Kan et demokrati føre krig?

 

Spørgsmålet er ikke så mærkeligt som det lyder til. For i krig spiller hemmeligholdelse en stor rolle, i et demokrati er åbenhed alfa og omega. Hvordan kan de to forenes?

Svar: det kan de heller ikke. Skal et demokratisk land føre krig, er der visse demokratiske spilleregler, der må sættes ud af kraft. Den frihed, pressen har til at kikke regeringen efter i sømmene, kan ikke opretholdes under krigstilstand. For krig er ikke blot kampvogne og blødende soldater og luftangreb, krig er også krig på informationer: jo flere informationer man kan skaffe sig om fjendens hensigter, des bedre er ens soldater stillet; og omvendt: jo flere informationer fjenden kan få om, hvad vi agter at gøre, des farligere vil det blive for vore soldater. Og derfor er det pinende nødvendigt at sætte pressens mulighed for at kikke regeringen efter i kortene ud af kraft, når man fører krig.

Vi så det i Storbritanien under Anden Verdenskrig. Hvor invasionen skulle foregå, og hvornår den skulle foregå, var ifølge sagens natur hemmeligheder, som det kun var ganske få beskåret at have indsigt i. Briterne opstillede fx en række spøgelsesregimenter nordøst for London, lod radiostationer derfra sende masser af kodede meddelelser. Man ønskede at få tyskerne til at tro, at invasionen ville finde sted ved Calais-strædet. Og de strande, der i den virkelige verden var udset til formålet, gav man kodenavne: Omaha-beach, Utah-beach, osv. Stor var opstandelsen derfor indenfor efterretningstjenesten, da en uskyldigt udseende krydsordsopgave en skønne dag netop indeholdt både ordet ‘Omaha’ og ordet ‘Utah’. Hvad lå der bag? Man ser dilemmaet for efterretningstjenesten for sig: hvis man går åbent ud og stiller spørgsmål, røber man, at disse ord betyder noget særligt; hvis ikke, hvordan kan man så få opklaret problemet? Jeg husker ikke, hvad efterretningstjenesten gjorde, men invasionen blev da gennemført, véd jeg.

Ikke alt var let og smertefrit. Man lod sive til den franske modstandsbevægelse, at invasionen ville foregå ved Calais. Én af modstandsmændene blev pågrebet og røbede under tortur, at det var Calais, englænderne tænkte på. Var det intenderet af englænderne? Og var torturen indbefattet i det, man havde tænkt sig? I hvert fald var dette med til at få general von Rundstedt til at holde på Calais lang tid efter at invasionen i Normandiet var gået i gang.

En anden del af den militære hemmeligholdelse var knap så glorværdig. Flere parlamentsmedlemmer spurgte ind til, om de engelske bombetogter over Tyskland havde militære eller civile mål. Man forsikrede, at der var tale om militære mål; blot lå de uheldigvis midt i de store byer. Men det var forkert. ”Bomber Harris”, chefen for Bombercommand, Arthur Harris, forfulgte den strategi, at man ved terrorbombninger skulle tvinge styret til overgivelse, og man opgav ikke denne strategi, selv om den viste sig nyttesløs, og selv om man, som krigen skred frem, fik teknisk mulighed for meget mere præcise bombninger. Det må nok siges at være en bagside af hemmeligholdelsen, for parlamentet blev ikke spurgt om denne strategi, ja, når parlamentet selv spurgte, blev der ligeud løjet for det.

Og vi i dag er to gange indenfor det sidste år blevet mindet om, at hemmeligholdelse er krigens vilkår. Først i krigen mod terror, da PET ville udvise en tuneser, der var mistænkt for at ville dræbe tegneren Kurt Westergaard, ham med Muhammedtegningen. Her gentog ”krydsords-problemet” fra invasionsforberedelserne sig. Røbede man for offentligheden, hvilke oplysninger man havde, og hvordan man havde skaffet dem, så ville man enten røbe sine kilder eller sine metoder. Og ingen af delene var PET interesseret i, for derved ville man vanskeliggøre sit fremtidige arbejde. De, der måtte pønse på at begå terror, skulle ikke have at vide, hvordan de kunne undgå opdagelse. Men man må nok sige, at pressen ikke var tilfreds med disse vilkår, og at det holdt meget hårdt at få visse pressefolk overbevist om betimeligheden af denne hemmeligholdelse.

Dernæst i krigen i Afghanistan, hvor vi har set, at hemmeligholdelse er en del af krigens metoder, derved, at udgivelsen eller ikke-udgivelsen af den tidligere jægersoldat, Thomas Rathsacks bog om sin tid i jægerkorpset, har foranlediget en retssag. Også her har det vist sig vanskeligt at få pressen med på tanken om hemmeligholdelse. Ja, selveste Tøger Seidenfaden, chefredaktør på Politiken, er gået i brechen for sin opfattelse af ytringsfriheden (en noget skæv opfattelse), og har offentliggjort bogen selv i et tillæg til Politiken.

Én ting er, at bogen er offentliggjort uden forlagets eller forfatterens tilladelse. Det vil sige, der er tale om rent og skært tyveri fra Politikens side. Sidste gang, noget sådant skete, da Ritt Bjerregaards bog blev offentliggjort på samme måde, fik Seidenfaden en betinget fængselsstraf. At han nu gentager ”spøgen”, vil formentlig resultere i, at han trækker det kendte kort fra Matador: ”Gå direkte i fængsel! Hvis De passerere Start, indkasserer De ikke 200 kr”.

Noget andet og egentlig meget værre er, at manden ikke har forstået, hvad militær hemmeligholdelse går ud på. Eller, med det udtryk, jeg her har brugt: Han kender ikke ”krydsords-problematikken”. Og det er næsten umuligt at bringe ham til tavshed så længe, at man kan forklare ham, hvad det går ud på. Ikke blot er det altså utrolig frækt at stjæle en andens bog og udgive den, det er faktisk langt frækkere (og langt farligere) at sidde forsvarskommandoens advarsel overhørig. Og det frækkeste af det hele er måske, at man udstiller sin totale uvidenhed og mangel på fantasi ved den måde, man forklarer sig på. (”man”, det er her Tøger Seidenfaden i et indslag i Deadline). Manden hævder minsandten, at soldaternes sikkerhed ligger ham lige så meget på sinde, som den ligger forsvaret på sinde.

Når han alligevel spiller bedrevidende, altså mener, at han véd bedre end forsvaret – og det er jo det, han gør – så forklarer han sig med, at forsvaret ikke hidtil har kunnet pege på, hvad det er, der er galt med bogen. Man har ikke kunnet sætte sin finger på noget afsnit i bogen, man har ikke kunnet sige: Detteher, det er for farligt at røbe, det går ikke, dette andet her, det kan det bedre gå an at fortælle om osv. Det vil sige, den gode Seidenfaden har ikke forstået et klap af det forhold, at så snart forsvaret begynder på at gå i detailler, giver man indirekte modstanderen en række værdifulde oplysninger.

Og vil han sige, at de da i det mindste kunne have gjort det overfor forlaget i al hemmelighed, så véd han nu for det første ikke, hvad der er sagt og ikke sagt mellem forsvar og forlag, men han må for det andet være klar over, at så få som muligt skal informeres om hemmelighederne. Og man skal ikke ved at ville udgive en bog kunne komme ind i klubben af dem, der véd noget.

Jamen, siger han så, det kan da ikke passe, at vi, hver gang vi skal offentliggøre noget om krigen i Afghanistan, skal spørge forsvaret, om det går an! En fri presse kan da ikke på den måde være i lommen på forsvaret! Men ak, det er jo lige nøjagtig det, den kan og skal, når vi er i krig. Og i krig er vi altså, selv om det er en krig i Langtbortistan. Og fordi vi er i krig, er der nogle af demokratiets spilleregler, der må sættes ud af kraft. Sådan har det altid været, og denne krig er ingen undtagelse. Krig er også en krig på informationer. Og vil pressen ikke forstå det ad frivillighedens vej, så må forsvaret gives mulighed for at tvinge en hemmeligholdelse igennem.

Jeg var i sin tid imod, at vi gik med i krigen i Afghanistan. Og jeg vil også stadig mene, at den krig skal vi se at komme ud af, ligesom vi er kommet ud af krigen i Irak. Men jeg vil minsandten argumentere regelret for det, og jeg vil mene, at man, så længe krigen varer, må tage mest mulig hensyn til vore soldaters sikkerhed. Og det byder mig i den grad imod, at nogen, her altså Tøger Seidenfaden, kommer og spiller Kloge-Åge. Ikke blot, fordi han tydeligt viser, at han ikke har forstået sagens kerne, også fordi han sætter vore soldaters sikkerhed på spil.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.