Politik består i at lave love. Den politiske diskussion består i at finde ud af, hvilke love der skal være gældende i landet. Det er det, der i sidste ende skal komme ud af de politiske diskussioner. Men der kan godt nok af og til være temmelig langt frem til denne ‘sidste ende’.
Flygtninge- og indvandrerdebatten er et eksempel på en debat, der er blevet forkrampet. Dels har der været for mange tabuer i debatten, dels har den i alt for høj grad været præget af moralske overtoner.
Jeg skal her nøjes med at tage det sidste frem, for jeg formoder, at tabuerne vist efterhånden er forsvundet fra den danske debat (skønt vistnok ikke fra den svenske). Hvad angår de moralske overtoner, har det især været de radikale, der har løftet fanen højt. Det har især været dem, der har været imod de stramninger, der er blevet gennemført for at bremse den tildels ukontrollerede indvandring, vi havde tidligere. Og de har gjort det med stor moralføring. Det har været moralske og ikke politiske argumenter, de har fremført. Dermed mener jeg, at man ikke har villet komme med konkrete forslag, men har nøjedes med at være imod stramningerne; man har ikke villet gå ind i nogen diskussion om, hvor mange flygtninge landet kunne absorbere pr år, for man har på forhånd betragtet en sådan diskussion som underlødig; man har ikke villet diskutere, hvilke love der skulle gælde, eller været villig til at fortælle, hvordan ens holdninger skulle omformes til love, men har kun arbejdet på at fremvise de rette holdninger for befolkningen. Hvad det så siden skulle udmøntes i, hvordan landet ville komme til at se ud, hvis de radikale fik magt, som de havde agt, hvordan befolkningssammensætningen ville være, hvor stort et kriminalitetsniveau vi ville få osv, intet af det har de ulejliget sig med at svare på. Og det gør altså diskussionen meget forkrampet.
Denne forkrampethed blev tydelig, da man i begyndelsen af halvfemserne gennemførte palæstinenserloven, efter at en række palæstinensere gennem et halvt år havde besat Blågårdskirken. Den lov var i høj grad en nødløsning. Moraltankegangen vandt over lovgivningstankegangen. Derfor blev den også noget makværk. For man kan ikke lovgive om enkeltindivider, love må gælde alle. Og man kan ikke lovgive om enkelttilfælde, love må gælde generelt, det er selve meningen med love. Men det, man dengang ønskede, og det, man da også nogenlunde fik gennemført, var netop en lov, der kun skulle gælde palæstinenserne og kun skulle gælde, til man havde fået kirken tømt. Deraf makværket.
Man kan sige, at vi i dette skel mellem moraltankegang og lovgivningstankegang har en viderebearbejdning af Luthers skel mellem gejstligt og verdsligt regimente. På det åndelige plan kan man udmærket have store moralske idealer, både for sit eget vedkommende og på statens vegne. Men skal disse idealer omformes til politisk virkelighed, så må man fremsætte forslag til love, så må de høje idealer krympes ind i nogle love, og man tvinges hvis man altså for alvor vil være med i en politisk diskussion til at gennemtænke ikke blot disse loves nutidige konsekvenser, men også de konsekvenser, de kan tænkes at få i fremtiden. For love nøjes ikke med at løse nogle prekære nutidige problemer, de bliver kendt af alle, herunder af dem, der ønsker at finde smuthuller, og man er nødt til at tage hensyn til, om den lov, man mener det så godt med, kan misbruges.
Altså: én ting er de fine moralske holdninger, noget andet er disse holdningers omformning til håndtérbare love.
Tag nu situationen i Brorsons kirken! Vi har med en række irakiske flygtninge at gøre, som har fået deres sager prøvet ved diverse myndigheder, men sidder tilbage med den sørgelige meddelelse: I skal rejse ud af landet, og vil I ikke, har vi nu mulighed for at tvinge jer ud. Både irakerne selv og deres danske hjælpere vil angribe os på vor samvittighed: kan vi virkelig forsvare at sende dem tilbage til bombemænd og lemlæstelser, når de selv har informationer, der fortæller, at de risikerer at dø, hvis de kommer tilbage? Altså: høj moralsk cigarføring!
Denne høje moralske holdning får et ret kraftigt pift, når den underbygges med kristendommen. Og det i sig selv er ikke forkert. Det er jo virkelig sådan, at den kristne holdning til næsten vil omsættes i rå dagligdag, ikke blot i den enkeltes eget liv, også i den stats liv, han tilhører. Blot glemmer man her fuldstændig, ligesom de radikale glemmer det med deres store humanisme, at hvor høje idealer man end har, de skal ned i den beskidte politiske virkelighed, man skal omforme dem til almindelige love, der gælder for alle og vil have virkning på andre end dem, man lige lovgiver for nu. Man glemmer med andre ord at foretage den moderne skelnen mellem verdsligt og gejstligt regimente.
Således har Svend Auken været ude med en formaning til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech: Hun skulle tage og læse Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, og derefter prøve at ligne ham bare en lille smule. Det vil sige: Hun skulle gribe ind og give humanitær opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere.
Og her har vi så den sædvanlige radikale høje moralske standard, iklædt kristelige gevandter. Radikal?Ja, for ligesom de radikale kun er interesseret i at fremvise den rette, humane og forstående holdning, sådan har Auken heller ikke gjort sig nogen tanker om, hvad mon en virkning af dette humanitære asyl kunne være. Ville fx afviste somaliske asylansøgere kunne finde på at gøre ligeså? For, ikke sandt, hvis det lykkes for irakere at opnå asyl ved at besætte en kirke, hvorfor skulle det så ikke kunne lykkes for somaliere?
Altså: problemet er ikke, at Auken vil lægge kristendommen til grund for sine politiske forslag, problemet er, at han slet ikke vil gøre sine forslag til POLITISKE forslag, han tror, han kan forblive i de høje luftlag uden at skulle ned i den politiske virkelighed, hvor love har utilsigtede virkninger, og hvor den kloge og ansvarlige politiker så vidt muligt tager hensyn til disse virkninger.
Og så er der et andet problem ved denne påberåben sig Jesu lignelse, et lidt skjult, men alligevel alvorligt problem, det problem, nemlig, at Auken, uden at tænke over det og på trods af al mulig forsigtighed i stemmeføringen, uvægerlig kommer til at betragte dem, der ikke retter sig efter Jesu lignelse, som mindre gode kristne. Det gælder overalt i debatten: når man vil overføre en høj moralføring, med eller uden kristen iklædning, direkte til politisk virkelighed uden at tage hensyn til det politiske livs dilemmaer, ja måske endda uden at komme med forslag til, hvilke love der skal være gældende, så kommer man uvægerlig til selv at fremstå som de gode, mens ens politiske modstandere fremstår som de onde. Dansk Folkeparti har lidt under den mekanisme igennem mange år. De var mennesker, der luftede deres indre svinehund, sagde man, de blev betragtet som ikke stuerene, osv. Den slags ting siger Auken ikke, men virkningen er den samme: han er moralsk forarget på Birthe Rønn Hornbech, og sætter derved både sig selv og hende i bås. Han hører til de gode, hun til de onde.
Så jeg kan så udmærket forstå, at Birthe Rønn gav ham et hvast svar.
Dette gælder, når der er tale om gode gerninger på det politiske plan. Hvis der derimod er tale om handlinger på det personlige plan, ser sagen anderledes ud. Her er det motivet og situationen i øvrigt, det gælder, og da man ikke kan se motivet, er det noget vanskeligere og mere afslørende, hvis man vil pege på sine gode gerninger. Men når det er politisk gode gerninger, der er tale om, så er de jo gode, uanset motivet, og ydermere er der ikke tale om gerninger, man selv udfører, men kun om gerninger, staten udfører på ens vegne. Derfor kommer motivet ikke i betragtning, så hvis man direkte overfører sin idealistiske holdning til det politiske område, kommer man selv til at fremstå idealistisk, mens modparten fremstår som mindre pæn i betrækket.
Man kan også, som kristen idealist, anvende Jesu dommedagslignelse fra Matt 25,31-46. De, der frikendes på dommens dag, får at vide, at deres frikendelse bla skyldes, at da Menneskesønnen var fremmed, da tog de sig af ham. Og hvis man så et øjeblik kan glemme, at lignelsens pointe er, at de frikendte ikke anede, at deres handling ville bringe dem frikendelse på dommens dag, så kan jo lignelsen anvendes til at få én selv til at skynde sig hen og tage sig af nogle fremmede, og den kan bruges til at slå andre i hovedet med, hvis man synes, de er for uvillige til at tage sig af de fremmede. Og hvis dette: ‘at tage sig af de fremmede’, er ensbetydende med at lave politiske ordninger for flygtninge og indvandrere, så får vi også her den høje radikale moralføring, som man ikke drømmer om at føre ned på det politiske plan, hvor der hersker tvetydighed og brogethed, ligesom den holdning: ikke at ville komme med konkrete forslag, bryder tydeligt igennem.
Nogle gange er den moralske cigarføring næsten for høj. Man kan høre præster tale om åbne døre og fremhæve, hvordan evangeliet netop er en forkyndelse af Guds rigets åbne døre, hvordan disse døre nødvendigvis må være åbne for alle (hvordan kan ellers mit syndige jeg komme med ind?), alt sammen udtalt blot som en høj og forkromet kristelig moral, uden tanke for den politiske virkeliggørelse. Men få dem til at sige noget om, hvordan deres høje ideal om kirkens piv-åbne døre skal gennemføres i praksis, det er noget nær umuligt næ, forresten, de præster på Mariager-kanten, der førte an i en lignende kampagne, havde dog en bestemt flygtnings skæbne i tankerne, så de var konkrete. Men hvad flygtningene i Brorsons kirken angår, har vi ikke hørt noget konkret, intet om, hvilke love man tænker sig ændret, intet om, hvilken afgørelse man finder for hård.
Hvad er der galt?
Der er det galt, at vi ikke i tilstrækkelig grad har ført Luthers to-regimentelære up-to-date. Vi har ikke lært at skelne mellem moral og politik. Det betyder ikke, at der ikke er moral i politik, men det betyder, at den umiddelbarhed og ligegyldighed overfor konsekvenserne, som man kan have på det personlige plan, den kan man ikke tillade sig på det politiske plan. Det betyder, at man, når man vil overføre sine moralske holdninger til politik, ikke kan nøjes med løse antydninger, man må virkelig ulejlige sig med at tænke igennem, hvilke love der skal ændres, hvilke konsekvenser for borgernes fremtidige opførsel disse lovændringer vil få, osv.
Overført til den forkrampede diskussion om vor flygtninge- og indvandringspolitik: Vi må have lært de radikale og deres pastorlige brødre og søstre, at det ikke er så ligetil at overføre moral til politik; det er for billigt blot at holde høj moralføring, man må ulejlige sig med at komme med lovforslag, man må gennemtænke heldige og mindre heldige konsekvenser af disse forslag.
Hvis vi skulle få held med dette, så vil en diskussion om fx indvandrernes antal kunne føres uden at den ene eller den anden part bliver gjort til moralske eller kristelige undermålere, for så står begge parter lige i moralsk henseende, begge anerkender nemlig, at politiske afgørelser finder sted i et dilemma, og at der ikke er nogen ren løsning på spørgsmålene.
Vi, der vil stramme, må indrømme, at vore love kan komme til at gå ud over uskyldige; det kan være svært for myndighederne at skelne skidt fra kanel; det kan være vanskeligt at finde ud af, hvem der lyver og hvem der taler sandhed. Og de, der vil løsne, må indrømme, at de i deres løsnelse tager let på den risiko, at menneskesmuglere opdager vor mindre stramme lovgivning og sender flere flygtninge hertil; ligesom de må indrømme, at det er uvist, hvordan det større antal indvandrere og flygtninge vil påvirke vort samfund med hensyn til befolkningssammensætning, sammenhængskraft og kriminalitet.
Og så er vi nede på jorden! Her hvor Kristus, kirken og medmennesket findes i ét skønt sammensurium, umulige at skille helt fra hinanden? Nemlig. Men også her, hvor skellet går mellem at tale politisk om tingene og tale personligt om dem. Politisk: at tale med henblik på at lave love, der kan opfylde de politiske mål, man måtte have, inklusive de moralske idealer, man har for sit samfund. Personligt: at tale med henblik på at få forholdet til næsten til at gå i hak, så fortrolighed og kærlighed kan vokse.
ricardtriis 