Jødeaktionen oktober 43

I et tidligere blogindlæg aflagde jeg et halvt løfte om at vende tilbage til sagen om redningen af de danske jøder, når jeg engang fik tid (se “Mikrofonholderi”). Tid nok får man vel aldrig, men jeg har nu læst en tre-fire af de væsentligste bøger om emnet og vil godt sige lidt mere om det, end jeg gjorde dengang.

Egentlig burde jeg have læst det store værk om Holocaust af Leni Yahil igennem, ”The Holocaust, the Fate of European Jewry 1932-1945”, fra 1987, for er der noget, vi kan have brug for i dansk historisk sammenhæng, er det vist at se det, der dengang skete her i landet, i sammenligning med det, der skete andre steder. Forresten har samme Yahil skrevet et indlæg: “Methods of Persecution, A Comparison of the ‘Final Solution’ in Holland and Denmark”, Scripta Hierosolymitana, Vol. XXIII, pp. 279-300, som jeg også skulle se at komme i gang med, ikke mindst i betragtning af, at jeg vil indlede med at sammenligne jødernes skæbne i netop Holland og Danmark.

Af Hans Kirchhoffs kapitel om Holocaust i ”Hitlers Krig” (Gyldendal 1989) fremgår det, 1) at Hollands 140.000 jøder bl.a. bestod af 30.000 tyske jøder, som landet havde taget imod under den tyske jødeforfølgelse i trediverne (hvor Danmarks grænser var lukkede for jøder), 2) at det lykkedes for omkring 24.000 af jøderne at gå under jorden, hvoraf cirka en trediedel blev opdaget, heriblandt den 13-årige Anne Frank, og 3) at omkring 75% af de hollandske jøder blev dræbt. (Anførte værk side 307-08).

Umiddelbart skulle man jo synes, at den hollandske indsats for jøderne var større end den danske, for hos os blev 7200 jøder reddet, og selv om det procentvis var mange, var det dog færre end dem, der overlevede i Holland. Dertil kommer, at den danske redningsaktion var overstået på mindre end en måned, i slutningen af oktober 1943 var alle danske jøder enten taget af tyskerne eller flygtet til Sverige, hvorimod den hollandske redning med at skjule jøder var en anderledes langvarig og farlig affære.

Vi havde i Danmark det held, at Sverige ikke lå langt borte. For hollænderne lå England i en betydelig større afstand. Vi havde også det held, at Sverige ville tage imod flygtningene og havde bekendtgjort det på forhånd. Så på mange måder burde sammenligningen falde ud til Hollands fordel. Ikke desto mindre er det vist i international sammenhæng sådan, at det er Danmark, man hædrer for indsatsen under krigen; det gælder både jøder i Israel og jøder i USA. Det skyldes blandt andet det store procenttal, der blev reddet.

Desuden havde vi det held, at det først var langt hen i besættelsen, at tyskerne besluttede at ”løse” jødespørgsmålet. Derfor havde danskerne erfaret omend ikke dødslejrene, så dog den utrolig hårde skæbne, der ventede de tilfangetagne jøder. Så da advarslen kom – og det er jo så endnu et held, vi havde: vi blev advaret om tyskernes razzia den 1. og 2. oktober 1943 – blev den taget alvorlig.

Det er jo ét af besættelsestidens mange paradokser: Det var det, at vi den 9. april 1940 ikke gjorde modstand og senere blev opfattet som et mønsterprotektorat, der gjorde, at den danske regering igennem så lang tid kunne beskytte de danske jøder. Først da regeringen var trådt tilbage den 29. august 1943, kunne en direkte jødeforfølgelse iværksættes.

Som sagt blev tyskernes aktion mod jøderne røbet. Én af Bests betroede mænd, Duckwitz, røbede datoen til de danske politikere, der omgående lod jungletrommerne lyde. Og fordi vi havde hørt om jødeforfølgelserne i Norge og i Holland og i andre af de besatte lande, blev advarslen troet, så de tyske politisoldater kun fandt tomme lejligheder, da de opsøgte de adresser, de havde sikret sig på forhånd.

Et andet paradoks er det forhold, at de danske kommunister, der var blevet interneret i Horserød-lejren efter Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 – og her har vi at gøre med noget, vi danskere bestemt ikke kan være stolte af: vi lod os tvinge til at gå imod vor egen grundlov og vort eget demokratis grundlag, idet vi arresterede medlemmerne af et lovligt parti og derefter med tilbagevirkende kraft gjorde det ulovligt – disse kommunister kom på en måde til at undgælde for jødernes redning, idet tyskerne, der på forhånd havde sørget for skibskapacitet til at sejle de tilfangetagne jøder bort, nu fyldte skibet op med de internerede kommunister.

Man har diskuteret, hvorvidt Best i virkeligheden selv stod bag den afsløring af datoen, som Duckwitz foranledigede. Måske ville han blot foretage en ”etnisk udrensning”, ikke et ligefremt massemord. Det er også den føromtalte Leni Yahil inde på i sin store og grundige værk fra 1969 ”The Rescue of Danish Jewry”, der er oversat til dansk. Og det har siden andre, danske og udenlandske, forskere været inde på, endda har man hævdet, at Best med vilje holdt de tyske politisoldater og de tyske patruljebåde tilbage, så det blev lettere for de danske flugthjælpere at arbejde.

Yahil nævner dog selv et forhold, som i nogen grad gennemhuller en sådan forestilling. Hun gør flere gange opmærksom på, at de ledende tyskere øjensynlig ikke forstod den danske mentalitet, et forhold, som danskerne ofte udnyttede ved at spille ”die dumme Dänen”, mens de bag ryggen på tyskerne snød dem, så vandet drev af dem. En ting, tyskerne ikke forstod, var, hævder Yahil, at danske embedsmænd kunne gå durk imod ordrer, der blev givet dem. Befehl ist Befehl, tænkte tyskerne og troede, at den danske politistyrke og kystbevogtningstjenesten tænkte ligesådan. At de skulle gå imod givne ordrer, ja ligefrem hjælpe flygtningene af sted til Sverige, det gik over tyskernes forstand.

Hvis det er sandt – og noget er der nok om det, for flugtens succes kom bag på alle, også på danskerne, såmænd – så kan man imidlertid ikke hævde, at Best blot ville have jøderne jaget ud af landet, for han havde lige så lidt som alle andre tyskere nogen forestilling om, at den folkelige modstand mod jødedeportationen ville vise sig at være så massiv, som den var.

Det er sandt, at flugten i høj grad lettedes ved den danske kystbevogtnings lukkede øjne eller ligefrem villige hjælpende hænder og ved fraværet af stærke tyske flådeénheder i Øresund. Det er noget af det, Rasmus Kreth og Michael Mogensen har fundet ud af i deres bog ”Flugten til Sverige” fra 1995. Og det har givet anledning til ”revisionistiske” tanker, forestillinger om, at det hele nok ikke var så heltemodigt endda. Sådanne forestillinger bliver dog i nogen grad tilbagevist af Sofie Lene Bak i hendes bog fra 2001 om ”Jødeaktionen oktober 1943, forestillinger i offentlighed og forskning”. Hun mener, at de to førnævnte forfattere gør for lidt ud af forskellen mellem virkelig fare og oplevet fare. Der er nu flere steder, hvor Kreth og Mogensen faktisk er opmærksomme på denne forskel, men lad det være, der er, som jeg læser det, ingen af de pågældende, der har villet spille rollen som helt. Man har blot gjort, hvad man fandt nødvendigt og rimeligt i situationen.

Eller – og det er Yahil, der er inde på den tanke – man har grebet lejligheden til at vise sin modstand mod tyskerne på en ikke altfor farlig måde ved at hjælpe jøderne. Det skulle så betyde, at man lige så meget ville vise modstand mod tyskerne som man ville hjælpe jøderne. Muligvis! Men gør det noget? Bliver handlingen mindre positiv ved det?

Men af og til viste dog nogle handlinger, at der også lå hjælpevilje og ikke blot modstandsvilje bag. Yahil beretter om en fiskerbåd med jødiske flygtninge, der kom ud for så hårdt vejr på Øresund, at fiskerne ikke turde sejle videre; de besluttede at vende tilbage til Danmark. Men jøderne protesterede: de ville hellere drukne på Sundet end risikere at falde i tyskernes hænder. Og en vis portion solidaritet med jøderne må der dog have været hos fiskerne, for da de hørte det, sejlede de videre. Det var godt nok ikke dem, der foretrak druknedøden, men deres jødiske passagerer. Alligevel fortsatte de, og båden nåede da også heldigt over til Sverige.

En ting, som vist ikke er kommet tydeligt nok frem, er det forhold, at tyskerne ikke syntes helt at have forstået den nye situation, der var opstået efter 29. august, og den mangel på legitimitet, deres ordrer havde hos danskerne, nu, hvor politikerne og folketinget var forsvundet. Hvad man har forklaret som tysk uvilje mod at deltage i jødeforfølgelserne eller som et resultat af indre tyske kompetencestridigheder, kan måske også forklares ud fra det forhold, at tyskerne først skulle erfare på den hårde måde, at de ikke mere kunne stole på deres danske samarbejdspartnere i politi og kystbevogtning. Først i slutningen af oktober skærpede de deres egne anstrengelser for at forhindre den illegale trafik over Øresund.

Så er der det med pengene. Fiskerne tog sig godt betalt for at fragte jøder over Sundet, hedder det nu i bagklogskabens lys. Og sandt nok, når man nu bagefter læser igennem en række overvejelser over, hvor meget de skulle have haft, hvis de skulle have deres omkostninger dækket, inklusive tabet, hvis deres båd blev beslaglagt, så synes de beløb, der blev opkrævet for overfart i den første uge af oktober at være altfor høje.

Mig undrer det stadig, at ingen dengang havde tid til at spekulere over prisen: man betalte. Og jeg har da, efter at have læst i diverse bøger, tænkt på, om de høje priser mon ikke bare hang sammen med, at det var de rigeste jøder, der tog af sted først. Og jeg kan godt forstå, at finder der en handel sted mellem en modvillig fisker og en desperat, rig jøde, så bliver prisen høj. Den pris har vel så været betragtet som prisen. Indtil man fandt ud af, hvordan den danske kystbevogtning stillede sig, og måske også, indtil man fandt ud af, hvor mange jøder der i virkeligheden skjulte sig rundt omkring. Og det må også tilføjes, at også de fattige jøder kom over. Så helt tosset har det nu ikke fungéret.

Men der er lige den sjove eller ligefrem absurde krølle på historien om de høje priser, som fiskerne tog, at mange fiskere næste år blev indkaldt af skattevæsenet. Man ser det for sig: fiskere til torskegilde! Jo, for den kære skattefar havde jo også hørt visse rygter, og nu ville man gerne sikre sig, at de store beløb alle sammen var blevet opgivet til skattevæsenet. Ak, ja, ak, ja, sådan er Danmark også.

Men så er vi næsten tilbage, hvor vi begyndte. For det betød jo så, at de flygtende jøder selv var med til at betale for de udgifter, blandt andet Københavns Kommune havde med de tomme boliger, jøderne efterlod sig. Der blev betalt husleje, møbler blev opbevaret, der blev sørget for en værge til at varetage den flygtede jødes interesser, osv.

Det faldt ikke i det danske folks lod som hollænderne at skulle skjule jøder måneder, ja år igennem. Vor indsats involverede utrolig mange mennesker, men var overstået på en god måneds tid. Men indsatsen står alligevel som et stærkt vidnesbyrd om den solidaritet, der fandtes i det danske folk, en solidaritet, som man ikke sådan så lige med det samme, og som vi heller ikke selv tænkte synderlig over, når den ikke blev udfordret, men dog en solidaritet, der, da den blev udfordret af tyskernes jødeforfølgelse, udløste en utrolig handlekraft, spontaneitet, opfindsomhed, organisationsevne, ikke mindst det sidste, så det utrolige skete, at næsten alle vore jødiske landsmænd blev reddet til Sverige.

For utroligt er det nu, ligegyldigt hvor mange forklarende detaljer man efterhånden finder ud af.

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

6 svar til Jødeaktionen oktober 43

  1. Martin F siger:

    kære Richardt:

    Der er lige en vigtig korrektion til Yahils tolkning af den påståsede tyske misforståelse omkring danskernes manglende vilje eller automatik i forhold til at makke ret “Die dumme Dänen” mv:

    Citat fra “Flugten til Sverige” s. 109:

    I Admiral Dänemarks krigsdagbog af 30. september hedder det om situationen på Sundet: “Der Ausfall der früher durch dänische Patrouillenfahrzeuge ausgeübten Sundüberwachung, sowie der vorübergehende ausfall der dänishen Küstenpolizei ermöglichten in zahlreichen Fälle die Flucht von dänischen Militär- und Zivilpersonen nach Schweden…”

    Modsat Yahils udsagn, kan vi slå fast, at men fra tysk side var bekendt med, at det danske kystpoliti ikke i nævneværdig grad forhindrede illegal udrejse.

    Citat slut.

    Denne, synes jeg, interesante opdagelse får mig til at filosofere i retning af, om vi også må overveje at korrigere vort syn på de tyske besættelsesfolks moral og følelser osv….. er der et strejf af “Shindlers Liste” med i dette her? Jeg ved ikke om nogen tidligere har overvejet at der måske KUNNE være tyskere der rent faktisk ikke havde nogen stor fornøjelse af jødeaktionen og faktisk fik lettet deres samvittighed ved at vende det blinde øje til masse-transporten over til sverige…. men det gør mig sikkert til kætter at overveje denne side af moral-dommen…

    VH Martin F

  2. Ricardt Riis siger:

    Kære Martin F.!
    Den tanke, du fremfører, er faktisk ikke spor kættersk. Den har været fremført af mange andre som forklaring på, at det faktisk lykkedes at fragte så mange over Sundet på så kort tid. Man har endda diskuteret, om Best selv havde givet værnemagten en henstilling om at holde sig i ro. Det vil vist kræve et ret nøje kendskab til forretningsgangene i det tyske regime og de forskellige kompetencestridigheder, der opstod dèr, at afgøre, om der lå en henstilling fra Best bag den tyske passivitet, eller værnemagten tog det af sig selv.

    Yahil er også inde på noget i den retning. Hvad jeg fremfører: at den mangelfulde overvågning kan skyldes, at tyskerne endnu ikke havde opdaget de danske tjenestemænds ulydighed mod givne ordrer og derfor endnu ikke havde indsat tilstrækkelige tyske styrker til at undgå overførsler, står helt for min egen regning og skal blot ses som et tillæg til de øvrige forklaringer.

    Men for øvrigt skriver Kreth og Mogensen i den af dig anførte bog på samme side lidt længere nede, at i tiden efter 29. august var problemet for den tyske marine, at man ikke havde personel til at erstatte personellet fra den danske marine, der jo udgik den 29. august.

    Om Best véd man, at han, før han kom til Danmark, på ingen måde veg tilbage fra at forfølge jøder. Men hvis du absolut vil have en ”Schindler”, altså en tysker, der var imod jødeforfølgelserne, så er Duckwitz en oplagt kandidat. Havde han ikke røbet datoen for de danske politikere, han kendte, så ville tyskerne ved deres aktion have fanget langt flere jøder.

    Venlig hilsen
    Ricardt

  3. Pingback: Skønsomhed savnes « Ricardt Riis

  4. Pingback: Er der mening i galskaben? « Ricardt Riis

  5. Pingback: Blüdnikows tvivlsomme påstande | ricardtriis

  6. Pingback: Danmark kun nummer to | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.