To-statsløsninger

 

Du læser rigtigt, kære læser! Ordet står ikke i éntal, men i flertal. Dette blogindlæg skal være et forsøg på at udrede det lidt mærkelige forhold, at vi i vesten tilsyneladende opererer med to tankegange: Når det drejer sig om Israel/Palæstina-konflikten, ser vi en to-stats-løsning som den eneste mulige varige og stabile løsning. Men når det drejer sig om alle mulige andre konflikter, hvor ligeledes to folkeslag slås om det samme stykke land, afviser vi forarget enhver tale om to-stats-løsning: det er jo apartheid.

Her skal specielt Cypern-problemet fremdrages for at vise vores dobbelte tankegang, men andre problemer kunne for så vidt også være nævnt.

Men Cypern-problemet er særlig interessant, fordi det har en parallel, hvor man rent faktisk anvendte to-stats-modellen med gode resultater til følge. Jeg tænker på Cyperns ”søster-ø” Kreta. Begge disse øer har haft den noget tvivlsomme skæbne op gennem middelalder og nyere tid til stadighed at have skiftet herskere: så var det venetianerne, så var det de ottomanske tyrker, så var det grækere og englændere, der var herrer. Og begge øer har været skueplads for voldsomme oprør imod de siddende herrer fra de undertrykte grækeres side. Men kun Kreta har opnået at få en varig fred.

Hvorfor?

Kreta blev ikke befriet fra tyrkernes overherredømme sammen med det øvrige Grækenland i 1820erne. Det førte til en række oprør fra den græske majoritets side i løbet af 1800-tallet. Det førte forresten også til en massakre på det tyrkiske mindretal. Men endelig i slutningen af århundredet fik øen selvstændighed. Dog blev den først i 1923 sluttet sammen med det øvrige Grækenland. Derved kom den ind under den byttehandel, som i dette år blev gennemført mellem Tyrkiet og Grækenland: man udvekslede mindretal. Det græske mindretal i Lilleasien blev tvunget til at flytte til Grækenland mod at det tyrkiske mindretal i Grækenland flyttede til Tyrkiet.

Dette var en ganske besynderlig ordning, som ikke er blevet efterlignet siden, men man må indrømme, at ordningen har været effektiv i den forstand, at der fx på Kreta ikke, som på Cypern, har været etniske uroligheder siden.

Cypern kunne nemlig ikke lave denne byttehandel. For øen var blevet engelsk kronkoloni i slutningen af 1800-tallet, og englænderne havde ingen planer om at bytte mindretal med tyrkerne; de havde jo heller ikke noget at bytte med. Derfor forblev muslimerne på øen, og derfor har vi problemer i dag.

Men hovedspørgsmålet i denne blog er altså: Hvorfor vil vi (det internationale samfund, den vestlige verden) gennemtvinge en én-stats-løsning på Cypern, mens vi lige så hårdnakket fastholder to-stats-løsningen som den eneste mulige i Israel/Palæstina-konflikten?

Et muligt svar kunne ligge i den kendsgerning, at det muslimske mindretal på Cypern er forholdsvis lille (er det 18% eller deromkring?), mens det i Israel/Palæstina stærkt nærmer sig de 50%. Hvis man tænkte sig en én-stats-løsning gennemført, så ville jøderne inden længe blive en minoritet i deres land. Og da det netop var meningen med oprettelsen af staten Israel, at jøderne her skulle have et hjemland, så falder denne mening bort, hvis jøderne ikke længer har flertal i Israel/Palæstina.

Men hvorfor så ikke bruge den samme tankegang på fx Cypern? Det vil ikke være rigtigt overfor jøderne, hvis de skulle nøjes med den mindretalsbeskyttelse som et eventuelt palæstinensisk flertal ville give dem, siger vi. Nej, givetvis ikke. Men hvorfor vil det så være rigtigt overfor de cypriotiske tyrker, at de skal nøjes med den mindretalsbeskyttelse, som det græske flertal vil give dem. I parentes bemærket: de har jo prøvet det. I forfatningen af 1960 var der faktisk indskrevet en række bestemmelser, der skulle beskytte det tyrkiske mindretal. Blot nægtede det græske flertal med ærkebiskop Makarios i spidsen at rette sig efter dem.

Hvordan en løsning skal strikkes sammen de forskellige steder, er lidt svært at se. En overgang var jeg tilbøjelig til at skelne mellem en vestlig og en muslimske model: Den vestlige model hævdede, at alle var borgere, uanset religion eller etnicitet, og på lige fod med alle andre borgere deltog i den demokratiske samtale og afgørelse. Den muslimske model giver de religiøse mindretal større eller mindre selvstyre under muslimsk overhøjhed, hvor muslimerne er i flertal, og kræver et sådant selvstyre, hvor de er i mindretal.

Men jeg må indrømme, dels, at den vestlige model har været nødt til at indføre en række mindretalsbestemmelser, der skal beskytte mindretal af forskellig art, for i modellen selv ligger der mulighed for flertalsmisbrug, dels, at Tyrkiet under Atatürk synes at være gået helt sin egen vej: vel har man videreført traditionen fra det ottomanske rige med at give religiøse mindretal et vist selvstyre, men man har samtidig fornægtet enhver tale om etniske mindretal, blot at tale om eller antyde, at sådanne eksisterer, betragtes som et angreb på statens ”tyrkiskhed”.

Så jeg har ikke nogen patentløsning for hånden. Men jeg kan ikke rigtig se, hvorfor grænser skulle være særlig hellige, eller hvorfor enkeltstaternes integritet skulle være fuldstændig urørlige, eller altså: hvorfor to-stats-løsninger i andre tilfælde end i Israel/Palæstina-konflikten skulle være ubrugelige.

Efter Første Verdenskrig blev der i forskellige grænseområder gennemført folkeafstemninger for at afklare, hvor Tysklands grænser skulle gå. Det var derved, vi fik Nordslesvig tilbage. Så netop vi danskere skulle jo være åbne overfor muligheden af nye grænsedragninger. Det er vi i Israel/Palæstina-konflikten. Men hvorfor egentlig ikke på Cypern?

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

8 svar til To-statsløsninger

  1. raapil siger:

    “Derfor forblev muslimerne på øen, og derfor har vi problemer i dag”

    1. Problemerne i dag kunne også være fordi grækerne forblev på øen?

    “… da det netop var meningen med oprettelsen af staten Israel, at jøderne her skulle have et hjemland…”

    2. Hvis mening?

    “Hvis man tænkte sig en én-stats-løsning gennemført, så ville jøderne inden længe blive en minoritet i deres land”

    3. Hvis land? Og hvad er problemet med at jøder bliver en minoritet?

    “Det vil ikke være rigtigt overfor jøderne, hvis de skulle nøjes med den mindretalsbeskyttelse som et eventuelt palæstinensisk flertal ville give dem, siger vi.”

    4. Det ved jeg ikke om ‘vi’ siger, men er det mere rigtigt overfor palæstinenserne at de skal nøjes med den mindretalsbeskyttelse som et israelsk flertal giver dem? I givet fald: hvorfor?

    5. Palæstinensere har ikke fulde borgerettigheder og de har end ikke et land de kan kalde deres eget. Desuden er – som noget helt uhørt i folkeretslig forstand – millioner af flygtninge udelukket fra at vende tilbage til de områder de blev smidt ud fra.

    Den eneste rimelige og ikke-racistiske (eller ekstrem-nationalistiske, om du foretrækker) løsning er naturligvis en et-statsløsning som ikke bygger på én etnisk gruppes hegemoni over en anden.

    Om det så – med al det blod der er flydt – er realistisk, er en anden sag.

  2. Ricardt Riis siger:

    Til ”raapil”!
    Du har ret: Det, du foreslår: en et-statsløsning, er ikke realistisk. Mit forslag er, at vi, indtil menneskene bliver så gode, at de kan leve side om side med de mennesker, der har slået deres familiemedlemmer ihjel, er nødt til at tage mennesker, som de er.
    Eller jeg kan sige: Hvis jeg står overfor valget mellem at ændre hele menneskeheden, og at ændre den menneskelige elites forståelse af sig selv, så vil jeg trods alt foretrække det sidste, dvs jeg vil foretrække en to-statsløsning, der går ud fra, at mennesker ikke kan få bugt med det etniske had, der har udviklet sig gennem altfor mange år, sådan lige med det samme, fremfor en et-statsløsning, som forudsætter helt andre mennesker end dem, der faktisk forefindes, forudsætter en goodwill, en imødekommenhed og en forståelse for det anderledes, som slet ikke er til stede. Også selv om jeg så må leve med at blive kaldt racistisk, ekstrem-nationalistisk, eller hvilke ubehagelige ord, man end vil smykke mig med.
    Om man så vil bruge tid på den luksus det er at håbe på en mennesketype, som ikke forefindes, det véd jeg virkelig ikke. Man må da for min skyld gerne have en sådan mennesketype som et håb, blot man ikke har den som en forudsætning.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  3. raapil siger:

    Tja, den ‘mennesketype’ du mener er så sjælden – altså en som kan leve sammen med mennesker af anden etnisk og religiøs baggrund, den er og har historisk været langt den mest udbredte. Det er kun visse lande der har en historisk baggrund der gør det muligt at bilde sig ind, at det mest naturlige er ét folk, ét land.

    Se dig omkring i verden af i dag: 80-90 pct. af menneskeheden bor i etnisk blandede nationer, også f.eks. det moderne USA. Og det er skam ikke en idealistisk omskrivning af virkeligheden, endsige et forsøg på at ‘lave mennesker om’. Det er blot en konstatering.

  4. Bettina siger:

    Hej Ricardt!

    Jeg har diskuteret Israel/Palæstina i dr debatten i et stykke tid!

    Dine indlæg giver rigtig god mening for mig, tak! Jeg meldte mig ind i DF forleden dag – ikke fordi jeg hader nogen eller noget, men fordi jeg endelig fik nok af, at mennesker der tør stille spørgsmålstegn ved islam udstilles som racister gang på gang af et voksende flertal. Nu ved jeg ikke, hvor mange venner jeg risikerer at miste på at fastholde min ret til at ville diskutere islam og sharia i Danmark/verden, fordi som du er inde på så bliver mennesker rask væk kaldt for højreekstremister herhjemme for at forholde sig kritisk overfor islam og muslimer, men jeg er indstillet på at en overbevisning altid koster.

    Har den kostet dig dyrt i vennekredsen?

    Nysgerrig hilsen

  5. Bettina siger:

    Hej Ricardt!

    Jeg har diskuteret Israel/Palæstina i dr debatten i et stykke tid!

    Dine indlæg giver rigtig god mening for mig, tak! Jeg meldte mig ind i DF forleden dag – ikke fordi jeg hader nogen eller noget, men fordi jeg endelig fik nok af, at mennesker der tør stille spørgsmålstegn ved islam udstilles som racister gang på gang af et voksende flertal. Nu ved jeg ikke, hvor mange venner jeg risikerer at miste på at fastholde min ret til at ville diskutere islam og sharia i Danmark/verden, fordi som du er inde på så bliver mennesker rask væk kaldt for højreekstremister herhjemme for at forholde sig kritisk overfor islam og muslimer, men jeg er indstillet på at en overbevisning altid koster.

    Har den kostet dig dyrt i vennekredsen?

    Nysgerrig hilsen

  6. Ricardt Riis siger:

    Til raapil!
    Du synes at mene, at når noget er ‘normalt’ i den forstand, at det er udtryk for det, de fleste gør, så er det også ‘normativt’, dvs udtryk for, hvordan tingene bør være.
    Om så du havde ret i, at 80-90% af menneskeheden bor i etnisk blandede nationer, så følger ikke deraf, at det bør være sådan, ja, man kan end ikke drage den slutning, at det er bedst for mennesker at leve sådan.
    Det er sandt, at de europæiske kolonimagter efterlod en række stater i Afrika og det meste af det indiske subkontinent som et kludetæppe af forskellige folkeslag og religioner. Men det betyder ikke, at denne ordning er den rigtige, som alle mennesker bare har at rette ind efter. Og det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for etniske modsætninger, som om de ikke betyder noget.
    Men det er ikke desto mindre i høj grad det, vi gør, når vi fastholder de nuværende grænser som næsten noget af det mest hellige, vi kender. Vi kunne i det mindste overveje, om ikke vi ved med fredelige midler at ændre på nogle grænser måske kunne skabe mere fredelige tilstande.
    Det var jo unægtelig en meget stor overraskelse for alle, at da Jugoslavien gik i opløsning, så viste det sig, at der under overfladen hele tiden havde ligget en masse etniske spændinger i det land, spændinger, som nu fik frit løb i de værste etniske udrensninger, vi har set. Men en mindst lige så stor overraskelse burde det egentlig være, at vestlige politikere sådan i ramme alvor mente, at man kunne genskabe den tilstand, der var før de frygtelige begivenheder. Man fastholdt det udrensede folkeslags ret til at vende tilbage, for det måtte ikke kunne betale sig at foretage etniske udrensninger; som om nogen havde lyst til at bosætte sig side om side med dem, der havde myrdet ens familie.
    I Rwanda kom det som bekendt til nogle af de værste blodsudgydelser fra et folk mod et andet, som vi nogensinde har set. Det er lidt svært oven på sådanne begivenheder at sige, at etniske modsætninger ikke betyde noget.
    Og Kenya, som vi mente var et yderst fredeligt land, viste sig for nylig at være præget af etniske uroligheder; der var modsætninger dèr, som vi lykkelig havde glemt alt om, men som altså ikke var glemt i Kenya. Og det vil fx sige, at der findes mennesker i Kenya, der må leve som et etnisk mindretal, hele tiden være på vagt overfor flertallet: får de nu de stillinger, de har krav på, hvem sidder på magten i politiet, militæret, centralforvaltning, osv. Det synes ikke at være den helt store lykke med flere folkeslag i det samme land.
    Så har USA og til dels Indien været betydelig heldigere. Men hver for sig har de haft deres egen særlige historie. Og begge har de deres etniske problemer at slås med.
    Jeg kunne blive ved. Lad mig slutte med at nævne pashtunerne, et folkeslag, som bebor både dele af Pakistan og dele af Afghanistan. En artikel, jeg læste for en månedstid siden, hævdede, at der ikke blev fred i området, før pashtunerne fik deres eget selvstændige styre. Det var højst overraskende for mig at høre. Er det, vi karakteriserer som en udelukkende religiøs konflikt: krigen i Afghanistan, måske i virkeligheden blandet op med en etnisk konflikt? Jeg véd det ikke. Men jeg véd, at hvis der findes en sådan etnisk konflikt, så tager vi overhovedet ikke hensyn til den. I vore øjne er talebanerne religiøse galninge og intet mere. Men har de et rekrutteringsgrundlag i en etnisk konflikt, så har det lange udsigter med en løsning, specielt, fordi vi jo så overhovedet ikke aner, hvad vi er oppe imod i Afghanistan.
    Alt dette viser, for mig at se, at etniske modsætningsforhold ikke lader sig neddysse. Man må i sin politik tage hensyn til dem. Enten gennem mindretalsordninger, som kræver stor velvilje og forståelse fra flertallets side, eller gennem direkte nye grænsedragninger.
    Hvad jeg ønskede med min artikel, var blot, at man brugte den samme målestok i fx Cypern-konflikten, som vi bruger i Palæstina/Israel-konflikten.

  7. Ricardt Riis siger:

    Kære Bettina!
    Nej, jeg har ikke haft ”udgifter” i vennekredsen.
    Venlig hilsen
    Ricardt

  8. Pingback: To folk – ét land | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.