Den barmhjertige Svend Auken

 

Vi har i den forløbne halvanden uges tid hørt Svend Auken udlægge teksten for os. Og ‘teksten’, det er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den 18. juni holdt Svend Auken en tale på Rådhuspladsen i København. Den blev den næste dag aftrykt i Kristeligt Dagblad (se her). Så fulgte et angreb på Aukens tale i Information den 24-6 af Søren Krarup (se her). Dette angreb blev besvaret den 27-6 med en længere gennemgang af lignelsen om den barmhjertige samaritaner, også i Information (se her).

I denne gennengang lader Auken ingen tvivl tilbage om, at han betragter de to, der gik forbi, præsten og levitten, som billede på de to præstefætre, Krarup og Langballe. Han skriver temmelig hånligt, at vi i fortællingen ikke får at vide, at præsten og levitten var fætre, og lader derved ane, at det netop er de to fætre, Krarup og Langballe, der går forbi den overfaldne, mens den, der hjælper, er ham selv og hans meningsfæller.

Det hører der en temmelig stor skråsikkerhed om egen overbevisnings sandhed til at kunne sige. Og Auken har da derfor også været nødt til at indføje i sin oprindelige tale en påstand om, at dette ikke handler om, at nogle er gode og andre onde. Hvilket jo lader ane, at det netop er, hvad det gør.

Det, der giver Auken hans skråsikkerhed, er dette, at lignelsen har umiddelbar overbevisningskraft. Det havde den dengang, og det har den i dag. Det er umiddelbart til at se, at de to, der gik forbi, fætre eller ej, ikke handlede, som man bør handle overfor en overfalden mand. Jesus udnytter det forhold, at den såkaldt naturlige lov er umiddelbart forståelig. Det er ikke nødvendigt at forestille sig, at Gud først skulle åbenbare nogen lov på Sinai til at sige, at man skal hjælpe den, der er i nød. Og det er ud fra denne naturlige lov og vor umiddelbare fornemmelse af denne lovs sandhed, at lignelsen har gået sin sejrsgang i vor verdensdel.

Jamen, skråsikkerhed eller ej, det er da umiddelbart forståeligt, at mennesker i nød skal hjælpes. Ergo har Auken ret, ikke?

Jo, mennesker i nød skal hjælpes. Men deraf følge ikke, at afviste asylansøgere skal hjælpes derved, at de får asyl trods afvisningen. Auken har foretaget et par kortslutninger, der uberettiget overfører det umiddelbart forståelige fra ét område til et andet.

Lad os tage den hjælp, der skal ydes! I lignelsen er det soleklart, at samaritaneren gør, hvad der behøves for at hjælpe: den overfaldne får plejet sine sår og bliver ført et sted hen, hvor han kan komme til hægterne. Han bliver ikke spurgt. Det er også unødvendigt, for det ligger i sagens natur, at det er, hvad han trænger til.

Men kan dette at få sine sår plejet og at få anvist ophold på et herberge, hvor man kan komme sig, sidestilles med at få opholdstilladelse her i landet? Uden videre overfører Auken og hans meningsfæller det, samaritaneren gjorde, på sig selv og det, de vil gøre overfor de afviste asylansøgere. Men det er da at misbruge teksten. Er den handling, der umiddelbart er den rigtige, identisk med at opfylde asylansøgerens ønske om asyl? Kunne det ikke også være at give ham mulighed for at få en uddannelse, så han kan komme tilbage til Irak og være bedre udstyret til at hjælpe landet på fode? Hvis man da ikke vil sige, som man sagde for nogle år siden, at de penge, man giver ud til hele asylvæsenet herhjemme, kunne hjælpe mange flere nødlidende mennesker, hvis de blev brugt i nærområderne.

Det er én kortslutning, som Auken foretager: det selvindlysende rigtige i samaritanerens holdning overfører han uden nogen som helst kritiske indvendinger til sin egen holdning til asylsøgerne.

Men han overfører også uden indvendinger den nødlidendes situation i Jesu lignelse til de afviste asylansøgeres situation i dagens Danmark. Og også det kan han kun gøre, når han fordrejer det hele ikke så lidt. Det bliver så kortslutning nummer to.

I Jesu lignelse er den overfaldne fuldstændig tavs. Han stiller ingen krav. Men vore afviste asylansøgere er ikke tavse, og de er ikke uden krav. De stiller krav til os om ophold her i landet sammen med os. Det ville svare til, at den overfaldne ikke var tilfreds med det herberge, hvortil samaritaneren bragte ham, men krævede at blive behandlet i samaritanerens eget hjem. Et uhyrligt krav, men jo unægtelig et krav, som vi har vænnet os i den grad til, at vi ikke mere ser det uhyrlige ved det.

Og for Auken er dette krav et ganske naturligt og selvfølgeligt krav. Han arbejder nemlig ud fra en tese om, at “En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu”. Og selvfølgelig åbner man da sit hjem for sine venner, og da alle fremmede defineres som venner, konkluderes der, at selvfølgelig åbner vi danskere da vort land for alle fremmede.

Og så er vi parat til at tage fat på den tredje og i denne omgang sidste kortslutning, Auken foretager: han overfører uden videre det krav om at tage sig af den fremmede, som ligger i lignelsen, fra det personlige til det politiske område. Når dette er et krav til mig personligt, så må det også være et krav til det samfund, jeg er medlem af, synes han at mene. Når jeg skal efterleve Jesu lignelse, er det derfor ikke nok, at jeg efterlever den på det personlige plan, så dørene til min bolig altid er åbne, nej, jeg må politisk kæmpe for at landets døre altid holdes åbne for fremmede. Og ligesom jeg på det personlige plan ikke tænkes at komme med forbehold overfor Jesu krav, sådan tænkes jeg heller ikke på det politiske plan at komme med indvendinger overfor de åbne døres politik. Gør jeg det, er det tegn på, at jeg ikke har forstået radikaliteten i Jesu krav.

Og se, nu er vi fremme ved en del af teologien, som Auken har forstået: Jesu krav, hvis man absolut vil forstå hans ord som krav, er radikale, vil ændre vor tilværelse, vil gøre os til andre mennesker, end vi var før. Men dermed er vi også fremme ved det, der bliver fuldstændig fordrejet, hvis det overføres fra teologien til politikken, og altså også fremme ved det, der giver Auken hans skråsikkerhed. Ethvert forsøg på at forstå Jesu krav er identisk med forsøg på at afsvække dem. Dette er muligvis sandt indenfor teologien; jeg bryder mig ikke særlig meget om tankegangen, men jeg lader den passere; det giver trods alt nogen mening i teologisk forstand.

Men overføres denne tanke til politikken, står vi overfor en yderst farlig cocktail. Så bliver det til, at vore døre altid skal holde åbne for hvem som helst. For ethvert forsøg på at sætte betingelser op for de åbne døre afvises som forsøg på afradikalisering af det absolutte krav. Vil man f.eks. sige, at vi dog må beskytte vort folks indre sammenhængskraft, bliver det med det samme identificeret som et forsøg på at afsvække Jesu krav. Og afsvækkes må kravene jo netop ikke, de skal fastholdes i al deres absoluthed. Og vil man sige, at man ikke vil være med til at ødelægge vort folk, at vi i vore dage må kæmpe for vort folks overlevelse, ligesom de måtte det i gamle dage; i gamle dage ved Dybbøl med våben i hånd, under besættelsen ved aktiv modstand, men i vore dage ved at slå bremserne i overfor den massive indvandring, vi har haft hidtil, vil man altså sige, at vort folk bliver ødelagt, hvis vi fører en ‘de åbne døres’ politik, så vil svaret lyde: Ja, hvad så! Vi skal blot rette os efter kravet, så må vi lade det ske, der må ske!

Jeg har hørt andre socialdemokrater udsige et sådant: Ja, hvad så! til påstanden om vort folks undergang, men jeg må indrømme, at jeg ikke har hørt Svend Auken sige lige præcis sådan. Dog kan noget tilsvarende udledes af det faktum, at man ikke fornemmer nogen afgrænsning i hans udlægning af Jesu lignelse. Hvilket jo da også er logisk nok. Skal lignelsens radikale krav overføres fra det personlige til det politiske plan, må landets døre nødvendigvis være pivåbne, hvis radikaliteten skal fastholdes.

Jeg for mit vedkommende kunne ikke drømme om at sige ‘Ja, hvad så!’, hvis nogen blot så meget som antydede, at vort folk går under. Jeg vil kæmpe med næb og klør for, at det ikke sker. Det vil sige: jeg vil kæmpe for, at den stramme indvandringspolitik bliver fastholdt. Og vil man bruge Jesu lignelse til at plædere for en ‘de åbne døres’ politik, så vil jeg, som her, prøve at påvise det misbrug af teologien, der sker derved, og tillige det misbrug af politikken, der på den måde bedrives. For ligesom man ikke kan være ligeglad med, om ens hjem går til grunde, hvis det bliver overrendt af fremmede (og det vil ske, hvis man mistolker lignelsen teologisk og gør alvor af sin tolkning), sådan kan man heller ikke være ligeglad med, om ens folk ophører med at eksisterer (hvilket vil ske, hvis man mistolker lignelsen politisk). Både hjem og folk er størrelser, der er skabt af Gud og derfor fredhellige, i den forstand, at man skal værne om dem.

Jeg tænker mig, at Svend Auken nok forstår at værne om sit hjem. Hvorfor vil han så ikke på tilsvarende vis værne om sit folk?

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret, Ny testamente. Bogmærk permalinket.

3 svar til Den barmhjertige Svend Auken

  1. claes flach siger:

    Problemet for Svend Auken er at han vil føre bibelsk politik. Han sammenblander religion og politik, som stod han med en hellige Koran i hånden. Men sådan er bibelen ikke, den er ingen håndbog i politik, økonomi eller andre verdslige sager. Den er menneskelige vidnesbyrd om Ordet der blev kød og tog bolig iblandt os, Jesus af Nazaareth. Livet må vi leve på egen regning og risiko, uden åbenbaret facitliste. Ikke med en lovreligions “sikkerhed”. Vi har hørt Mesterens ord og skal selv afstikke vor kurs. Vi kan selv vælge barmhjertighedens vej, men vi kan ikke vælge den på andres vegne.

  2. Hans siger:

    Det er en god pointe at den OVERFALDNE ER FULDSTÆNDIG TAVS, hvilket man ikke kan sige om deltagerne i kirkeasylet på Nørrebro.

  3. Jens siger:

    Tak til RR for at sætte den barmhjertige Samaritaner på plads 😀

    I Svend Aukens sidste “store tale” for de “barmhjertige bedsteforældre” sagde han også:

    “… Men Danmark er også blevet et rigere, et mere spændende land med de farver og livskvaliteter, som indvandrere fra andre kulturer og trosfællesskaber har skabt med deres store indsats i vores samfund….”.

    Det minder mig om hvordan vi i 80´erne og 90´erne blev belært om de fremmedes fantastiske familiesammenhold, som vi dumme danskere skulle tage ved lære af.
    Det er heldigvis lang tid siden “æresdrab”, og lignende udtryk for tvangsmæssigt familiesammenhold, satte en en stopper for den belæring.

    Jeg må indrømme, at jeg endnu ikke har opdaget hvori indvandrernes “store indsats for vores samfund” bestå.
    Ligeledes har “farverne og livskvaliteterne” forbigået min opmærksomhed.
    Måske fordi farverne mest er grålige nuancer, og livskvaliteten ringer end den vi i almindelighed har her i landet.
    Jeg har i hvert fald ikke lyst til at bytte.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.