på et så tvivlsomt grundlag og med den revolutionære opfordring til at erobre gaden eller byen tilbage – tilbage til hvem? Vandalerne?

    Det mest triste af det hele er, at kommunen har givet penge til at deres egen by bliver ødelagt og at vandalerne tyranniserer den lokale befolkning med ødelæggelser til lyden af den syge rockmusik.

    Dette kan snart sammenlignes med Sodoma og Gormorra og ansvaret, ja det flyver med vinden.

    Med venlig hilsen Hans Perstrup

  2. Per Harry Hansen siger:

    Der er tale om hærværk.
    Resten er irrelevant.
    Lærerigt, at hærværket IKKE blev provokeret af et brutalt og overreagerende politi.

  3. David Wedege siger:

    Sikke dog et ekko af salig Henry George.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.