Hvem er den bedste martyr?

I går skulle vi lige ganske kort mindes begivenhederne den 11. september 2001. Ganske kort blev det i hvert fald i de to danske nyhedsudsendelsers gengivelse. Man fornemmede, at begge redaktioner koncentrerede opmærksomheden om begivenhederne i New York, men dog for skams skyld tog ceremonien i Washington med. ‘For skams skyld’? Ja, for dèr befandt sig jo præsident Obama, og ham og hans kone skulle man også lige have et billede af. Og så ellers videre til andre vigtige ting.

Jeg skal ikke kunne sige, om denne prioritering var speciel for de danske medier. Desværre tror jeg, den deles også af de amerikanske medier. Men i USA ville man nok alligevel ikke, som i de danske medier, fuldstændig glemme det fjerde fly, det, der styrtede ned i Shanksville i Pennsylvanien, og netop IKKE fløj ind i nogen menneskefyldt bygning, fordi passagererne ombord gjorde modstand mod kaprerne. Der blev i hvert fald også i Shanksville afholdt en højtidelighed, omend altså ikke med præsidenten som deltager. Og ligesom man ved Ground Zero i New York vil have oprettet et mindesmærke, vil man også i Shanksville have bygget et museum, ja, man er allerede i fuld gang med at indsamle genstande, der kan bruges.

Dette, at man sådan glemmer det fjerde fly, er ikke blot fatalt, det er også afslørende. For ved mindetalerne i New York og Washington må nødvendigvis hovedvægten lægges på det tab, man har lidt, de mange uskyldige menneskeliv, der gik tabt; og tilsvarende på brutaliteten i muslimernes angreb, på det overraskende og for os delvist uforståelige i deres handling. Mens mindetaler ved Shanksville må lægge hovedvægten på den modstand, der blev ydet, på de amerikaneres mod og handlekraft, som besluttede at forhindre kaprerne i at flyve flyet ind i én eller anden bygning og derved dræbe mange uskyldige amerikanere. Og den modstand er nok det mest bemærkelsesværdige ved dagen.

Det, der gav passagererne i det fjerde fly mulighed for at handle, som de gjorde, var, at deres fly blev forsinket i afgangen. Så forsinket blev det, at passagererne via deres mobiltelefoner blev klar over, hvad der var sket i New York og Washington, og derfor kunne regne ud, at den kapring, de var blevet udsat for, ikke var nogen almindelig kapring, men at meningen var, at dette fly ligesom de andre i en selvmordsaktion skulle flyves ind i én eller anden menneskefyldt bygning.

Og jeg synes altså stadig, der er grund til at forundres over, at passagererne både havde ro nok i sindet til at regne ud, hvad der ventede dem, og havde mod nok til at gøre det, der i situationen var det indlysende rigtige: få flyet til at styrte ned, før det kunne ramme nogen bygning, eller – endnu bedre – få overmandet kaprerne og selv bemægtige sig styrepinden, om man mon kunne lade flyet sikkert.

Jeg har i dagens anledning genlæst den prædiken, jeg udgav efter 11. september, og selv om det kun er mig selv, der har skrevet den, vil jeg alligevel anbefale den: den er god, den er spændende, og den sætter tingene klart op. Den kan læses her. Jeg siger det ikke, fordi jeg er nogen særlig dygtig prædikant. Jeg siger det, fordi jeg nu efterfølgende kan se, at begivenhederne inspirerede mig til at blive det. Det er altså mere begivenhederne end prædikenen, der er spændende.

Det, der gør begivenhederne omkring det fjerde fly til noget helt specielt, er, at de besvarer det spørgsmål, der står i overskriften: Hvem er den bedste martyr? Eller, kan jeg sige: begivenhederne fjerner den hemmelige beundring, vi i vesten måtte føle for kaprernes dødsforagt.

Jo, den beundring er der. Ligesom beundringen for alle de andre selvmordsbombemænd. Bevares, vi har efterhånden vænnet os til det, og da disse selvmordere jo altid anretter død og ødelæggelse, og altid søger at rette den død, de forårsager, mod os vesterlændinge, er det så som så med ligefrem beundring i vore medier. Men hver gang vi prøver at sætte os ind i sådanne bombemænds eller -kvinders tankegang, er det ikke blot forundring, men også beundring, der rammer os. At de kan få sig til det! At de stoler så meget på deres sag, at de vil ofre livet for den! Gør vi det? Nej, på ingen måde. Vi er tværtimod angste for døden, vi prøver på enhver måde at udskyde den længst muligt, vi ryster i bukserne, når vi stilles overfor døden, vi lammes i vor handlekraft, når det er døden, der venter os.

Og sådan vil altså normalt en sammenligning mellem vore martyrer (som der jo ikke er nogen af) og muslimernes (som det formelig vrimler med) falde stort ud til muslimernes fordel.

Dette sørgelige resultat blev der vendt op og ned på den 11. september 2001. Når man altså lige husker at få det fjerde fly og dets passagerers dåd med.

For nok kan vi falde i forundring – og altså også delvis beundring – over flykaprernes ro ansigt til ansigt med døden. Nok kan vi med gysen læse i den manual, de havde opstillet, hvordan de talte om ”nultimen”, hvordan de skulle imødese den med sindsro, glæde sig til den belønning, der ventede dem i det hinsides, men vi afskrækkes jo også ved det; der forekommer os, al den tilsyneladende sikkerhed og ro til trods, at være noget forkrampet over en sådan stenhjerteholdning.

Men al vor forundring – og al vor beundring, hvis vi har haft nogen – falder fuldstændig til jorden, når vi stilles overfor de handlinger, passagererne i det fjerde fly udførte. De stod pludselig ansigt til ansigt med døden. Men blev ikke lammede i deres handlekraft. Tværtimod, de så, hvad der skulle gøres, og de gjorde det. De havde ikke, som deres modpart, muslimerne, lang tid til at forberede sig. Men de greb med søvngængeragtig sikkerhed den rette handling, og vel at mærke, de greb den, også om den førte mod døden, ja, også om døden gennem denne handling blev fremskyndet. For handlede de ikke, ville en række af deres landsmænd lide døden.

Som jeg skriver i ovennævnte prædiken, hvor jeg tænker mig, at jeg taler til en muslim: ”I, der troede, at I skulle vinde, og vinde stort i moralsk henseende over os vesterlændinge i kraft af jeres villighed til at dø for islams sag, I bliver sejlet langt agterud på netop den bane, I dèr har valgt jer, så I nu står med skammen, ikke blot over at have ladet jeres unge lide døden for en forkert sag, men også over at have ladet dem konkurrere med os vesterlændinge om det største martyrsind, hvor I blev håbløst udkonkurreret, eller, at jeg skal sige det sådan: I forsøgte at lade jeres unge afpresse Gud martyrbelønningen, men han gav den til dem, I mindst syntes havde fortjent den, og lo jer dertil op i jeres åbne ansigt. Det er det forsmædelige resultat af begivenhederne den 11. september. Noget anderledes blev det jo, end I havde ventet. Men sådan går det, når man vil presse Gud til at give én belønning”.

Dette for muslimerne forsmædelige resultat er for os kristne et glædeligt resultat: ikke blot fik vi lov at se den muslimske martyrholdning i al dens afstumpethed og umenneskelighed, vi fik også et glimt af den kristne martyrholdning i dens dybe menneskelighed, en holdning, der vil sætte livet i vove, ikke for at slå andre ihjel, men for at redde andre.

Er det dog ikke et glædeligt budskab, et evangelium: at Gud midt blandt ganske almindelige mennesker, borgere som alle andre, lader fremspringe en sådan holdning, uden forberedelse, spontan, men ikke desto mindre større og herligere og menneskeligere end den muslimske modparts?

Så der er god grund til at fejre 11. september i Shanksville. Vi må ikke lade ulykkerne i New York og Washington overskygge det glædelige ved Shanksville.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.