System-næstekærlighed

 

System-næstekærlighed? Nej, må vi nu lige være her. Næstekærlighed, det er da noget, man udøver i det personlige møde med det andet menneske, ikke noget, et system tænkes at tage sig af, ikke!

Ja, pas nu lige på! Kan vi ikke godt kalde den kærlighed, som blev udvist i den ældste kristne menighed for næstekærlighed? Tjo, det går vel an. Men må vi så ikke sige, at det var næstekærligheden, der blev sat i system, da apostlene bad nogle om at tage sig af den daglige uddeling (Apg 6,1)? Og hvad skal vi sige til de penge, som Paulus samlede ind til menigheden i Jerusalem? Var der ikke også dèr tale om at udøve næstekærlighed ”på afstand” eller ”pr stedfortræder”? Såmænd var der så. Så den med, at næstekærlighed kun hører hjemme i det personlige møde mellem mennesker, den holder ikke.

Grunden til denne lidt besynderlige indledning er en samtale på Deadline den 22-5 09 mellem sognepræst Per Ramsdal ved Brorsons kirke, og journalist og teolog Sørine Gotfredsen om de irakiske flygtninge, der har søgt tilflugt i Brorsons kirke, fordi de meget nødigt vil tvangshjemsendes. Det var muligvis planlagt som en teologisk dybdeboring, men særlig dybt kom man nu ikke ned, og god teologi var der faktisk heller ikke tale om.

Hvilket blandt andet skyldtes, at man ikke vil tage et ord som det ovennævnte i sin mund: system-næstekærlighed, ikke på vilkår!

Men vi slipper nu ikke for det. Oven i købet kan man udmærket drage Luther ind til forsvar for dette sære begreb. Luther sætter i sit skrift om øvrigheden (”Hvor langt skal man adlyde den verdslige øvrighed?”) grænser for øvrighedens magt. Men efter at have gjort det spørger han, hvordan da en kristen fyrste skal herske. Og han svarer såmænd, at fyrsten skal handle ud af kærlighed. ”Forbandet er alle gerninger, der ikke udøves i kærlighed”, siger han om fyrstens gerninger (se her). Og overfører vi det til vort demokratiske samfund, betyder det, at vi, når vi står i stemmeboksen, ikke kan være ligeglade med, om staten optræder næstekærligt eller ej. Eller det betyder, at der faktisk findes gerninger, som staten kan foretage sig, som kan kaldes næstekærlige. Man vil måske nøjes med at kalde dem humane, i overensstemmelse med internationale konventioner, udtryk for almindelig anstændighed, eller lignende. Men om det end aldrig så meget må kaldes ”system-næstekærlighed”, næstekærlighed er det.

-Hurra, vil nogen så sige, det må så betyde, at de afviste asylansøgere kan få lov at blive! Det er jo netop det, vi hele tiden har sagt: staten må udvise menneskelig forståelse. Faktisk har vi ment, at staten må vise næstekærlighed, og nu, hvor du åbenlyst taler om næstekærlighed, så er det bare med at komme i gang.

Ja, ja, klap nu lige hesten! Mange tror, at man bliver fritaget for at tænke sig om, bare man siger ”næstekærlighed”. Med ordet ”næstekærlighed” har man fat i noget, som åbner alle døre, nedbryder alle indvendinger. Men nej, sådan er det ikke.

Der står en tigger udenfor min dør. Dèr har vi det personlige møde med næsten. Og ikke sandt, så er det op til mig at udvise næstekærlighed. Bare frem med pungen! Men alle véd jo, at så enkelt er det ikke. Dels har jeg pligt til at sørge for, at manden virkelig hjælpes. Jeg skal ikke bare handle ud i det blå, men har pligt til at handle ind i situationen. Drikker han, er det måske ikke en tyver, der skal til, men en samtale eller et andet forsøg på at hjælpe ham ud af det, der er hans egentlige vanskelighed. Og dels har jeg også pligt til at sørge for min egen familie. Det kan ikke nytte noget, at jeg forærer alle mine penge bort, for så kan jeg ikke udfylde den rolle (eller det embede, som Luther ville sige) jeg har som familiefar. Der kræves nu engang husly og mad, om børn skal opvokse ordentligt, og det er min pligt at sørge for det.

På samme måde med fyrsten eller med den demokratiske stat. Det er sandt, at i et kristent land som Danmark forventer vi af staten, at den handler med en vis menneskelig anstændighed overfor fx flygtninge. Man kan også kalde det næstekærlighed eller system-næstekærlighed. Blot flygtningen bliver behandlet anstændigt

Men den næstekærlighed, som staten skal udvise, må være saglig. Dels i forhold til flygtningen selv: skal han hjælpes ud af en kriminel løbebane i stedet for at få asyl? Dels i forhold til det embede, fyrsten har: hvor stor en procentdel flygtninge kan landet absorbere? Specielt det sidste er mange tilbøjelige til at overse. Men ligesom en familiefar ikke kan forsvare at give alle sine penge bort, sådan kan en fyrste heller ikke forsvare, at landet oversvømmes af så mange flygtninge, at det fuldstændig ændrer karaktér. Eller oversat til nutiden: også en demokratisk stat har et ”embede” at udfylde, der er forpligtelser, der skal overholdes, der er hensyn at tage, fx hensynet til det, man plejer at kalde den folkelige sammenhængskraft.

-Jamen, vi kan da ikke smække døren i i hovedet på flygtningene! Så ville vi jo opføre os som præsten og levitten i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner!

Sandt nok, Jesu lignelse svæver usynligt over vandene i enhver diskussion om flygtninge. Og den kan naturligvis anvendes, også hvor det er staten, der er den agerende, altså, hvor der er tale om ”system-næstekærlighed”. Men den kan altså også misbruges på det plan.

Den misbruges af den enkelte, hvis han eller hun bruger den farisæisk, dvs ser bort fra alle omstændigheder ved handlingen og bare slavisk efterligner den barmhjertige samaritaner for at kunne få ind over sig den dejlige fornemmelse, man har, når man har gjort en god gerning. Og det viser sig jo, at man også kan få den fornemmelse, når man udfører sin gode gerning via staten.

Nogen har sagt, at man efterligner den barmhjertige samaritaner bedst ved at oprette en ambulancetjeneste på vejen mellem Jerusalem og Jeriko, eller endnu bedre: ved at få skabt et godt politi, der kan sætte en stopper for det røveruvæsen, som den overfaldne blev et offer for. Det er opgaver for staten, og det er opgaver, som staten i vor del af verden har haft ret stort held til at få gennemført. Men når nu skaden er sket, er det så ikke også statens opgave at føre den overfaldne til et herberge og betale værten for at pleje ham? (forresten, hvorfor blev den gode samaritaner der ikke selv og plejede ham? Var mon begrebet ”system-næstekærlighed” allerede opfundet dengang?) Jo, vel er det statens opgave at sørge for fremmede og overfaldne og syge. Og det er da også, hvad staten i høj grad gør på vore vegne. Men ligesom samaritaneren tog sit æsel med sig og efterfølgende fortsatte sit arbejde som handelsrejsende eller hvad han nu var, sådan tænkes staten heller ikke at opløse sig selv for at hjælpe de nødstedte.

Men lige netop det er det, at alle de mange, der bruger lignelsen direkte, glemmer. Der er ingen tvivl om, at vi i Europa nærmer os mætningspunktet for, hvor mange fremmede vi kan tage imod, især når disse fremmede har svært ved at blive integrerede i vore samfund. Vi kan altså indse, at vi ikke kritikløst kan blive ved med at tage imod alle, der banker på vor dør. Det ville være uansvarligt. Vi risikerer at ødelægge det gode tillidsforhold, vi har til hinanden. Der kan opstå spændinger i samfundet. Sociale uroligheder vil blive hverdagskost. Og etniske modsætninger vil vokse.

Det er sandt, at staten på vore vegne handler næstekærligt. Der er noget, der hedder ”system-næstekærlighed”. Og det skal vi ikke kimse ad. For mange får på den baggrund en bedre tilværelse. Men den næstekærlighed, staten således tænkes at udøve, skal, ligesom den næstekærlighed, vi skal udøve i det daglige, være en ansvarlig og en saglig næstekærlighed. Det er den, når den seriøst behandler enhver flygtnings sag, giver asyl til mange, men altså også afslag til nogle.

Så er det da sandt nok, hvis vi nu skal trampe i det med lignelsen om den barmhjertige samaritaner, at disse flygtninge jo ikke er mennesker, som blev fundet af os på vor vej; tværtimod kom de til os og bad om hjælp, og de har, i den øjeblikkelige situation, i høj grad selv gjort opmærksom på sig selv. Det er også sandt, at de ikke umiddelbart lider nød, de kunne jo bare være blevet i Sandholmlejren; så at sammenligne dem med en mand, der ligger livløs ved vejen, halvt slået ihjel af røvere, er faktisk ikke særlig relevant. Men lad blot den slags petitesser ligge! De kunne jo godt have brug for hjælp alligevel.

Men hvis vi på den måde accepterer, at næstekærlighedsbudet er relevant også for staten og også i sagen om flygtningene i Brorsons kirken, og ligeledes accepterer (det må ikke glemmes) at denne næstekærlighed fra statens side skal udøves ansvarligt og sagligt, så undergraves effektivt den præmis, der ligger bag mange kristnes indvendinger mod hjemsendelsen: det er ikke sandt, som de synes at mene, at de eller de kristne som sådan har en bedre etik end andre; det er ikke sandt, at de, men ikke vi andre, i højere grad retter sig efter næstekærlighedsbudet.

På baggrund af en sådan forståelse af næstekærlighedsbudet synes jeg også, man kan komme med et par bemærkninger til den standende debat.

”Hvorfor har de ikke taget ophold i en moské”, spørger Birthe Rønn Hornbech. Tja, hvem véd, måske fordi de har læst lignelsen om den barmhjertige samaritaner og ikke fundet noget i koranen, der sådan rigtig kan stå mål med den (selv om de altså nok har misforstået den, og selv om den i hvert fald ikke kan bruges som baggrund for et krav til andre). Men det er da sandt, at hverken moskéer eller kirker er fredhellige steder, hvor loven ikke gælder. Det er forresten, så vidt jeg er orienteret, én af de ting, muslimer og kristne er enige om.

”Lad os se på sagerne én gang til”, siger Villy Søvndal. ”Men naturligvis skal den flygtning, der er dømt for narkosmugling, ud af landet”. Tja, hvorfor egentlig det? Hvis endelig vi skal bruge Jesu lignelse uansvarligt, så er han vel et menneske som alle de andre. Men bemærkningen viser, at forestillingen om, at en fornyet behandling vil give et andet resultat, formentlig er forkert.

”Jeg kan ikke prædike over lignelsen om den barmhjertige samaritaner den ene dag og lukke kirken for flygtninge den næste”, siger præsten ved Brorsons kirke, Per Ramsdal. Nej, ikke med den misopfattelse af næstekærligheden, han har, hvor han tror, at det drejer sig om umiddelbare og derfor uigennemtænkte handlinger. Sådanne handlinger bliver let tillige uansvarlige, men det er klart, hvis man kan nøjes med at kræve dem udført af andre, i dette tilfælde staten eller måske af folkekirken, kan man lettere overse det uansvarlige ved dem.

”Hvis man vil efterfølge næstekærlighedsbudet, må man tage flygtningene hjem i sit eget hjem, man kan ikke øve næstekærlighed pr stedfortræder eller tage kirken og dens bygninger til indtægt for ens fornemmelse for, hvordan man øver næstekærlighed”, siger Sørine Gotfredsen. Det kan man nu udmærket, vil jeg mene. Men den næstekærlighed, man beder menighedsrådet eller kirken som sådan eller staten om at udøve, må være ansvarlig og saglig.

”Vi har ikke bedt dem komme, de var der bare, og derudfra handler vi”, hævder Per Ramsdal. Måske. Men på én eller anden måde har de altså fået adgang til den ellers aflåste kirke. Så helt tilfældigt og helt af egen drift er det nok ikke, at de er ankommet. Og den, der har udleveret en nøgle, må også kunne svare på, hvordan den næstekærlighed, han vil udøve på kirkens vegne, er ansvarlig. Man er nødt til at overveje, hvor mange flygtninge og andre fremmede vort samfund kan absorbere. Noget de fleste med den fintfølende samvittighed glemmer.

Jeg standser her. Dette er – i al beskedenhed – mit forsøg på at løse de teologiske problemer bag kirkesættelsen på Nørrebro: Kald det bare næstekærlighed! Tal bare om system-næstekærlighed! Men glem så ikke, at staten, ligesom enhver familiefar eller -mor, har forpligtelser, fx en forpligtelse til ikke at ødelægge landet med for hurtig og for stor en tilstrømning af fremmede!

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til System-næstekærlighed

  1. Martin F. siger:

    Hørte forleden i radioen en kirkehistoriker forklare, at dette med at adskille stat og krike i to regimenter hos Luther på INGEN måde skal opfattes som om, at kirken ikke bør blande sig i politik. Hos Luther har kirken et klart moralsk tilsyn med den verdslige øvrighed, og hvis den mener, at denne ikke tjener godhedens sag kan og bør den skride ind!… så spørgsmålet er i virkeligheden om det ikke er meget Luthersk dybest set, at gribe ind overfor statens udøvelse af systematiseret næstekærlighed dér hvor denne måtte synes utilstrækkelig for kirkens folk ??!!!!

    😉

    Martin F.

  2. Ricardt Riis siger:

    Det er sandt, kirkens folk må gribe ind overfor statens udøvelse af system-næstekærlighed. Men de må gribe ind som nogle, der står på lige fod med statens repræsentanter, ikke som nogle, der har en anderledes og mere from og mere ”rigtig” adgang til spørgsmål om næstekærlighedens udøvelse. ”Gribe ind” betyder naturligvis her: argumentere imod statens repræsentanter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.