Gav Obama muslimerne for meget?

 

Da jeg véd, at mange her på religion.dk regner mig for en stor muslimhader – jeg lider af ”islamofobi”, vil man sige – har jeg fundet det morsomt, hvis jeg kunne give en nogenlunde renfærdig omtale af præsident Obamas tale i Cairo den 4. Juni, set fra en kristen teologs synspunkt. Jeg røber nok ikke nogen hemmelighed ved at sige, at jeg regner kristendom og islam for uforenelige. Ikke blot er de to religioner uenige om visse punkter i yderkanten af troen, nej, alle troens begreber, alle teologiens termer, opfattes forskelligt i de to religioner. Og da nu Obama på forhånd havde annonceret, at han i talen ville række en hånd ud imod den muslimske verden, så vil man måske forvente, at jeg vil besvare overskriftens spørgsmål med et ”ja, alt for meget”.

Det vil jeg dog ikke. Og det skyldes ikke blot, at jeg jo godt er klar over, at Obama er politiker, ikke teolog, nej, det skyldes også, at han faktisk i sin tale gav den muslimske verden en række udfordringer. Han stod fast på sine vesterlandske idealer. Og han forsøgte ikke blot at få den muslimske verden til at forstå disse idealer, nej, han forsøgte direkte at få dem til at efterleve dem.

Naturligvis var der en historisk gennemgang, der måske satte den muslimske kultur på dens højdepunkter lige vel højt op, og måske også afbildede tålsomheden i denne kultur lidt for lyserødt. Men lad det bare være! Alle véd jo, at denne kultur for længst er borte, og at den muslimske verden har det største besvær med at genskabe bare noget af den fordums glans. Når det skal være rigtig islamisk, bliver det altfor let kvindeundertrykkende og frihedsfjendsk. Det er i det hele taget udfordringen for den muslimske verden i dag: hvordan får man inkorporeret de idealer, man i stor udstrækning deler med os, om frihed, om demokrati, om god regeringsførelse, osv, i islam? Det er ikke noget, vi andre kan gøre, Obama heller ikke. Men vi kan pege på idealerne. Og det gjorde Obama, endda ret så eftertrykkeligt.

Der er fx i store dele af den muslimske verden en tendens til at bruge vold som problemløser. Tydeligst ser vi det i Palæstina-konflikten. Og hvad gør så Obama? Giver han udtryk for sin forståelse for voldsmændenes motiver? Nej. Fordømmer han dem langt ned i helvede? Nej, heller ikke. Hvad gør han da? Han gør opmærksom på de erfaringer, som vi som menneskehed har gjort. ”Igennem århundreder har de sorte i Amerika lidt under piskeslag som slaver og under ydmygelsen ved segregationen. Men det var ikke gennem vold, de vandt sig deres fulde og lige rettigheder. Det var gennem en fredelig og stædig fastholden ved de idealer, der skabte Amerika. Den samme historie kan fortælles af folk fra Sydafrika til Sydasien; fra Østeuropa til Indonesien. Det er en historie med en simpel sandhed: vold fører ikke til noget. Det er ikke et tegn på mod eller magt at skyde raketter af mod sovende børn, eller at sprænge kvinder i luften i en bus. Det er ikke på den måde, man opbygger moralsk autoritet. Det er på den måde, man nedbryder den.”

Altså, Ordets magt priser han her i høje toner, ikke som et alt for højt ideal, men som noget, der i det lange løb virker. Det er den samme magt, kristendommen priser. Det siger han dog ikke. Men det er også unødvendigt. For det er ikke nødvendigt at være kristen for at give sig ind under Ordets magt, det er en almenmenneskelig magt, der er helt anderledes effektfuld end selvmordsbombemænd. Om så det er på det punkt, den teologiske strid står mellem islam og kristendom, hvad jeg tror, det er: ligegyldigt! Lad teologer slås om det! Her peger han på noget, der har virket andre steder, og også vil kunne virke i Palæstina.

Samme overbevisningsmetode bruger han overfor spørgsmålet om demokrati. Jovist, hvert land må vælge sin egen styreform, Amerika vil ikke påtvinge nogen noget. ”Men jeg har en uafviselig tro på, at alle folk længes efter noget specielt: muligheden for at tale af karsken bælg og have noget at sige over, hvordan landet regeres; en regering, der er transparent og ikke stjæler fra folket; friheden til at leve, som man vælger at gøre det. Dette er ikke amerikanske ideer, de er menneskelige rettigheder, og det er derfor, vi vil understøtte dem overalt”. Og altså: Det har virket i andre lande, hvorfor skulle de ikke virke i de muslimske lande?

Og minsandten, han tager også spørgsmålet om kvinders ligeberettigelse frem. I et muslimsk land? Overfor muslimer, som han vil række en hånd ud til? Det må da være uklogt. Tja, klogt eller uklogt, han gør det. Og igen med det samme argument. Det er ikke nogen tilfældighed, at de lande, hvor kvinder har ligeret, også er de rigeste og mest fremgangsrige lande.

Og så til sidst – ja han bliver næsten en kristen prædikant, men uden at kalde sig kristen. Og det gør han ret i. Ikke fordi han skal lægge skjul på sin kristendom, eller på at vesten og dens værdier har deres rod i kristendommen, men fordi de værdier, vi har fundet frem til, er almenmenneskelige. Han tager den gyldne regel frem, citerer den oven i købet i den udformning, Jesus har givet den (Matt 7,12), og hævder, at den er en rettesnor for alle mennesker af alle folk og alle religioner. Han siger: ”Der er også en regel, som ligger ved grunden af enhver religion – at vi gør mod andre, hvad vi ønsker de skal gøre mod os. Den sandhed overskrider nationers og folkeslags grænser – en tro, som ikke er ny, som ikke er sort eller hvid eller brun; som ikke er kristen eller muslimsk eller jødisk. Det er en tro, som slog ved al civilisations vugge, og som stadig står i milliarder af menneskers hjerte. Det er en tro på andre mennesker, og det er den tro, der fik mig til at komme her i dag”.

Det er utrolig klogt sagt. Det er ganske vist ikke sandt. I hvert fald tror jeg ikke på den teologiske holdbarhed af det, hvis nogen vil hævde, at også muslimer har den gyldne regel ved roden af deres tro. Men da den gyldne regel netop er almenmenneskelig, det vil sige: er til at forstå for alle mennesker, så gør han klogt i at appellere til den forståelse af reglen, der ligger også i muslimers hjerte. Og så kan man jo altid lade os teologer slås bagefter. Hvad vi uden tvivl vil gøre, anderledes er vi jo ikke.

Men altså: alt i alt, han sagde ikke for mange rosende ord om muslimerne, han holdt fast ved sine og vore værdier, og opfordrede muslimer til i menneskelighedens navn at antage dem som deres egne.

Her er et link til Obamas tale på engelsk.

Advertisement