Mikrofonholderi

 

Så er problemet der igen. Så er man igen vidne til det rene mikrofonholderi fra DR’s side.

Jeg tænker på gårsdagens Deadline (2-9 09), hvor Arne Melchior fik lov til, uimodsagt, at give os danskere en opsang, fordi vi sender de afviste irakiske asylansøgere tilbage til Irak. Og når jeg kalder Mads Brüggers optræden ved den lejlighed – det var ham, der var vært i Deadline iaftes – mikrofonholderi, så skyldes det, at han glemte at stille Melchior to væsentlige spørgsmål, eller måske slet ikke havde blik for, at disse to spørgsmål var væsentlige, hvilket jo sådan set er meget værre, end hvis der kun var tale om en forglemmelse.

Vor flygtningedebat er efterhånden temmelig tyndbenet. Den har på mange måder udartet til skældsord, eller altså, i tilfældet Melchior, til moralsk opsang, til bedrøvelse over danskernes lave moral, hvad irakerne angår, og den slags. Der er hos Melchior og hans lige ingen som helst forståelse for de politiske motiver, der kan ligge bag en stram flygtningepolitik, det eneste, han kan se bag den, er populisme. At der bag den stramme indvandrings- og flygtningepolitik kan ligge en velbegrundet angst for det danske folks fremtid, det er det ham tilsyneladende umuligt at se. Og så længe den ene part ikke betragter den anden part som en ægte samtalepartner, men kun som én, man kan og må skælde ud for umoralitet, så bliver der ikke megen debat tilbage.

Og det er her, Mads Brügger kommer ind i billedet. Han kunne have stillet Melchior to spørgsmål, der kunne bringe debatten ind i en bedre gænge. Han kunne have spurgt om Melchiors mening om, hvor mange fremmede – indvandrere og flygtninge – vi kan absorbere i vort samfund, uden at samfundets sammenhængskraft ødelægges væsentligt. Det er muligt, at Melchior slet ikke har gjort sig tanker om dette spørgsmål, og det er også muligt, at han betragter det som en dårlig undskyldning for at handle umoralsk, men hvis ikke han bliver konfronteret med spørgsmålet, fortsætter han vel bare i debatten fremover med sin moralske forargelse, og den er meget lidt befordrende for debatten.

Det andet spørgsmål, der udeblev, var spørgsmålet om, hvilken lov vi skal have, hvis ikke vi skal have den nuværende flygtningelovgivning. Det er jo ingen kunst at gribes af medlidenhed, når medierne fortæller os, hvordan vi skal reagere, hvis vi vil være gode mennesker, sådan som det er sket med mediestuntet omkring flygtningene i Brorsons kirken, langt vanskeligere er det at opstille et alternativ til den lovgivning, vi har. Men også det burde de forargede modstandere af hjemsendelserne tvinges til at gøre rede for.

Efterhånden troede man, at vi var kommet ud over modsætningen mellem loven og følelserne, fordi man på begge sider havde forstået, at loven naturligvis skal være udtryk for befolkningens følelser for de mennesker, der flygter på grund af forfølgelse i deres hjemland. Men gang på gang erfarer man, at mennesker kører på frihjul i debatten, fordi de kan nøjes med at udtrykke deres forargelse uden at kræves til regnskab for, hvilket alternativ de vil opstille. Hvis de blev krævet til regnskab for det, kunne man jo også bedre danne sig et indtryk af, om de love, de ville foreslå, ville betyde en åben ladeport for fremtidige flygtninge til landet.

Men som sagt, intet af det fik vi, vi fik kun en moralsk opsang. Oven i købet en opsang, der ikke var meget værd, ja, for at sige det rent ud, på ingen måde levede op til Arne Melchiors sædvanlige standard. Det må skyldes hans store forargelse, for han kan ellers godt formulere sig skarpt.

Han gjorde det, at han sammenlignede jødernes redning under krigen med irakernes udvisning, idet han spurgte, om ikke vi skulle sende de irakiske flygtninge til Sverige, ligesom vi i sin tid sendte de danske jøder, deriblandt for øvrigt Arne Melchior selv, kunne man forstå, til Sverige.

Den sammenligning er altså under lavmål. Og så nytter det ikke at begynde med at sige, at sammenligningen naturligvis ikke passer på alle felter. Hvis man nu for en stund forlader moralens område, og derfor også den moralske forargelses og den moralske gloriepudsnings område, så må man om jødernes redning i oktober 1943 for det første sige, at noget af succes’en ved aktionen skyldtes, at tyskernes jødeaktion blev røbet. Der blev givet de danske jøder nogle dages forspring til at komme af vejen, i første række, så man gik ‘under jorden’ og i næste, så man kunne komme i sikkerhed i Sverige. Og man må for det næste sige, at der hos danskerne i situationen var oparbejdet et had til tyskerne for den undertrykkelse, vi havde været udsat for. Og endelig må man for det tredje sige, at jøderne gennem årene var blevet så assimilerede i Danmark, at de blev betragtet som fuldgyldige danskere, og at dette forhold var medvirkende til den harme, der gjorde det naturligt at hjælpe dem.

Alt dette har intet med moral at gøre. Mange andre folkeslag ville have handlet på samme måde, om de havde fået de samme chancer og var blevet grebet af den samme harme.

Men hos Melchior bliver begivenheden oversukret med moral. Det, danskerne gjorde dengang, var en god gerning. En sådan moralsk oversukring giver ham nemlig mulighed for at sige, at det, vi gør nu, hvor vi tvangshjemsender afviste asylansøgere, er en umoralsk gerning.

Men den vil jeg ikke gå med til. Der er ingen grund til at lægge nogen moralsk gloriepudsning ned over danskerne i 1943. Det, vi gjorde, var naturligt, det var såmænd det hele.

Og skal vi sammenligne med i dag, så må sammenligningspunktet netop være det naturlige, ikke en mere eller mindre højspændt moralkodeks.

I en sådan sammenligning falder en række forskelle i øjnene. Dengang ville man skære noget ud af det danske folkelegeme, i dag vil man tilføre det danske folkelegeme noget. At vi ikke dengang ville finde os i, at noget af vort folkelegeme blev fjernet, kan vel dårligt sammenlignes med, at vi i dag sætter grænser for, hvor mange der skal tilføres det samme folkelegeme.

Dengang var det danskere, der var tale om. Well, de var af jødisk afstamning, men de havde i den grad tilpasset sig livet i Danmark, at både de selv og vi regnede dem for en del af vort folk. I dag er det fremmede, der er tale om, fremmede, som vi i begyndelsen tog imod som gode værter, men som vi på nuværende tidspunkt har en del dårlige erfaringer med, især de af de fremmede, der er muslimer: de betragter os som urene, de prøver at etablere særlige muslimske områder, de ønsker ikke hjælp fra politi og brandvæsen, deres unge eksploderer af og til i en rus af hærværk, osv. Hvis vi tænker os, at muslimerne skulle prøve at få os danskere til at føle den samme solidaritet med dem, som vi under krigen følte med de danske jøder, så skal der jo helt andre boller på suppen med hensyn til muslimernes opførsel; bortset jo altså fra, at det formentlig slet ikke er et mål for muslimerne (i hvert fald for de fleste af dem), at vi skal føle solidaritet med dem.

Dengang var dét moralske krav, der blev stillet til os (hvis vi nu endelig skal have moralen ind i billedet) et almindeligt folkeligt krav om anstændighed overfor vore folkefæller, i dag er det et krav af næsten overmenneskelig karat, et krav om at blive ved og blive ved med at åbne vore døre for muslimer, selv om vi kan se, at de, i hvert fald i lang tid fremover, vil være et fremmedlegeme i folket.

Dengang blev kravet stillet til den enkelte, i dag stilles det til vore myndigheder.

Dertil kommer, at det dengang var alle i folket, der blev inddraget i hjælpen, høj såvelsom lav. Hvorimod det i dag i høj grad er de lavere klasser, der bærer byrderne ved integrationen, mens det er de højere klasser, der træffer beslutningerne, giver udtryk for forargelsen og stiller krav til myndighederne.

Har jeg glemt noget? Det har jeg sikkert. For det er næsten umuligt at drage sammenligning mellem en overstået historisk epoke og nutiden. Men havde nu Arne Melchior ladet være med at drage umulige sammenligninger og holdt sig til nutiden, havde han nøjedes med at opstille en moral, som han mener, vi skal rette os efter, for derefter at analysere, hvor langt vi overholdt den, så havde han måske opdaget, at hans forargelse ikke kunne blive helt så stor som ellers, og så havde han måske også fundet ud af, at også hans debatmodpart har en moral og handler ud fra moralske overvejelser, blot med andre konklusioner end hans, ja, han havde måske set sig nødsaget til at fremkomme med alternative lovforslag.

Men intet af dette gjorde han. Og han blev altså heller ikke opfordret til det af studieværten. Det, han præsterede, var rent mikrofonholderi. DR deltager altså for fuld skrue i forsøget på at skabe en forarget stemning mod politi og myndigheder på baggrund af et mediestunt. Lidt almindelig journalistisk kritisk sans ville have været på sin plads.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

25 svar til Mikrofonholderi

  1. Michael Hammers siger:

    Ricardt Riis

    Aldeles glimrende blog indlæg, som jeg ikke har yderligere kommentar til udover, at jeg er helt enig.

    Michael von Hammers

  2. Martin F siger:

    kære Richart

    Efter hvad jeg har hørt:

    Det har endvidere vist sig ved nærmere historieforskning af nutidens yngre historieforskere, der ikke selv levede dengang, og måske netop derfor kan gå lidt mere uhildet til opgaven, at skønmaleriet af de danske fiskeskippere, der risikerede liv og lemmer, en mulig tur i koncentrationslejr, men som alligevel i medmenneskelighedens navn vovede alt i et næstekærligt redningsforsøg overfor vore højt elskede medborgere af jødisk oprindelse, ja det billede er desværre ikke helt sandt….

    Tyskerne vidste udmærket til disse operationer om natten, og lod diskret og i fuld gensidig forståelse deres patruljeskibe patruljere helt oppe i den anden ende af sundet når der skulle fragtes jøder over til den anden side….

    Tyskerne havde nemlig ikke en stærk trang til at sende jøderne ned i koncentrationslejrene, men var på den anden side blevet pålagt at løse et “jødeproblem”. Dette løste de danske skippere så for dem, og havde jo derved en endda meget god indtægt…..

    Så mere moral end en fed fidus der kunne skaffe gode jødepenge på lommen, og dermed tjene mere end fiskeriet kunne give, var der nok desværre ikke i det…..

    Men Melchior lever nok stadig med glansbilledet om de danske helte, som så mange andre. Det er da også det sjoveste at gå rundt og fortælle hinanden idag.

    Ligesom vi også har lykkelig glemt, at der altså var flere danskere, der meldte sig aktivt til at kæmpe på tysk side i krigen, end der nogensinde var modstandsfolk her i landet, men det er en anden sag…

    Syntes bare det var på sin plads med en lille historisk korrektion inden vi går igang med moral-sammenligningen.

    VH Martin F

  3. Knud Larsen siger:

    @ Martin F

    Der har du hørt forkert. Det har den anden Melchior skrevet om i detaljer, også om at “vi” som gode masochister absolut MÅ forsøge at få oktober 1943 til at være “ingenting”.
    Men læs selv Melchiors beretning, både om egne oplevelser og mere generelt.

    @ R. Riis

    Det er muligt at Arne Melchior kan være fornuftig på nogle områder, MEN han har aldrig været noget der bare ligner når det kommer til spørgsmål om indvandring eller om flygtninge.

    Jeg husker to af hans evindeligt gentagne demagogier: “INGEN vil jo dog forlade sit land hvis man ikke var forfulgt” – jeg undrede mig hver gang over HVORFOR en journalist dog ikke kunne tage mod til sig og undrende spørge hvor i alverden Arne havde den “viden” fra.

    En anden var den han også optrådte med som gik på: “Der er slet ikke noget der er dansk, – tomater er fra Italien, kartofler fra Sydamerika, tobak fra Cuba og æbler fra Kina, så vi har altid været multi-kulturelle” Man tror ikke sine egne ører, men det var ikke én gang men mange gange han sang den sang.

    Mange jøder har jo været stærke tilhængere af indvandring og af modtagelsen af flere flygtninge. Og det ER jo et smukt træk at man åbenbart tænker på at det kunne man selv have brugt i flere århundreder, – men lidt tænksomhed ville jo heller ikke være at foragte.
    Jøder har også været de sortes forbundsfæller i USA, af samme grunde, men fik ikke megen “kredit” for hjælpen, tværtimod faktisk, – men sådan er mennesker jo også.

    Jeg husker altid Jacq Blum i 1980erne, han skrev ofte om indvandrere og sluttede tit med: “Det kan vi lære en masse af”.

    Sidst jeg hørte ham, havde han i det mindste lært, at nu blev jøder igen forfulgt i Danmark, og mange unge jøder kom til Mosaisk Trossamfund for at høre om hvad det egentlig var, det der med at være jøde, som han sagde: “De siger, “når vi skal chikaneres for at være jøder, så vil vi i det mindste vide hvad jødedommen er for noget””

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Martin F.!
    Jeg er ikke med på dit masochisthold. Det eneste, jeg prøvede på, var at holde moralske betragtninger borte fra vor anskuelse af hjælpen til jøderne: vi gjorde det ikke, fordi vi skulle leve op til ét eller andet højt moralsk ideal, men fordi vi fandt det naturligt at hjælpe, fordi vi følte solidaritet med de danske jøder. Min mening var minsandten ikke, at man skulle bibeholde det moralske synspunkt, nu blot med omvendt fortegn.

    Jeg bryder mig i det hele taget ikke om, at vi fra vor sikre position i den historiske lænestol kommer med én eller anden høj moralsk cigarføring og vil måle vore forældres eller bedsteforældres handlinger med den. Og så er det ligemeget, om vi pudser deres glorie, eller søger at nedgøre deres handlinger.

    Og når jeg vil prøve at arbejde med et sådant synspunkt, skyldes det, at vores debat om flygtninge og indvandrere efter min mening længe har været altfor meget præget af moral. Først blev det om de mennesker, der luftede deres synspunkter om for mange indvandrere, sagt, at de ‘luftede deres indre svinehund’. Dernæst, at de ‘ikke var stuerene’. Og nu hos Arne Melchior, at udsendelsen af irakerne er danskernes ‘bad hour’, ikke deres ‘finest hour’, som det var, da de hjalp jøderne i 43. Alt sammen moralske synspunkter, som om vi mennesker bare lever for at kunne leve op til moralens høje krav. Lad os dog være os selv! Lad os dog være naturlige, ikke krampagtigt kæmpende for høje idealer, eller forargede på andre, fordi de har andre politiske overbevisninger, end vi selv har!

    Og så skal vi da ikke være bange for at tage hatten af for de mange mennesker, der i dagene i efteråret 43 tog en risiko – hvor stor vidste de vel ikke selv, men risikabelt var det – ved at gemme jøder. Om nogle fiskeskippere så har taget ågerpriser, nå ja, lad det vejes op, ikke med den risiko, der faktisk var (noget, vi jo først bagefter kan blive klar over), men med den risiko, de mente og var fast overbevist om, var der.

    Det, der gjorde udslaget dengang, og det, der skal være afgørende i dag, er den naturlige solidaritet, som vi føler for hinanden, fordi vi er danskere. Det fællesskab inviterer vi vore nye medborgere med ind i. Ikke, fordi vi vil være særlig moralske, eller fordi vi vil undgå at blive skældt ud af dem, der bliver forargede, men fordi det nu engang er den måde, vi har indrettet os på her i landet. Og jeg tror da også nok, at der var mange palæstinensere, der var glade for denne naturlige solidaritet, da bomberne fra Israel regnede ned over Sydlibanon, og de som danske statsborgere kunne blive evakueret ud af krigszonen.

    Denne naturlige tillid til andre danskere, også dem af anden etnisk herkomst, kan ikke presses frem af selv nok så kraftige forargede røster, den må vokse frem af sig selv. Og det skal den såmænd også nok gøre. Den skal blot have en vis tid til det. Og den skal også have nogle gode erfaringer at bygge på. Det kommer nok også, for der er mange almindelige muslimer, som mange danskere betragter som, ja netop som almindelige, uden særlige dikkedarer.

    Men vi er altså nogen, der mener, at kommer der for mange på én gang, så bliver det ikke tillid, men mistillid, der kommer til at præge os danskere. Og som sagt: her nytter ingen moralske pegefingre, her nytter kun en opbremsning i tilstrømningen.

    Venlig hilsen
    Ricardt Riis

    @ Knud Larsen!
    Tak for din oplysning om Bent Melchiors bidrag til nuancering af historien om jødernes redning! Jeg har ikke nogen fornemmelse af, hvordan Arne Melchior har stillet sig til flygtningedebatten, jeg har kun forholdt mig til hans udtalelser i Deadline. Det synes jeg var slemt nok.
    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  5. Martin F siger:

    Kære Richardt og Knud

    Ok, jeg er måske lidt hård ved dem, det er bare det der evindelige skønmaleri. Masochist er dog et stærkt udtryk. Nedenstående link afslører, at der rent faktisk VAR nogle skippere, der tjente gode penge på det, og at der rent faktisk VAR en interesse fra tysk side i, at bevare roen i landet fremfor at gå hårdt til modstand mod aktionen.

    http://da.wikipedia.org/wiki/Redningen_af_de_danske_j%C3%B8der

    I forhold til hjemsendelsen af Irakerne er der et par ting der mig bekendt virker suspekt:
    1) FN fraråder at man sender irakiske flygtninge hjem i øjeblikket. Hvorfor overhører vi den anbefaling. Vi er jo selv aktiv krigsherre i landet…
    2) Udlæningestyrelsens delegation, der skulle undersøge om landet er sikkert nok tør ikke selv rejse derned, da de vurderer landet til at være på randen af borgerkrig og alt for farligt at rejse til….for dem selv altså…
    3) En sagsbehandling der i nogle tilfælde har trukket ud i en længere årrække bør efter min mening automatisk udløse humanitær opholdstilladele uanset om den ufatteligt og umenneskeligt langsomme afgørelse ender med et nej. Det har da også tidligere været praksis. Deres børn er jo opvokset her, ja måske endda født her i landet. Indfødte!

    Min umiddelbare fornuft og moral, ja kald det bare samvittighed har det altså ikke godt med at vi dels overhører FNs advarsel og jeg har det slet ikke godt med at kalde et land for sikkert som vi ikke selv tør tage ned og besigtige. Er det for farligt for udlændingestyrelsens folk er det også for farligt for de irakiske flygtninge. De er lige så værdifulde gudsbilledligt skabte mennesker som os andre. Og når det nu er vores dørtærskel de ligger på er de i lyset af det ny testamente også vores hovedpine. Ja vores næste. Og har vi ikke kunnet tage stilling i meget lang tid bør vi give dem ophold af humanitære årsager. De har jo så levet meget liv her allerede.

    VH Martin

  6. Ricardt Riis siger:

    Kære Martin!
    Hvad i alverden er det, du har gang i?

    Du er imod det ”skønmaleri”, du mener, man maler af redningsaktionen. Du påberåber dig nogle yngre historieforskere. Men når du bliver gået på klingen, henviser du til et link på Wikipedia, som fremstiller sagen nøjagtig lige så nøgternt og uden moralske overtoner, som jeg gjorde i mit indlæg. Hvor vil du hen?

    Du skriver fx: ”Tyskerne vidste udmærket til disse operationer om natten, og lod diskret og i fuld gensidig forståelse deres patruljeskibe patruljere helt oppe i den anden ende af sundet når der skulle fragtes jøder over til den anden side….”. Det var alligevel meget: ”i god gensidig forståelse”. Det har jeg aldrig hørt om. Det er også en noget vovet påstand. Hvor har du den oplysning fra? Altså oplysning om, at de tyske patruljeskibes skippere fortalte de danske fiskeskippere, at de ville holde sig borte? (I parentes bemærket: det ville have været mere praktisk, at de tyske skibe patruljerede helt NEDE i den anden ende af Sundet, for Sundet er som bekendt smallest mod nord). Og hvordan skal man forklare, at tyskerne alligevel fangede en del både?

    Men al din modstand mod ”skønmaleri” bliver så i næste omgang nedtonet til følgende bemærkning: ”Nedenstående link afslører, at der rent faktisk VAR nogle skippere, der tjente gode penge på det, og at der rent faktisk VAR en interesse fra tysk side i, at bevare roen i landet fremfor at gå hårdt til modstand mod aktionen”. Det er da et tilbagetog, der vil noget.

    Hvad angår det, du så søger at tale om i stedet for: hjemsendelsen af irakerne, så er også jeg ramt på min samvittighed af det, vi gør mod de tvangshjemsendte. Det vil sige: jeg er ramt, hvis jeg kun holder mig til det, der kommer frem i medierne. Men jeg prøver hele tiden at holde mig for øje, at der er en hel masse, vi ikke véd: oplysninger, som Flygtningenævnet har, men som det ikke kan videregive, fordi der er tale om personforhold, ting, som flygtningen måske lyver om eller fortier. Og det gør trods alt et vist indtryk på mig, når det berettes, at der er irakere her i landet, der frivilligt tager på ferie i Irak, eller når vi får at vide, at én af irakerne i Brorsons kirke var dømt for narkotikasmugling. Men at det er et dilemma, vi står i, og at vi måske i højere grad i diskussionen burde behandle det som et dilemma, det vil jeg fastholde. Vi har altså ikke nogen indlysende rigtig løsning.

    Altså: vi står i det dilemma, at vi på den ene side ikke skal gøre Danmark til en flygtningemagnet, og på den anden side ikke skal være umenneskelige. Det er for letkøbt, hvis man vil gøre noget ved den ene side af dilemmaet (det med det umenneskelige), men overhovedet ikke omtaler den anden side.

    Venlig hilsen
    Ricardt

  7. Martin F siger:

    Kære Richardt!

    Nu tolker du jo på livet løs på min oprindelige påstand! – som i øvrigt er en påstand jeg har hørt af en professionel yngre forskers egen mund…

    I god gensidig forståelse er altså ikke nødvendigvis = at man har holdt store offentlige konferenceer, som du og jeg så kan tjekke refaraterne fra idag.

    Påstanden om denne gensidige forståelse skyldes, at han netop havde set sagen fra det modsatte sysnpunkt: hvis tyskerne ville have stoppet aktionen for alvor, hvad da? ja så havde de jo ikke konsekvent lagt deres patruljeskibe så langt væk som muligt fra de danske både, der lavede overfarten?Og vigtigt er det at bemærke afsløringen af tyskernes aktion: det var minsadten Dukwitz, der formidlede Best’s advarsel om aktionen….. så kan man da vist godt sige, at tyskerne søgte at få plantet denne advarsel endda godt og grundigt hos danskerne. Man ville ikke bruge sin forhandler Dukwitz ligesom ved generalstrejken, men når man har ladet ham lække det, er det i praksis det samme som at tale om gensidig forståelse melelm tyskerne og danskerne. Andet ville være naivt at sige. Så de kære skippere har ligesom kunnet sige sig selv: Tyskernes forhandler har advaret os om det…. man ønsker nok en fredelig og stilfærdig løsning…

    Tyskerne kunne have stoppet hele aktionen så let som ingenting, hvis det var det, de ville. Endda med deres tilstedeværende patruljer. Men der var andre hensyn, der vejede tungere: at bevare roen i landet og at undgå en pga opstand følgende oprustning, som ville have været meget uhensigtsmæssigt. Det eneste, på wikipædia, som nuancerer dette, er deres oplysning om, at der var enkelte både, der faktisk blev tilbageholdt. At der var en kirke, der blev ryddet (men det havde en særlig forklaring, da det indbefattede at man kvitterede for det implicerede stikkeri). Når jeg trækker lidt i land skyldes det (og jeg indrømmer at nu er jeg også komemt en smule i tvivl): der er åbenbart enkelte både, som man (for et syns skyld ? )har tilbageholdt. I hvert fald iflg. Wiki. Det var åbenbart (iflg Wiki) heller ikke standarden at man tog penge for denne aktion..

    Nu har du jo så desværre misforstået mig hvad angår det med fremstillignen af skønmaleriet. Her tænker jeg på, at man indimellem ophøjer de danske fiskeskipperes moral til noget helt særligt, og deres mod til et nærmest overmenenskeligt niveau, som vi jo så må begræde idag, at vi ikke kan leve op til længere. Det er et skønmaleri, som jeg ikke har tillagt dig på noget tidspunkt, men det er ligesom forudsætningen hos hr. Melchior ikke sandt? Og der vil jeg egentlig mene, at der ikke nødvendivis er større heltemod eller konsekvens af samvittighed og moral i de gamle fiskeskippere, end der er til stede hos Ramsdal og hans medhjælpere. Her kan vi jo så gå over til at diskutere, om Ramsdals sag er lige så klar og lige så god en sag som fiskeskippernes. Og måske halter den en anelse bagefter? Men Melchiors fremstilling, som du referer (jeg så den desværre ikke selv), må nok også lidt mere ud af det sort/hvide. Det går altså på den moralske sammenligning.

    VH Martin

  8. Martin F siger:

    … i øvrigt Richardt: Hvis det kommer sådan bag på dig at jeg kan tale om et skønmaleri af mytiske dimensioner, så prøv at læse med her:

    http://www.fagboginfo.dk/kunulen/knulent.htm

    Det kunne være det var en øjenåbner!

    VH Martin F

  9. Martin F siger:

    ….ja undskyld jeg bliver ved: men helt konkret er det igen den misforståelse, at man kan se fortiden som ‘de gode gamle dage’, da moralen var høj, og Danmark var på sit højeste, og hvordan man nu kan se hvor det er gået nedad bakke siden hen…. denne moralsammenligning af Melchior, er, som du Richart helt rigtigt siger i indlægget, helt forkert og urigtigt foretaget. Faktisk er det gået jævnt opad bakke siden 1943 med vores moral. Se f.eks. på hvordan vi har det med vold og krig idag sammenlignet med dengang… men myterne satte hurtigt ind. Vi har bildt os selv og hinanden ind, at vi kunne være stolte over 2.verdens krig…. selv hjælpen til jøderne var en kvittering for vores samarbejdspolitik i de første år af krigen. Er Melchior mon også stolt af den kan man så spørge? I den brogede moralske situation viste den sig ikke desto mindre at komme jøderne til gode. Og dét gør den til en meget broget størrelse! Men sådan er der så meget.

    I min bog ville en moralsammenligning vise, at vi er blevet endda meget bedre siden 1943. Men det ville føre for vidt at gå i detaljer med det. Jeg argumenterede for det i sidste tråd også, og allerede i denne tråd får vi at se, hvordan mytologiserings-problematikken konstant spiller os et puds når vi vil sammenligne fortiden og nutiden.

    Nok for nu!

    VH Martin F

  10. Ricardt Riis siger:

    Kære Martin!
    Du skriver: ”Nu tolker du jo på livet løs på min oprindelige påstand! – som i øvrigt er en påstand jeg har hørt af en professionel yngre forskers egen mund…”

    Så jeg tolker på livet løs? Tja, jeg synes nu blot, jeg læser, hvad du har skrevet. Og heller ikke nu vil du ud med navnet på denne yngre forsker; vi skal stadigvæk blot tro dig på dit ord, at det, du siger, skam er sandt nok, for du har det fra de bedste kilder.

    Så tager du det spørgsmål op, hvad der vel kan menes med ‘i god gensidig forståelse’. Det indskrænker du nu til, at tyskerne kunne have stoppet aktionen, hvis de havde villet, og at den blev røbet i forvejen af Duckwitz. Undskyld mig, men det er ikke udtryk for nogen GENSIDIG forståelse. Hvis du absolut vil nedgøre fiskeskippernes handling til en ufarlig søndagssejlads, så må du vise, at de var klar over, at tyskernes både ville holde sig væk. Og det har du på ingen måde vist. Det er minsandten ikke nok at sige, som du gør: ”Så de kære skippere har ligesom kunnet sige sig selv: Tyskernes forhandler har advaret os om det…. man ønsker nok en fredelig og stilfærdig løsning…” Her tolker du på livet løs på de faktiske begivenheder, så du kan slippe for at anerkende deres indsats som en heroisk handling. Hvad den måske var. Og desuden viser din bemærkning, at du har meget lidt indføling med, hvor lidt der egentlig blev sagt og hvor meget man måtte gætte sig til under besættelsen – med de risici, der fulgte med, hvis man gættede forkert.

    Bedre bliver det ikke af, at du, når du konfronteres med den kendsgerning, at nogle både blev opbragt, hævder, at det var noget, tyskerne gjorde ‘for et syns skyld’. Hvilket belæg har du for det? Man mærker hensigt, og man bliver forstemt.

    Endelig hævder du, at dine bemærkninger om det skønmaleri, man efter din mening lidt for ofte maler af den danske aktion, ikke er vendt mod mig, men mod Melchior. Det var nu ikke nemt at se. Jeg havde faktisk i mit første indlæg afbleget Melchiors skønmaleri temmelig meget. Hvorfor skulle du gentage det, jeg havde indvendt imod Melchior? Det kan man da kun forstå som udtryk for, at du ikke var tilfreds med min afblegning, men ville levere en anden og kraftigere. Hvad du også gjorde. For hvor jeg holdt mig til en nøgtern konstatering, der lod folk selv om at tildele helte- og skurkeroller, dèr gør du dit yderste for at fratage de danske fiskeskippere nogen helterolle, (”Så mere moral end en fed fidus der kunne skaffe gode jødepenge på lommen, og dermed tjene mere end fiskeriet kunne give, var der nok desværre ikke i det…..”, skriver du). Det kan dårligt opfattes som andet end en kritik også af mig, fordi jeg ikke var stærk nok i min afblegning af skønmaleriet.

    Du skriver: ”Og der vil jeg egentlig mene, at der ikke nødvendivis er større heltemod eller konsekvens af samvittighed og moral i de gamle fiskeskippere, end der er til stede hos Ramsdal og hans medhjælpere.” Tja, Melchior vil bruge historien til at opskrive danskernes datidige moralske habitus, for med des større styrke at kunne nedskrive vor nuværende ditto. Du vil bruge den til at nedskrive de daværende aktørers moralske indsats for at kunne opskrive Ramsdals og Co.’s. Begge dele er skændigt misbrug af historien. For både du og Melchior fordrejer historien for bedre at få den gjort tjenlig til deres interesser i nutiden.

    Du fortsætter: ”Her kan vi jo så gå over til at diskutere, om Ramsdals sag er lige så klar og lige så god en sag som fiskeskippernes”. Ja, det ku’ du li’, hvad! ”Her”, det betyder, når det er ”slået fast”, at fiskeskipperne aldeles ikke var heroer. Men hvorfor skulle jeg dog hoppe på den? Det er mig både inderligt imod at bruge/misbruge historien på den måde, og det er imod min forståelse af, hvad menneskelige handlinger er, at skulle måle dem alle med den moralske alen.

    For mig at se er der en kategoriforskel mellem de to handlinger. Samme kategoriforskel, som mellem den handling, de 19 flykaprere udførte den 11. september 2001, og den handling, passagererne i det fjerde fly udførte, hvis vi ser bort fra spørgsmålet om, hvorvidt det var en god eller en ond handling, kaprerne udførte (de har jo selv bedømt den til at være en god handling, en handling i Guds tjeneste). Kaprerne havde nøje gennemtænkt det hele, havde overvejet, hvad der er godt og hvad ondt, havde forberedt sig på at dø for Guds sag, udførte altså, hvad vi må kalde en moralsk handling (de selv ville mene, den var moralsk god, langt de fleste, muslimer inklusive, at den var moralsk ond). Passagererne, derimod, som gjorde oprør mod kaprerne, og hvis fly derfor styrtede ned, før det kunne dræbe flere amerikanere, de udførte en handling, der lå i naturlig forlængelse af den forståelse, de havde af sig selv som amerikanere. Begivenhederne havde ladet valget falde på dem, dem var det nu, der kunne redde amerikanske liv, det ville de opnå, og det lykkedes dem.

    På samme måde med fiskeskipperne (og alle de mange andre, der hjalp jøderne med deres flugt). Begivenhederne lod det falde i deres lod, uden varsel eller forudberegning, at træde i karaktér som mennesker, der var solidariske med deres folkefæller. Og det gjorde de så.

    Ramsdal og Co., derimod, udfører en handling, både med kirkebesættelsen og ved at skjule flygtninge, som de selv vil mene er moralsk god, men som andre vil mene er moralsk forkert. Og det kan man naturligvis diskutere op ad stopler og ned ad vægge. Hvad man ikke kan diskutere, er, at handlingerne er et politisk stunt. De har til hensigt at ‘tvinge’ statsmagten til at give irakerne asyl. Når argumenter ikke længere nytter (men man har fra den side ikke haft andre argumenter end den løftede pegefinger), tyr man til happenings. Alt, hvad de har foretaget sig, må henregnes til kategorien: happening. Det må fiskeskippernes handling ikke. Den er, ligesom passagerernes, umiddelbar, ligetil, uden gloriepudseri overhovedet.

    Og når jeg (og mange andre) mener, at vi skal prøve at bremse op for flygtningestrømmen, så skyldes det ikke, at vi er særlig onde, nej, det skyldes, at vi har blik for, at den naturlige følelse af solidaritet, som vi har kunnet glæde os over i det danske folk, sættes under pres jo flere fremmede, vi skal optage i folket.

    Venlig hilsen
    Ricardt
    P. S.: Minsandten, om du ikke i din efterskrift forventer af mig, at jeg læser en hel bog igennem om redningen af de danske jøder. Så kan mine øjne måske blive åbnede. Men du regner vel ikke med, at jeg er så dum, at jeg uden videre tror på det, ‘autoriteterne’ skriver: at Sofie Lene Bak i sin bog ”Jødeaktionen, oktober 1943” gør op med en forskning, plaget af berøringsangst og baseret på myter. Jeg har levet længe nok til at vide, at man ikke uden videre skal stole på dem, der vil gøre op med myter. Det værste eksempel, jeg har oplevet, er Kirsten Lylloffs forsøg på at gøre op med den ‘myte’, at vi behandlede de tyske flygtninge efter krigen godt. For at gøre op med den ‘myte’, hævder hun, at det faktum, at danske læger sagde nej til at behandle tyske flygtninge på danske sygehuse i marts 1945, hvor flygtningene væltede ind i landet, var skyld i tusinder af flygtningebørns død i 1945, en påstand, der er ren og skær hjernespind fra hendes side. Men danske historikere hoppede med på vognen. For hun gjorde op med en ‘myte’, og så kan alting gå. At det er hjernespind, har jeg vist i en debatartikel på Historisk Tidsskrifts hjemmeside og på en hjemmeside, jeg selv har oprettet til formålet http://www.tyskeflygtninge.dk. Hovedargumentet er, at Lylloff helt har ‘glemt’, at det faktisk lykkedes tyskerne at oprette en række flygtningesygehuse, og at de danske læger derfor ikke havde noget med flygtningene at gøre. Faktisk leverer hun selv det bedste bevis imod sin egen påstand ved i en artikel i Ugeskrift for Læger at sige, at alle de dødsattester, der er udstedt på de pågældende, er underskrevet af ‘kapable tyske læger’, hvorved hun ganske effektivt underminerer sin egen tese. Så det, at Sofie Lene Bak vil gøre op med en myte om jødeaktionen og det, at hun er støttet af det danske historikerkommunitet, overbeviser mig på ingen måde. De tog gevaldig fejl i tilfældet Lylloff, og kan gøre det samme i tilfældet Bak.

  11. Martin F siger:

    jamen Richardt dog

    Kan du nu afvise forskning uden at behøve overhovedet at sætte dig ind i den, fordi “du har oplevet noget lignende i en anden sag tidligere”….????? Det var dog et ualmindeligt dårligt argument må jeg nok sige.

    Jeg vil ikke forlange at du læser hendes bog. Men måske at du i det mindste havde en art åbenhed overfor, at vi mulighvis har fået et forkert billede tegnet hidtil? Men nej. Den oplysning eller fordrejede kampagnemyte, du måtte have fået op gennem din barndom og ungdom er åbenbart helt urørlig og sand….gad vide om du selv har noget i klemme overfor 2. verdenskrig og at det ville gøre for ondt at se sandheden i øjenene? 2. verdenskrig i Damark er jo når man idag går uhildet til den et meget pinligt kapitel i danskernes historie. Derfor er det også så ualmindeligt pinligt, at Malchior kan kalde den et højdepunkt i danskernes folks moralske historie. Det er udelukkende baseret på myten om danmark i 2. verdenskrig. Virkeligheden er samlet set yderst pinlig.

    Min kilde var endda ikke Sofie Lene Baks afhandling, men et foredrag med en anden dygtig yngre historiker, Stefan Emkjær, som handlede om stikkerlikvideringerne under og lige efter 2. verdens krig. Her var han endog meget overbevisende i sit historiske opgør med disse myter. Og de mange tilstedeværende modstandfolk måtte indrømme at han havde ret. pinligt og flovt som dette kapitel også var. Her kom han netop også ind på myterne i forbindelse med jødernes redning.

    Men dette at gøre op med en historisk myte er åbenbart i sig selv suspekt for dig???

    Jeg ser det nu som en af forskningens umiddelbart fornemmeste opgaver.

    Omend jeg nu ser, at historieforskning ikke som sådan nyder din respekt. Du kan jo åbenbart afvise et forskningsresult uden at have sat dig ind i stoffet….. ak ak ak den var ikke god Richart. Jeg havde dog troet bedre om dig.

    Men pas på du ikke låser dig fast. Vær åben overfor nye og måske mere præcise og ærlige tolkninger. Det er jo trods alt sket et utal af gange, at historieforskningen har måttet aflive myter om fortiden. For det ligger til os at skabe dem. “Det er aldrig for sent at få sig en lykeklig barndom”, som psykologerne siger. Man skal bare igang med mytedannelsen om den.

    VH Martin F

  12. Ricardt Riis siger:

    @ Martin!
    Nu skulle du lige tage og spise brød til!

    Jeg har aldeles ikke afvist noget forskningsresultat. Hvis det altså foreligger for mig som et forskningsresultat. Og du har jo ikke ulejliget dig med at vise mig noget som helst forskningsresultat om jødernes redning, som skulle være anderledes og ‘aflive myter’. Du har troet, du kunne nøjes med at fremsætte løse formodninger og henvise til autoriteter. Og jeg synes ærlig talt, det borger for min historiske vederhæftighed, at jeg ikke hopper på en hvilken som helst vildmand, en historieforsker disker op med, men vil have argumenter på bordet. Men du vil absolut have mig til at være ‘åben’ overfor nye resultater på forhånd. Jeg skulle altså på forhånd skippe al den skepsis, jeg måtte have, og gå med på den værste. Ikke tale om!

    Men har du nogle resultater, der ikke er dine egne løse formodninger og ikke lyser langt væk af den af Knud Larsen så udmærket beskrevne nationale masochisme, så læg dem dog frem i stedet for kun at snakke om dem!

    Og så synes jeg ærlig talt, at du skulle holde op med at psykologisere mig. Du aner jo ikke en pind om mine anskuelser angående besættelsestiden. Ja, faktisk fik du en prøve på det i min yderst tilbageholdende beskrivelse af jødernes redning i mit første indlæg. Men det har du tilsyneladende glemt eller læst hen over uden at forstå det. Hvorfor dog ikke holde sig til argumenter, i stedet for en sådan psykologisering af modstanderen, som er ødelæggende for enhver debat?

    Desforuden læser du mit indlæg, som Fanden læser bibelen. Du skriver: ”Omend jeg nu ser, at historieforskning ikke som sådan nyder din respekt. Du kan jo åbenbart afvise et forskningsresult uden at have sat dig ind i stoffet….. ak ak ak den var ikke god Richart. Jeg havde dog troet bedre om dig”. Hvornår har jeg givet udtryk for, at historieforskning ikke nyder min respekt? Jeg har sagt, at jeg ikke giver særlig meget for et historikerkommunitet, som ikke kunne gennemskue Lylloffs bedrag. Og det står jeg ved. Men hvornår er det blevet det samme som at se ned på al historieforskning?

    For øvrigt kan jeg se af tidsangivelserne, at du nok ikke har læst min hjemmeside om de tyske flygtninge. Det er også en omfattende sag. Men du kunne jo nøjes med at læse, hvad jeg skriver om Kirsten Lylloff. Og du behøver ikke at læse den tyske oversættelse også. Der står det samme på dansk. Hvis du havde gjort det, tror jeg ikke, du ville kunne skrive om mig, at jeg afviser et forskningsresultat uden at have sat mig ind i stoffet. Det, Lylloff påstår er et forskningsresultat, afviser jeg. Men så sandelig ikke uden at have sat mig ind i stoffet.

    Derimod viser dette, at du afviser mig uden at have sat sig ind i stoffet.

    Og kommer du med noget, som Sofie Lene Bak påstår er et forskningsresultat om jødernes redning, så kikker jeg på det og tager stilling til det til den tid. Men så sandelig ikke på forhånd ud fra en blind autoritetstro til historikere med fin eksamen.

    Nå, du vil måske også læse min hjemmeside, som Fanden læser bibelen. Og så kan det jo være lige meget.

    Ricardt

  13. Martin F siger:

    kære Richardt!

    Jeg behøver sådan set ikke læse din hjemmeside synderligt meget, for at kunne sige, at du velsagtens kan have ret. Det er bare irrelevant om du eller Lyloff har ret i forhold til denne her diskussion. For du kan da vel ikke ved dine fulde 5 mene, at fordi du måtte have lykkedes med at tilbagevise en overlæges forsøg på at aflive en myte, ja så kan man herefter ikke have tillid til sådanne myteaflivelser?? Du har jo i rigelige mængder selv været igang med at aflive myter i dit virke som historisk kritisk teolog, ikke sandt? Så en sådan generel mistillid og ikke-accept af historieforsnigens konstante arbejde med at aflive vore myter om fortiden har du altså ikke noget at have i. Det er tvært imlod noget jeg vil mene du selv har været god for i dit liv om jeg ikke tager helt fejl.

    Altså du klager først over ikke at have fået forelagt nogle forskningsresultater: det har jeg gjort i mit første indlæg. Godt nok ikke særligt langt eller udførligt, men som jeg kan referere det fra historieforskeren Stefan Emkjær. Nerop kort og prægnant og i en populær form. Disse resultater har jeg så hørt forkert får jeg at vide af knud Larsen. Det var dog ligegodt meget at han kan konkludere dette uden selv at have været der og hørt dett fremlagt….igen fornemmer man fordommene blomstre. Jo,. jeg har hørt dem forkert, for Larsen har ne,lig selv hørt eller læst Melchiors beretning herom. Som om de skulle være mere gyldige.

    Så bliver jeg anklaget for ikke at ville angive kilder og mellemregninger for denne såkaldt “masochistiske” tolkning. Hvilket jeg så gør: den må være mest udførligt beskrevet i fr. Baks afhandling, som er udkommet som bog.

    Denne afhandling bliver så dernæst afvist at dig på forhånd, hvilket kan forekomme meget besynderligt, men som det forekommer må have noget at gøre med, at du har haft dårlig erfaring med en overlæges histrorieskrivninger, og at du mener at kunne se en eller anden parallel til den sag vi her diskutterer… “et langt liv har lært dig,at man ikke skal sætte sin lid til den slags myteaflivninger”, som du formulerer det…. det var dog et vaneargument og et traditionsargument, som skuffer mig. Især fra en seriøs historisk kritisk teolog og Luther-forsker som dig. Du skulle jo netop være den første til at være parat og åben når der bliver blæst til skafottet for en historisk myte. Selvfølgelig ikke ukritisk. Der skal have været en ordentlig rettergang først. Den vil jeg mene Fr. Lene Bak leverer. Men det er tilladt i vores demokrati at være uenig.

    Så nej, jeg vil mene, det er DIG, der skylder en mere seriøs forklaring på, hvorfor du vil afvise den såkaldt masochistiske tolkning (som i øvrigt ikke er det allerfjerneste masochistisk på min generation alt den stund at 2. verdens krig for os tilhører en fjern fortid)….
    Ja læg lige mærke til, at denne meget værdiladede forhåndsetiket på en tolkning er endog meget u-vederhæftig når det kommer til historieforskning. Om en tolkning er mere eller mindre ubærlig – f.eks. hvis man selv har været med i den historie man vil tolke på, bør dette ALRDIG få lov at farve ens syn. Men det gør det erfaringsmæssigt igen og igen. At kalde en tolkning “mascohistisk” er netop noget, der udløser min store skepsis og nysgerrighed.. for det tyder netop i retning af at man har noget i klemme. Det har Melchior, og jeg spørger mig selv om du og Knud Larsen også har det? Det er der ikke noget ‘psykologisering’ i. Det er såmænd en ærlig sag, at man har farvet sin forståelse af de begivenheder man selv har været en del af. Sejrherren fortæller som bekendt historien om slaget…

    Men netop derfor er det så godt, at vi nu har fået dygtige yngre forskere, som ikke har mere mascohistiske endsige national-stolte føleleser tilovers for 2. verdens krig end de har for den store nordiske krig. De har en rigtig god sag med at få ryttet op i de mange myter om Danmark i 2. verdens krig. For de er langt mere uhildet. De er nemlig ikke masochistiske men derimod ret ligeglade med de værdimæssige følelser og konsekvenser, som deres forskning måtte have.

    Men vigtig er det for mig at korrigere det, der også kommer frem som en fejlfortolkning: jeg er ikke ude på at dømme fiskeskippernes moral mere end jeg for så vidt er overfor middelalderens heksejægere. De handlede i god tro. Ud fra den samtidige lokale moralkodeks. Med den afgørende forskel, at vi må betragte hekseprocesserne som de facto onde handligner og skippernes som gode handlinger, efter vore dages målestok. (teoretisk set kunen vi måske vende tilbage til middelalderens verdensbillede og moral, og pludselig igen begynde at mene at hekseprocesserne er gode handlinger, men det ville kræve en anderledes verdensudvikling end hidtil set)

    Jeg påpeger bare, at vi er blevet bedre og bedre som årene er gået siden heksejægerne, frem til fiskeskipperne, og frem til 70’erne og videre frem til idag. Det er ikke sådan “gået op og ned” med moralen. Den er generelt blevet bedre og bedre. Melchior synes at mene at det er gået nedad bakke siden 1943. Og det er det jeg angriber. Det er netop et eksempel på mytologisering. Og det er yderst menneskeligt hvis jeg nu endelig skal begynde at psykologisere.

    VH Martin F

  14. Ricardt Riis siger:

    Kære Martin F.!
    Du kan stadig ikke læse.

    Tag dit første afsnit om myteaflivelser! Det, jeg har hævdet, er, at jeg ikke har synderlig forhåndstillid til historiker-kommunitetet. Ikke fordi jeg har afsløret Lylloffs fejl, men fordi ingen historiker fra dette kommunitet har vovet at modsige hende. Og, spørger jeg mig, hvorfor har de ikke det? Mit svar eller mit gæt er, at det skyldes, at de ser hendes afhandling som et led i den store ‘myteaflivelse’, som man fra historikerside søger at gennemføre af alle ‘myterne’ om anden verdenskrig.

    Den myteaflivelse deltager du i med dine bemærkninger i indlægget af 4. sep 2009 00:39. Her siger du, at tyskerne ”lod diskret og i fuld gensidig forståelse deres patruljeskibe patruljere helt oppe i den anden ende af sundet når der skulle fragtes jøder over til den anden side” og at ”Melchior lever nok stadig med glansbilledet om de danske helte, som så mange andre. Det er da også det sjoveste at gå rundt og fortælle hinanden idag”.

    Du trækker siden lidt i land. I næste indlæg hedder det, at du måske var lidt hård ved dem, det var bare dette evige skønmaleri, du var ude efter.

    Den holdning, du dèr lægger for dagen, er det, Knud Larsen meget træffende beskriver med Bent Melchiors ord: ”at “vi” som gode masochister absolut MÅ forsøge at få oktober 1943 til at være “ingenting”.” Det giver jeg ham fuldstændig ret i. Jeg er ikke meget for skønmaleri af begivenhederne, men den masochisme, du lægger for dagen, er mig også imod, specielt, hvis den fordrejer de historiske kendsgerninger. Derfor vendte jeg mig imod dette med den ”gensidige forståelse”. Du ender med dit eget gætteri: ”Så de kære skippere har ligesom kunnet sige sig selv: Tyskernes forhandler har advaret os om det…. man ønsker nok en fredelig og stilfærdig løsning…”. Det er der, som jeg sagde, ikke megen gensidighed ved. Men bevares, hvis du kan få os til at hoppe på den, så opnår du det, du vil: myteaflivelse, masochistisk nedgørelse af oktober 43 til at være ‘ingenting’.

    Og du fortsætter: ”Tyskerne kunne have stoppet hele aktionen så let som ingenting, hvis det var det, de ville. Endda med deres tilstedeværende patruljer.” Nå, kunne de det? Hvor har du det fra? Er det Sofie Lene Bak, der har fundet ud af det? Eller Stefan Emkjær?

    Og minsandten om så ikke du mener, du har forelagt forskningsresultater for mig. Det, jeg har citeret her ovenfor, kalder du ‘forskningsresultater’!! Det er altså ikke noget, jeg føler særlig trang til at bøje mig for. Specielt ikke, når jeg nu har erfaret et par gange, at du ikke kan læse, hvad jeg skriver, men læser dine egne fordomme og holdninger ind i det. Så forekommer det ret sandsynligt, at du på samme måde har hørt dine egne masochistiske opfattelser ind i de få bemærkninger om sagen, som Emkjær kom med efter et foredrag om noget helt andet.

    Dernæst: I hele det afsnit, der begynder med ”Denne afhandling”, som man ville forvente refererede Sofie Lene Baks afhandling, får jeg blot den samme formaning: Jeg skulle sandelig bøje mig dybt for sagkundskaben, for Bak leverer bestemt en ordentlig rettergang i bogen. Nå, du har nok ikke gidet læse den igennem, siden du ikke kan hente nogle argumenter derfra. Men det gør nu ikke så meget, jeg har selv læst en del anmeldelser og referater, plus de første 62 sider af hendes bog via Google-books (minus de sider, de ikke viser). Deraf fremgår det (men korrigér mig endelig, hvis du skulle få lyst til at læse bogen og finde ud af noget andet), at det, historikerne diskuterer, er, om Best og Duckwitz var sammensvorne, så den afsløring af datoen for tyskernes aktion mod jøderne, som Duckwitz foretog, blev foretaget i samråd med Best.

    Det kan der siges meget om, og det vil jeg ikke sige her. Blot vil jeg nævne, at jeg på nettet har fundet en række breve, som nogle af de overførte jøder har skrevet om begivenheden. Og af dem fremgår det, at tyskerne patruljerede langs kysten, både inde i landet og ude på vandet, så din påstand om, at ”tyskerne kunne have stoppet hele aktionen så let som ingenting”, synes at være udsprunget af din fantasi mere end af virkeligheden. Videre, at jøderne fik besked om i dagene efter aktionen ikke at rejse rundt i København med kufferter, for tyskerne holdt razziaer og forsøgte på den måde at opbringe de jøder, de ikke havde fået fat på i første omgang. Selvfølgelig også, at jøderne blev anbragt hos bekendte, som på forskellig måde hjalp dem, men også ofte fik hjælp af vildtfremmede mennesker. Og endelig kan man se, at prisen for at blive overført varierede meget; sjovt nok synes markedsmekanismen at have haft sin virkning, for da virkelig mange fiskere blev involveret i transporterne, sådan cirka fra midt i oktober, faldt prisen: nu havde man fundet ud af, hvordan man gjorde, nu ville mange være med, og så kunne man ikke tage de høje priser, man tog i begyndelsen. Men i modsætning til mange senere historikere var der ingen af dem, der blev forargede over at skulle betale, heller ikke over de høje priser, de var glade for at slippe over Sundet med livet i behold, og rige jøder betalte for fattige, ligesom indsamlinger blandt danskere også skæppede i kassen.

    Jeg synes, det må være umådelig svært at få alt dette gjort til ”ingenting”. Det er måske heller ikke de almindelige danskere, du er ude efter, kun fiskeskipperne. Nuvel, de var vel også almindelige danskere, men at så meget kunne arrangeres i en sådan hast, at så mange hjælpende hænder pludselig sprang ”out of nowhere”, at solidariteten her fik et utrolig smukt udslag, det vil det vist blive svært at komme udenom.

    Det er måske heller ikke det, Sofie Lene Bak er ude efter. Jeg har fundet en overvejelse fra én, der har refereret hendes bog, som måske kunne være en måde, hvorpå hun udøver sin form for masochisme. Det drejer sig om Mikkel Landsdorf, koordinator i “Humanity in Action”. Han skriver: ”Man fristes til at spørge om danskerne i dag eller i 1943 ville udføre den samme dåd, hvis den truede minoritet ikke blev udgjort af velintegrerede, hvis ikke assimilerede, danske jøder, men var sorte og/eller muslimer? Jeg har min tvivl. Sagt på en anden måde: spørgsmålet er om ikke jøderne et langt stykke af vejen også blev reddet, netop pga. deres forudgående assimilation – de blev simpelthen opfattet som “rigtige” danskere – og at redningen ikke nødvendigvis er et eksempel på en majoritets altruistiske holdning til, i dette tilfælde, en jødisk minoritet?” (fra http://www.stud.hum.ku.dk/tabu/aarg14/2002maj/Joedeaktionen_oktober_1943.htm)

    Og hurra! Så er den hjemme! Så har han opnået den ‘myteaflivelse’, han var ude efter. Så har han vist sig som én af de masochister, som det er lykkedes at gøre oktober 43 til ingenting. For ikke sandt, når det kun var de danske jøder, altså medlemmer af den samme klan, det samme folk, den samme stamme, der blev hjulpet, hvad er så den gode gerning værd! Nej, må vi bede om en gerning, der hjælper FREMMEDE i nød, så vil vi kunne godkende den som en god gerning. Men dette her er jo bare almindelige folkelig solidaritet, det er da ikke noget at snakke om.

    Han siger det selvfølgelig ikke på den måde. Og jeg véd da slet ikke, om Sofie Lene Bak siger noget i den retning. Men jeg har formuleret det sådan, for at lægge dig nogle ord i munden, som du kan bruge til din myteaflivelse. Og jeg har givet betragtningen denne form for at understrege, at vi her ikke har at gøre med historieforskning, men med moralske overvejelser, endda moralske overvejelser ud fra en moralfilosofi, som er mig inderligt imod. For mig er historien, som den fremgår af kilderne, spændende nok. Jeg behøver ikke lave kontrafaktiske tankeeksperimenter, og jeg har intet behov for at nedgøre dens mærkværdige og imponerende begivenheder ud fra særlig fine moralforestillinger.

    Jeg er fuldt tilfreds med den solidaritet, som dengang viste sig. Det er just det, jeg kæmper for i dag: at få skabt en sådan solidaritet mellem vore nye medborgere og os gammeldanskere, som på tilsvarende vis ville kunne stå sin prøve, hvis den blev udfordret. En sådan solidaritet skabes ikke ved løftede pegefingre, eller ved at nedgøre alt, hvad der er dansk (det synes at være Lylloffs projekt, og måske også Landsdorfs projekt) eller ved at så tvivl om ægtheden i de gerninger, som solidariteten tidligere gav sig udslag i. Skal den vokse frem, må det fremfor alt ske naturligt og ikke kunstigt. Og derfor må det antal fremmede, vi modtager, afpasses efter, hvor hurtigt og hvor godt de integreres i vort samfund.
    Ricardt.

  15. Martin F siger:

    kære Richardt

    Du kæmper din kamp for at redde hvad reddes kan af danmarks ære i 2. verdenskrig. Det er der vel ikke så meget at sige til. I den opståede rettergang omkring myteanklagen mod jødeaktionen herunder særligt de danske skippere skal jeg indrømme at jeg ikke har været i kilderne selv men lænet mig op ad forskere, som har vundet min tillid. Men selvfølgelig kan de være gået for vidt i det projekt, som generelt er yderst tiltrængt, og som vil byde på utallige myte-rettergange: Danmarks rolle i 2. verdenskrig.

    Jeg er som tidligere nævnt kommet i tvivl fordi jeg læser visse ting på wikipædiaen, som skurrer imod den rettergang, der pågår overfor myten om de heroriske skippere: der nævnes opbringelse af danske skibe. Ikke fordi wikipædia kærer sig om at angive kilder på dette, så jeg står stadig lidt tvivlende (den nøjes med at oplyse, det dem, der belv taget fik en relativt nådig behandling): men det er jo egentlig påstand mod påstand jeg nu har hørt/læst. Det kalder jo på, at jeg må gå til kildematerialet selv.. på den anden side ser det nu også ud til, at du selv er klar over, at den ikke har “fået for lidt” i den efterfølgende fremstilling. Du er jo også selv ude i – om ikke en rettergang -, så dog en “afblegning” af sagens idoliserede fremstilling. Så mere uenig er du jo heller ikke. Men altså: jeg må nok arbejde videre for at nå mere ind til kernen. Dit heroiske forsvar af skipperne gør, at jeg vil lade tvivlen komme dem til gode og udsætte den moralske gillotine 🙂 (gid du kunne gøre ligeså overfor de irakiske flygtninge fremfor lydigt og i blind tillid at lægge dig ned for udlændingestyrelsens ophøjede vurdering!)

    Men min grundposition på det generelle spørgsmål står jeg ved indtil kilderne har overbevist mig om noget andet! Og jeg står urokkeligt ved dét, som er mit egengtlige ærinde, nemlig vurdeingen af det moralske niveau i folket dengang og nu. Det har du jo heller ikke anfægtet hidtil. Memindre du heller ikke han læse, og helt har overset, hvad det er for en sag jeg reelt går efter her!

    Men for nu lige at opholde os lidt mere ved det andet med skipperne og danmarks rolle i krigen: prøv lige et tankeeksperiment inden du blæser til generalangreb på de yngre forskeres myteaflivningsprojekter:

    Forestil dig, at tyskland havde vundet 2. verdenskrig. Hvilken heroisk og glorværdig fremstilling af Danmarks rolle ville man da ikke have kunnet fortælle i det tyske verdensrige? Vi blev jo med rette kaldt “flødeskumsfronten” af tyskerne selv. Danskere i millioner samarbejdede med tyskerne enten direkte eller indirekte. Mange meldte sig frivilligt på tysk side ved fronten (flere end der kan tælels som modstandfolk skal i parantes bemærkes). Regeringen førte samarbejdspolitik (altså lige indtil vurderingen skiftede til, at tyskland formentlig ikke villle vinde krigen….) Hitlers største forsvarsanlægsprojekt, atlantervolden, blev opført her i landet. Af tyskere? Nej de havde ikke haft kapacitet til at opføre en brøkdel på egen hånd. Tænk lidt over det! Sejrherren fortæller historien, og da de allierede vandt har vi valgt at fortælle en historie om 2. verdenskrig, som stiller os i et positivt lys overfor sejrherren. Det har der utvivlsomt været gode grunde til, ikke blot psykologiske, for den enekelte eller for folket, men også politiske og andre. Jeg selv har haft en gammel modstandmand i historie i skolen. Det var sandelig en utvetydig fremstilling kan du tro…

    Jeg tror blot, at vi nu er kommet så tilstrækkeligt på afstand af den krig, at de yngre forskere kan komme til at fortælle en langt mere redelig og ærlig historie om Danmark og danskerne i 2.verdenskrig. Det koster ikke så meget længere. Heller ikke masochistiske smerter. Dér tager du helt fejl. Det ville vel heller ikke gøre ondt på dig at skulle aflive en myte eller to om vores rolle i toårs-krigen vel?

    VH Martin F

  16. Martin F siger:

    …undskyld jeg lige fortsætter lidt mere Richardt:

    Du skrev i dit forrige indlæg Richardt:

    Men det gør nu ikke så meget, jeg har selv læst en del anmeldelser og referater, plus de første 62 sider af hendes bog via Google-books (minus de sider, de ikke viser). Deraf fremgår det (men korrigér mig endelig, hvis du skulle få lyst til at læse bogen og finde ud af noget andet),… citat slut

    Ærgerligt, at du ikke kan læse videre i bogen, for spørgsmålet behandles på s. 70 og frem: “den risikofire indsats”

    jeg kan nu godt læse det på google books her:

    http://books.google.com/books?id=qq3o8hAGKvEC&dq=j%C3%B8deaktionen+oktober+1943&printsec=frontcover&source=bn&hl=da&ei=TSukSoSvEc7Z-Qa_ufTODw&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=4#v=onepage&q=&f=false

    Hun refererer en del til bogen “Flugten til Sverige” af Kreth og Mogensen.

    Her afviser de to forfattere kategorisk, at flugten udgjorden nogen risiko for hjælperne. det kommer endvidere frem, at dem, der blev snuppet blev overladt til dansk retsforfølgelse og oftest slap med 3 mdr. i arrest herhjemme eller simpelt hen slap ud af en bagdør… de påpeges af de to, at den økonomiske gevisnt for fiskerne langt oversteg de reelle omkostninger. MAO det var en fed fidus, rent økonomisk (hvilket jeg også kom for skade at fremføre tidligere)

    Disse to forfattere fremfører endvidere: “Den tætte kontakt mellem kystbetjentene og de lokale fiskere gav begge parter en følelelse af sikkerhed” citat slut. Der har du så det med “god densidig forståelse, jeg blev afkrævet dokumentation for. OK jeg har så endnu ikke set deres kildebelæg for denne påståede gensidige tætte kontakt skal indrømmes. men det står dog heller ikke tilbage som et “uhyrligt påstulat på min helt egen kappe skulle jeg mene….”

    Det, som Kreth og Mogensen afviser at tage hensyn til i deres fremstiling er vidneforklaringerne. Hvordan oplevede hjælperne det selv. Her siger de, at efterrationalisering og egne interesser har farvet det.. (og bemærk, at Bak kritiserer dog denne tilsidesættelse af det subjektive element)

    Men læs endelig selv videre i dette afsnit. Det er interessant synes jeg. Hvis det ikke gør for ondt på dig, og bliver for mascochistisk 🙂

    VH Martin F

  17. Martin F siger:

    ..ja og nu jeg er så godt igang 🙂

    Anmeldelsen i Historisk Tidsskrift af Kreth og Mogensens afhandling giver da kun yderligere stof til at genoptage den her diskutterede rettergang af myten om de heroiske danske fiskeskippere synes jeg….

    læs den her (overkommelig længde):

    http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=77028

    VH Martin F

  18. Ricardt Riis siger:

    Kære Martin F.!
    Det, der gør det så irriterende at diskutere med dig, er, at du skyder mig en masse motiver i skoene. ”Du kæmper din kamp for at redde hvad reddes kan af danmarks ære i 2. verdenskrig”. Gør jeg det? Det vidste jeg sandelig ikke. Men er da den afblegning af den danske indsats, som jeg forsøgte at foretage allerede i mit første indlæg, og som du et par linier længere ned viser, at du udmærket kender til, et forsøg på at redde ære? Nej vel! Men hvorfor skal jeg så hænges ud som én, der kun tænker på at redde Danmarks ære?

    Ligeledes senere: Jeg ”leverer et heroisk forsvar for skipperne”, jeg ”blæser til generalangreb på de yngre forskeres myteaflivningsprojekter”. Vrøvl! Jeg er interesseret i sandheden. Og giver den historiske sandhed, jeg mener at have fundet frem til, mig anledning til at nedtone mine forestillinger om Danmarks ære, nuvel, så gør jeg det. Men jeg gør ikke det – læg venligst mærke til det – at jeg på forhånd, masochistisk, mener, at oktober 43 ingenting var, og jeg gør heller ikke det, at jeg nærer ubegrænset forhåndstillid til dine ‘oplysninger’.

    Det sidste har det vist sig, at jeg gør klogt i. Den ‘gensidige forståelse’, som du omtalte i et tidligere indlæg, var dengang en forståelse mellem de tyske patruljebåde og de danske skippere, men er nu nedtonet til at være en gensidig forståelse mellem de danske kystbetjente og de danske skippere. ‘Nu’, dvs., nu, hvor du af mine indvendinger er blevet tvunget til at undersøge sagen og har fundet noget hos Kreth og Mogensen. Din mellemposition, som var rent og skært gætteri: ”Så de kære skippere har ligesom kunnet sige sig selv: Tyskernes forhandler har advaret os om det…. man ønsker nok en fredelig og stilfærdig løsning…”, har du nu forladt. Godt det samme!

    Angående Google-books: Det er begrænset, hvor meget man kan læse af en bog dèr. Hvordan de udregner begrænsningen, véd jeg ikke. Men min læsetilladelse gik fra side 1 til side 62. Du er formentlig sprunget lidt længere ned og begyndt dèr og har derfor kunnet læse noget andet. Men jeg kan forstå, at heller ikke du har købt bogen og læst den igennem.

    Det, der står tilbage at diskutere, er, hvordan hjælperne og de hjulpne har oplevet deres handlinger. Har de troet, at det var farligt? At det var farligt, hvis jøderne blev taget, har de været klar over. Det, der fik jøderne til at flygte, var fare for deres liv. Man havde hørt fra andre lande, hvad nazisterne var ude på, og det gjorde, at næsten alle jøder forlod deres hjem før tyskernes aktion. Men de, der husede dem, hvor farligt troede de, det var? De, der arrangerede ophold langs kysten? De, der fik fat på robåde og sendte dem af sted? De, der fik organiseret pengehjælp, og lånt sommerhuse ud? Og endelig de skippere, der sejlede? Vidste de, at det ‘ikke var så farligt endda’? Kan gerne være, at det senere viste sig, at det kun var minimale straffe, de fik, men vidste de det i forvejen? Der er nok at tage fat på. Og det har formentlig nogle af de yngre forskere behandlet. Men jeg foreslår, at vi venter med at diskutere videre, til du har fået læst disse forskeres bøger.

    Og selv da véd jeg såmænd ikke, om jeg gider diskutere videre. For jeg har dig stadig stærkt mistænkt for at have en uheldig negativ forhåndsindstilling til sagen. Dine bemærkninger om, at dit egentlige ærinde er ”vurderingen af det moralske niveau i folket dengang og nu”, får mig til at tvivle på din objektivitet. Du synes at lide af en vrangforestilling om, at folket bliver mere og mere moralsk. Og hvis du går til kilderne for at vise, at sådan forholder det sig, så risikerer du at overse alt det positive i folks handlinger dengang og udelukkende fokusere på det negative. Ligesom du har gjort det hidtil. Det er derfor, jeg har kaldt dig masochist: der MÅ ikke være noget godt at sige om oktober 43.

    Men vi kan jo se. Det kan da være, du bliver klogere ved at læse, hvad det egentlig drejer sig om.

    Venlig hilsen
    Ricardt

  19. Martin f siger:

    Kære Richardt

    Godt så. Her kommer rettergangen af myten om de heroiske skippere, som det lykkedes dig og wikipædia at få udskudt for en stund. Jeg har nu konsulteret den anmelderroste afhandling “Flugten til Sverige” og kigget den i kortene med kildehenvisninger. Et lødigt stykke forskningsarbejde. Samt også læst nærmere i “Jødeaktionen oktober 1943” af Lene Bak

    1)Dette med I god gensidig forståelse:
    jo altså Tyskernes egne søpatruljer lagde sig ikke bevidst væk fra den danske fiskerbåde, der på livet løs fragtede jøder over. Der var min fremstilling forkert. Men pointen med det holder nu alligevel: Nej de kunne såmænd sejle lige forbi, uden at foretage sig noget. Og det kan vel goså kaldes gensidig stiltiende forståelse…Hvorfor det? Jo, for tyskerne havde valgt at overlade denne håndhævelse til den danske kystvagt. Og DEN kan man så påvise samarbejdede i god gensidig forståelse med hjælperne. MEN blev tyskerne så dermed taget ved næsen? Næ, for det kan OGSÅ påvises, at de udmærket var klar over dette forhold. Dette fremgår af Admiral Dänemarks egen dagbog.
    Jeg blev som nævnt i tvivl da jeg læste Wikipædia om spørgsmålet. De omtaler jo opbragte både mv. Men deres fremstilling er decideret forkert. Ikke en eneste båd blev opbragt. Dog med en enkelt kuriøs undtagelse: en enkelt motorbåd fik motorstop ude på sundet, hvor en tysk patrulje kommer dem til hjælp og ekskorterer dem ind til dansk havn. Her bliver de så trods alt anholdt. Og sendt til dansk retsforfølgelse, som i praksis betød 3 mdr. arrest, som igen oftest blev udsat på mere eller mindre ubestemt tid. Der er også en enkelt episode som koster en ung dansk mand livet. Dette var i starten af aktionen, og skyldes dog at man her gik til modangreb da tyskerne ville anholde og der udviklede sig ildkamp. Han gik tyskerne på klingen kan man sige, og det udgør en undtagelse.

    2) den gode økonomiske fidus: alle har været enige om, at det blev endda meget godt betalt. Samlet set er der gået omkring 20 mio ind på bankbøgerne hos skipperne. Yahill har sammenregnet tallene tilbage i 1967. Men koncensus har indtil 1995 været, at denne meget høje pris har været berettiget af den uhyre fare som de udsatte sig selv, deres familier og pårørendes liv og lemmer for…. og dette billede er nu evident tilbagevist. Der var ingen reel risisko for ret meget andet end en mild hæftestraf på 3 mdr, som i reglen ville blive henlagt eller udsat. Så på den baggrund forekommer prisen som spekulativ. Jøderne vidste man godt var pengestærke folk. Så længe man kunne tjene hvad der i moderne pris svarer til op mod 20.000 kr. for en enkelt overfart var det mere end risikoen værd. Langt mere. Derfor er det en skønmaleri, at tale om højdepunkter i danskernes moral her. Det kan snarere komme på tale på samarbejdspartnerne på landjorden, der normalt gjorde det gratis.

    3) tilbage står kun de subjektive udsagn om, at man følte det var farligt. Her er det jo umuligt at modsige en følelse. Står du midt ude på landet en mørk aften og skal have hjælp til blive kørt ind til byen kan en evt. hjælpende chauffør jo også begynde at tale om faremomenter i trafikken, ulempe, ulejlighed osv. altsammen med den sidegevinst, at det kan berettige en højere pris. Men man kan evaluere den faktiske reelle fare, som der er i de ydre omsstændigheder. Alle de ydre forhold danner billede af, at der ikke var nogen større fare forbundet med at fragte jøder over sundet. Og de vidste det godt selv. Til gengæld vidste man også godt, at der var streng straf for at fragte danske modstandsfolk over. Derfor har man også adskillige vidensbyrd på hvor vigtigt det var for skipperne at sikre at der ikke var sådanne imellem. For så vidste de, at risikoen pludselig var en anden.

    Samlet set ved et nærmere dyk i materialet vil jeg sige: glem alt om moral for de danske skippere. Der var en god velvilje i landbefolknignen, som også hjalp de fattige med indsamlede penge. Men heller ikke i landbefolkningen havde man grund til at føle nogen større risiko herved. At nogen så har følt det kan jo aldrig undgås. Det er der også nogen der føler ved at skulle ud at sejle med færgerne…

    Og når jeg taler om skønmaleriet og en myte, er det altså ikke småting, som denne myte om de heroiske skippere, der har risikeret liv og lemmer, og i en del tilfælde er døde for sagen og hvis både jævnligt er blevet opbragt og de selv smidt i koncentrastionslejre og andet sludder og vrøvl, som myten har præsteret af blomstrende overdriverlser ud i det utrolige gennem tiden. Det vil dog nok føre for vidt at opremse det her.

    Og dermed skulle gilliotinen være på sin plads også i denne omgang. Håber ikke du føler alt for store smerter ved at se denne myte aflivet.

    VH Martin F

  20. Ricardt Riis siger:

    Kære Martin F.!
    Ih, hvor er du altså god! Tænk bare i løbet af tiden fra kl 17,22 til kl 17,36 at kunne gå alt materialet igennem, læse to tykke bøger om emnet, måske også gøre sig overvejelser om, hvad der står deri, prøve at rette sine tidligere opfattelser, så de stemmer overens med materialet! Det ville jeg aldrig kunne nå på den tid.

    Men jeg stoler ikke på dig. Og jeg vil, når jeg engang får tid, nok selv gå materialet igennem.

    Og hvorfor stoler jeg så ikke på dig?

    Fordi du bærer dig ad som Kirsten Lylloff. Du fremsætter din tese først og søger så bevismateriale bagefter. Hun gjorde det med sin påstand om, at de mange tyske flygtningebørn, der døde i 45, døde af sygdomme, som nemt kunne være blevet helbredt. Den påstand stod i hendes afhandling i Historisk Tidsskrift foråret 1999. Først senere undersøgte hun de lægeattester, der skulle bevise denne påstand.

    Du gør det ved i dit første indlæg at ville optræde som én, der afliver myter, en optræden, som først nu får lidt kød på med kontrollérbare henvisninger. I mellemtiden har du bundet dig så meget op på at være myteafliver, at jeg har en stærk mistanke om, at du, bevidst eller ubevidst, overser alle de ting, der kunne tale for et mere afbalanceret syn på tingene.

    Men en ordentlig historiker går dog frem i den modsatte rækkefølge. Man har en tese, som man forsøger at efterprøve på kildematerialet, idet man hele tiden er opmærksom på, at tesen måske skal forandres.

    Og hvis du synes, det er frækt af mig sådan åbenlyst at give udtryk for min mistillid til dine historiske læsefærdigheder, så tænk lige på, hvad du har udsat mig for: du vil absolut have mig gjort til tilhænger af en myte om en heroisk indsats (og det fortsætter lige til dit sidste indlæg her), skønt jeg indtil flere gange har gjort opmærksom på, at dette ikke er mit syn på sagen. Så kan du nemlig optræde som den store myteafliver overfor mig. Og den rolle synes du at elske. Men der skal altså mere til end en overfladisk læsning af et par nyere værker om sagen, hvis du skal give mig det, jeg er ude efter.

    Hvad jeg er ude efter, har jeg vist sagt, men lad mig blot gentage det: den menneskelige faktor, den stadig nye og overraskende måde, mennesker agerer på, den frygt, de har følt, det sammenhold, der har været, den reaktion, et folk kom med, fordi man ville fjerne nogle af dets medlemmer.

    Og jeg glæder mig allerede til inden så længe at gå i lag med dette spændende kapitel i Danmarkshistorien.

    Det er forresten det samme, jeg er ude efter på min hjemmeside: http://www.tyskeflygtninge.dk

    Slut for denne gang.

    Venlig hilsen
    Ricardt

  21. Jørgen Laursen siger:

    Hej Ricardt!

    Med udgangspunkt i din udmærkede artikel ovenfor pågår der pt. en levende debat ovre på Raapil Unblogged. Læs evt. med her:

    http://raapil.dk/2009/moraliserende-l%c3%b8ver-i-d%c3%b8df%c3%b8dt-anti-df-kampagne/

    MVH/Jørgen

  22. Knud Larsen siger:

    @ Richardt

    Ikke for at flytte opfattelser af redningen i 1943, – men jeg husker at Melchior-familiens første gemmested var hos en præst som på en højskole havde fået overrabineren til at holde et foredrag, de havde kun mødt hinanden den ene gang.
    Præsten indbød hele familien til at “blive til krigen slutter”

    De blev dog nødt til at flygte videre, – og næste stop var hos en biskop, – vi steg i graderne, som Bent Melchor skriver 😉

    Det var nede på Lolland, og der var sjvh omkring 40 jøder gemt hos biskoppen, mens de ventede på bådlejlighed sydpå.
    “Al mad var kosher” – og det ER sgu da lidt flot?

    “Folk i byen kunne ikke undgå at bemærke at der var kommet mange jøder, – men ingen sladrede til det tyske politi”.

    Hvorfor skulle man ikke synes det var godt gået?

  23. Pingback: Det nye frihedsmuseum | ricardtriis

  24. Pingback: Når ‘vinklingen’ overtrumfer sagligheden | ricardtriis

  25. Pingback: Danmark kun nummer to | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.