Elsk dine børn!

 

Nogen vil sige, at dette da er en overflødig opfordring, eller et overflødigt bud. Man vil måske oven i købet belære mig om, at det fjerde bud er rettet den anden vej og siger: Ær din far og din mor! Basta!

Ikke desto mindre er der adskillige tilfælde, der burde belære os om, at det, vi kalder ‘den naturlige kærlighed’ nok er naturlig, men ikke af den grund en selvfølge. Vi har vist især mærket det indenfor Indre Mission, og mærket det på den måde, at forældre kan være hårde og uforsonlige overfor børn, der ikke ‘makker ret’, enten makker ret, så de bliver missionsfolk som forældrene, eller makker ret, så de holder sig på måtten, altså den ‘måtte’, som den indremissionske etik har afgrænset for dem.

Indenfor litteraturen kan Kaj Munk og Hans Kirk tage hinanden i hånden; begge har fortalt om missionsfolk, som slår hånden af deres børn, hvis de bliver udtilbens.

Men det skal ikke nægtes, at der fornylig er dukket en ny kategori af forældre op i vort land, som også bruger deres ‘forældremagt’ til at få deres børn afrettet, endda med metoder, der langt overgår de værste missionsfolks. Jeg tænker på muslimerne. Hvorvidt man skal forklare de mærkelige fænomener, vi har været vidne til, med specielle kulturelle træk eller med deres særlige religion, lad det spørgsmål forløbig ligge, nok er det, at vi har været vidne til de såkaldte ‘æresdrab’, drab på især unge kvinder, der ikke retter sig efter forældrenes ønsker om ægtefælle, eller på anden måde er ulydig mod forældrenes moral eller direkte bestemmelser over dem.

Og her må man da sige, at formaningen: ”Elsk jeres børn!” er på sin plads. At blive sørgmodig til mode, at gøre det tydeligt for ens barn, at man er højst utilfreds med det, det har gjort, måske endda at nægte samkvem med det, nægte det hjælp i dets ungdomsliv, osv., alt dette har vi oplevet hos missionsfolk og andre ligesindede, men ikke det, muslimerne præsenterer os for. Direkte at slå sit barn ihjel, fordi det ikke vil rette sig efter forældrene, det havde vi alligevel aldrig troet, nogen kunne finde på. Og dog har vi set ikke så få eksempler på det.

Som sagt, der ligger stærke kulturelle træk bagved, en handling af ulydighed overfor faderens eller familiens forventning kaster en skam ind over familien, en skam, som man synes kun kan vaskes af ved at den skyldige slås ihjel.

Og måske vi alligevel, ligesom for missionsfolkenes vedkommende, skal drage religionen med ind i billedet som en mulig forklaring. Det siges, at vil en ung muslimsk kvinde giftes med en ikke-muslim – og det er ikke nogen ualmindelig foreteelse, når man bor blandt sådanne, som muslimerne jo gør her i Danmark – så skal manden konvertere til islam, før familien vil anerkende brylluppet. Det vil sige, den unge kvinde véd, at siger hun ja til sin elskede, siger hun nej til sin familie, hvis han ikke vil konvertere. Det har så de fleste danskere gjort – for husfredens skyld og for at kunne gifte sig med den, de er forelsket i. Men det er jo da at udnytte familiebåndenes kraft på en, synes vi, utilstedelig måde.

Det samme kan siges om den muslimske regel, der siger, at en muslim, der omvender sig til fx kristendommen, skal slås ihjel. Det lader sig naturligvis ikke praktisere her i landet, og forresten heller ikke i mange andre lande, men hvor flertallet er muslimsk, kan det dog lade sig gøre, uden at morderen får nogen særlig straf for det. Så dèr ligger det over den nyomvendte kristne som en stadig trussel. Herhjemme viser resterne af denne regel sig blot derved, at alle muslimer afbryder ethvert samkvem med den nyomvendte. Drab har vi gudskelov ikke hørt om i den anledning.

Men altså, dette blot for at vise, at de såkaldte æresdrab godt kan have en snert af religiøs oprindelse. Man kender indenfor islam nok til dette at ville ‘overtale’ med magtanvendelse.

Og så til noget helt andet!

Missionsfolkene og muslimerne minder også om hinanden, hvad angår synet på homoseksualitet. Begge hævder, at dette at udleve sin homoseksualitet er syndigt. I gamle dage ville muslimer straffe det med døden. Det ville de kristne også. Vi holdt op med det engang i 1700-tallet, muslimerne noget senere. Men begge steder har de mennesker, der tager deres religion efter bogstaven, været stærkt imod de homoseksuelle. Og i begge religioner er der stadigvæk mange mennesker, der ud fra skriftens ord (henholdsvis bibelen og koranen) er imod at give homoseksuelle friheder.

Og da så nuomstunder her i landet mange flere homoseksuelle er ‘trådt ud af skabet’, altså åbent har vedgået deres homoseksualitet, ja så fører det til nye konfrontationsmuligheder med fundamentalisterne, hvilket indenfor kristendommen herhjemme vil sige missionsfolkene, og indenfor islam nok i virkeligheden langt de fleste muslimer.

På den baggrund var det utrolig oplivende at læse en artikel i Information i dag den 25-7 om en ung mand fra er missionsk miljø, som allerede tidligt opdagede, at han var anderledes, se her! Det gav ham mange svære overvejelser at slås med, og han overvejede helt at holde sin familie udenfor det, da han bliver klar over, sådan rigtig for alvor, at han er homoseksuel. Men en dag, da hans bror har sagt til ham, at han vil blive en god far, griber han i fortvivlelsens mod til at sige åbent til ham og hans kone, hvordan det er fat med ham. Under alle omstændigheder vil dette være en yderst vanskelig ting at skulle fortælle dem, man holder af, for man aner jo ikke, hvordan de vil tage det. Selv blandt dem, der i munden er meget tolerante og siger, at de naturligvis kan acceptere hvad som helst, kan der opstå problemer, når det er en af deres egne nære slægtninge, det drejer sig om.

Men broderen og svigerinden tog det pænt, og han gik derfor videre og røbede sin hemmelighed for forældrene. Faderen tog det roligt. Moderen, kunne han forstå, havde i grunden altid vidst det. Men de slog ikke hånden af ham, ja, da de skulle have familiesammenkomst, blev endda hans ven inviteret med. ‘Ja, selvfølgelig’, sagde hans far, da han spurgte om det.

Og så var han alligevel ikke kommet igennem alle vanskeligheder. For så var der jo det med troen. Hvordan kunne han forene sin seksualitet med den tro, han var vokset op i? Det var den næste hurdle, han skulle forcere. Og det var ikke nemt. Selvmordsforsøg, depression, selvmutilation, indlæggelse, indtil til sidst en behjertet sygeplejerske stillede ham overfor det ultimatum, som han godt vidste, han måtte vælge mellem: Enten får han forenet sin tro og sin seksualitet, eller også vil han have det elendigt resten af sit liv.

Og så måtte han studere bibelen og det endte med, at han kunne blive enormt vred over, at folk fra hans hjemby slyngede bibelsteder i hovedet på ham, specielt når de ikke selv rettede sig efter andre af bibelens anvisninger.

Men det, jeg her vil gøre opmærksom på, er altså, at familien ikke slog hånden af ham, hvor missionske de end var. Kan gerne være, at de bøjer sig for bibelens ord på andre områder, kan gerne være, at de stadig holder fast ved mange af Indre Missions teser, men de lod ikke disse teser forhindre dem i stadig at elske deres søn. Det bud, som Gud har lagt ind i os som næsten det naturligste af alt: forældrekærligheden, blev her holdt højere i ære end én eller anden fortolkning af et bibelsted.

Selvfølgelig, vil nogen sige! Og jeg, der også har gjort den erfaring, at missionsfolk sandelig ligesom alle andre kan udvise forståelse og indlevelse, skulle vel egentlige være et skarn, om jeg undrede mig over det. Men alligevel, man hører så meget, ikke mindst om missionsfolk. Så derfor er det godt at få det bekræftet, omend fra uventet hold, at min erfaring ikke er enestående, det er slet ikke altid, at de fundamentalistiske overvejelser vinder over den simple forældrekærlighed.

Og en sidste lille krølle skal vi have med: gør det ikke, at der er også er håb for vore importerede fundamentaliter, jeg mener muslimerne? Når forældrekærligheden kan slå igennem alle bibelske betænkeligheder, kan udradere de fordømmende holdninger, der ellers findes i disse miljøer, skulle det samme så ikke kunne lade sig gøre blandt muslimerne? Eller, skulle jeg vel sige: Mon så ikke det samme også har fundet sted blandt muslimerne, blot har vi ikke hørt om det endnu?

Til sidst: Jamen, står der ikke i bibelen, at homoseksualitet er synd?

Jo, hvis man læser bibelen for at finde ud af, hvad der er synd, så står der sådan. Men hvis man læser bibelen for at finde ud af, hvad menneskelivet er, hvordan menneskelivet skal leves for at folde sig ud, så står der en række formaninger om forståelse og indlevelse, om ikke at dømme, om at sørge for at opretholde forholdet til næsten, alt sammen noget, der fuldstændig overskygger, ja ganske tilintetgør skriftstederne om homoseksualitet.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

14 svar til Elsk dine børn!

  1. Claes Flach siger:

    Hvor var det et godt indlæg af læse. Ja, sandelig, det bud ” Elsk jeres børn” står over al underlig teologi og er en jordisk genspejling af Guds grænseløse kærlighed til alle mennesker, den kærlighed der gør at vi må kalde Gud – Abba, Fader – og han vil kalde os sine børn.

  2. Den samme type noget tøvende accept som Jonas har oplevet kan man vel se her: http://jp.dk/indland/aar/article1764866.ece – der handler om en ung muslims oplevelser.

  3. claes flach siger:

    Forældres kærlighed til deres børn er selv i den nytestamentlige overlevering ikke nogen selvfølge. Med lidt forskellig ordlyd tillægges Mesteren ord som” Den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd” (Matt.10,37). Det er som om Jesus bryder familjebåndene og udtrykker, at han ikke er kommet for at bringe fred, men sværd. Det var ord som disse, der for den unge Luther syntes at retfærdiggøre hans modstand mod sin far, da han trådte ind i klosterlivet. Men han følte samtidig, at sandheden ikke var så enkel. Han følte, at han overtrådte Guds bud og ødelagde sin fars skønneste håb.
    Denne spænding til et Jesus ord ligger nok ved roden af reformationen. Hjertets tale er vigtigere end nok så velbevidnede Jesus ord. -” Det er ikke rådeligt at handle imod sin samvittighed “. Det er denne subjektivisme, der sprænger al kirkeautoritet, og gør selv paveord til forslag og ord til overvejelse og ikke til bud, der kræver underkastelse. Det er overvejelser af denne art islam må tage ind for at blive mennesket værdigt. Blive en religion der ikke knuser mennesket. Den enkelte har et personligt ansvar overfor Gud og skal ikke som en Abraham være parat til at ofre sin søn på et bjerg i Morija land. Kærlighed står over lydighed. Det er i kærligheden Gud ser sit eget billede i menneskets hjerte.

  4. Ricardt Riis siger:

    Kære Claes Flach!
    Jeg tror nu ikke, at Luther har set nogen modsætning mellem hjertets eller samvittighedens tale og et velbevidnet Jesus-ord. Jeg gør det heller ikke. Matt 10,37ff vil jeg mene er et ord, der handler om martyriet. Det slutter med disse ord: ” Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. v39  Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det”. Det vil sige: Når man kaldes til martyrdøden, må kærligheden til far eller mor ikke stille sig i vejen.

    Luther selv bruger det vistnok lidt anderledes i forordet til ét af sine mest betydningsfulde skrifter, bogen ”Om Munkeløfterne”, fra 1521. Dette forord retter han til sin far og gør rede for, hvordan både han og hans far fejlagtigt har regnet med, at munkelivet ophævede det fjerde bud: Du skal ære din far og din mor. Derefter fortsætter han med bogen igennem at påvise, hvordan munkeløfter er menneskepåfund, der gudsbespotteligt trænger ind mellem far og søn og påstår at kunne give dispensation fra lydigheden mod forældrene.

    Han bruger også Matt 10,37ff, men bruger stedet til at sige, at nu, hvor han er i Ordets tjeneste, må kærligheden til far og mor vige. Se http://www.martinluther.dk/Vot-01.htm#29

    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  5. Kære Ricardt Riis

    Tak for de kloge ord om Luther og hvordan hans ideer kan bruges mht. kristne homoseksuelle som du har lagt på “Pastor Sørensens” blog.

  6. Om end du nu må betale den pris, at den gode pastor sætter spørgsmålstegn ved om du i det hele taget er kristen…

  7. Martin F siger:

    Kære Richardt Riis

    Jeg vil nu gerne slå til lyd for, at den sædvanlige sammenkobling mellem såkaldte “kristne fundamentalister herhjemme” og så dem fra de muslimske lande, som vi jo omgående ser for os gå rundt med bombebælter under blusen, og kalashnikover på skuldrene mv. er og bliver utilstedelig. Margrethe Auken har engang forsøgt sig med det samme nonsens (vist nok i et forsvar for muslimerne).

    Lad mig nøjes med her, at pege på en ret grundlæggende forskellighed: de indre missionske tror på omvendelsens mulighed fra et fortabt liv. At det så for en dels vedkommende vil inkludere at praktiserende homoseksuelle lægger deres praksis på hylden skal ikke skjules. Og her kan vi sagtens blive enige om det tvivlsomme i, at ville definere for de andre hvor vejen går, især når det ikke rammer en selv…(vi skulle jo helst læse bibelens etiske formaninger indadvendt ligesom Kierkegaard under overskriften “du er manden”)

    MEN de muslimske fundamentalister tror at sket er sket. Dette med den nye begyndelse går ikke. Bliver en af deres døtre voldtaget slår de hende ihjel (visse steder i hvert fald), for det står ikke til at redde. Der er ikke ‘en ny begyndelse’ for hende. Hun er besudlet. Det eneste, der er et at gøre er at hævne den skam, der er påført slægten. Omvendelsen og den nye begyndelse er ikke med. Ligesom den heller ikke var det for kvinden grebet på fersk gerning i hor. Men det er den jo for de indremissionske. Om man så er enig i, hvad det er, der skal omvendes fra og til er en anden sag forstås.

    Bare man snart kunne slippe for denne sædvanlige frækhed med at sammenstille muslimske findamentalister og så danmarks højrefløjskristne. Der er mer end én verden til forskel! Det befordrer nemlig ikke en frugtbar dialog i den splittede folkekirke. (Ligesom begreber som “bibeltro” contra “bibelutro”” heller ikke gør det den anden vej)

    Lad eventuelt denne galde ramme de fundamentalistiske amerikanere, der stadig vil tage moseloven for pålydende og anvende den. Jeg nægter at kalde dem kristne!
    – Men de kalder sig det vist nok selv…

    VH Martin F

  8. Ricardt Riis siger:

    Kære Martin F.!
    Jeg har det slet ikke nemt. Hvis jeg nævner et eller andet galt ved muslimerne uden i samme åndedrag at nævne noget tilsvarende forfærdeligt hos kristne, så får jeg Karen M. Larsen på nakken. Og hvis jeg som her taler om vildfarne kristne, missionsfolkene, og i samme åndedrag skælder muslimerne for det samme, så får jeg dig på nakken. Det giver mig lyst til at sige: Jeg sætter min hat som jeg vil …

    … og tilføje de vise statsministerord: Der er ikke noget at komme efter. Jeg har genlæst mit blogindlæg og finder det ganske afbalanceret. Og du nævner jo heller ikke noget konkret.

    Venlig hilsen
    Ricardt Riis

  9. Martin F siger:

    ..ja ja Richardt

    Men husk nu når du, sådan som det efterhånden er sædvanen for utallige præster af ikke-indre-missionsk obervans: går igang med at tale om de vildfarne kristne som ‘de andre’ (og så godt som altid de indre missionske, som man jo heldigvis ikke selv hører til, endsige menigheden) ja så er det faktisk lidt af den samme fejl, som når de taler om de vildfarne kristne som du eller de homoseksuelle, eller ‘de andre’. Hvorfor: jo fordi “vi fór alle vild som får, vi vendte os hver sin vej”.
    Når vi altså har vendt os hver sin vej alle sammen, så er det måske bedre at tage fat, der hvor ens eget liv ikke går ram forbi. For med det mål man dømmer andre skal man selv dømmes. Jeg er derfor træt af denne brug af et sådant fortegnet “modbillede”…

    Nu ved jeg selvfølgelig ikke om du selv har børn….. meen… har du egentlig råd til selv at dømmes efter dit eget mål? Jeg ved i hvert fald at jeg ikke havde.

    Hvor er der dog mange prædikener der bruger dette selvmodsigende, at skælde ud på de indre missionske som “vor tids og vor kirkes farisæere”…for ved nærmere eftertanke er det lige netop farisæernes pegen fingre af de andre, som der praktiseres derved.

    Så nej, du får det ikke let når du falder for denne samme fristelse. For så kommer jeg efter dig 🙂

    Konkret: dette med at forældre bliver skuffede eller vrede på deres børn, når de ikke makker ret, er på ingen måde et særligt indre missions fænomen. Det florerer alle steder. Indenfor erhvervslivet, indenfor kunstlivet (tænk på film, som “Arven” eller “Shine” som dels handler om en virksomhedsarving og en pianist, som ikke har fået frie tøjler eller ubetinget forældrekærlighed uanset deres ønsker for livsvejen…., ja selv i matador har Mads Skjern sine kvaler med især sønnen, i “Krøniken” er det nøjagtig det samme osv. osv.) Hvorfor skal indre mission så særligt hænges ud herfor? Kunne resten af kirken, eller det katolske eller faktisk hele samfundet ikke ligeså vel hænges ud for dette om jeg må spørge???

    Jeg siger: grunden er at det er ufarligt at hænge indre mission ud. De vender jo alligevel den anden kind til, og så kan vi andre jo klappe hinanden på skuldrene som de altid dellykkede ikke-fundamentalistiske pragtforældre, der altid lykkes med at give ubetinget kærlighed og frihed til vore børn….

    Nej: vi skal selv med i købet her! – så bliver din pointe nemlig mere renhjertet og troskyldig synes jeg. Og det ville også være mere fair overfor indre mission.

    Venlig hilsen
    Martin F

  10. Ricardt Riis siger:

    Kære Martin F.!
    Det er dog en mærkelig verden, vi lever i. Folk, selv de mest begavede, kan ikke længer læse. Enten hager de sig fast i en enkelt sætning, eller også læser de det hele ud fra en ømskindet og fordomsfuld holdning. Derfor: Læs lige mit blogindlæg igen. Og skulle du ikke kunne få øje på en positiv holdning til Indre Mission, så læs det én gang til. Kan du stadig ikke se det, så find noget konkret at hænge din anklage op på. Så kan vi måske tales ved. Men denne diffuse tale om, at nogen har gjort noget forkert, og at man ikke kan gøre sådan og sådan, lad os dog blive fri for den. Skal vi skændes, nuvel, så lad os skændes, men lad mig dog i det mindste få mulighed for at få færten af, hvad vi skændes om.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis

  11. Martin F siger:

    Kære Richardt Riis

    Jeg skal gerne uddybe det yderligere:

    Du skriver f.eks. i starten af indlægget: “Ikke desto mindre er der adskillige tilfælde, der burde belære os om, at det, vi kalder ‘den naturlige kærlighed’ nok er naturlig, men ikke af den grund en selvfølge. Vi har vist især mærket det indenfor Indre Mission, og mærket det på den måde, at forældre kan være hårde og uforsonlige overfor børn, der ikke ‘makker ret’, ..”

    Her vil jeg indvende, at det er urimeligt at hænge indre mission særligt ud. Jeg vil endda vove den påstand, at der generelt i indre mission er liges så stor eller større forældrekærlighed og omsorg til stede end i samfundet generelt. Jeg har allerede forklaret hvordan dit kritikpunkt kan findes overalt (dog dermed selvfølgelig også i indre mission). Men det er urimeligt at hænge indre mission særligt ud.

    Senere skriver du f.eks.: “Men det, jeg her vil gøre opmærksom på, er altså, at familien ikke slog hånden af ham, hvor missionske de end var.”

    …. hvor missionske de end var….

    Det du siger her, er at dette at være missionsk er ensbetydende med at slå hånden af sine børn hvis de ikke makker ret. Det er en meget urimelig og usand påstand synes jeg.

    Og senere henviser du ligefrem til nogle teser, der skulle underbygge denne uhyrlige påstand: jeg citerer igen: ” kan gerne være, at de stadig holder fast ved mange af Indre Missions teser, men de lod ikke disse teser forhindre dem i stadig at elske deres søn”

    ???

    Sig mig lige hvilke teser fra indre mission om ikke at elske sine børn hvis de f.eks. er homoseksuelle, eller i det hele taget ikke makker ret, du her henviser til??? Det er altså helt ude i hampen, det du skriver her. Det har intet med det generelle liv i indre mission at gøre. Det kan højst bygges på enkeltstående triste tilfælde a la Mads Skjern eller Kaj Holger. Og de findes som jeg allerede har sagt ligeså vel udenfor som indenfor indre mission. Desværre.

    Du kommer da også til at afsløre, at du bygger disse voldsomme fordomme på “hear say”: citat: “Selvfølgelig, vil nogen sige! Og jeg, der også har gjort den erfaring, at missionsfolk sandelig ligesom alle andre kan udvise forståelse og indlevelse, skulle vel egentlige være et skarn, om jeg undrede mig over det. Men alligevel, man hører så meget, ikke mindst om missionsfolk. Så derfor er det godt at få det bekræftet, omend fra uventet hold, at min erfaring ikke er enestående, det er slet ikke altid, at de fundamentalistiske overvejelser vinder over den simple forældrekærlighed. ”

    Det du gør her er, at du vender hele problemstillingen på hovedet, sådan at det nu kræver en bekræftelse at der altså findes undtagelser for denne ukærlige Mads Skjernske opførsel i indre mission…..at det skulle være en undtagelse hvis man elsker sit barn, uanset om det går en anden vej eller er orienteret anderledes end en selv..

    Altså det, at man glæder sig over en undtagelse (som jo så bekræfter regelen) gør ikke en til positiv stemt overfor hovedparten. Med den måde du vender problemstillingen her udviser du en meget fordømmende grundholdning til indre missionske familier. Du må nok have læst lidt for meget Hans Kirk. Det er altså mildt sagt ikke fair overfor indre missionske familier at lukke sådanne uunderbyggede fordomme ud, og forsøge at hænge indre mission ud som gruppe. Det er lige så unfair som selve din idé om at sammenstille indre mission med muslimske fundamentalister/terrorister.

    VH Martin F

  12. Ricardt Riis siger:

    Kære Martin F.!
    Som sagt er det mærkeligt, at så mange mennesker i vore dag ikke kan læse. Tag nu som et nærliggende eksempel dig selv! Alle de eksempler, du fremdrager, skal naturligvis ses i sammenhæng med hovedpointen i artiklen. Den går ud på at prikke til folks fordomme mod Indre Mission og derefter lade dem stege i deres eget fedt: sådan er Indre Mission slet ikke.

    Jeg tror, verden blev langt kedeligere og alle skriftlige indlæg direkte ulæselige, hvis man skulle tage hensyn til alle ømme ligtorne. Så jeg vil sige som Pilatus: Hvad jeg skrev, det skrev jeg.

    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  13. Martin F siger:

    …så er det da godt, at det er Pontius Pilatus, du associerer dig med. Manden, der trods uskyld dømte vorherre Jesus Kristus til døden og bagefter vaskede hænderne..

    🙂

    VH Martin F

  14. Matin F siger:

    …et grumt eksempel fra JP idag, som viser både dette med familiens ære, der står over forældrekærligheden, og dette, at den voldtagne pige er fortabt uden at kunne få en ny chance…

    http://jp.dk/udland/asien/article1778535.ece

    VH Martin F

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.