Den barmhjertige samaritaner — igen!

 

Jeg har tidligere været ude med riven overfor dem, der mener, at Jesu lignelse om den barmhjertighe samaritaner ligger lige til højrebenet, når det drejer sig om at finde ud af, hvad vi skal stille op med de afviste irakiske asylansøgere (se her). Dengang havde det ikke nogen synderlig virkning. Det får det nok heller ikke nu. Men jeg prøver alligevel:

Denne gang har jeg taget K. E. Løgstrup ved hånden. Han tager lignelsen frem i sin bog ”Opgør med Kierkegaard” og hævder, at den barmhjertige samaritaner i første omgang handler ganske spontant. Han gør sig ikke først klart, at det er hans pligt at hjælpe. Nej, det er ud af umiddelbar medfølelse, at han kommer den overfaldne til hjælp.

Og, siger Løgstrup videre, en sådan umiddelbar medfølelse med et svagt menneske har vi alle. Og når vi handler spontant af medfølelse, lader vi os gribe af det, Løgstrup kalder ‘en suveræn livsytring’. Barmhjertighed er en sådan suveræn livsytring. Den er suveræn, fordi det mere er den, der griber os, end det er os, der griber den. Og den er en livsytring, fordi vi lever det liv, vi lever med hinanden, på baggrund af sådanne livsytringer.

Men det sker ikke altid, at vi lader sådanne livsytringer gribe os. For samaritanerens vedkommende kan vi tænke os, at han i første omgang gik forbi, men så kom i tanker om, at han vist burde hjælpe her. Så ville han handle af pligt, og bevares, at handle af pligt er bedre end at gå forbi uden at hjælpe, men en sådan pligthandling har ikke det spontane over sig, som den ligefremme, umiddelbare barmhjertighedshandling har. Og den er ikke den opfyldelse af loven, som kristendommen prøver at fremkalde. Den er, siger Løgstrup, en erstatningshandling, for den er jo gjort som erstatning for den umiddelbare handling, der udeblev.

Såvidt Løgstrup.

Men hvis Løgstrup har ret i denne analyse, betyder det, at vi, når vi diskuterer anvendelsen af Jesu lignelse, allerede er for sent ude. Når vi i det hele taget finder anledning til at diskutere, hvilken etik der kan udledes af lignelsen, skyldes det, at vi har passeret det øjeblik, hvor den spontane handling skulle have sat ind. Hvad vi diskuterer, er erstatningshandlinger. Hvad skal vi nu gøre i stedet for den umiddelbare barmhjertighedsgerning, som vi ikke ydede?

Det kan give god mening med en sådan diskussion, men ægte barmhjertighed er der ikke tale om. Vi befinder os gennem selve det, at vi på teoretisk plan diskuterer lignelsens pointe, på erstatningshandlingernes plan. Og her gælder det, at der kan gives gode begrundelser for den ene reaktion og gode begrundelser for den anden reaktion, hvis vi nu tænker os, at det, vi skal reagerer på, er de irakiske asylansøgeres skæbne. Ingen af parterne kan påberåbe sig, at de retter sig mere efter Jesu lignelse end den anden. For skulle man have efterlignet samaritaneren, skulle man have handlet spontant, og nu, hvor diskussionens tid er inde, er det for sent at handle spontant. Hvis man gør det alligevel, bliver det lige så selvmodsigende, som da saudi-araberne ‘spontant’ boykottede danske varer på grund af Muhammed-tegningerne, men udøvede deres spontaneitet med et halvt års forsinkelse.

Men nu vil man nok sige: Nej, nej, der kan da ikke gives gode begrundelse for ikke at give ansøgerne opholdstilladelse. Den ene part i diskussionen, den part, der vil åbne dørene for irakerne, har taget patent på Jesu lignelse. Vi er onde, hvis vi ikke retter os efter lignelsen og hjælper, og vi, der mener, de skal sendes hjem, har ingen gode begrundelser for vores opfattelse.

Det er det forkrampede ved diskussionen. Den er en diskussion mellem døve. I hvert fald vil åben-dørs-parten ikke anerkende os andre, ja ofte vil man end ikke anerkende, at vi står i et dilemma, hvor der ikke gives nogen let og indlysende løsning. Jo, vel er der en indlysende rigtig løsning, siger man, vi skal naturligvis gøre som samaritaneren: vise barmhjertighed.

I modsætning til denne lette (og letkøbte) løsning, vil jeg mene, at vi står i et dilemma. Vi står i det dilemma, at vi er ved at have nået mætningspunktet, hvad angår vort folks evne og vilje til at modtage fremmede. Endnu er der håb om, at vi kan få vor integrationsindsats til at lykkes. Men lader vi blot ret mange fremmede komme ind yderligere, vil vi om få år stå med næsten uløselige integrationsproblemer, ghettoer af fremmede, som lever deres eget liv, med egne regler og egne skikke, egen jurisdiktion og egen kvindeundertrykkelse. Derfor må vi allerede nu sætte en grænse.

Jamen, 182 irakere kan da ikke gøre udslaget!

Åh nej, vel ikke. Men når kamelen har vist sig at kunne bære dem, og at kunne bære også det næste halmstrå, man lægger på dens ryg, og så videre, og så videre, så lægger man til sidst det halmstrå på, der knækker kamelens ryg. Og først når man har lagt det sidste halmstrå på, véd man, at det var det halmstrå, der knækkede ryggen på det arme dyr.

Det vil sige: der er en statsraison, der tilsiger os at begrænse tilstrømningen af fremmede, og der er et ideal om barmhjertighed overfor fremmede, der forbyder os at sende mennesker tilbage til en uvis fremtid. De to anskuelser står overfor hinanden. Det er det dilemma, vi står overfor. Og at anerkende dilemmaet, bare dét er det næsten umuligt at få åbenheds-tilhængerne til.

Til sidst en lille iagttagelse fra TV2-nyhederne den 6-9:

Rasmus Tantholdt havde fundet frem til én af de flygtninge, der var blevet tvangshjemsendt. Jeg har hørt om ham før. Han og hans bror havde en bagerforretning, ansatte to arabere, som viste sig at være medlemmer af en terrorgruppe; de ville tvinge de to brødre til at være med. Det ville de ikke, og så blev broderen dræbt, mens vor mand her flygtede til Danmark. Siden blev også hans mor dræbt af denne terrorgruppe. Så nu står han, som han sagde, helt alene i verden. Han levede på en hemmelig adresse i Kirkuk. Blot havde han jo altså fået nogen til at hjælpe sig med at finde det hemmelige skjulested. Så helt så alene var han altså ikke alligevel.

Men bevares, han skæbne var da hård nok endda. Men kunne han så ikke blot bo andre steder end i Kirkuk, blev Tantholdt spurgt. Nej, det kunne han ikke, lød svaret, for kurderne ville have så mange kurdere som muligt til at bo i Kirkuk, når der senere skal være afstemning om, hvorvidt den by skal være arabisk eller kurdisk.

Og ikke sandt, det lyder da rimeligt nok. Eller gør det? Der er i hvert fald to spørgsmål, der rejser sig.

  1. Hvis den påstand er sand, så må der være kurdere – kurdiske myndigheder eller kurdiske sammenslutninger – der er meget interesseret i at få alle de kurdere fra Kirkuk, der bor i Danmark, til at rejse til Kirkuk. De må også være yderst glade for, at en ung mand som vor mand her er rejst tilbage.
  2. Hvis der således er nogen, der har en interesse i, at han bosætter sig i Kirkuk, så må de også have en interesse i, at han bevarer livet dèr. For dør han, kan han ikke deltage i nogen fremtidig folkeafstemning. Det vil sige: det er ikke blot ham selv, der har en interesse i at holde sig i live, det er også hans kurdiske folkefæller. Og denne interesse skulle vel nok kunne udmønte sig på én eller anden måde.

Dette er utvivlsomt betragtninger, der går imod den vinkling, Tantholdt ville give historien. Men det bliver dermed et vidnesbyrd om, hvor utrolig afhængige vi er blevet af medierne. Vi er virkelig nødt til at være uhyre kritiske i vor TV-seen og vor avislæsning. Objektiv information skal vi ikke vente at få.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

13 svar til Den barmhjertige samaritaner — igen!

  1. Adam siger:

    Medierne har også lige kørt en historie om en af de hjemsendte irakere, der ikke har noget sted at bo. Javel, javel, men vi har også mange hjemløse i Danmark. Og pressen spørger ham ikke, om han ikke synes, at det er hans egen skyld, når han ikke tog imod de 30.000 kr., som staten ville forære ham, hvis han rejste frivilligt. 30.000 kr. er virkelig mange penge i Irak.

  2. Juma Kruse siger:

    For en gangs skyld en mere nuanceret betragning af denne uhyre vanskelige problemstilling.

    Jeg hører til dem, der synes, at rydningen af Brorsons Kirke var unødvendig og upassende – men alligevel kunne jeg aldrig finde på at påberåbe mig at havde den sande holdning til spørgsmålet. Jeg er jo ikke Jesus.

    Som du sikkert ved, så talte gamle K.E. Løgstrup om, at det etiske fordring er TAVS. Der er der altid allerede og ubetinget til stede overfor den enkelte, men den er TAVS, den siger ikke, hvad man skal gøre for at elske sin næste.

    Personligt synes jeg, at det er umenneskeligt at lade flygtninge sidde ti år i et asylcenter – de burde automatisk få humanitær opholdstilladelse efter x antal år på sådant et center.

    Men igen – jeg synes handlingen var upassende.

    Læs eventuelt Henrik Stubkjærs klumme ‘Kirken som asyl’. Den kan findes på min hjemmeside http://www.kaerligheden.dk under punktet ‘Hvem er da min næste?’.

    Mvh Juma Kruse

    http://www.kaerligheden.dk

  3. Morten - - - siger:

    Man kan tilføje, at når overvejelserne bliver teoretiske – kunne man så ikke regne sig frem til erstatningshandlinger, der gavnede lidt flere – og lidt mere – værdigt trængende mennesker ? Det er meget store ressourcer, der er blevet sat ind i denne principielle sag. Såvel økonomiske som menneskelige.

    Stol trygt på, at der ikke i Irak ødes tilsvarende ressourcer på forfølgelse af anonyme civile, som de, der anvendes på at beskytte nogle få her.

    Vi véd desuden allesammen godt, at det primære kriterium for at få asyl i Danmark ikke er forfølgelse. Det er penge.

    – – –

  4. Rønne Rasmussen siger:

    Ham Løgstrup er da vist ikke for snu. Hvis det var mig, der var blevet overfaldet af røvere og lå og forblødte i vejsiden, ville jeg sgu(!) da være ligeglad med, om hjælpen kom spontant eller efter en lille smule overvejelsen – når bare hjælpen kom. Og det er jo det, næstekærlighed handler om: Hvordan ville jeg selv ønske, at jeg havde det, hvis det var mig, der var irakisk flygtning, der havde søgt asyl og håbede på kirkens fredhellighed i Brorson-kirken?

  5. Morten - - - siger:

    @ Rønne Rasmussen

    Sandt nok.

    Men i det helt konkrete tilfælde er det vel også vigtigere at lægge vægt på, at de mennesker, der “håbede på kirkens fredhellighed i Brorson-kirken”, ikke var flygtninge. De var den absolut sidste rest af de oprindeligt over 600 mennesker, der levede i Sandholmlejren og andre steder – og hvoraf de fleste altså fik humanitær opholdstilladelse i al stilhed.

    Så når man hjælper af teoretiske grunde, risikerer man at ens dømmekraft svigter. Man risikerer at overse den virkeligt nødlidende, og hjælpe den, der råber højest. Man risikerer at blive hovedperson i sin egen sentimentale hjælpeaktion.

    Du må indrømme, at det er meget store tidsmæssige, økonomiske, og menneskelige ressourcer, der er blevet anvendt på denne sag. Endskønt vi ved, at de allesammen i hvertfald var velfunderede nok til at kunne rejse hertil og søge asyl.

    Sandheden er, at det handler om en meget spektakulær begivenhed, der tiltrækker Sensationslystne Samaritanere, og ikke Barmhjertige.

    For der ligger nok af hårdtsårede mennesker rundt omkring i verden, der kunne påkalde sig barmhjertighed. Men de kan ikke slæbe sig hertil, hvor kameraerne og a k t i v i s t e r n e findes. Tro mig !

    – – –

    P. S. Disse irakere havde svært ved noget så elementæt, som at finde en talsmand, der ikke var anløben. Flere af dem var blot udviste kriminelle.

  6. Flemming Falkenberg siger:

    Kære Richard Riis
    Jeg synes du skulle smide riven væk, og måske også genoverveje Løgstrup: han er mere kirkehistorisk givende end samtidsteologisk relevant. Til Løgstrups menneskesyn og fænomenologi er der sidenhen kommet stor viden om menneskelige sociale samspil, som har påvirket vores opfattelse af læring, interaktion, prægning af følelser og tilbøjelighed til at intervenere eller ej.

    Meget forkortet er både menneskesyn, sprogtilegnelse og følelser en kobling af fysisk/biologisk/genetisk materiale med kulturelle prægninger. Om en person ‘stopper op’ og hjælper sin næste i nød, afhænger i høj grad af personens baggrund, nutid og kulturelle sammenhæng. Det er slet ikke så “spontant” som Løgstrup gerne vil gøre det til i moderniteten. Og heller ikke nær så individuelt som vi har gjort det til i den senmoderne vestlige kultur.

    Dernæst ligger der i lignelsen hos Lukas en kritisk bevågenhed, en civilisationskritisk kommentar til samfundets øverste lag, hvor rigdom, magt og indflydelse ikke nødvendigvis fremmer næstekærlighed, uden at udelukke muligheden. Man har normalt ‘ikke tid’, afviser det som “patetisk vås”, eller skønner at det af karrieremæssige grunde er mere “væsentligt” at lade den tilskadekomne være: det kan jo nemt få konsekvenser.

    Den type overvejelser “genanvender” en pointe hos Løgstrup: der er negative hindringer mod at hjælpe andre, når dagligdagen skal bruges i pleje af magten og æren. Det er snarere sådanne hindringer, der bringes i spil overfor vore dages flygtninge, og som får dem til at bruge formuer på illegal assistance for til sidst at blive presset i et Danmark, som bøjer sig for fremmedhadsk ideologi.

    Der findes mig bekendt ingen demografiske analyser, der støtter påstanden om at antallet af flygtninge har nået nogen form for mætning. Derimod er der mange internationale studier, som påviser at Danmark melder sig ud af det internationale samfund, når det gælder humanitær indsats, hvorimod der ubesværet har været dansk militært engagement overfor Bush-administrationens ideologi om en “ondskabens akse”, der jo også har vist sig at være udokumenteret: der var ingen masseødelæggelsesvåben. Men verden blev en diktator mindre, og Irak fik 30 nye dikatorer.

    Fortolkningen af asylregler administreres med stadige stramninger og med helt urimelige og lovstridige tilsidesættelser af legale muligheder for en humanitær indsats. Herved tilføres elementer fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner igen, nu på et institutionelt plan. Det kan ikke passe, at der ikke kan gøres noget, bliver der følt og overvejet. Det er en blanding af stigende vantro og en voksende kritisk eftertanke. Ikke suveræne livsytringer og heller ikke kalkuleret revolutionær samfundsomstyrtende aktion.

    Det virker urimeligt – som en benægtelse af gældende ret, forstået som en vis rimelighed i afgørelser – at lovgivning, gentagne vurderinger og en minister ikke kan sige andet end “nej” og at det “nej” er eneste legale mulighed. Det kan ikke passe at Danmark engagerer sig militært i Irak, men ikke humanitært forholder sig til den civilbefolkning, der af denne grund “kommer i nød”. De forskelligartede personer og familier, som flygter, skulle gerne få hjælp til “at komme sig” på den ene eller anden måde. I indhold svarende til hvad samaritaneren gjorde ved den voldsramte person, han mødte, men institutionelt noget andet, da det er lande og myndigheder, som er involveret.

    Sammenligningen på institutionelt plan kunne svare til at “læger uden grænser” hjælper; at der samles ind til humanitær bistand ved katastrofer; at ofre efter trafikulykker, terroraktioner eller naturens rasen modtager en institutionelt vedtagen hjælp, der er karakteriseret ved at man laver indsamlinger, sender mad, medicin og fornødenheder, eller at folk sendes af sted, ofte med særlige forudsætninger, men som regel efter frivillig aftale.

    Her ses to samlende bevægelser: en samlende bevægelse i retning af at bistå hvor der er nød, og en samlende bevægelse i retning af en mobilisering af indsats, hvor der er overskud. Disse to bevægelser udspringer af en anfægtelse hos den eller dem, der har overskud og disse to bevægelser fører til en eller anden grad af forbedring hos den eller dem, der lider nød. Hverken hos den enkelte person eller den institutionelt gestaltede hjælpeforanstaltning er der tale om et politisk parti. Man kunne nærmest gøre det modsatte gældende, at i spørgsmål som involverer en mere markant etisk, samvittighedsorienteret sag, er den enkelte politiker ofte fritaget fra partihensyn, og vil da tage stilling som enkeltperson i en sag, hvor politikere i øvrigt er involverede.

    Lignelsen om den barmhjertige samaritaner indeholder overvejelser og skøn, der forventeligt, men behæftet med usikkerhed, vedrører den restitution, som samlet fører til at den nødlidende så at sige “kommer sig”. Samaritaneren stillede en foreløbig sum penge til rådighed til ro og hvile, men var rede til at tilpasse hjælpen efter hvad der måtte være behov for.

    Eksegesen af den evangeliske grundfortælling lader sig ikke oversætte i faste institutionelle rammer, men udtaler med en vis realistisk forsigtighed, at humanitær indsats hviler på et skøn. Hvad flygtninge fra Irak konkret er flygtet fra, kan man ikke sætte på en enkeltstående formel, da både landområder, familietraditioner og religiøse konflikter er blandet ind i den enkeltes situation. Retsstaten Danmark og modtagerlandet Irak har gjort noget ud af at flygtninge tilsyneladende rejser under falske papirer. Besynderligt at sådanne forhold kriminaliserer en flygtning: modstandsfolk under besættelsen gjorde det samme. Dette er ikke en opfordring til eller udstedelse af carte blanche til dokumentfalsk, men blot en markering af en humanitær omstændighed. Danskere gjorde sig til helte, da de under anden verdenskrig ulovligt husede jøder på flugt, der brugte falske identitetspapirer for at komme videre til Sverige. Danmark var i undtagelsestilstand, besat af Nazi-Tyskland.

    Dele af Irak er i undtagelsestilstand, og selv der, hvor der er relativ sikkerhed, ser man ofte selvmordsbombere og højtider, der udnyttes til at oprette kampzoner med store materielle skader, mange tilskadekomne personer og flere dødsfald. Det er korrekt, at flygtninge principielt set ville være bedst stillet ved at blive hjulpet i nærområder, men det er ikke et synspunkt, som kan gøres operationelt. Den militære indsats viser hvor svært det er: trods strategiske hensyn og tilstedeværelse af specialstyrker er der begrænset bedring selv efter flere år, og der hvor det lokale politi overtager et område eller en by, hersker der ofte stor ustabilitet. Der er ikke fundet nogen løsning endnu, der tyder på længerevarende fred i et større landområde i mellemøsten.

    Derfor virker det også besynderligt at antage at en journalist som Rasmus Tantholt skulle lancere noget så fiktivt som en endegyldig løsning ved at anlægge en journalistisk vinkel på en historie. Selvfølgelig indeholder alle skæbner fra borgerkrige og ustabile områder oplevelser, der danner legender, fordi så mange mennesker har lidt så meget, og fordi der er brug at give bare noget af savnet og smerte en smule mening. Krigshistorien fra Nordirland viser tydeligt denne udsondring i katolsk og protestantisk tolkning, ligesom alle krige har kendt til propaganda. Eftersom Danmark er krigsførende i forhold til det man kunne kalde Sadam Husseins Irak, vil en litteraturkritisk læsning af Tantholts journalistiske vinkel måske snarere være at den evt. supplerer propagandaen fra den danske hær med et – blandt flere – alternative synspunkter. Her savner jeg også en realistisk tilstedeværelse i en krigszone frem for en ophøjet ideologisk abstraktion.

    Jeg tror ikke at Vorherre skelner mellem kurder, kristen og muslim i diverse afskygninger, når det gælder lidelse og død. Men jeg håber på at det er en hjælp at der findes en tilstedeværelse i lidelsen, sammen med dem, der lider. At “nogen” er med os mennesker, lige til verdens ende, og også gennem det uvejsomme landskab gennem sygdom, lidelse og død. Dette nærvær er båret af barmhjertighed og af en gammel ørkenkultur, hvor overlevelse (og ikke en løgstrups spontanitet) fordrede at man hjalp dem, der var i nød uanset race, køn, kultur og religion. Ud af denne ørkenkultur opstod en tradition for gæstebud og asyl. Denne tradition er siden institutionaliseret i synagoger, moskeer og kirker som del af den særlige karakter som “Guds hus” har, “helliggjort” som det udtrykkes med spirituel veneration af toraen, relikvier, sakramenter, o.l. Det er ikke et stykke jura, ligesom man kender det fra bud og ordninger vedrørende de fattige, de gamle, de syge og de fremmede.

    Irakiske flygtninge har som en sidste udvej søgt ind i Brorsons kirke og derved benyttet sig af kirkens teologiske asylret, der historisk er knyttet til ørkentraditionen og i bønhørelse er i samklang med hvad den fremmede samaritaner gjorde, da han følte sig tilskyndet til at hjælpe sin næste i nød. Når man møder torturofre er deres oplevelser så massive, at det “hænger i hele rummet”. Du påvirkes ufrivilligt af hele den vansirede sjæl, der er din næste. Når du taler med mennesker, der har været i livsfare gennem længere tid, føles det som om deres bødler sender skygger af angst ind over dit liv. Ind i et sådant møde virker det makabert at opstille principielle dilemmaer, som om “jeg” skulle anskue et matematisk problem ud fra forskellige interessante forudsætninger, frem for at møde “min næste”.

    Her ses nogle utidige grænser, der ikke findes nemme løsninger på. Matematikken kan godt stilles op i sandhedstabeller, afhængig af om svaret på et matematisk spørgsmål er sandt eller falsk. Denne kalkulation lader sig ikke overføre til et etisk område, hvor man afsøger om et spørgsmål godt eller dårligt. Ud fra en psykologisk vinkel kan man udrede om noget er bevidst eller ubevidst, og denne udredning står ganske urelateret til en juridisk afgørelse om jordiske forhold er ret eller uret. Der findes teologisk/kristen afgørelse om ovejordiske forhold er til frelse eller til dom.

    Matematikken opererer under normalforhold med entydighed, men allerede når man nærmer sig mere komplekse operationer fortaber entydigheden sig og giver plads til f.eks. statistiske grænseværdier og normalfordelinger. De etiske afgørelser er afhængige af deres genstandsområde og den konkrete interesse i at løse etiske dilemmaer: skal læreren koncentrere sig om den enkelte elev, der er urolig – med risiko for at miste klassen, eller fokusere på klassen med risiko for at miste den enkelte elev?

    Bevidsthed og ubevidst materiale spiller i høj grad ind i relationskompetence: hvordan arbejder man med voldsramte kvinder således at der er en professionel empati uden at der bliver tale om en privat delagtighed, der på sigt overbelaster den ansatte? – En juridisk dom står nok til magt: men er det ret eller uret at ganske almindelige danskere får 7 dage i fængsel? Og for at vende tilbage til flygtninge kunne man godt spørge om der teologisk/kristent bliver forkyndt dem evangelium til frelse – frisættelse, eller om der nedkaldes dom til død og undergang? Det er igen rigtige mennesker, vi taler om.

    jeg vil slutte dette længere indlæg i håb om ingen føler sig misrepræsenteret eller tilsidesat. Jeg er ikke interesseret i at hænge andre ud, og bryder mig ikke om den lidet glorværdige teologiske disciplin at føde modstanderen op til slagtning. Der er i folkekirken dannet miljøer af teologer og præster for hvem principper ser ud til at komme før liv, hvorved man risikere at forglemme at Gud elskede først, og at Han elskede så meget at Han sendte sin Søn. Jeg anvender den teologiske konvention med store bogstaver for at angive at jeg har modtaget dette i forkyndelse af evangelium, men at det grundlæggende er noget kun Gud-i-sig-selv ved noget om.

    Gud-for-os har vist: Det at elske betyder at leve i en altomfavnende, accepterende relation. Det er et jeg-du-forhold. En søn kan forbryde sig mod denne relation og erklære sin far for død, modtage arven og solde det hele op i fortabelse, men alligevel blive modtaget af den Gud-fader, som har fulgt med hele vejen under menneskebarnets selvvalgte nedtur. Kærlighed tilgiver og opløser principper.

    Kærlighed kan ikke sættes op i juridiske regler, men der kan godt laves regler for samliv, der individuelt og i et større perspektiv sikrer et frugtbart og skabende samliv, hvor diversitet ikke ses som et fjendtlig angreb, men som en kreativ mulighed. De irakiske flygtninge har ikke krævet nogen arv som den fortabte søn, men er flygtet til et fremmed land, hvor de kun kunne vide med usikkerhed at de var i live: alternativet var at de med nogenlunde sikkerhed risikerede at miste livet ved at blive. Det ser ud som om dele af den danske befolkning og præstestanden har stillet sig ved siden af den retskafne broder, som blev sur over festen for broderen, og ikke kunne glæde sig over at broderen blev frelst. Skulle lignelsen fastfryses i metaforer på de irakiske flygtninge, har vi fastholdt dem i svineri gennem 8 år, og regner med at de bliver modtaget af en altomfavnende far, der tilgiver, og ikke en række selvretfærdige brødre, der er stærkt utilfredse med deres fravær: man bliver skudt for mindre end illoyalitet i Irak, og her er mere end illoyalitet.

    På den baggrund vil jeg godt reformulere et etisk dilemma og give det en teologisk profil: Taler vi til irakiske flygtninges frelse ved at tilbagesende dem til Irak som et udslag af gældende magt? Eller taler vi til deres dom og undergang ved at afstå fra barmhjertighed?

    Nu kunne den skarpsindige læser tro, at det er et forkert dilemma, fordi der så at sige ligger samme underliggende logik i spørgsmålet. Denne iagttagelse er matematisk sand, fordi dilemmaet ligger i spørgsmålenes relationsbestemmelse af “vi ” og “de”. Vi har som etniske danskere mødt vores etniske næste, da irakiske flygtninge gjorde brug af kirkens teologisk asylret. Vi har som folk med demokratisk regering valg at gå forbi – ligesom præsten og levitten gjorde det i datidens Israel. Ligesom andre politiske ledere dengang har vi vasket hænder, og ladet en folkestemning råbe “korsfæst” til en udskældt gruppe. For lige at sikre at lignelsen skal gå op, har den partipolitiske hetz fra Dansk Folkeparti oven i købet prøvet at sikre sig, at en af dem, der hjalp – måske af hensyn til den gode evangeliske grundfortælling – skal fyres fra sit job som præst.

    Det vidner om en teologi og kirkeforståelse, der slet ikke kender sin plads som del af Guds rige, og derfor har optrådt med samme teologiske urimelighed, som der er tale om juridisk urimelighed, når man ideologisk vil afskære vurderingen af ret og uret fra gældende magt.

  7. Ricardt Riis siger:

    Kære Flemming Falkenberg!
    Som svar på dit lange indlæg vil jeg prøve at vise, hvordan du trods intentioner om det modsatte er med til at forkrampe debatten.

    Først punkt: Du nægter at gå ind på den problemstilling, som for mig er væsentligst: vor folkelige sammenhængskraft, afsnit 5: ”Der findes mig bekendt ingen demografiske analyser, der støtter påstanden om at antallet af flygtninge har nået nogen form for mætning.” Kald det demografi, kald det sociologi, kalde almindelig fornuft, den integration, som er alfa og omega, hvis de fremmede skal blive en del af vort folk, har det skidt. Det debatteres ret livligt forskellige steder, om den helt er mislykkedes, eller om der trods alt stadig er lyspunkter. Jeg er nok mest tilhænger af det sidste. Men helt at fornægte, at der er et problem, er at forkrampe debatten.

    Svarende dertil kan du kun se den anden sides motiver (og jeg hører til på den anden side af debatten i forhold til dig) som egoistiske. Vi er tilhængere af en ”fremmedhadsk ideologi”, afsnit 4. At den bekymring, vi nærer, skulle være ægte, og at du burde argumentere imod den, nej, det falder dig ikke ind.

    Næste punkt: Du mener, afsnit 23, at vi som folk har valgt at gå forbi. Jeg vil give dig ret i, at vi handler som folk, hvad enten vi nu handler anstændigt eller mindre anstændigt, og at man godt kan stille os til ansvar som folk for det, vi har gjort. Folket er et naturligt fællesskab, ligesom familien er det, og det, vi gør overfor andre folk og overfor enkeltindivider i andre folk, kan godt gives en etisk bedømmelse.

    Blot må du jo så også naturnødvendigt gøre dig klart, hvad det er for handlinger, der kræves af os som folk. Og her ryger kæden helt af for dig. Du sidestiller uden synderlige argumenter dette at yde nødhjælp med dette at give asyl, afsnit 8, og overser derfor komplet den enorme forskel mellem de to ting.

    Hvis vi skal tage familien som sammenligningspunkt, vil det svare til, at far og mor i en familie med fx 4 børn besluttede at adoptere fire børn mere. Jo, for de følte, at de skulle hjælpe, de følte, at det var synd for de fremmede børn, de ville ikke ”gå forbi” som præsten og levitten. Yderst altruistisk og hjælpsomt og kærligt, ikke! Jo tak, men læg mærke til forskellen: den kærlighedsgerning at hjælpe de fremmede børn foreligger for dem som noget, de kan gøre eller undlade at gøre; men den naturlige sammenhæng, de befinder sig i, familiens sammenhæng, KRÆVER af dem, at de tager hensyn til deres børn og giver dem gode opvækstbetingelser. Og vil de kunne det, når der pludselig arriverer fire andre børn og kræver hensyntagen og omsorg? De har et ansvar for deres egne børn, og dette ansvar kan de ikke løbe fra. Formentlig vil da også de fleste forældre være yderst varsomme med at tage fremmede børn ind i familien, og deres forsigtighed kommer netop af, at de godt véd, at de først og fremmest har ansvar for deres egne børn, eller altså: har ansvar for den familie, de er en del af; det ansvar kan ikke fjernes fra dem, selv om de måtte synes, at de kan gøre en mægtig god kærlighedsgerning ved at tage fremmede børn ind i familien.

    Og ligesom det ikke er tegn på egoisme, at far og mor overvejer, hvor mange fremmede børn de kan optage i familien, sådan er det heller ikke tegn på ”fremmedhadsk ideologi”, når vi er nogle, der gør os overvejelser over, hvor mange fremmede vort folk kan optage i sig.

    Det er det, der kræves af os som folk med hensyn til irakerne: at vi lader dem blive en del af vort folkelige fællesskab. Og det fremmer altså ikke debatten, at du lader, som om det, der kræves af os som folk, er identisk med det, der kræves af os i katastrofesituationer. Det er at stikke os blår i øjnene, når du laver den sammenligning.

    Punkt tre: Du gør en del ud af at stille kærlighed og jura op som modsætninger. Du vil mene, at folketingsmedlemmerne i denne sag burde stilles frit, så de ikke var bundet af partidisciplinen, for, mener du, her har vi med etik at gøre, her må hver enkelt lade sig røre i sit inderste og handle derudfra, afsnit 9.

    Du overser den institution, der hedder ”staten”. Folket handler igennem staten. Og staten handler igennem embedsmænd, hvis gerninger er begrænset af love. Det modsatte: at embedsværket skulle handle uden jura og uden lovbegrænsninger, ville ikke føre til kærlighed, men til vilkårlighed.

    Men love har det ved sig, at de skal gælde alle og skal gælde i alle situationer. Du harcellerer lidt over knivloven, hvis uheldige virkninger viser sig nu, afsnit 18. Men du skænker det ikke en tanke, hvordan en lov, der gav ”hjælp” (asylhjælp, altså) til alle flygtede irakere, fordi vi har påført dem en omkalfatrende krig, ville virke: den ville give de titusinder af irakere, der opholder sig i Syrien, ret til asyl i Danmark. Jamen, det var ikke det, der var meningen. Nej, men det er det, der bliver konsekvensen; når man altså skal handle gennem love og ikke gennem vilkårlige afgørelser.

    Punkt fire: Du håber ikke, at nogen føler sig misrepræsenteret, for du har ikke været ud på at hænge nogen ud, afsnit 19. Det er da et fromt håb at have. Og det lyder jo, som om du så inderligt ønsker at deltage i en debat. Men hvad er det, du gør gennem din efter min mening helt afsindigt skæve udlægning af to af Jesu lignelser? Jo, du tildeler os andre rollen som præsten og levitten, der går forbi; du lader os være identiske med den bror, der blev fornærmet i lignelsen om den fortabte søn; ja, du undser dig endog ikke for at sammenligne mig og mine ligesindede med dem, der råbte ”korsfæst” imod Jesus langfredag. Så din påstand om ikke at ønske at hænge nogen ud, virker lidt hyklerisk.

    Alt dette udspringer for mig at se af, at du absolut skal have lignelsen om den barmhjertige samaritaner til at passe med irakersituationen. Derfor skal modpartens bekymring gøres identisk med ”fremmedhadsk ideologi”, derfor kan du overhovedet ikke se, at vort folkelige fællesskab er truet, og derfor overfører du uden at tænke dig om enkeltmenneskets umiddelbare sym- og antipati til det folkelige plan.

    Men når du ender med at måtte lade os andre få rollen som dem, der råber ”korsfæst”, så burde du kunne se, at der er noget i denne udlægning, der er rivravruskende galt. Det ville være bedre, om du lærte at synge med Kingo: ”og når på din dom jeg grunder/ ser jeg og mit segl derunder”.

    Venlig hilsen
    Ricardt Riis.

  8. Peter Buch siger:

    At bruge energi på at flygtningeproducerende lande holder op med at være flygtningeproducerende synes mig vigtigst.

    Fra fredelige ord henvendt i en munter tone til myndighederne i pågældende lande om at tage deres borgere tilbage og behandle dem ordentligt, kan der såfremt ordene ikke finder klangbund skrides til ultimativt militære invasioner og opdeling af pågældende flygtninge producerende lande med indsættelse af nye myndigheder og dermed forhåbentligt opnås- at der ikke er nogle lande der er flygtningeproducerende.

    Kommunister kan bo i et kommunistisk land, de af art x der ikke kan holde art y ud i et land for sig og så videre. Alle er glade hver for sig i deres land.

    Hvilket kunne være hvad det drejer sig om- at dele sig efter anskuelser på en praktisk vis når det ikke går sammen. Set herfra.

    Med venlig hilsen Peter Buch

  9. Morten - - - siger:

    @ Peter Buch

    Der er nok noget nær ingen af de flygtninge, der opholder sig i Danmark – på kvoteflygtningene nær – der er over-hals-og-hoved-flygtninge. Det må vi tro, når vi ser over-hals-og-hoved-flygtninge (der ikke kan komme til Danmark) i forhold til de velorganiserede, krævende, og velnærede asylansøgere, der arriverer med kuffert og flybillet i vore lyfthavne.

    Selv Uffe Ellemann-Jensen har erklæret, at han “godt vidste”, at de mange asylansøgere, også i hans ministertid, var, hvad han har kaldt “velfærdsflygtninge”. – Samt at han anså det for vanvittigt, at vi bortødede det meste af vores flygtninge-bistand på disse mennesker. Blot var det vigtigere for ham at undgå en folkelig debat, som den, der nu er trængt igennem. For den synes han er uæstetisk, kan man forstå. Var det “grim” han kaldte den ?

    Hvad er det i øvrigt asyl-tilhængerne frygter i forhold til irakerne ? Likvideringer ? Risikoen for at blive vilkårligt offer for en bilbombe, som dem vi hører om ?

    Det tror jeg ikke, der er helt reel grund til at frygte …

    Til sidst: Dine løsningsforslag, der forudsætter en nærmest utænkelig handlekraft og national samt international konsensus, er … nok ikke realiserbare. Reverender talt.

    – – –

  10. Peter Buch siger:

    Morten

    Nej, det er ikke realiserbart, når der hellere vil satses på andet.

    Men derfor kan det jo godt være en for problematikken korrekt vurdering, og med støtte fra flere blive en mulig skitseret metode for løsning af et problem, der rammer mange og påvirker endnu flere.

  11. Morten - - - siger:

    @ Peter Buch

    Jeg mener heller ikke, at man skal sætte sit ambitionsniveau for lavt. Hellere lidt for højt, for man lander altid – med Tolstojs ord – lidt lavere, end man sigtede efter.

    Vi har kun få muligheder tilbage for at redde vores nation. Hvis man ser på de opvoksende generationer, så er de ikke ret danske. I København er det meget, meget markant. På legepladsen har rigtigt mange af børnene udenlandske fædre, i gården er det det helt store flertal. Dertil kommer naturligvis dem, der både har udenlandske mødre og fædre.

    Ikke så mange af dem, får overleveret fortællingen om nationen Danmark i en loyal version. Der er en årsag til den udvikling, der beror på skolingen af danske børn og unge gennem årtier.

    Vi må gå en helt anden vej, og så vor nations kim påny – og så lade den gamle eg dø.

    Vi forsvinder bare – viger hele tiden, og der er ikke nogen mulighed for at ændre på det. Overmagten er alt, alt for stor. – Men vi kan nyde, at det er lykkedes os at opbyde lidt modstand via Nettet, at sænke udviklingens hastighed lidt. Men at vende den har vi ikke formået.

    Læs, hvad jeg skriver her.

    – – –

  12. Jørgen Laursen siger:

    Morgen, Morten!

    Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund har de viiise, der bestyrer religionsblog.dk, besluttet, at man ikke skal kunne bruge html-tags til at linke og formatere med. Om det er et udslag af protestantisk og/eller muslimsk puritanisme (FED-koder som en form for afgudsdyrkelse?), kan man jo spekulere over, men irriterende er det guddødemig.

    Anyway, jeg tillader mig at genposte dit indlæg ovre fra Uriasposten, thi det er overmåde interessant. Du skriver (og her ville en

    – eller -tag have været oplagt blandt blasfemiske bloggere – men ak!) følgende:

    “@ Gunnar Biering

    “Tingene bevæger sig stille og roligt i det danske folks retning”.

    Gid det var så vel – men vi viger stadig, vi bliver færre og færre, især naturligvis i de yngre generationer, mens de andre bliver flere og flere.

    Dertil kommer, at vore modstandere stadig har fat i vore unge via uddannelsesinstitutionerne. Tøger Seidenfaden har ret i, at “jo bedre folk er uddannet, jo større er sandsynligheden for, at de mener, som jeg”. Og Marianne Jelveds løsning på “racismeproblemet” er også mere boglig lærdom. For det betyder nemlig skoling.

    Som en muslimsk mand ude foran moskéen på Dortheavej sagde, da han blev spurgt om sin mening om Geert Wilders: Folk som Wilders – de forsvinder bare. Men Islam bliver bare stærkere og stærkere.

    Han har ret. Vi forsvinder bare. Jeg tilhører med mine 46 år selv den generation, som er den sidste, der kan huske Danmark Før. Snart bliver jeg gammel. Og så forsvinder jeg bare!

    Der bliver i dag stræbt mere imod, end nogensinde. For nu er det blevet sent. Der er kommet en reaktion – men fra folk, der er oppe i årene, kan jeg se. – Vi magter ikke at overlevere vort land og dets håb, som vi modtog det, til næste generation. Det sørger skolingen for.”

    Sandt nok – og så alligevel ikke. For jeg kan med min bedste vilje ikke se, at “Islam bare bliver stærkere og stærkere.” Det, der bliver stærkere og stærkere, er centrifugalkræfterne. Og disse kræfter næres ganske rigtigt af det, du kalder “skolingen,” forstået som et didaktisk propaganda-projekt udtænkt af denne verdens “løvinder.”

    Men det er ikke kun os, der er ved at blive flået i stykker af g-kræfterne – det er “Islam” også. Eller rettere sagt: det er muslimerne også. Det er bare ikke særligt tydeligt, når man som vi befinder os midt i stormens øje, for der kan den flygtige tidsånd let forveksles med historiens gang.

    I længden er det uundgåeligt, at Islam bliver skrottet eller reformeret. I sin nuværende mainstream-form er den nemlig for hjernedød til at overleve. Jo højere muslimer råber, jo mere bekræftet føler jeg mig i den tese. Kun hvis de var stille og hvilede i sig selv, ville jeg være nervøs.

    Men det er de mildest talt ikke.

    😉

  13. Morten - - - siger:

    Hej Jørgen 🙂

    Nu er det jo i første omgang ikke mit udsagn, men en fundamentalists fra Dortheavej-moskéen, du anfægter. Men du har selvfølgelig ret, jeg synes han har fat i noget. Jeg har altid været opmærksom på den omstændighed, at muslimerne kom og kommer her, for at få, og vores rolle er at give/afgive. Det kan kun dårligt være anderledes. Det har været en del af min måde at forstå problematikkerne på.

    Dit billede med G-kræfterne er ikke helt skævt, forekommer det mig. Men hvad taler vi om ? Islam består jo i dag af både det, man kunne kalde “traditionel islam” og den islam, som det, vi begge – med større eller mindre præcision – har omtalt som “den muslimske diaspora”.

    I denne “diaspora” sker der to ting: En forhutling, hvor man søger retfærdiggørelse i islamiske myter (man må gerne bestjæle og voldtage “kuffar”) – og alternativt en flugt fra forhutlingen ind i en muslimsk identitet. For tag ikke fejl: vi danskere har tabt slaget om at fremstå som et attraktivt alternativ til livet i kolonierne, som vi nu bør kalde de islamiske indvandrersamfund. Den tredje udvikling er kvindernes erobring af koranen, som et primitivt emanciperingsforsøg (“jeg har selv valgt at tage tørklædet på”). Slaven vælger selv at være slave, for derigennem at opleve sig som “fri”. Illusionen brister dog, den dag slaven ikke længere ønsker at trælle for herren – eller den dag, den tilhyllede ønsker at lægge tørklædet, og flytte sammen med sin danske kæreste på et kollegieværelse. Men altså: disse piger, som tilforn evindeligt blev slået i hovedet med Koranen, slår nu igen – med … Koranen. Det har bl. a, medført noget så hidtil uset, som “muslimske ægteskaber”, på tværs af etniske skel. Det er en landevinding for disse piger.

    Alle de ovennævnte tendenser, støttes aktivt af organisationen, Hizb-ut-Tahrir, som i mine øjne – og af mange grunde – er en ekstremt farlig organisation.

    Og de nærer for tiden fundamentalismen – og det er præcis disse tendenser, manden foran moskéen sigtede til. Også lige præcis, endda.

    De globale G-kræfter vil naturligvis omvælte hele den globale civilisation med tiden. Tiden er imidlertid lidt drilsk, fordi vi kan se, at udviklingen går hurtigere og hurtigere (den længste periode i civilisationen – jægerstenalderen – er også den ældste, og derfra reduceres længden af tidsaldrene efter det, der påfaldende ligner et logaritmisk mønster) og gør det meningsfuldt at tale om G-kræfter. Det betyder rent faktisk også, at der kommer ekstra meget fokus på udviklingens relativt forskellige tempi. Og så bliver det speget. Det må vi tale om en gang.

    I vor del af verden, er der ingen tvivl om, at muslimerne – foreløbigt – er i samme båd som os, håbløst systemafhængige, som os, som de er. De kan altså ikke overtage og videreføre vores samfund, uden at blive som os. Det er deres lille “catch 22”.

    I resten af verden står de islamiske kulturer overhovedet ikke for fald. De vil blive iblandt de samfund, som forbliver uforandret længst i tiden fremover. De er ikke, som vi, dynamiske samfund. – De kan blive decimeret ved et systemnedbrud, der skyldes Vestens kollaps, men så fortsætter de bare, som tilforn. De er vant til at blive decimeret. Det uvante er, at de får lov til at vokse ad infinitum (som det kunne synes).

    Det er ikke blot islam, der er irrationel – det er hele kulturen og menneskene, der er det. Det er uden betydning, hvor langt ude islam som religion betragtet er i de islamiske lande. Tværtimod synes det i de islamiske lande næsten at være en styrke, en stimulation, for “den blinde tro”, at troen trodser den sunde fornuft.

    Der er folkeslag på Jorden, der er endnu mere “myte-orienterede” i deres verdensbillede, end muslimerne, men de er blot ikke ondartede – for os. Mange steder i verden opfattes ånder, som en realitet, og voksne mennesker er mere bange for dem, end de er for røveriske overfald. De kriterier du opstiller er derfor efter min mening … kun gyldige for de moderne kulturer.

    Nå, Jørgen, alt dette bliver igen hakket op i fragmenter. Vi må finde en måde at vende vore tanker på sammen, så vi enten når rundt om emnet (så nogenlunde), eller får fat i essensen af det.

    Sandt at sige, ved jeg slet ikke, om jeg fik tunet helt rigtigt ind på det, du prøver at sige, men du er også usædvanligt abstrakt i dit indlæg. Det sætter jeg pris på, men så skal vi lige stille ind på hinandens frekvenser.

    Men du kan jo vende tilbage og uddybe.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.