To racistiske drab

 

Onsdag den 1. juli blev en ung kvinde af egyptisk oprindelse, Marwa al-Sherbini, stukket ihjel i en tysk retssal. Mordet var tydeligt racistisk motiveret, idet kvinden havde anmeldt sin nabo, fordi han kaldte hende ‘terrorist’ og på anden måde chikanerede hende. Men netop da dommeren havde idømt ham en bøde på 2.800 euro, gik han frem og stak kvinden ned.

Drabet har vakt stor opstandelse, ikke så meget i Tyskland, langt mere i Egypten. Her undrer man sig i medierne både over de tyske mediers ringe interesse for sagen og over den tyske regerings langsommelighed med at give en officiel undskyldning. Man spørger, hvordan man ville have reageret, hvis det var en tysk kvinde, der var blevet stukket ned i Egypten. Og man sammenligner med den opmærksomhed, som drabet på Theo van Gogh i 2004 fik. Har vi ikke at gøre med nøjagtig det samme? spørger man. Men hvorfor så denne forskel i medieinteresse? Det kan kun skyldes vesterlændingenes racistiske indstilling til alt, hvad der smager af arabisk og muslimsk kultur, hævder man i Egypten.

Og det spørgsmål, der her skal tages op, er nu dette: Har disse egyptiske medier ikke en pointe? Er der ikke noget om snakken?

Lad mig først pege på vores interesse for egyptiske medier! Indrømmet, den er ikke stor. Men det er dog sket, at man har indkaldt diverse eksperter for at forklare, hvordan den eller den sag bliver behandlet i Egypten. Var det ikke det, der skete, da Muhammed-tegningerne blev offentliggjort for anden gang og det oven i købet af samtlige danske medier, fordi mordkomplottet mod tegneren Kurt Westergaard blev forpurret? Men i hvert fald: vi i Danmark lytter opmærksomt til referaterne fra de egyptiske medier, vi undres måske over denne eller hin udtalelse, mens vi glædes eller overraskes over noget andet. Men vi drømmer da ikke om at blande os. Det ligger os totalt fjernt at ville bebrejde de egyptiske medier noget som helst.

Anderledes med de egyptiske medier om mordet i Tyskland. Her nøjes man ikke med lytte og undres, her går man ind i den offerrolle, som efterhånden er blevet standard-udstyr for de fleste muslimer, opstiller sine krav om lige behandling af det, man synes er det lige, og bliver fornærmet, når kravene ikke opfyldes.

Det er en højst uheldig udvikling, der er sket siden Muhammed-tegningerne. Skal vi nu virkelig til at kontrolleres af udenlandske medier med hensyn til, hvordan vi behandler den og den sag? Det kan da ikke være meningen. Man må sandelig håbe, at ingen i pressen eller i det politiske liv tager hensyn til den slags fornærmede holdninger. Men vi er i nogen grad selv ude om det. Dengang med Muhammedtegningerne var det os selv, der anerkendte muslimers ret til at blande sig i, hvad der foregik her i landet: vi lever i en global landsby, fik vi at vide, og må vænne os til, at andre kikker med i vore aviser. Igen tvivl: den holdning har været medvirkende til, at de egyptiske medier nu udviser en fornærmet holdning.

Men så sammenligningen med mordet på Theo van Gogh! Er det ikke en velvalgt sammenligning, og viser den ikke, at vi aldeles ikke er så objektive og upartiske, som vi går og bilder os ind?

Jo, sammenligningen er korrekt, men kun, hvis man kan udelukke et par fakta eller tre. Det ene faktum, der skal udelukkes, er 11-9 2001 i New York. Med den begivenhed kom den muslimske terror for alvor på dagsordenen i vesten, og vi blev alle grebet af frygt for nye terrorangreb, angreb, som jo altså også kom, både i London og i Madrid. Theo van Goghs død indgik i den sammenhæng, var med til at opildne vores frygt for muslimerne. En tilsvarende sammenhæng indgår den egyptiske kvindes død ikke i. Muslimer har ikke været udsat for terrorangreb fra vesterlændinges side. Hverken i deres hjemlande eller i Europa er der nogen grund til at frygte terrorangreb fra vesterlændinges side, det sted, hvorfra de kan frygte terror, er fra deres muslimske trosfæller.

Man skal også udelukke det faktum, at både flykaprerne fra New York og de andre terrorister begrundede deres handlinger med henvisning til koranen. De betragtede sig selv som de ægte muslimer, der kæmpede for Allahs sag. Det kan godt være, at de muslimer i Europa, der tænker på at øve terror i islams navn, i virkeligheden udgør en nærmest ubetydelig minoritet, men hvad véd vi i grunden om det. Ja, vi véd, at muslimer har utrolig let ved at føle sig provokeret, og vi véd, at en del af dem ikke viger tilbage fra at udøve terror. Men véd vi, hvor få eller hvor mange de er? Ikke rigtig.

Endelig er der et tredje faktum, der skal ses bort fra. Man kan for en overfladisk betragtning synes, at de to situationer ligner hinanden. Van Gogh havde provokeret muslimerne med sin film ”Submission”, og den egyptiske kvinde havde provokeret sin nabo med sit hovedtørklæde. Men mens de, der lader sig provokere af et muslimsk hovedtørklæde, både i Tyskland og herhjemme, vil være yderst få, i hvert fald, hvis de skal provokeres til at slå ihjel, så følte store dele af det muslimske miljø i Europa ”Submission” som en meget kraftig provokation. Og selv om der kun var én, der blev så provokeret af den, at han slog filminstruktøren ihjel (der skal jo nu forresten også kun én til at slå ham ihjel), så var der stor forståelse i muslimske kredse for det, han havde gjort.

Herhjemme viste det sig gennem det i virkeligheden ganske oprørende fænomen, at af en række muslimske kvinder, der efter fremvisningen på tv af ”Submission” skulle give udtryk for deres mening, mente de fleste, at van Gogh selv havde været ude om det. Og når sådanne holdninger florerede i vore hjemlige muslimske miljøer, så måtte pressen være på pletten. Den ville svigte sin opgave, om ikke den omhyggeligt redegjorde både for mordet og for reaktionerne på det. Mordet på van Gogh var et mord, der nok kunne vække frygt i europæiske kunstnerkredse, og som jo desværre efterfølgende kan ses at have vakt alt for megen frygt, så man har pålagt sig en stor selvcensur. For man vil jo nødig slås ihjel, som van Gogh blev det.

Derfor, de egyptiske anklager om forskelsbehandling af de to racistiske mord har ikke noget på sig. Rent bortset fra, at egypterne ikke skal blande sig i, hvordan tysk presse agerer, så kan der faktisk gives gode grunde til, at mordet på van Gogh i sin tid fik langt større dækning end mordet på Marwa al-Sherbini. Altså grunde, der går ud fra den forudsætning, at tysk presse skal betjene tyskere og tjene deres penge på tyskernes reaktioner, ikke på egypternes reaktioner.

Men det forhindrer jo ikke, at begge mord er afskyelige, racistiske som de er. Og skal man glæde sig over noget – og det er jo altid godt at kunne finde noget at glæde sig over – kunne det være det, at egyptiske medier her betragter mordet på Theo van Gogh som lige så afskyeligt og racistisk som mordet på Marwa al-Sherbini.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.