Den udødelige Grosbøll

 

Skønt den gode Grosbøll ikke tror på udødelighed, ser det ud til, at han er noget nær udødelig. For han popper op i det offentlige rum igen og igen. Nu sidst poppede han op på TV2 Kristi Himmelfartsdag i form af en dokumentarfilm, som Jørgen Flindt Pedersen havde lavet. Og besynderlig nok: igen lader man sig lokke til at se med i den tro, at der dog må kunne siges noget nyt, eventuelt også noget fornuftigt om den sag. Og igen bliver man skuffet: intet nyt fra Grosbøll-fronten. Intet nyt i det, han selv sagde, intet nyt i de betragtninger, der blev bragt til torvs om ham.

Det var de samme piberygende betragtninger, han fremførte. Det var den samme mangel på forståelse af, hvad han havde gjort, han udviste. At han i Weekendavisens interview med ham var fremkommet med en trosfornægtelse, det så han ikke dengang. Han troede blot, han var fremkommet med et indlæg i en teologisk diskussion. Og det tror han stadigvæk. Og det tror mange af de teologer, der støttede ham, også. Men folk i almindelighed kan godt se det mislige i at spørge dåbsbarnet: Tror du på Gud Fader, når man lige selv har fornægtet denne tro.

”Jeg har aldrig haft vanskeligheder med trosbekendelsen”, bekendtgjorde han i filmen. Nej, og hvad så? Problemet er ikke hans personlige vanskeligheder, problemet er hans offentlige modsigelse af den trosbekendelse, der bærer kirken, og som derfor synges eller fremsiges hver søndag i kirken. ”Lad os bekende vor kristne tro”, står præsten og siger i Tårbæk kirke, og siger så: ”Vi tror på Gud Fader, den almægtige”. Men bagefter går samme præst ud og siger, at han ikke tror på Gud. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Alt kan diskuteres i kirken. Og alt bliver diskuteret i kirken. Også gudsbegrebet, også Guds eksistens eller mangel på samme. Men vi diskuterer det i kirken, det vil sige, vi diskuterer det på baggrund af trosbekendelsen, fremsagt frimodigt eller bævende, som man nu har tro eller tvivl til, men i hvert fald ikke fornægtet. For fornægter man den, stiller man sig udenfor det kirkelige fællesskab.

Sådan var det i middelalderen. Der var ingen, der kunne diskutere, som de skolastiske teologer i middelalderen. Alt tog de frem til debat. Men det blev debatteret på baggrund af troen. Troen stod fast, spørgsmålet var blot, om troen kunne underbygges med fornuftsargumenter.

Den store humanist, Erasmus af Rotterdam (1466-1534) kan siges i sig at rumme alle oldtidens og middelalderens teologiske diskussioner, så lærd var han. Og da han i 1524 angreb Luther med skriftet ”Om den frie vilje”, kan det nok være, at Luther fik kam til sit hår. Luther leverede dog allerede året efter et modskrift ”Om den trælbundne vilje”, som han selv betragter som ét af sine vigtigste skrifter. Det mener også de fleste lutherforskere i dag. Så meget mere mærkeligt er det så blot, at næsten ingen af dem har beskæftiget sig med det gensvar, Erasmus året efter leverede med et skrift, som han kaldte ”Hyperaspistes”. Luther selv svarede ikke på det, og det er nok det, der har fremkaldt denne tavshed hos lutherforskerne. Men hvorfor skal Luther selv bestemme, om et skrift af én af hans modstandere er godt eller skidt?

I hvert fald, det er omsider lykkedes mig at få fat på både en latinsk udgave af skriftet og en engelsk oversættelse af samme. Så nu er jeg i fuld gang med at lægge skriftet ud på www.martinluther.dk . Dog vil det tage nogen tid. For det er et meget omfangsrigt gensvar, Erasmus har skrevet. Men grundigt! Og yderst interessant!

Luther kan fx (lidt tankeløst?) nedgøre den menneskelige fornuft. Men i sit gensvar tager Erasmus det problem op. Er Gud ikke blevet menneske? Har Gud ikke talt til os på menneskesprog? Betyder det ikke, at den menneskelige fornuft på én eller anden måde dog må kunne forstå det, Gud siger i sin åbenbaring?

Alt det må der naturligvis svares ja til. Men det betyder, at al den nutidige teologi, som har taget udgangspunkt i Luthers angreb på fornuften, mister sit fundament. Det betyder, at Kierkegaards tale i ”Filosofiske Smuler” om, at mennesket i åbenbaringen ikke blot modtager Gudsordet, men også betingelsen for at kunne forstå Gudsordet, er forkert; for Gud har talt til os på menneskesprog, så vi har umiddelbart i os mulighed for at forstå hans ord. Det betyder, at den nutidige åbenbaringsteologi, som tager afsæt i Kierkegaard, også mister fodfæste.

Luther kan også kalde et bestemt skriftsted for et lynnedslag eller en tordenrøst fra Gud. Men den hopper Erasmus ikke på. Ok, nej, siger han, det er ikke nogen guddommelig tordenrøst, der taler dèr, det er Luther, der kommer med en udlægning af skriften. Men hvorfor skal vi tro på hans udlægning mere end på så mange andres? Almindelig fornuft vil naturligvis svare, at det skal vi, fordi vi forstår skriftordet, fordi det har ramt os, fordi det er trængt ind. Men det vil sige, at bibelen som sådan ikke er Guds ord, hvilket man jo ellers i den lidt senere lutherske ortodokse prøvede at slå fast med store syvtommersøm, den skal fortolkes, og når fortolkningen slår ned i hjertet, ja, så først er der tale om Guds ord.

Jamen, retfærdiggørelse af tro, det er dog om noget en luthersk sætning, der må stå fast, urokkeligt? Ikke overfor Erasmus’ hækklipper. Også den tese bliver klippet ned. Jo, for er denne tese ikke billedtale, såvel som så meget andet, der forekommer i bibelen? Og billedtale, hvor nødvendig den end er, er jo dog ikke Guds direkte tale.

Gang på gang i den kristne kirkes historie har det vist sig, at humanister og teologer gensidigt kan befrugte hinanden. Diskussionen mellem Erasmus og Luther er udtryk for noget sådant.

Men hvad står så fast?

Ja, det er blandt andet det, vi diskuterer. Jeg vil mene, at fortællingen er det afgørende, fx fortællingen om Paulus’ vision udenfor Damaskus, hvor han blev forvandlet fra forfølger til forfulgt. Det menneskesyn, man har, må kunne inkludere en sådan forvandling. Hvis man har et menneskesyn, der på forhånd udelukker al forvandling i et menneskesind, så umuliggør man alle fortællinger, og dermed i sidste ende al menneskelig historie, for menneskeslægtens historieforløb forudsætter, at noget nyt kan ske, at der kan dukke nye forestillinger op i en menneskehjerne.

Og at fornægte trosbekendelsen, at fornægte Guds tilværelse som den treenige Gud, det er at fornægte menneskets sprog som den mystiske skabelon, al udvikling i menneskeslægten foregår efter, det er at fornægte de kræfter, der får nye sider af denne skabelon til at virkeliggøres.

Nå, meningen med dette indlæg var sådan set blot at vise, at teologisk diskussion og teologisk uenighed er en gammel foreteelse indenfor kirken. Og også vise, at de spørgsmål, man har taget op, blandt andet i diskussionen mellem Erasmus og Luther, er langt mere dybtborende end den diskussion, Grosbøll vistnok ville have lagt op til, hvis han ikke var kommet med sin trosfornægtelse, den trosfornægtelse, der vel skabte røre i andedammen, men også forhindrede den diskussion, som Grosbøll gerne ville have gang i.

Ærgerligt! Dårlig teologi!

Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

4 svar til Den udødelige Grosbøll

  1. Jan Dallerup siger:

    Guds fred.

    Jeg har som så ingen komentar til det skrevne, men jeg mener såment kun at Grosbøll skulle havde været smidt ud af kirken , og det burde en del andre også selv om kirken er mere åben for alt end andre kirkesamfund, men en mand som Grosbøll har med sikkerhed skræmt mange for at blive kristne eller at komme i kirken, for desværer så tror jeg at det kun er et fåtal som egentlig ved hvorfor det er så vigtigt at gå i kirke, og det burde kirken havde ordnet for længst.
    Med broderlig hilsen Janua.

  2. Martin F siger:

    Men hos Luther findes dog en enkelt lille indrømmelse i forhold til Grosbøll: Luther taler om den skjulte Gud. Dette med, at Gud ikke har givet sig til kende for vore sanser og fornuft. (Her kan man jo godt ligesom Erasmus pege på Jsus af Nazareth, men han gav sig ikke til kende på en “overbevisende måde”… folk kom så vel til tro på ham i det direkte møde, som at de ikke kom til tro på ham ved det direkte møde).

    Så når Grosbøll påstår at han ikke tror på nogen skabende eller opretholdende Gud, ja så har vi vel nærmest ikke skyggen af hjælp at yde ham. Grosbøll taler jo det store vantro flertals sag her. Man kan da ikke bare sige sig selv, at der må være nogen som helst Gud nogen steder….

    Hvis Grosbøll og andre Gudsfornægtere skulle stilles tilfreds ville det være overflødigt med tro, håb og kærlighed. For så ville vi have hard core bevis … og SÅ kan vi tro… (eller ka vi ??)

    Jeg tror Grosbølls undskyldning, og alle andre vantros undskyldning, er, at Gud slet ikke VIL give sig til kende på den måde. End ikke Jesus ville give sig til kende for verden, sådan som han ville give sig til kende for disciplene (jfr. Johs. evangelium kap 14, 22-24). For her læer vi, at det handler om at elske frem for at “kende til” eller “vide om” Jesus. For først ved at elske ham kan vi holde fast ved hans ord.

    Han vil tros, håbes på og elskes af menneskene. Men han vil IKKE vides af.

    Der er ingen hjælp at hente for Grosbøll. Så længe de ikke elsker Jesus og tror på ham.

  3. Ricardt Riis siger:

    Jeg bør vist egentlig svare lidt på Martin F.’s oplysning om Luthers tale om den skjulte Gud. For det er jo ganske mærkeligt. I det skrift, jeg nævnte, Luthers skrift om ”Den trælbundne vilje”, deler Luther på et tidspunkt Gud op i to, den skjulte Gud og den åbenbarede Gud. Den åbenbarede Gud lader sit ord lyde, fx profetordet: ”Jeg vil ikke synderens død, men at han skal omvende sig og leve”. (Ez 18,23) Det er i den anledning, at Luther føler trang til at føje til: men den skjulte Gud vil synderens død, han virker alt i alle, også i alle onde mennesker, han virker en sindsforhærdelse i Farao, så han alligevel ikke lader Israels folk få lov til at forlade Ægypten, selv om han havde lovet det.
    Erasmus giver ham sjovt nok i nogen grad ret i, at der er en sådan skjult Gud, der virker alt i alle, men han kan ikke få sig til at sige, at Gud virker det onde i menneskene. Det siger vel Luther heller ikke direkte, men han er langt tættere på at sige det end Erasmus, for han hævder både, at alting sker med nødvendighed, og at begrebet ”fri vilje” er et tomt begreb. Det eneste i hans argumentation, der minder lidt om ”fri vilje”, er, at han gør vrøvl, da Erasmus vil overføre noget, Luthers kollega, Andreas Karlstadt, har sagt, til Luther. Karlstadt har i en disputation med Eck i 1519 sagt som forklaring på ordet ”Udræk din hånd”: ”Nåden udrækker din hånd”. Det vil Luther ikke gå med til, i hans optik er det mennesket selv, der udrækker sin hånd eller altså: handler i det hele taget, ikke én eller anden udefra kommende størrelse, der kaldes ”nåden”. Han siger det samme med et gådeord: Gud handler ”igennem os”, men ikke ”uden os”.
    Som jeg ser det, er det væsentligste spørgsmål i vore dage ikke, som mange tror, spørgsmålet om Guds eksistens, nej, det er det spørgsmål, som også Luther var optaget af, om alting sker med nødvendighed. Videnskaben har jo givet os en helt anden baggrund for at fremkomme med den påstand, og det er sådan set underordnet, om vi ser en skjult Guds vilje bag det, der sker, eller vi ser ubønhørlige naturlove bag det. Vi kan ikke blinke med øjnene eller vippe med ørerne, uden der ligger naturlovsbestemte neuronaffyringer i hjernen bag. Og er vi så ikke låst urokkeligt fast i naturlovenes greb, ligeså urokkeligt, som Luther mente, vi sad fast i den skjulte Guds favntag?
    Spørgsmålet er: Er der andre kræfter end naturlovene, der bestemmer over vort liv? På Luthers tid, hvor Guds eksistens ikke var til debat, lød spørgsmålet anderledes; da var det et spørgsmål om, hvor stor en frihed der blev tilbage til mennesket, hvis Gud var så alvidende, at han på forhånd vidste alt, hvad der skulle ske. I vore dage, hvor vi ikke mere bruger begrebet Gud til at bestemme tilværelsens indhold med, i hvert fald ikke gør det med samme selvfølgelighed som på Luthers tid, er spørgsmålet, om alt er sagt, når naturvidenskaben har talt. Er der mere at sige om mennesket, end at det er et fysisk-kemisk system, der med sine sanser og sin hjerne reagerer på utrolig indviklede måder, men dog altså reagerer ud fra grundsætninger, der i sidste ende er naturvidenskabelige?
    Det vil jeg mene, der er. Da mennesket havde udviklet sig til et sprogligt væsen, havde det via sproget fået del i en ikke-årsagsbestemt verden, en verden af tillid og forståelse, en verden, bestemt af samspillet mellem individerne. Det er i denne verden, at gudstanken er opstået, vel i første omgang som en tanke, der skulle forklare alle de fysiske tildragelser i verden, men i vore dage som en tanke, der skal forklare de sproglige nyskabelser, der hele tiden finder sted i vore samfund.
    Jeg kan ikke rigtig se, at vi får noget ud af at dele Gud op i to, en skjult Gud og en åbenbaret Gud. Gud er én, og den skjulte Gud er identisk med den åbenbarede Gud. Så får vi meget mere ud af Luthers tanke om, at Gud handler igennem os, men ikke uden os. Han handler med os igennem sproget, han får os til at forstå, han lader en udvikling finde sted i menneskesamfundet, ikke en tilfældig udvikling, men en udvikling af kræfter, der i forvejen er lagt ned i sproget. Det vil føre for vidt her at komme ind på, hvordan det nærmere bestemt sker, lad mig nøjes med at sige, at det ikke er vor vilje, der er fri, det er vor forståelse. De indfald, vi får, får vi frit. Og siger vi, at det er ånden, der inspirerer os, så kan det være sandt nok, men den handler ikke uden os, skønt nok igennem os.
    Grosbøll er et tågehorn, dvs han medvirker mere til teologisk forvirring end til teologisk afklaring. Han vil ikke tale om Gud, men han gør det bare alligevel, når han fx hævder, at ”det hellige”, det er livet sammen med næsten. Javist, javist. Men så har han indført Gud, endda med stort G, i sin argumentation, blot tror han ikke, vi opdager det.
    Nej, må jeg så bede om en rigtig ateist. Det véd man da, hvad er.

  4. Martin F siger:

    TAK Richart Riis for den uddybende kommentar om Luther og begrebet “den skjulte Gud”. Yderst interessant! Jeg lader mig gerne belære om dette spændende emne!

    Mit anliggende gik nok mere i retning af Grosbøll i forhold til vores moderne naturvidenskabelige verdensbillede.

    Her finder jeg, at din pointe er fin om, at Gud er at finde i vores begreber. Idet vi gør os begreb om Gud er det et tegn på at han nok findes. Ja det er vel på et dybere plan det, som Johanens-prologen i første kapitel af hans evangelium, forklarer med sit “Logos”, som at “ordet var hos Gud og ordet var Gud”.

    Vi kan velsagtens blive enige, også med Grøsbøll, om, at skulle der findes en Gud, treenig eller andet, ja så kan hans bevis ikke findes i naturvidenskabens opdagelser.

    Dette altså med mindre vi gør den fine antagelse at guds eksistens simpelt hen er forskellen på at “der er noget” fremfor at “der er intet”. For, som Johannes forklarer det: i Logos var der altså liv. Og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.

    Logos rummer liv som medfører lys, som fortrænger mørket. Smukt. Brilliant.

    Men hvor finder man ofte mislykkede forsøg på gudsbeviser. Senest ved denne “intelligent design” tanke. Gud er ikke at finde ved naturvidenskabelige øvelser.

    Men omend han er at finde i ordet, som blev kød, fornemmer jeg, at det ikke stopper ved en ‘kognitiv erkendelse’. “Logos”, skal tage bolig i os og blive til tro, håb og kærlighed. Størrelser, der i min optik involvererer meget mere end hjernen og “forstanden” om jeg så må sige.

    Først dermed nærmer vi os det, der bedes om til Gud ved enhver dansk højmesse: at du (Kristus) må bo ved troen i vore hjerter, og at vi må blive ét i dig (Kristus), ligesom du er et med faderen.

    Og jeg tror at det er deri at Helligånden, som vi fejrer på søndag har en egentlig tolke-opgave: At omsætte det læste eller hørte ord til tro, håb og kærlighed i vore hjerter.

    God Pinse!

    Venlige hilsner
    Martin F.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.